En fortælling om Vesterhavet, om angsten og om at det, vi gør, for at overkomme kan blive til noget smukt for andre mennesker

Hun kunne tryllebinde. Med anekdoter og sang om liv og død, glæde og frygt i et vejrbidt og tavst fiskersamfund. Men sangen tøjlede også hendes egen angst, når manden, hun elskede, satte sit liv på spil - måske for sidste gang

Masten på båden er knækket. Tre fiskere fra Nr. Lyngby er fanget i de brutale bølger – en far og to sønner. I et lille, hvidkalket hus tæt ved trækker Inger Lauritzen gardinet for og knuger de rystende hænder. Hendes livs kærlighed, Knud Lauritzen, som hun forelskede sig i  som 16-årig, sidder i redningsbåden. Hun må til klaveret.

‘Den syngende fiskerkone’ kalder de hende i Lønstrup. Eller ‘Byens skjald’. Indtil for få år siden rejste hun – som de gamle skjalde – rundt i hele landet med nære fortællinger fra det nøjsomme fiskersamfund, 15 kilometer nord for Løkken, hvor liv og død dengang var noget bogstaveligt.

Opret abonnement på BT PLUS og læs 88-årige Inger Lauritzens barske fortællinger samt hendes egen gribende livshistorie - husk 1. måned er gratis.


Masten på båden er knækket. Vesterhavet har på ingen tid rejst sig og viser nu tænder i en storm uden lige. Tre fiskere fra Nr. Lyngby er fanget i de brutale bølger – en far og to sønner. På stranden har redningsfolkene ikke tid til at få olietøj og søstøvler på. De har sejlet, siden de var drenge og ved, at deres båd lige så godt kan synke som den fiskerbåd, der skal have hjælp.

Sådan har flere redningsfolk mistet livet gennem tiden, men det kan de ikke tænke på nu. Angsten må de lade deres fiskerkoner om i disse så dramatiske minutter.

Uden for vinduet i et lille, hvidkalket hus få hundrede meter derfra er der hvidt af havskum, så langt øjet rækker, og Inger Lauritzen trækker gardinet for og knuger de rystende hænder. Hendes livs kærlighed, Knud Lauritzen, som hun forelskede sig i allerede som 16-årig, sidder i redningsbåden. Hun må til klaveret. Året er 1950.

Når der er stormvarsel, bliver Inger Laurtizen stadig ramt af angst. Alligevel vil hun blive boende ved Vesterhavet, til hun dør.
Når der er stormvarsel, bliver Inger Laurtizen stadig ramt af angst. Alligevel vil hun blive boende ved Vesterhavet, til hun dør.
Vis mere

65 år senere tager 88-årige Inger Lauritzen forsigtige skridt hen mod bænken ved den røde murstensbygning. Nøjagtig ud for dette redningshus udspillede de dramatiske minutter sig den skæbnesvangre nat i 1950. Hun sætter sig på bænken. Vesterhavsvinden tager godt fat, og de gamle knæ er ustabile, men hun taler videre.

Utallige gange har Inger Lauritzen kæmpet med angsten, når hendes elskede Knud i stormvejr drog med redningsbåden ud fra den gamle redningsstation i Lønstrup.
Utallige gange har Inger Lauritzen kæmpet med angsten, når hendes elskede Knud i stormvejr drog med redningsbåden ud fra den gamle redningsstation i Lønstrup.
Vis mere

At fortælle. Det har Inger Lauritzen alle dage gjort. Når hendes mand, fisker og redningsmanden Knud Lauritzen, var på havet, skrev hun viser ved klaveret og sang for at glemme, og for at skjule, at hun var bange.

‘Den syngende fiskerkone’ kalder de hende i Lønstrup. Eller ‘Byens skjald’. Indtil for få år siden rejste hun – som de gamle skjalde – rundt i hele landet med fortællinger om det levede liv. Først privat i det små, siden i forsamlingshuse, på højskoler, eller hvor folket samledes. Her tryllebandt hun sit publikum med gribende, nære fortællinger fra det nøjsomme fiskersamfund, 15 kilometer nord for Løkken, hvor liv og død dengang var noget bogstaveligt.

