Var skuespillerinden Johanne Luise Heiberg virkelig så magtfuld en primadonna som i tv-serien ’1864’? Svaret er ja

En isdronning, der drager de magtfulde mænd, men også holder dem på afstand.

Sådan beskriver forfatter Tom Buk-Swienty skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, som i tv-serien '1864' trækker godt i de politiske tråde og måske var datidens svar på en spindoktor.

Opret abonnement på BT PLUS og læs historien om virkelighedens Johanne Luise Heiberg.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

 


Vi har set hende hoppe ovenpå D.G. Monrads korpus. Har set hende på det Kongelige Teaters scene, salvelsesfuldt proklamere, at Danmark er gået i krig. Og i seneste afsnit af drama-serien ’1864’ fik vi endnu en flig af Johanne Luise Heiberg: som en følelsekold og usentimental kvinde, der skummer af vrede over hærens tilbagetrækning fra Dannevirke.

Men hvor overdrevent dramatisk skuespillerinden Johanne Luise Heiberg end måtte se ud med nutidens øjne, var hun en af datidens mest magtfulde kvinder. National-liberalist til fingerspidserne, primadonna til op over begge ører, manipulerende fra top til tå.

Eller som forfatter Tom Buk-Swienty udtrykker det: ’Hun havde særstatus. Det var før, vi havde tv, så skulle du have underholdning, var det i teatret, at det foregik. Og i stedet for at diskutere, hvem der vandt X Factor, tilbad man skuespillerne. Og Johanne Luise Heiberg blev anerkendt som den største af alle. Hun var en primadonna og blev respekteret som en sådan.

Johanne Luise Heiberg voksede op i det, der kendes som ’Guldalderen’. Men hendes vej til særstatus var ikke belagt med gyldne brosten.

Som det næstyngste af ni børn blev hun født på Nørrebro og voksede op i kummerlig fattigdom med en far, der drak stort set hver en skilling op. Hendes forældre, der var af tysk-jødisk afstamning, drev beværtning og dansebod i kvarteret, men allerede da Johanne Luise var fire år gammel, lå deres levevej i ruiner, og familien flyttede til Aalborg, hvor hendes mor - der nu påtog sig forsørgerrollen - startede et madpensionat for officerer, men husede også Zangenbergs danseskole. Og det var dét, der skulle komme til at bringe Johanne Luise på rette spor.

Sammen med sin lillesøster modtog hun gratis undervisning og viste sig hurtigt at være et talentfuldt balletbarn. Så da familien nogle år senere vendte tilbage til København, sikrede en personlig anbefaling fra Zangenberg hende en plads på Det Kongelige Teaters balletskole.

Maleri af en ung Johanne Luise Heiberg. Foto: Scanpix
Maleri af en ung Johanne Luise Heiberg. Foto: Scanpix Foto: Ukendt
Vis mere

Otte år gammel begyndte Johanne Luise at charmere og gøre indtryk med sit åbenlyse talent, og inden længe fik hun også småroller i teatrets skuespil og smeltede snart alles hjerter. Ikke mindst mændenes.

Lidt kynisk sagt havde Johanne Luise Heiberg i sin levetid flere lig i lasten. I hvert fald var mindst to mænd så ulykkeligt forelskede i hende, at de begik selvmord, sandsynligvis som følge af, at hun sagde nej til dem.

Den mand hun til gengæld sagde ja til, var manden der én gang for alle kunne højne hendes status, udviske barndommens trange kår og føre hende ind i samfundets ypperste kredse: Johan Ludvig Heiberg.

Johan Ludvig Heiberg blev manden, der første den unge Johanne Luise ind i det danske samfunds elite.
Johan Ludvig Heiberg blev manden, der første den unge Johanne Luise ind i det danske samfunds elite. Foto: Ukendt
Vis mere

Den 21 år ældre Johan Ludvig Heiberg, som var landets fremmeste dramatiker og kritiker, havde tabt sit hjerte til Johanne Luise, da hun som kun 14-årig fik sit store gennembrud på Hofteatret. Han begyndte at skrive stykker specifikt til hende, ikke mindst ’Elverhøi’ i 1828. En forestilling der godt nok var til ære for den senere kong Frederik 7.s bryllup, men var en slet skjult kærlighedserklæring til Johanne Luise.

