En velsignelse. Et åg. RIIS - et navn, der åbner døre, men som også forpligter, og som hos Thomas Nybo Riis har skabt en grundlæggende tvivl: Er han god nok?

Han sidder ovre i hjørnet. I en campingstol placeret i parkeringspladsens udkant. Den langlemmede krop har foldet sig sammen på midten, mens han tørrer det stribede aftryk af skidt og sved fra dagens etape af et par glatte ben.

Mød Thomas Nybo Riis, der er gået i sin fars fodspor og er blevet cykelrytter. Læs Thomas historie, om hvordan det var at vokse op med Bjarne Riis som far. Opret dig som abonnent på BT PLUS og læs hele historien ...
 


En velsignelse. Et åg. RIIS - et navn, der åbner døre, men som også forpligter, og som hos Thomas Nybo Riis har skabt en grundlæggende tvivl: Er han god nok?

Han sidder ovre i hjørnet. I en campingstol placeret i parkeringspladsens udkant. Den langlemmede krop har foldet sig sammen på midten, mens han tørrer det stribede aftryk af skidt og sved fra dagens etape af et par glatte ben.

- Er der plads til mig i bussen den her gang, Allan, spørger han, da han som den sidste kommer op at stå.

Sportsdirektøren nikker. Den lille holdbus mangler ellers en siddeplads. Og Thomas Nybo Riis er hjælperytter. Han må kante sig ind i den snævre autocamper og gør ikke meget væsen af sig, som han sidder der bagerst i bussen med snavs i ansigtet og svedige krøller i nakken. Men kigger man godt efter, vil man se det. Det er noget med kæben. Noget med den lange, magre krop og den tænksomme fold over øjenbrynene.

Hjælperytteren på det danske professionelle cykelhold Team Trefore-Blue Water, Thomas Nybo Riis, er ikke en hvilken som helst 21-årig universitetsstuderende fra Silkeborg. De skarpe ansigtstræk og den aflange statur sladrer. Han bærer på et efternavn, der er tungere end det, et par gennemsnitlige cykelrytterarme skal løfte rundt på.

Thomas Riis, yderst til venstre, sammen med mor Mette og storebror Jesper da Bjarne Riss hyldes for sejren i Tour de France 1996 på scenen i Tivoli.
Thomas Riis, yderst til venstre, sammen med mor Mette og storebror Jesper da Bjarne Riss hyldes for sejren i Tour de France 1996 på scenen i Tivoli. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

 

Bjarnes søn

 

Thomas er søn af Bjarne Riis, den eneste dansker nogensinde, der har vundet Tour de France. Han er barn af en ekstrem succesfuld far, en legende, der står bag den største danske sportspræstation inden for cykling. Som de fleste drenge har Thomas Nybo Riis set op til sin far, men med sit idol har han også fået en arv. En arv, der nærmest er umulig at løfte. Og hvis vægt ikke kan undgå at forplante sig i en ung mand, der i forvejen kun lige er i gang med at finde ud af, hvem han selv er.

Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup, der venter lille Nicolai, i haven i Lugano i Schweiz sammen med sønnerne Christian, Matias og Andreas
Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup, der venter lille Nicolai, i haven i Lugano i Schweiz sammen med sønnerne Christian, Matias og Andreas Foto: Kristian Brasen
Vis mere

- Jeg har altid tænkt, at det ikke betød noget for mit liv, at min far er Bjarne Riis. Men i de seneste år er det gået op for mig, at det i underbevidstheden fylder meget. Og at det betyder meget for, hvilke krav jeg stiller til mig selv. Jeg ved aldrig, om vi sidder og laver det her interview på grund af min far eller på grund af, at jeg er interessant. Jeg ved ikke, om jeg er god nok til at køre på cykel, eller om der er en anden grund til, at jeg er med her på holdet. Det gør mig usikker. Usikker på, om jeg er her, fordi jeg hedder Thomas. Eller fordi jeg hedder Riis, siger han.

Thomas Riis sammen med storebro Jesper - som de to ser ud i dag.
Thomas Riis sammen med storebro Jesper - som de to ser ud i dag. Foto: Claus Bech
Vis mere

Laudrup, Spies, Mærsk og Riis. Der findes ud over de kongelige vel blot en håndfuld navne og familier, der er så kendte i Danmark, at siger man navnet, ved alle, hvem man taler om. Karismatiske, talentfulde, magtfulde overhoveder, der har skabt sif så stor berømmelse, at klanernes øvrige medlemmer automatisk bliver interessante for offentligheden.

Da Bjarne Riis i 1996 vandt Tour de France, var Thomas Nybo Riis knapt fire år gammel, og hans far og familie, der dengang bestod af hustruen Mette, 6-årige Jesper og altså lillebror, blev hurtigt hvermandseje. Siden den generte kernefamile tog turen i åben sportsvogn gennem de jublende folkemasser i København, er der i den grad løbet meget vand i åen. Bjarne Riis blev skilt, fandt sammen med håndboldstjernen Anne Dorthe Tanderup og fik yderligere fire sønner.

