Der har været mange milepæle undervejs i Jørgen Leths liv. Også faldgruber og snubletråde. Men når den nu 77-årige cykelkommentator, forfatter, filmmand og meget mere tager bestik af tilværelsen hen imod afslutningen af et langt og begivenhedsrigt liv, står der ikke nogen gud, ikke nogen engel eller andre, som viser vej.

Jørgen Leth venter stadig. På englene og ånderne og hvad de ellers måtte være. Måske fordi han mere end en gang har snydt døden og senest gjorde det under det voldsomme jordskælv i Haiti i efteråret 2010, som med ét rev hans elskede hjem og verden væk for fødderne af ham. Helt bogstaveligt.

Opret dig som BT PLUS-abonnent og læs hele interviewet med Jørgen Leth her - husk første måneds abonnement er gratis.

 


Der har været mange milepæle undervejs i Jørgen Leths liv. Også faldgruber og snubletråde. Men når den nu 77-årige cykelkommentator, forfatter, filmmand og meget mere tager bestik af tilværelsen hen imod afslutningen af et langt og begivenhedsrigt liv, står der ikke nogen gud, ikke nogen engel eller andre, som viser vej.

Jørgen Leth venter stadig. På englene og ånderne og hvad de ellers måtte være. Måske fordi han mere end en gang har snydt døden og senest gjorde det under det voldsomme jordskælv i Haiti i efteråret 2010, som med ét rev hans elskede hjem og verden væk for fødderne af ham. Helt bogstaveligt.

Siden har døden været nærværende på en anden, langt mere kontant og konkret måde. Og selv om det er både tabubelagt og grænseoverskridende, tager Jørgen Leth gerne verbalt brydegreb med emnet. Han har netop gjort det i musikalsk form på albummet ’Ingen regning til Mig’ og turneret for fulde huse sammen med det musikalske makkerpar Michael Simpson og Frithjof Toksvig.

 

Foto: Kasper Palsnov
Vis mere

Selv for en verdensborger som Jørgen Leth kan det være eksotisk at vende hjem. Ikke bare til Danmark, men til barndommens land. De steder, hvor man hører hjemme, og hvor hjertet har sin rod på en helt særlig måde.

For en mand, der har stået på de højeste tinder i Alperne og Pyrenæerne, kan også et gensyn med Himmelbjerget være bevægende på en helt særlig måde.

- Jeg er bevidst om, at det er både et goddag og et farvel, siger Jørgen Leth.

Der er en sidste gang for alting. Og den dag er rykket nærmere. Selv om der ikke er dato på.

- Hvis man overhovedet kan tillade sig at tale om en positiv eftervirkning af det jordskælv, jeg var udsat for, er det, at jeg så meget mere værdsætter livet, som det er. At være i Danmark, at opleve stedet og værdsætte at livet bare er der, erkender Jørgen Leth, som BT har sat stævne på restaurant Peder Oxe i det indre København.Der er snaps, bare en enkelt, til den fine og faste sildefilet, rørt i dildcreme og et passende drys kapers. Jørgen Leth er selverklæret livsnyder, og hvis man er et sanseligt menneske, ville det strengt taget være dumt at berøve sig selv smagen af O.P. Andersons gyldne dråber, selv om klokken kun lige har rundet middag. Glasset er noget mere end halvt fuldt. Det er der også et billede i.

- Døden er en følgesvend, absolut. Det gør det på en måde skarpere, at man siger goddag, og man siger farvel. Jeg har nu været forbi Himmelbjerget, siden jeg skrev om det på nummeret ’Gennem Danmark’. Man man ved det jo aldrig. Jeg har det tit sådan, jeg tænker hvor mange gange endnu og sådan. Det er ikke et løbende regnskab, men den ligger der, det er klart.

Bud efter giraffen

Jørgen Leths liv er stadig delt mellem at opholde sig i Haiti i vinterhalvåret, som så bliver afløst af en tilbagevenden til Danmark.

Der er bud efter ham konstant, og kalenderen er tætpakket med aftaler. Så er der en filmfestival i Norge, hvor kolleger vil se giraffen, så er der et foredrag, som skal holdes, en koncertturné med Simpson og Toksvig, gæsteoptræden i et radioprogram på P1 eller P3 og interview her og der.

- Det er vigtigt for mig at kunne sige, jeg stadig er i fuld vigør, at jeg har vitalitet og har mange projekter i gang. Jeg er glad for at kunne mærke, at der er så mange yngre kunstnere og mediefolk, der er begejstrede for det, jeg laver. Det er ikke enhver på min alder forundt at få den opmærksomhed eller beundring, om man vil. Selvfølgelig tænker jeg på, hvorfor det er sådan. Jeg håber, det har noget med min ærlighed at gøre. At jeg gør, hvad jeg har lyst til. I modsætning til så mange andre, åbenbart.

