Den verdensberømte danske forfatter Jussi Adler-Olsen er tilbage med sin syvende roman om Afdeling Q. Det er en politisk roman med en skarp kritik af selfie-generationen. Bogen udkommer i morgen den 6. oktober 2016.
Glæder du dig også?
Denne gang har Carl Mørck og Aassad mere at kæmpe med end nogensinde. Det er samtidig Olsens mest politiske Afdeling Q-roman.
Den vigtigste del af plottet foregår i ’Paradise Hotel’- og selfie-generationen i et Danmark, som, mener forfatteren, alt for få er opmærksomme på – og som på sigt udgør en bombe under det sociale system. Unge, især kvindelige kontanthjælpsmodtagere, der ikke er i stand til at tænke på andet end sig selv. Mener altså Jussi Adler-Olsen.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Jussi Adler-Olsen og hans aktuelle krimi-roman, som rammer 'spot-on' på vores ego-fikserede samfund i dagens Danmark. Her er hele det dybdegående interview med den verdenskendte danske krimi-forfatter ...
Den verdensberømte danske forfatter Jussi Adler-Olsen er tilbage med sin syvende roman om Afdeling Q. Det er en politisk roman med en skarp kritik af selfie-generationen.
Efter 14 mio. solgte romaner verden over er Jussi Adler-Olsen tilbage med den syvende Afdeling Q-roman, ’Selfies’, der udkommer i morgen d. 6. oktober 2016. Denne gang har Carl Mørck og Aassad mere at kæmpe med end nogensinde. Det er samtidig Olsens mest politiske Afdeling Q-roman.
Den vigtigste del af plottet foregår i ’Paradise Hotel’- og selfie-generationen i et Danmark, som, mener forfatteren, alt for få er opmærksomme på – og som på sigt udgør en bombe under det sociale system. Unge, især kvindelige kontanthjælpsmodtagere, der ikke er i stand til at tænke på andet end sig selv. Mener altså Jussi Adler-Olsen.
Han ser selfie-fænomenet som et symbol på, at egoet i dag er vigtigere end det omgivende samfund, vigtigere end historie, vigtigere end den, der har brug for hjælp. Mig. Mig. Mig.
»Siden 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen dannede regering, har dette land udviklet sig i en dårlig retning. Det hænger sammen med de almindelige liberaliseringstendenser: Jeg er mig selv nærmest. Alt handler om mig. Parallelt med det har vi curlingforældrene, der har opdraget deres børn til, at de er så fantastiske, at det er en kvalitet i sig selv,« siger Jussi Adler-Olsen til BT.
For fire-fem år siden blev forfatteren kontaktet af en kvindelig jurist, der arbejder i Københavns Kommunes socialforvaltning. Hun leverede en historie, der voksede sig så stor i Adler-Olsens tanker, at den nu er udgangspunktet for den roman, der lige nu er på vej til udgivelse i hele verden.
Senere har han haft adgang til fortrolige e-mail og rapporter. Har ført en masse samtaler med socialrådgivere, læger og skolelærere. Hvis tale kollektivt er entydig.
Bombe under systemet
»Juristen sagde til mig: ’Er du klar over, hvilken bombe der ligger under systemet?’ Fortrinsvis piger, der blev curlet frem, da de var 12 til 14 år gamle, og som fik at vide af deres forældre, hvor fantastiske de var. Hvor smukke og enestående de var. At de kunne blive til hvad som helst, når de bliver voksne. Godt lænet op ad den uangribelighed er der rigtig, rigtig mange, der ikke har gidet en uddannelse. For hvorfor skulle de det, når nu de er så fantastiske? De er mellem 25 og 35 i dag. Kørt ud i det mest ekstreme kan man se dem i realityshow på tv – se den manglende moral og etik udstillet. Det er mennesker helt uden sociale kompetencer.«
Ind og ud af kommunale tilbud
I ’Selfies’ slutter tre af de unge mennesker sig sammen om noget, der er lige så grimt, som de selv er smukke, når makeuppen er lagt. Samtidig får en socialrådgiver ikke bare nok. Hun får NOK. Både af de unges åbenlyse misbrug af det sociale system – og af alkohol.
