Gaver cementerer bånd mellem mennesker og styrker vores følelse af at være del af en flok. Den perfekte gave viser, at du har investeret andet end penge.

»Den perfekte gave er meget anderledes i dag end for 2.000 år siden, hvor ressourcerne var knappe,« siger professor i social- og personlighedspsykologi på Aarhus Universitet Henrik Høgh-Olesen, der bl.a. har forsket i gavegivning.

I dag, hvor de basale behov er dækket, skal en gave kunne andet end at mætte munde eller give tøj på kroppen. Alle vil gerne være noget særligt og selvfølgelig også have en særlig og personlig gave, der viser omtanke og ikke mindst at giveren ved, hvem vi er.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og få eksperternes forklaring på, hvorfor vi giver hinanden gaver og hvordan gavevalget er med til at forme vores identitet. Herudover får du også en guide til den perfekte gave og et overblik over de fem klassiske gave-dilemmaer.

Det får du:

  • Artiklen: Derfor giver vi hinanden gaver
  • Guiden 'Den perfekte gave'
  • Guiden 'Her er de fem klassiske gave-dillemmaer'

Gaver cementerer bånd mellem mennesker og styrker vores følelse af at være del af en flok. Den perfekte gave viser, at du har investeret andet end penge.

Hvilken gave ville du blive mest glad for? Løbeskoene, du selv skrev på ønskesedlen, eller et smukt salatsæt, som din kæreste købte med hjem fra en rejse til Grækenland?

Formentlig salatsættet – og det er ikke så underligt. I overflodssamfundet har den personlige gave nemlig større værdi end nogensinde før.

»Den perfekte gave er meget anderledes i dag end for 2.000 år siden, hvor ressourcerne var knappe,« siger professor i social- og personlighedspsykologi på Aarhus Universitet Henrik Høgh-Olesen, der bl.a. har forsket i gavegivning.

I dag, hvor de basale behov er dækket, skal en gave kunne andet end at mætte munde eller give tøj på kroppen. Alle vil gerne være noget særligt og selvfølgelig også have en særlig og personlig gave, der viser omtanke og ikke mindst at giveren ved, hvem vi er.

Den perfekte gave er ikke nødvendigvis købt tre dage før jul, men kan f.eks. være en ting, som giveren har taget med hjem fra en rejse.

»Den anstrengelse og omhu, giveren har udvist, siger noget om din betydning for ham eller hende,« siger Henrik Høgh-Olesen.

Brug tid på gaven

»Man er nødt til at vide noget om hinanden for at give en ordentlig gave. Vi afkoder lynhurtigt, om der er brugt ressourcer, ikke nødvendigvis i form af mange penge, men tid og tankevirksomhed, eller om giveren blot har lænet sig op ad ønskelisten, hvilket fjerner noget af magien og følelsen af at være særlig,« siger Jeppe Trolle Linnet, der er antropolog og ph.d. i forbrugeradfærd og indehaver af Linnet Research.

Foredragsholder, debattør og forfatter Gitte Hornshøj, der har skrevet en række bøger om bl.a. takt og tone, er enig.

»Min bedstemor sagde altid at: ’En gave givet med hjertet er bedre end en gave givet med en stor pengepung’. At du har lagt hjerteblod i at vælge gaven og gjort dig overvejelser for at ramme rigtigt, er en vidunderlig og generøs gestus.«

Et eksempel er den seneste gave, hun har fået af sin søster.

Gitte Hornshøj har travlt og er ofte på farten. Hver fredag kommer hendes søster forbi med et friskbagt rugbrød. Kærligheden, der ligger i det brød, er ifølge Gitte Hornshøj mere værd end alverdens materielle goder.

»Med det brød siger hun: ’Jeg holder af dig’.«

Gaver kommunikerer følelser mellem mennesker.

»At give en gave er en måde at vise kærlighed på og har den funktion at binde folk sammen og knytte bånd. Forskning viser, hvor vigtigt det er, at f.eks. skilsmissefamilier eller familier med adoptivbørn opretholder disse traditioner og ritualer, der giver tryghed. Det bringer folk sammen og cementerer relationen i f.eks. den sammenbragte familie,« siger Jeppe Trolle Linnet.

Tro ikke kvinder

Ifølge Henrik Høgh-Olesen er særligt kvinder eksperter i at tyde symbolikken i gaver.

»Det er ikke tilfældigt, når kvinder flokkes om gavebordet og spotter, hvem der har givet hvad. Hvad man giver i gave, siger meget om de indbyrdes relationer, og hvor godt man kender hinanden,« siger han.

Gavegivningen har haft stor betydning helt tilbage i de tidligste primitive samfund.

»Gaver har været med til at dæmpe risikoen for vold og konflikter. Gengældelse er helt essentielt i gavegivningen og har f.eks. betydet, at stammer, der har flyttet sig rundt, kunne være sikre på at have et trygt sted at overnatte, hvis de selv havde givet andre stammefolk samme mulighed tidligere,« siger Jeppe Trolle Linnet.

I dag bruges gaver måske ikke ligefrem til at undgå krig. Alligevel har de stadig stor betydning i 2016.

Der er store følelser på spil, og spørger man Gitte Hornshøj, går særligt kvinder meget op i, hvad de får.

»Det kan godt være, at din kone siger, at hun kunne bruge en ny støvsuger, men det er ikke det, hun mener,« siger Gitte Hornshøj, der tydeligt husker, hvordan hun før sin 50-års fødselsdag overfor sin mand havde givet udtryk for, at hun kunne bruge nye kufferter.

Han købte tre nye kufferter til hende og syntes selv, at han var genial, for det var jo ’lige det, hun stod og manglede’.