- Der er moralister til stede i det her land. Jeg er nok modsætningen til det og et eksempel på, at man skal realisere sig selv og bruge sin nysgerrighed. Det tror jeg, mange stadig kan se. At min nysgerrighed er intakt, og at jeg bruger den til at bevæge mig nye steder hen. Det er afgørende.

- Selv om melankoli bestemt er en del af mig og noget, jeg ofte taler om, har jeg først og fremmest appetit på livet. Jeg vil gerne opleve. Stadigvæk, lyder det med eftertryk.

Skønhed og skam

Jørgen Leths livsappetit og lyst til at dyrke kvindelig skønhed, også når den var ungdommelig og sprød, vakte furore i 2005, hvor han i sine erindringer beskrev et dampende hedt og erotisk forhold til en 17-årig elskerinde, som for en nemheds skyld fik emblemet ’kokkens datter’.

Det kostede jobbet som TV2s cykelkommentator. Men frem for at bøje nakken og gå samvititighedstynget bodsgang, valgte Jørgen Leth at stå fast i den danske medieorkan.

- Det var måske den historie, hvor mange af en yngre og mere åbensindet generation kunne se, at jeg ikke var typen, der sælger ud. Jeg står ikke bagefter og siger, det var forkert, og det fortryder jeg og sådan noget. Hvis der skulle være en overskrift på den historie, er det, at man kan tillade sig at være den, man er. Det lyder enkelt, men så enkelt er det jo ikke.

- Hvis man skal føre det over på min passion for cykelsporten, har jeg jo også her holdt fast. Trods alle skandalerne og stormene har jeg hele tiden insisteret på, at sporten stadig er interessant.

Hyldet af Prudhomme

TV2 begyndte at transmittere Tour de France i 1990, og det er således 25. gang i år. Jørgen Leth står overfor at skulle i gang med sit Tour de France nummer 31. Sidste år blev det danske kommentatorkoryfæ hyldet af løbsdirektør Christian Prudhomme ved en reception efter en stor bjergetape i Pyrenæerne.

- Jeg husker i 1990, at jeg kom derned med Ebbe Traberg (afdød dansk forfatter og journalist, red.). Mader skulle først komme senere, da TV2 først ville begynde at transmittere cirka midtvejs i løbet. Traberg og jeg oplevede så den historiske etape, hvor Ronan Pensec, Steve Bauer, Frans Massen og Claudio Chiapucci fik 10 minutters forspring. Og vi mødte selveste Luis Ocaña, der kommentede for en spansk tv-station. Han mente, favoritterne havde gravet en grav for sig selv, og da det var Ocaña, som havde sagt det, måtte det være rigtigt. Han var jo gud i vores øjne, griner Leth ved mindet.

Eufori


- Det er lige så let for mig at blive grebet og være til stede i løbet nu, som det var dengang. Det undrer mig, men sådan er det. Jeg opfatter det stadig som en stor eufori at komme derned, møde de gamle kolleger, se hele det store cirkus igen. Det har ændret sig kolossalt, men jeg synes stadig, det er helt fantastisk at komme til løbet.

- Selv om jeg foretrækker et andet design på løbet, mere som det var i en gylden fortid, at der ikke var radiokommunikation med rytterne, og at de kørte uden hjelme, så synes jeg stadig, Tour de France er et fantastisk eventyr.

- Når man er til Tour de France, opsluges man helt og totalt. Man er kun dér. Det er som at sætte sig ind i et højhastighedstog, og jeg kan slet ikke tage mig af noget, som ligger udenfor løbet. Alt det, min korrespondance til daglig er fyldt med. Alt er helt lukket ned, jeg kan kun tænke på Tour de France. Kun mine børn skriver jeg lidt med for lige at sige, hvor jeg er og sådan noget.

- Det er vidunderligt at være så fuldt til stede i noget. På den måde er der ingen forskel fra før og til nu. Jeg holder fast i mytologien og de klassiske egenskaber, det store mod, at de kan køre sig ind i selvforglemmelsen og lade hånt om deres helbred, at der er denne enorme risikovilje til stede.

- Man skal holde fast i, at cykelsport og Tour de France også skal være hårdt og brutalt. Jeg bryder mig ikke om den der hykleriske humanisme, nogle forsøger at trække ned over rytterne, eller når søstrene Schleck beklager sig over farlige nedkørsler eller brosten på etaperne. Det er de store og grænseoverskridende dage, som bliver stående. Hvor terrænet og vejret tester feltet ud i det ekstreme. Der skal være plads til ufornuften, for det er også her, dramaet opstår.

- Jeg har store forventninger til Tour de France i år. Contador er tilbage på et niveau, hvor det kan blive en meget spændende og ret lige duel mellem ham og Chris Froome. Løbet vil blive tændt af, at der er en uafklaret styrkeprøve mellem Froome og Contador.