’Junglen’ er et helvede på jord. Et lovløst hul, som Europa ikke vil kendes ved. Her placerer menneskesmuglere unge mænd, der illegalt søger mod EU. BT er taget ind i ’Junglen’.

Vi følger de unge flygtninge som menneskesmulgerne har placeret i det nordlige Serbien. De unge mænd er strandet i Europas 'jungle', mens de venter på at komme videre til de lande, de drømmer om.

For at læse hele artiklen skal du oprette abonnement på BT PLUS. Det koster kun 29 kr. pr. måned - første måned er gratis og uden binding - og giver dig adgang til tusindvis af artikler, rørende indblik, afsløringer og vedkommende guider til dit liv.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

 


Fire pjuskede og magre hunde løber frit rundt og gør aggressivt. Tomme chipsposer og madrester, bulede dåser og vandflasker, møgbeskidt tøj og menneskelige ekskrementer ligger smidt rundt på den stenede og grusede jord.

Aggressive, gøende hunde løber rundt i ’Junglen’.
Aggressive, gøende hunde løber rundt i ’Junglen’.
Vis mere

Mellem de meterhøje siv og træer, der står bag den forladte murstensfabrik, høres mandestemmer. De kalder denne lovløse plet i Europa for ‘Junglen’.

»Vi lever i skrald, og sover ved siden af dyrene. Ingen kan lide at være her, men hvad jeg synes om det, er ligegyldigt. For når smuglerne siger, at jeg skal blive her, så må jeg blive her.«

Det er den 28-årige Wrea fra Irak, som taler.

BT møder ham i ’Junglen’ i det nordlige Serbien, bare et par timer med fly og en køretur fra København. Vi er nær byen Subotica, godt 25 minutters kørsel fra den ungarske grænse. ’Junglen’ er et sted, som ingen i Europa vil kendes ved. Det er her, bag en faldefærdig fabrik, at menneskesmuglere anbringer unge mænd, inden de forsøger at bringe dem videre illegalt over grænsen til EU.

Her er stort set ingen familier med skræmte børn. Kun få er kvinder. Her er næsten ingen af dem, vi normalt får at se på billeder fra den største flygtninge- og migrantkrise i Europa i mange årtier. Vi møder enkelte syrere. Men ellers er her næsten udelukkende yngre mænd fra Irak, Afghanistan eller Pakistan.

De udgør blot nogle få af de hundredtusinder af migranter og flygtninge, der alene i år er kommet til Europa, men de er med til at give de europæiske politikere hovedpine, for de illegale drømmer lige så meget om en ny og bedre tilværelsesom alle andre, der - som flygtning eller migrant - søger mod Europa.

En gruppe irakere er samlet om et bål. Tiden står som godt som stille for de unge mænd, der blot venter på at komme videre til Ungarn og videre mod endestationen, Tyskland.
En gruppe irakere er samlet om et bål. Tiden står som godt som stille for de unge mænd, der blot venter på at komme videre til Ungarn og videre mod endestationen, Tyskland.
Vis mere

Den lange ventetid

Men deres drømme hviler i hænderne på menneskesmuglere, der kun lader høre fra sig, når de selv ønsker det, og ventetiden kan være lang.

Nogle er her i ’Junglen’ i et par timer, inden de i al hast forsvinder igen. Andre tilbringer dage eller uger på den gamle fabriksgrund, hvor der dagligt kommer nye til, mens andre forsvinder til fods, i taxaer eller i smuglernes biler. Det er som en hovedbanegård, hvor nogle har travlt, og andre venter i det, der føles som evigheder.

Mens de unge mænd venter, driver de i dagtimerne rundt, dasker til hinanden, henter vand på den anden side af vejen og sidder i små grupper i skyggen under den bagende sol. Nogle går med brystet skudt frem. Andre tager mere forsigtige skridt. Nogle tager en taxa ind til byen for at købe ind og oplade mobiltelefoner på cafeer, mens nyankomne langsomt vænner sig til det usagte hierarki, der hersker.

Når mørket falder på, skærpes tonen, knytnæverne hænger i luften, og der stjæles mobiltelefoner og kontanter fra dem, der er faldet i søvn under den åbne himmel, under presenninger, i et telt eller i en af bygningerne, hvor rotterne løber og piber på loftet.

67.000 kr. for rejsen til Tyskland

Den unge iraker Wrea har været undervejs i ca. 15 dage og har betalt sin smugler 10.000 dollar - godt 67.000 kroner - for at komme til Tyskland. Nu er han foreløbig strandet her.

Han sidder under et træ mellem hovedvejen og togskinnerne. Følger man dem, kommer man ind i Ungarn. Men togskinnerne fører også én direkte i armene på det ungarske politi, der registrerer én, og det ønsker Wrea ikke. Risikoen for at blive sendt tilbage til Irak er for stor. Derfor er Wrea og de andre afhængige af menneskesmuglerne, der kan hjælpe dem til de lande, de drømmer om.

Wrea har været fem dage i ’Junglen’, som han kalder ’det farligste sted’, han har været på sin flugt. Hvornår han skal videre, ved han ikke.

»Jeg prøver at være tålmodig, men livet her er meget hårdt. Og om natten sover man ikke meget. Her er meget kriminalitet, og du kan ikke tale frit med nogen,« siger han.

Han fortæller, at han er bange for smuglerne, der vil ’beskytte’ deres forretning med ’alle midler’.

»Man er omringet af mennesker, man ikke kender. Det er smuglernes lov, der hersker,« siger han.