Tre år senere gav hun efter for hans frieri, og parrets hjem på Christianshavn blev snart centrum for eliten, som mødtes til parrets berømte middagsselskaber og ’læseballer’, aftener med oplæsning af digte. Sidstnævnte var - ifølge hjemmesiden heiberg-selskabet.dk - hr. Heibergs idé. I hans øjne var Johanne Luise hævet over alt og alle og derfor tillod han ganske enkelt ikke, at hun deltog i andres selskaber.

Den piedestal hun blev plantet på, nød og udnyttede hun fuldt ud. I de erindringer, hun fik udgivet året efter sin død, koketterede hun åbenlyst med den magt, hun havde i teatrets verden. Og der var ikke grænser for, hvilke dramaer hun formåede at skabe udenfor scenen, når tingene ikke gik efter fru Heibergs næse. Så spillede hun med primadonna-musklen og sygemeldte sig. Eller opsagde sin stilling, som det skete i 1857 som følge af mange års stridigheder på teatret.

En benovet Monrad i Det Kongelige Teater. Fra tv-serien '1864'.
En benovet Monrad i Det Kongelige Teater. Fra tv-serien '1864'.
Vis mere

’Deres Majestæt vil neppe undre Dem over, at jeg efter saa lange Anstrengelser, der virke trættende på både Sjæl og Legeme, nu kan ønske at trække mig tilbage fra en offentlig Virksomhed, skrev hun til Kongen.

Først to år senere lod hun sig lokke tilbage til scenen af D.G. Monrad, som nu var blevet kultusminister efter C. Hall.

’Vi m å have Dem tilbage for enhver pris... De skal få, hvad De attrår; men De må atter optage Deres afbrudte virksomhed, citerede hun Monrad for at have sagt ved den lejlighed.

Og han holdt i øvrigt sine løfter, og ansatte en ny chef for Det Kongelige Teater, som fru Heiberg kunne acceptere at arbejde under.

Tv-seriens Johanne Luise Heiberg på scenen i Det Kongelige Teater. Foto: Per Arnesen/Miso Film/DR
Tv-seriens Johanne Luise Heiberg på scenen i Det Kongelige Teater. Foto: Per Arnesen/Miso Film/DR Foto: per Arnesen / Frit
Vis mere

Johanne Luise Heiberg var ganske enkelt genstand for gudedyrkelse. Eller som Niels Birger Wamberg - der skrev forordet til en genudgivelse af hendes erindringer - udtrykker det: ’Man har stænket sig med vand og kníkset foran hendes billede’.

Samtidig med at Johanne Luise Heiberg var fuldstændig urørlig på scenen, blev hendes stemme også mere og mere tydelig i de politiske kredse. I de national-liberale kredse, som D.G. Monrad tilhørte. Og ikke mindst knyttede hun ifølge Tom Buk Swienty et nært venskab til Andreas Frederik Krieger, Monrads højrehånd.

- Han var lun på hende. Og det var de fleste magtfulde mænd, fuldstændig betagede af hende. Hun havde en strøm af mænd, der kom til hende om eftermiddagen for at drikke te og diskutere politik, som hun gik virkelig højt op i. Hun var virkelig en hardliner, var meget national-liberalistisk begejstret og havde som mange andre en stærk drøm om Danmark til Ejderen (grænsefloden mellem det nuværende Sønderjylland og Holsten, red), forklarer Tom Buk-Swienty.

Selvom der ikke er håndgribelige beviser på, at Johanne Luise Heiberg havde direkte indflydelse på den politik, der blev ført i årene omkring 1864, er der ingen tvivl om, at hun blev lyttet til i de kredse, og at de magtfulde mænd var stærkt benovede over hende, mener Tom Buk-Swienty.

- Men hun er også en isdronning, der holder dem på afstand. Hun har næppe haft amorøse forhold til dem, men jeg tror gerne, at de ville have haft det. Og det er måske noget af dét, der gør, at de bliver ved med at komme til hende. I serien er Monrad bare et symbol på mange. Men den benovelse han viser, tror jeg, passer meget godt med virkeligheden, siger Tom Buk-Swienty.