Klaveret var det eneste, der kunne tøjle Inger Lauritzens angst, når hendes elskede Knud var på havet.
Klaveret var det eneste, der kunne tøjle Inger Lauritzens angst, når hendes elskede Knud var på havet.
Vis mere

Af den gamle skole

Hun er historiefortæller af den gamle skole. En forlængelse af en tradition, som var særlig udbredt i 1800-tallets Danmark. Dengang hvor fortællere i kraft af deres arbejde rejste fra by til by med gode historier og sange, som blev fortalt i mørket til det lyttende publikum. Om lykkelig og ulykkelig kærlighed, krig, fortvivlelse, børn, der blev forsømt, eller mænd og kvinder, der blev undertrykt af dem, der stod over dem – herremanden, præsten og bispen.

I de første årtier af 1900-tallet ændrede hverdagslivet sig, og sang og fortælling i fællesskab blev mindre centralt, forklarer projektforsker Lene Halskov Hansen, der arbejder med mundtlig sangtradition hos Dansk Folkemindesamling. Der var nu råd til at tænde et lys, når det blev mørkt. Adskillelsen mellem generationerne blev større, fordi man ikke længere boede i samme hus, og der opstod andre former for underholdning, blandt andet kom radioen til i 1920erne.

Senere kom fjernsynet, og taler man nære historier i dag, er de sociale medier som Facebook og Twitter eller blog på internettet den primære kilde.

At fortælle historier fra mund til lyttende publikum er helt passé, som Inger Lauritzen selv udtrykker det. Hun ryster let på hovedet. Det huer hende ikke.

Foto: Cathrine Ertmann
Foto: Cathrine Ertmann
Vis mere

»Det er jo fortællingerne, der binder slægterne sammen. Når Knuds mor fortalte om at være mejerske på en stor gård. Så sad vi der i mørket, og hvor kunne hun altså fortælle. I dag er der da ingen, der ved, hvad en mejerske er,« siger Inger Lauritzen og ruller let med øjnene, mens hun smiler.

En af de tavse fiskere

Det er svært at mærke, at hun har levet det meste af sit liv sammen med en af de tavse, alvorlige fiskere fra den jyske vestkyst. Mens Knud Lauritzen ikke havde ord for oplevelserne ved det brutale Vesterhav, kunne Inger Lauritzen tale i timevis. Indfald, bemærkninger, erindringer eller små ordre til døtrene kommer stadig uafbrudt som bølgerne ude foran hendes vindue.

Hver en detalje fra de mange skibsforlis, der har været ud for Lønstrup, kan hun huske på årstal, vindstyrke og antal overlevende og døde. Alle bliver de fortalt, som stod hun selv lige midt i bjergningen af de stivfrosne, halvdøde sømænd.

Tempoet i Inger Lauritzens ellers hurtige nordjyske talestrøm bliver sat ned, når hun begynder at fortælle anekdoter. Den hæse stemme bliver hævet eller sænket alt efter historiens stemning. Hun betoner ordene, når de er vigtige, og holder kunstpauser på de mest spændende tidspunkter, så man sidder helt ude på stolekanten og udbryder: ‘Ja, og hvad skete der så?’

Det er derfor, der har været bud efter hende fra alle hjørner af Danmark. Fra Færøerne til Bredgade i København og hjemme på den jyske vestkyst.

»Det er da godt, hvis folk kan bruge det. Man skal lave noget, folk har brug for – derfor laver jeg tøfler. Vil I ikke låne et par, her er da så fodkoldt herinde,« siger hun og rejser sig.

Inger Lauritzen (født Inger Petrine Larsen) som blot 18-årig. Få år senere flyttede hun til Lønstrup for at blive gift med sin fisker.
Inger Lauritzen (født Inger Petrine Larsen) som blot 18-årig. Få år senere flyttede hun til Lønstrup for at blive gift med sin fisker. Foto: Cathrine Ertmann
Vis mere

Inger Petrine Larsen blev hun døbt i 1926. Et par kilometer inde i landet på en gård i Vennebjerg voksede hun op i ‘et rigtig grundtvigiansk hjem’, som hun kalder det i dag. Med tre karle og to piger i huset var der hjælp nok til det hele. Faderen dyrkede gymnastik og var meget nationalt bevidst, så de fire børn blev opdraget med sang som en del af dagligdagen. Moderen var datter af en fisker fra Lønstrup, så Inger Petrine Larsen tog sammen med sine veninder ofte ud til den lille by ved havet for at besøge sine bedsteforældre og for at se på de flotte fiskere i blå sømandsveste ved stranden.

Hun var 14 år, og han var 22 år, da de første gang fik øje på hinanden. Men først seks år senere, lige efter Anden Verdenskrig, fik fiskeren den unge bondepige på krogen til et bal i Lønstrup.