»Men jeg må indrømme, at jeg tog mig selv i at ryste den sidste, da jeg åbnede den og tænkte: ’Der må da ligge noget mere indeni’,« siger Gitte Hornshøj, der efterfølgende blev inviteret på en dejlig ferie, så gaven, der tegnede til at blive en fiasko, endte med at gå rent hjem.

GUIDE: Den perfekte gave

  • Skriver du ønskeliste, skal den både rummer ønsker i den dyre og den billige ende, så du ikke sætter gavegiveren i forlegenhed.
  • Nærvær er den nye valuta, også når det gælder gaver. Det er in at tænke i oplevelser frem for endnu et forbrugsgode. Giv en teatertur eller et foredrag, som I kan tage til sammen. Mormor eller farfar vil garanteret hellere have oplevelser end (mere) portvin og fyldte chokolader. Giv et gavekort til en køretur med indlagt frokost.
  • Giv gaver, der fortæller en historie. Køb et par lækre vanter, der er strikket af uld fra lokale får, eller honning der er fremstillet på gården i udkanten af byen, fremfor en importvare.
  • Alle elsker at blive overraskede, så tænk ud af boksen og giv en gave, modtageren ikke selv havde tænkt over, at hun manglede.
  • Er du træt af at styrte rundt for at købe gaver, kan du gå en helt anden vej. Aftal at alle køber én gave til enten en voksen eller et barn. Juleaften lægges alle navne i en hat, og der trækkes lod om de forskellige gaver. Skal børnene have de gaver, de plejer, kan det blot være de voksne, der benytter hatte-modellen.
  • Børn har allermest brug for nærvær – tænk over hvordan du kan pakke det ind. Det kan f.eks. være et gavekort til tre ture på zoologisk museum sammen med dig, eller et puslespil med 1.000 brikker, som I lan lægge sammen. Tænk nært, kærligt og rart.

Kilde: Gitte Hornshøj, debattør og forfatter til bøger om bl.a. takt og tone.

Her er de fem klassiske gave-dilemmaer

Hvor meget koster den perfekte gave? Må den byttes? Og er praktiske gaver ’no-go’?

Må jeg bytte en gave?

Selvfølgelig må du det. Det giver ingen mening at beholde en grim vase eller en pyjamas, hvis du har to i forvejen. Vi er forskellige og har vidt forskellig smag, selvfølgelig kan der opstå situationer, hvor giveren ikke rammer plet. Det er netop derfor, vi udstyrer julegaverne med byttemærker. Er der tale om en personlig eller hjemmelavet gave, er det selvfølgelig ikke så nemt, men du er ikke forpligtet til at gå med den hjemmestrikkede trøje fra tante Gerda, hvis du ikke kan lide den.

Jeg har ét barn. Min søster har tre. Hvor mange gaver skal jeg give?

Det kan synes ’urimeligt’, men der er ingen vej udenom. Du skal købe tre gaver, mens din søster slipper med èn. Er økonomien stram, er det i orden at købe lidt mindre gaver per barn, så budgettet alt i alt ikke bliver meget større. Alle har forståelse for, at en stram økonomi kan være en udfordring. Aftal eventuelt, at I kun giver hinandens børn gaver de år, hvor I holder jul sammen, for på den måde at minimere udgifterne.

Må jeg give praktiske gaver?

Både og. Når en mand siger, at han ønsker sig en ny sav eller en ukrudtsbrænder, kan du godt regne med, at han mener det. Anderledes er det med kvinder ... Selvom de giver udtryk for at kunne bruge en ny støvsuger eller en stegepande, er det 100 pct. ikke dét, de mener. Find på noget, som du ikke til enhver tid ville købe selv – det vil sige – en stegepande er ’no go’. En form for forkælelse, stor eller lille, er at foretrække. Kvinder er uhelbredelige romantikere, hvilket julegaven gerne må afspejle. Det kan godt være, budgettet ikke er til diamantringe og pelse, men forkælelse i form af en middagsinvitation eller billetter til en koncert er et godt alternativ – og glem ikke kortet. Et par kærlige ord er en ofte overset, men ikke desto mindre rigtig god måde at vise sine følelser på. Giver du din mand de gummistøvler, han ønsker sig, så husk også at sende en kærlig hilsen og læg en lille overraskelse ved siden af.

Må man aftale pris på forhånd?

Ja, gerne. Hovedreglen er, at du giver en gave til dem, du er sammen med. Men med dine, mine og vores børn og sammenbragte familier på kryds og tværs kan det være lidt af et puslespil at få kabalen til at gå op. Aftal med de andre voksne, hvordan I gør, og aftal også gerne et prisniveau for, hvor mange penge du giver din søsters nye kærestes børn gaver for. Så det ikke giver anledning til splid og uvenskab. Hyggen kan hurtigt ryge sig en tur, hvis du er typen, der hiver den mentale lommeregner frem i stedet for at nyde aftenen. Det kan sætte folk i forlegenhed og skabe en akavet situation, hvis gavebudgettet er alt for forskelligt.

Må jeg give penge?

Som udgangspunkt er svaret nej. Penge er ikke en egentlig gave, og noget af gavens magi og forventningens glæde går tabt, hvis gaveudvekslingen foregår ved, at vi sidder og bytter pengesedler. Der er dog en enkelt undtagelse fra reglen. Unge mennesker er i en kategori for sig. De bruger mange penge, men har sjældent ret mange. Derudover er deres smag ofte umulig at afkode, for den er i høj grad koblet op på tidens tendenser.

Kilde: Gitte Hornshøj, debattør og forfatter til flere bøger om bl.a. takt og tone

SPONSERET INDHOLD: Mangler du inspirattion til hvor du skal shoppe julegaver? Se listen med populære julegaveønsker her