Monrad i audiens hos primadonnaen. I serien spilles de af henholdsvis Nicolas Bro og Sidse Babett Knudsen.
Monrad i audiens hos primadonnaen. I serien spilles de af henholdsvis Nicolas Bro og Sidse Babett Knudsen.
Vis mere

I 1860 døde hendes mand, hvilket stimen af magtfulde mænd i de Heibergske stuer bestemt ikke blev mindre af. Men ingen af dem fik hende på krogen.

Tabet af ægtemanden gjorde hende bestemt heller ikke mere blødsøden eller empatisk. Tværtimod viste hun sin isnende kulde over det svigt, de magtfulde mænd udviste i krigen ved at rømme Dannevirke, viste sin isnende kulde overfor pøblens klynken over at miste en mand eller en søn.

I Tom Buk-Swientys ’Dommedag Als’ gengives dele af hendes brevveksling med tidligere nævnte A.F. Kriger. Og den manglende empati skinner stærkt igennem i hendes brev dateret 18. april 1864 - samme dag som slaget ved Dybbøl Banke.

’Hvor er det dog sjældent, at nogen bærer sorgen såvel som glæden med anstand og skønhed’.

Eller to måneder senere:

’Jeg kan ikke finde mig i, at gemytterne ikke kunne hæve sig lidt over deres sorg, men tager den så borgerlig, så prosaisk. Når en mand har valgt den militære stand til sin livsopgave, da må det jo være tanken om den krig, hvori han skal forsvare sit fædreland, der bør foresvæve ham som højdepunktet af hans virksomhed. Jeg kan derfor ikke finde mig i denne hylen over de ulykkelige militære’.

Står hendes egne ord i erindringerne til troende, stoppede Johanne Luise Heiberg skuespillerkarrieren på grund af krigen. I en alder af 51 sagde hun den 2. juni 1864 farvel og tak som følge af krigen og dens udfald. ’Mit stakkels Fædrelands Ulykker i Krigen med Tyskland’, som hun beskrev det.

’Jeg følte dette saa dybt, at naar jeg i mit Paaklædningsværelse stod og iførte mig mine Costumer og satte Sminken på mine Kinder, da syntes mig, at Udøvelsen af denne glade kunst næsten blev mig modbydelig’.

Maleri af en voksen Johanne Luise Heiberg. Foto: Museum Sønderjylland/Scanpix
Maleri af en voksen Johanne Luise Heiberg. Foto: Museum Sønderjylland/Scanpix Foto: Museum Sønderjylland/ DKB.
Vis mere

Johanne Luise Heibergs sidste forestilling blev ’Elverhøi’, stykket hendes afdøde mand havde skrevet til hende i 1828.

Til sin død i 1890 bevarede hun så nært et forhold til A.F. Krieger, at mange mente, at han udfyldte den tomme plads efter Johan Ludvig Heiberg.

--------------------------

Andre stærke kvinder i 1800-tallet

 

Emma Gad, forfatter. 1852-1921.
Emma Gad, forfatter. 1852-1921. Foto: JULIE LAURBERG / Det Kongelige Bibliotek
Vis mere

Astrid Stampe feddersen var af adelsslægt og stærkt aktiv i Dansk Kvindesamfund fra 1882. Drivkraft skyldtes en meget dominerende far og at hun og søstrene ikke var arveberettigede.

Anna Olivia Nielsen kom fra arbejderklassen og forsøgte aktivt allerede som 20-årige at organisere de kvindelige arbejdere. I 1892 blev hun valgt som formand i Kvindeligt Arbejderforbund.

Emma Gad kendes i dag primært for sin ’Takt og tone’ bog. Men i 1800-tallet var hun meget fagligt engageret, og var i 1898 medstifter af den første faglige organisering af kvinder på kontor.

Pauline Worm var præstedatter, digter og foredragsholder og stillede gerne op til slagsmål, når det kom til kvindekamp, men blandede sig lige så gerne i efterdønningerne af krigen i 1864.