Øverst: Fisker og redningsmand Knud Lauritzen, da han var 28 år og lige havde fundet sit livs kærlighed, Inger Lauritzen. Herover ses den tavse, alvorlige fisker, 50 år gammel.
Øverst: Fisker og redningsmand Knud Lauritzen, da han var 28 år og lige havde fundet sit livs kærlighed, Inger Lauritzen. Herover ses den tavse, alvorlige fisker, 50 år gammel.
Vis mere

»Knud sad og blinkede sådan til mig, og jeg tænkte: ’Ja,ja,ja.’ Han var jo så genert. Men så drak han mod til sig – de havde en kasse øl stående under stolene – og da musikken var forbi, kom han hen til mig og sagde: ‘Ska’ vi ta’ en dans?’ ‘Jamen musikken er da gået hjem,’ svarede jeg. ‘Ja, men du kan nok synge til,’ hviskede han så. Tænke sig, så stod vi oppe i den mørke sal og dansede, mens jeg sang, og så gik vi hjem til Vennebjerg og var forelskede, og så ikke mere, vel Lisbeth?,« siger Inger Lauritzen spørgende og smiler over mod sin ældste datter, som er kommet på besøg.

Datteren Lisbeth Faldborg bor ligesom Inger Lauritzens to andre børn lige i nærheden.

»Ja, hun kom jo for tidligt,« siger Inger Lauritzen med et grin og henviser til, at Lisbeth blev født blot tre måneder efter, at den dengang 20-årige Inger Lauritzen helt ubekymret var flyttet til Lønstrup for at blive gift med sin fisker.

Familiebilleder fylder væggene i det lille hus i Lønstrup. Her ses Inger Laurtizen med sine to døtre på billedet til højre. De tre børn er samlet på billedet til venstre.
Familiebilleder fylder væggene i det lille hus i Lønstrup. Her ses Inger Laurtizen med sine to døtre på billedet til højre. De tre børn er samlet på billedet til venstre.
Vis mere

Grebet af angst

»Er du klar over, hvad du går ind til?,« havde hendes mor spurgt, henvisende til usikkerheden ved at have en mand på havet. For havet gi’r og havet ta’r. Det ved man i Lønstrup, og det opdagede unge Inger Lauritzen hurtigt. For ofte, når Knud Lauritzen kom hjem med sin egen båd på grund af storm, skulle han afsted igen med redningsbåden.

»’Nu skal du lære at vente. For havet råder her,’ sagde min svigermor til mig. Åh, det var det værste, jeg vidste,« siger Inger Lauritzen og tager sig til hovedet.

»Lige så snart der kom stormvarsel, blev jeg grebet af angst. Det var ikke til at leve med. Børnene blev også påvirket, når det var skidt vejr. Da Carl var seks år gammel sagde han: ’Du er bange mor. Dine øjne er ikke rigtige’.«

Foto: Cathrine Ertmann
Foto: Cathrine Ertmann
Vis mere

For at dæmpe angsten gik Inger Lauritzen til klaveret. Hun omsatte frygten til viser om det ’Glitrende hav’, som i vindstille øjeblikke kunne glimte så fint, for dernæst at bruse op og blive til et frådende hav.

Det er de særlige strømforhold og revlerne (sandbanker på bunden af havet, red.), der har gjort kyststrækningen ud for Lønstrup ekstra farlig, fortæller Inger Lauritzen. Derfor lærte fiskerne allerede som drenge at sejle langs revlen, så bølgerne ikke kom ind i båden. Væltede de på revlen, var det slut.

Siden redningsstationen blev oprettet i 1852 som en af landets første, er over 250 mennesker blev bjerget op til den røde murstensbygning. Derefter kom de forkomne sømænd op til fiskerkonerne i husene ved kysten og fik bad og rent tøj på.

Særligt en redning af en flok tyske søfolk i snestorm og streng frost 13. marts 1940 bliver stadig husket i fiskerhuset i Lønstrup.

»Eschersheim,« siger Inger Lauritzen med tyngde i den hæse stemme. Hendes blik er blevet alvorligt. Navnet står skrevet på et stykke strandingstræ, der hænger over døren ind til stuen. Det har hendes mand lavet som en påmindelse om Vesterhavets voldsomme kræfter.