»Der er ifølge mine oplysninger ca. 800 unge, kvindelige kontanthjælpsmodtagere i dag i det københavnske socialvæsen, der ryger ind og ud af de tilbud, der nu er, og som aldrig nogensinde vil komme videre, uanset hvad de bliver tilbudt. Jeg hører en historie om én, der gerne vil være frisør, som stoppede efter én dag. Der var to argumenter. 1. Det var hende, der skulle feje, mens de andre gik til frokost. Det kunne hun ikke se sig selv i. Det andet var, at hun ikke kunne holde ud at høre kunderne fortælle om deres problemer. Det gav hende stress,« siger Jussi Adler-Olsen og tilføjer grinende:
»Der var én, der lod sig sygemelde med diagnosen – og hold dig fast – ’aktivitetsintolerance’. Det er der en læge, der har formuleret. Det er jo en vits.«
I den klassiske svenske krimitradition ville man skyde på samfundet. Er du solidarisk med pigerne?
»Jeg synes selv, jeg nuancerer det. Ingen tvivl om, at pigerne er svigtet af deres forældre... Hør her, jeg er ikke ude efter kontanthjælpsmodtagerne generelt. Fattigdomsreformen er noget skidt. Jeg har det skidt med, at den mindre bemidlede skal sparkes ud i mørket. Hvad skal der ske med dem indenfor de næste fire-fem år? Det har Lars Løkke overhovedet ingen planer for. Som han aldrig har. Der aldrig planer om, hvad vi gør lige nu. Det er meget bekvemt altid 2020 eller nu 2025,« siger Jussi Adler-Olsen og tilføjer, at han føler med de socialrådgivere, der skal administrere systemet.
»Socialrådgiverne sidder i et system, der er så rigidt, at de ikke for alvor kan sondre mellem, hvem der har behov, og hvem der ikke har. De har nogle cirkulærer og regler, der skal følges. De er mast af det. De skal se op i systemet mod mellemledere, som de konstant skal afrapportere over for. Det er en endeløs ørken. Det er hårdt at sidde og se på de mennesker, der åbenlyst malker systemet.«
Et tredje spor i fortællingen handler om Carl Mørcks hjælper Rose, hvis psykiske sygdom forværres. Og vi får for første gang et indblik i den historie, der har skabt hendes dæmoner.
Et kollektivt ansvar
»Jeg talte med én, der spurgte, om jeg ikke bare er lidt gammeldags. Det er problemet: Der er en generation, der ikke kender de værdier, der ligger til grund for det samfund, vi er stolte af. Omsorgen for den, der ikke går lige så hurtigt som dig selv. At vi har et kollektivt ansvar. Det kan så lyde socialdemokratisk og socialistisk: men det gør altså én stærkere, hvis man er nogle flere.«
Er det ikke bare os forældre, du og jeg, der har svigtet: Forkælet børnene for meget?
»Nej, jeg vil vende det: til hver en tid har mennesker forsøgt at tilgodese deres materielle behov. I dag mener vi, at vi har en gudgiven ret til vinterferien f.eks. Mange bruger den til skiferier. Det er dyrt for samfundet, at alle skal af sted én til to gange om året. Skiferien er en af de dyreste, også bagefter, fordi mange kommer til skade. Ikke nok med det. Hvis det lige præcis er i den uge, hvor skiferien er billigst, så tager vi da bare ungerne ud af skolen. De fleste forældre kan vist skrive under på, at det har man da vist gjort en eller flere gange. Det, man giver videre til sine, børn er, at jeg har KRAV på materielle goder som bil, to store fladskærme, sommerhus og at tage på vinterferie og i den uge, det passer MIG bedst,« siger Jussi Adler-Olsen.