Det er en god rolle for mig i øjeblikket, for så er jeg fri for at have nogen skrupler over, hvad jeg brude kunne, og hvad jeg ikke er god nok til. Så skal jeg sådan set bare udføre et job, siger Thomas Nybo Riis om sin post som hjælperytter.
Det er en god rolle for mig i øjeblikket, for så er jeg fri for at have nogen skrupler over, hvad jeg brude kunne, og hvad jeg ikke er god nok til. Så skal jeg sådan set bare udføre et job, siger Thomas Nybo Riis om sin post som hjælperytter. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

 

Danmark Rundt

 

På et motorvejsmotel syd for Randers har en skarp duft af herredeodorant lagt sig som en dyne over tredje sal. Første etape af Post Danmark Rundt er slut, og massagebriksene er blevet stuvet ind på den smalle motelgang. Senede, slanke mænd med solbrune arme og hvide overkroppe bliver æltet efter dagens anstrengelser. I buffeten i stueetagen venter frikadeller med pastasalat i foliebakker.

For enden af gangen ligger Thomas Nybo Riis. Sidst han deltog i Post Danmark Rundt, var i 2011, hvor han debuterede som løbets yngste rytter. Riis Junior kunne drive det til noget stort, lød det dengang. Siden har hans krop bokset med eftervirkningerne af en slem omgang kyssesyge, der har tvunget ham af cyklen. I år er han tilbage. Det er nu, det gælder. Brister eller bærer. Og det er han smerteligt bevidst om, fortæller hans sportschef.

- Thomas har helt sikkert talent. Han har kæmpet en del med sygdom, og det har spændt lidt ben for ham. Men meget af det sidder nok også oppe i hovedet på ham. Han har ekstremt høje forventninger til sig selv, så om barriererne er fysiske eller mentale, er ikke altid til at sige, siger holdets sportschef Allan Johansen.

Det er anden gang, Thomas Nybo Riis deltager i Post Danmark Rundt. Denne gang som hjælperytter for Team Trefor-Blue  Water.
Det er anden gang, Thomas Nybo Riis deltager i Post Danmark Rundt. Denne gang som hjælperytter for Team Trefor-Blue  Water.
Vis mere

 

Hjælperytteren

 

Havde Thomas Nybo Riis selv kunnet bestemme, havde han i år ‘siddet med, der hvor det er sjovt’. I stedet kører han som hjælperytter, der skal sørge for, at holdets kaptajn har vand og energirationer under etaperne.

- Det er en lidt speciel rolle. Men det er også en god rolle for mig lige i øjeblikket, for så er jeg fri for at have nogen skrupler over, hvad jeg burde kunne, og hvad jeg ikke er god nok til. Så skal jeg sådan set bare udføre et job, siger han.

Selv om det lå i kortene, at den 21-årige mand skulle vælge samme hjulspor som sin far, er det kun knap fem år siden, Thomas Nybo Riis gik i gang med at cykle. Sammen med sin to år ældre bror Jesper er han vokset op med deres mor Mette Nybo Riis i Silkeborg, hvorfra de to sønner jævnligt har besøgt deres far i Luxembourg, Italien og senest Schweiz. En far, der er lykkedes med at holde sine børn nogenlunde ude af rampelyset. Men hvis efternavn nok alligevel holdt dørene på klem, da Thomas Nybo Riis efter bare halvandet år som cykelrytter blev udtaget til at køre med i Danmarks største cykelløb. Dengang var den 18-årige Thomas selv overrasket over udtagelsen. Om end han ikke tvivlede et sekund på sit talent.

Inden etapestart diskuteres taktikken i den lille holdbus. Det er let at få lejrkuller efter en hel sæson, mener Thomas. Derfor nyder han at fordybe sig i sit studie, idehistorie, på Aarhus Universitet.
Inden etapestart diskuteres taktikken i den lille holdbus. Det er let at få lejrkuller efter en hel sæson, mener Thomas. Derfor nyder han at fordybe sig i sit studie, idehistorie, på Aarhus Universitet.
Vis mere

 

Universitetet

 

I dag, tre år senere på et randrusiansk motorvejsmotel, er han anderledes ydmyg.

- Jeg begyndte så sent med at cykle, at jeg har haft svært ved at fornemme, hvordan det burde føles, og hvor god jeg er. Det fylder meget i øjeblikket. Jeg er lidt forvirret over, hvad det er, jeg godt kan lide ved cykling. Så snart det går godt, er jeg ikke i tvivl om, at det er det, jeg skal. Men der er også rigtig lange perioder af tvivl, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal, fordi det bare ikke lykkes, eller fordi jeg ikke helt kan finde mig selv i det, siger han.