Over 30 skibsbrætter med navne på skibe, der er forliste ud for Lønstrup, hænger rundt om i Inger Lauritzens hjem. Dem og mange flere har hendes mand lavet til påmindelse om Vesterhavets voldsomme kraft.
Over 30 skibsbrætter med navne på skibe, der er forliste ud for Lønstrup, hænger rundt om i Inger Lauritzens hjem. Dem og mange flere har hendes mand lavet til påmindelse om Vesterhavets voldsomme kraft.
Vis mere

»Det var et stort tysk skib, der forliste herude. Redningsfolkene skulle først banke en høj is-mur ved stranden løs for at få redningsbåden igennem. Da de kom derud, lå der søfolk i vandet, mens nogle stadig sad i båden. De bjergede ti halvdøde og stivfrosne søfolk den aften,« fortæller Inger Lauritzen.

Hun holder en kort pause. Fra stuen i det lille fiskerhus i Lønstrup ser hun ud over havet. Skibsforliset skete syv år før, hun kom til Lønstrup, men hendes svigerfar Carl Lauritzen var blandt redningsfolkene. Hos flere af dem satte denne dag blivende spor.

»Opsynsmanden fik under redningsaktionen fat i styrmandens hånd. Men styrmanden ville hjælpe kaptajnen, som var syg. Så styrmanden hilste bare på opsynsmanden og forsvandt. Han druknede. Da opsynsmanden kom hjem den aften, skreg han, så mutter måtte gå ovenpå og sove med børnene,« fortæller Inger Lauritzen.

Hun holder igen pause.

»Seks søfolk mistede livet den dag,« siger hun og ryster sørgmodigt på hovedet.

Saltvand i blodet

Inger Lauritzen har stadig den dag i dag svært ved at forstå, at redningsfolkene kunne bære på så meget. Krisehjælp var jo ‘noget sludder,’ og de efterfølgende traumer måtte de da selv klare. En dag spurgte Inger Lauritzen sin mand: ‘Hvad snakker I så om, når I sejler hjem med en besætning?’ ‘Ja, hvis aktionen er gået godt, så er der jo ikke så meget mere at snakke om’, mente Knud Lauritzen. Var det gået dårligt – ja, så kunne det jo ikke være anderledes.

Herover ses den tavse, alvorlige fisker, 50 år gammel.
Herover ses den tavse, alvorlige fisker, 50 år gammel.
Vis mere

»Altså, jeg kunne have snakket i mere end 20 timer, det er jeg sikker på,« siger Inger Lauritzen og ler næsten forlegent.

»Men fiskerne, de havde saltvand i blodet. Ellers kunne de ikke holde det ud. De var så selvhjulpne, og jeg har aldrig hørt Knud sige, at noget ikke kunne lade sig gøre. Det var der ikke noget, der hed,« udbryder Inger Lauritzen og banker sin knytnæve bestemt i bordet.

Det blev for hende en understregning af den særlige mennesketype, som man finder ved den jyske vestkyst. Udholdende, tavse fiskere, der uden brok hev bådene ud og ind med håndkraft. Om sommeren fangede de hummere, og om vinteren fangede de torsk. Ofte var de væk i op til 20 timer ad gangen.

Knud Lauritzen (th) og sønnen Carl Faldborg Laurtizen er i gang med at klargøre hummertejner (trækasser til at fange hummere, red.).
Knud Lauritzen (th) og sønnen Carl Faldborg Laurtizen er i gang med at klargøre hummertejner (trækasser til at fange hummere, red.).
Vis mere

»Deres ansigter var helt stivfrosne og hvide af salt som en maske, når de kom hjem. Så sagde børnene: ’Velkommen i land, far, prøv så og smil’. Åh, kære venner, det vidste de jo godt, at han ikke kunne, før ansigtet var tøet op,« fortæller Inger Lauritzen.

Men fiskerne beklagede sig aldrig, for sådan var vilkårene, og der skulle noget til at hidse de gamle redningsfolk i Lønstrup op. Det formåede stormen i 1981 dog.

Inger Lauritzen husker stadig braget. Den dag, hvor havet åd sig så langt ind i klitterne, at en villa nær dem røg i havet. 30 meter strand forsvandt. Fiskerne, som ellers havde oplevet lidt af hvert, havde aldrig set barometeret stå så lavt. Det var nede omkring jordskælv, fortæller Inger Lauritzen. Den dag handlede det ikke om at redde søfolk på havet, men om at redde byen.

»Vinduer og døre knagede. Det var skrækkeligt. Vandet var helt oppe ved redningshuset, og redningsfolkene kæmpede for at redde bådene. Hvis stormen havde varet to timer mere, var det her hus også røget med.«

Anker Jørgensen nåede frem

Borgerne i Lønstrup var enige om, at nu var det nok. Inger Lauritzen ringede derfor til journalister og fotografer for at få dem til at komme ud og dokumentere de voldsomme ødelæggelser. Efter mange års forgæves kamp for en kystsikring, lykkedes det Inger Lauritzen at nå igennem til politikerne.

»De skal sgu have den kystsikring,« sagde daværende statsminister, Anker Jørgensen, da han nåede frem.

Allerede på det tidspunkt var fiskeriet, som gennem generationer havde været hovederhvervet for byens indbyggere, blevet mindre og mindre. I dag er der kun fritidsfiskere tilbage. Lønstrup lever dog stadig af havet – nu er det bare det hav, som tusindvis af turister bader i eller går tur ved.

Foto: Cathrine Ertmann
Vis mere

Inger Lauritzen gnider sine hænder. Vesterhavs-vinden har gjort fingrene kolde, men alligevel har de ikke svært ved at finde de gamle melodier på klaveret. Hun spiller ikke efter noder. Det har hun aldrig lært, selvom hun kommer fra en grundtvigiansk familie.

»Jeg kunne spille allerede, da jeg var tre år, har min mor fortalt. Før de andre havde fundet noderne frem, var jeg færdig med at spille. De noder – det gad jeg altså ikke,« siger hun.

Samlet er det blevet til 35 sange gennem årene, men nu kommer der ikke flere. Inger Lauritzen har givet arven videre til barnebarnet Mathilde, der sammen med bandet ‘Nordstrand’ fortolker Inger Lauritzens sange på en ny måde.

Inger Laurtizen har altid frygtet det voldsomme Vesterhav, men kan samtidig ikke undvære det "glitrende hav" og nægter forlade sit fiskerhjem.Foto: Cathrine Ertmann
Inger Laurtizen har altid frygtet det voldsomme Vesterhav, men kan samtidig ikke undvære det "glitrende hav" og nægter forlade sit fiskerhjem.Foto: Cathrine Ertmann
Vis mere

»Det betyder så meget, for ellers dør sådan noget. Der er ikke noget, der er så godt, at det ikke dør,« siger hun med fattet stemme, hvor man dog kan ane, at det er en erkendelse, der også gør ondt.

Mange gange har hendes mand snydt døden på bølgerne. Som i 1950, da han i en brutal storm tog ud for at redde tre fiskere fra Nr. Lyngby – en far og to sønner. Inger Lauritzen husker, at alle redningsfolkene var gennemblødte fra top til tå, da de hev de tre mænd op til den murstensrøde redningsstation. Alle i live.

’I kan bære mig ud’

For 12 år siden døde Knud Lauritzen. Som 83-årig var fiskerens hjerte slidt efter de mange hårde år på havet. Inger Lauritzen kigger ud i haven på et stort, sort anker, som hun fik af Knud Lauritzen i 70-års-fødselsdagsgave.

»Han var selv et anker,« siger hun tænksomt.

ru: ANGSTENS STEMME fo: 88-årige Inger Lauritzen fra Lønstrup
ru: ANGSTENS STEMME fo: 88-årige Inger Lauritzen fra Lønstrup
Vis mere

»Da Knud døde, var det som om, jeg mistede gnisten til at skrive sange. Der var ikke mere, der ville ud. Man skal ikke bare give op og sætte sig hen, men da savnede jeg ham så frygteligt. Det gør jeg stadig.«

Uden for vinduet er Vesterhavet fredfyldt og smukt, og solen farver himlen i rødlige farver. Til trods for sin frygt for havet, er det et syn, Inger Lauritzen hverken kan eller vil undvære. Derfor havde hun også et klart svar til dem, der efter hendes mands død spurgte, om hun nu ville flytte fra Lønstrup.

»Det kan I godt glemme. Ikke tale om. Nej, jeg kan ikke forestille mig at bo andre steder. I kan bære mig ud herfra,« siger Inger Lauritzen.

Inger Lauritzen er landmandsdatter, men flyttede som 20-årig til Lønstrup. Årene ved Vesterhavet har bekræftet hende i, at det voldsomme hav skaber en helt særlig mennesketype.
Inger Lauritzen er landmandsdatter, men flyttede som 20-årig til Lønstrup. Årene ved Vesterhavet har bekræftet hende i, at det voldsomme hav skaber en helt særlig mennesketype.
Vis mere