Sidste sommer begyndte Thomas Nybo Riis på Aarhus Universitet. Han læser idehistorie. En langhåret verden, som ligger milevidt fra mandehørm og glatbarberede ben på landevejene, og som til tider er svær at presse ind i det disciplinerede træningsprogram. Men også en verden, der giver den tænksomme unge mand et frirum, hvor han ikke er ‘søn af Bjarne Riis’.- Jeg havde en lang periode efter gymnasiet, hvor jeg bare sad derhjemme. Det eneste, jeg havde at deale med, var, at det gik skidt med cyklingen. Jeg ville gerne, men jeg kunne bare ikke. Det har hjulpet mig meget at begynde på studiet, og jeg kan mærke, at jeg har brug for at have noget at bruge mit hoved på. Der er også en social gevinst ved at snakke med nogle, som ikke aner noget om cykling, eller som måske ikke engang ved, at jeg cykler. Det har jeg brug for. Idehistorie er rimelig meget noget andet, men jeg er jo også meget andet end cykelrytter, siger han.

På efterskolen holdt han det hemmeligt, så længe det var muligt, at hans far hed Bjarne Riis. Det gør han ikke længere. Omvendt er det heller ikke det første, han siger. Tværtimod.

- Jeg prøver ikke at slippe fri af det, for jeg er stolt af min far. Men jeg vil gerne have fokus på den, jeg er. Jeg præsenterer mig ikke som Riis. Jeg orker ikke at sidde og snakke, som om jeg er min fars repræsentant, siger han.

Bjarne Riis har sønnerne Jesper og Thomas med til afslutningen af Tour'en 2007 i Paris.
Bjarne Riis har sønnerne Jesper og Thomas med til afslutningen af Tour'en 2007 i Paris. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

 

Doping-indrømmelsen

 

Thomas Nybo Riis har fået spørgsmålet tusind gange. Spørgsmålet om dengang i 2007, hvor hans far og idol stillede sig op og indrømmede et doping-misbrug. Om betydningen af den forårsdag, hvor Thomas endnu ikke var fyldt 15 år og stadig var en følsom teenager, mens hans verdensberømte far tabte ansigt på internationalt tv.

- Jeg har ikke altid været enig med min far, men jeg har altid haft forståelse for alt, hvad han har gjort. Vi forstår altid hinanden, min far og jeg. Det er derfor, vi har så stærkt et forhold. Det kræver ikke altid så mange ord. Derfor betød det heller ikke særlig meget for mig, da han stod frem. Det er ikke noget, som har været skelsættende for mig, siger han.

I det hele taget er han træt af at tale om de valg, Bjarne Riis har truffet, og om den arv, som ‘folk mener, han skal løfte’.

- Jeg stiller jo ikke folk til ansvar for, hvad deres forældre har gjort. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg har et ansvar for at leve op til noget. Men jeg er i forvejen en person, der stiller høje krav til mig selv. Og så er der også noget i underbevidstheden, der gør, at jeg føler, jeg skal leve op til noget.

 

Cykel-karrieren

 

Hvad det er for ‘noget’, han skal leve op til, har Thomas Nybo Riis svært ved at sætte ord på. På mange måder ligner han sin far, der selv indledte karrieren som en lidt genert og fåmælt hjælperytter, der i de første tre år som professionel ikke vandt en eneste sejr. Års slid i en anonym trøje, der pludselig gav gevinst og blev gul og forgyldt.

Men Thomas Nybo Riis skal ikke være ‘den bedste i verden’, siger han. Lige nu skal han cykle. Og på vejen skal han finde ud af, hvem han selv er.

- Jeg vil blive ved med at cykle, indtil jeg når, hvad jeg optimalt kan opnå. Umiddelbart aner jeg ikke, om det betyder, at jeg kører Tour de France, eller om jeg bare er med her. Det vigtigste er følelsen af, at jeg er med fysisk og mentalt. I øjeblikket går jeg bare rundt og er lidt usikker på mig selv. Men det er nok en omstændighed, jeg kommer til at leve med.

21-årige Thomas Nybo Riis har de seneste år døjet med fysikken, efter at han var nede med kyssesyge. Nu mener han, at kroppen er på ret køl igen. Her masseres han efter første etape af Post Danmark Rundt.
21-årige Thomas Nybo Riis har de seneste år døjet med fysikken, efter at han var nede med kyssesyge. Nu mener han, at kroppen er på ret køl igen. Her masseres han efter første etape af Post Danmark Rundt. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Kosten, og især fravalg af visse typer kost, er en stor del af livet som professionel cykelrytter. Han er gået glip af en del fadøl i fredagsbaren og har sagt nej til en del søde sager, men det gør ikke noget, siger han. Så længe det bringer ham tættere på målet.
Kosten, og især fravalg af visse typer kost, er en stor del af livet som professionel cykelrytter. Han er gået glip af en del fadøl i fredagsbaren og har sagt nej til en del søde sager, men det gør ikke noget, siger han. Så længe det bringer ham tættere på målet.
Vis mere

Efter endt etape lidt væske og så så hurtigt som muligt tilbage på motellet, hvor der skal restitueres efter de mange kilometer på landevejene.
Efter endt etape lidt væske og så så hurtigt som muligt tilbage på motellet, hvor der skal restitueres efter de mange kilometer på landevejene.
Vis mere