Her hersker jungleloven

Derfor er de fleste tavse. Nogle mistænker BTs reporter og fotograf for at være fra en vesteuropæisk efterretningstjeneste eller fra de lokale myndigheder og klapper i og går væk, når vi nærmer os. Andre er mest bange for de øjne og ører, som smuglerne tilsyneladende har placeret undercover i ’Junglen’.

Iblandt os går en ’leder’, en ’chef’, der holder øje med, om nogen sladrer om, hvad der foregår, men ingen kan eller vil udpege ‘chefen’ og forklare, hvordan han mere konkret styrer lejren. Heller ikke Wrea tør sige mere.

»Når jeg kommer frem, fortæller jeg det hele,« lover han.

Tusindvis af mennesker har, siden menneskestrømmen til Europa begyndte, boet i ‘Junglen’, hvor vinden får lugten fra den nærliggende losseplads og affaldet og afføringen, der ligger frit fremme, til at rive i næsen.

Nogle dage er her 50 mennesker. Andre dage er her flere hundrede, fortæller en af de to betjente fra det kommunale politi, som vi møder, mens de eskorterer Røde Kors-medarbejdere under morgenens uddeling af madrationer til ‘Junglen’s få børn og personer over 60 år.

Nok kommer Røde Kors med mad og toiletpapir, ligesom fire festivaltoiletter og en vandpost er blevet sat op. Men dette er ikke en flygtningelejr, hvor den samme type telte står side om side bag et hegn, og der føres kontrol med, hvem der går ind og ud.

Her kommer man typisk til i taxa fra stationen i Subotica, forklarer en af de taxa-chauffører, der efterhånden er blevet vant til at køre i pendulfart mellem byen og ’Junglen’, hvor ingen føler sig sikker.

For her hersker jungleloven, hvor den stærke ser sin chance for at berøve den svage.

Den 30-årige afghaner Sino har en blodig undertrøje på. Hans ene øjenbryn er flækket, på skulderen stikker en blå bule op, mens mærker fra slag og spark ses på hans ryg.

Han gik på vejen i aftenmørket ikke langt fra ’Junglen’, da han blev omringet af fem lokale serbere, som overfaldt ham og tog hans penge. Nu ankommer to uniformerede kriminalbetjente efter at være blevet tilkaldt af kollegerne, der passer på Røde Kors’ folk. De lytter skeptisk, mens de skriver rapport. Kort efter køres afghaneren på hospitalet.

Den 30-årige afghaner Sinos øjenbryn er flækket, på skulderen stikker en blå bule op, mens mærker fra slag og spark ses på hans ryg. Han er blevet overfaldet af fem lokale serbere, som slog og sparkede ham og tog hans penge.
Den 30-årige afghaner Sinos øjenbryn er flækket, på skulderen stikker en blå bule op, mens mærker fra slag og spark ses på hans ryg. Han er blevet overfaldet af fem lokale serbere, som slog og sparkede ham og tog hans penge.
Vis mere

På flugt fra IS og Taleban

En gruppe irakere sidder ved en af de tidligere fabriksbygninger. En kurder, der tidligere har kæmpet mod Islamisk Stat i Irak, viser et billede af sig selv, hvor han er tungt bevæbnet.

Alle irakere, vi møder, fortæller, at de er flygtet fra IS. Alle afghanere, vi møder, fortæller, at de er på flugt fra Taleban.

Begge islamististiske bevægelser er berygtede for deres bestialske drab og henrettelser. Måske er alle disse mænds enslydende historier om, hvordan de er blevet truet på livet og i hast har måttet forlade deres familier i hjemlandet, sande. Vi har ikke mulighed for at verificere det. Måske søger disse unge mænd lykken som migranter og er hoppet på den igangværende folkevandring mod Europa. Selv kalder de sig ’flygtninge’ og siger, at de er ’forfulgte’. Nu er de på jagt efter et nyt og ’bedre’ liv. Alle kender en eller flere, der allerede er nået frem, og det er i det mindste ’bedre end her’ eller derhjemme, siger de.

At de måske ikke får asyl, og at kontrollen ved EUs grænser i disse måneder bliver skærpet, skræmmer dem ikke. Men de ved godt, at de ville være bedre stillet, hvis de var fra Syrien. Derfor fortæller flere af dem, at de overvejer at udgive sig for at være syriske statsborgere, når de kommer frem.

Den slags overvejelser optager ikke den 20-årige afghaner Omid, der fokuserer på at samle kræfter til den sidste del af rejsen, der kan begynde når som helst. Den unge mand sidder alene på den gamle fabriksbygnings 1. sal og ryger en smøg.

»Jeg venter på, at smuglerne skal kontakte mig,« siger han og fortæller, at også han har betalt 10.000 dollar for at komme fra Afghanistan til Tyskland. Pengene har hans far, der er juveler, betalt, men hans vigtigste ejendel - hans mobiltelefon - er blevet stjålet. Det er katastrofalt, da det gælder om hele tiden at være klar til at rejse videre.

Alle her i lejren tjekker hele tiden deres smartphones for opkald, sms’er eller Facebook-beskeder.

På en nedlagt murstensfabrik kaldet Junglen i den serbiske by Subotica, 25 kilometer fra grænsen til Ungarn, opholder flere hundrede flygtninge og migranter sig, mens de venter på at menneskesmuglere skal bringe dem over grænsen. Det er hovedsageligt folk fra Syrien, Irak, Afghanistan og Pakistan man møder her. Stemningen er trykket og der er dagligt voldelige overfald og tyverier. Mobiltelefonen er en flygtnings bedste ven. Her er det googlemaps der viser grænseovergange mellem Serbien og Ungarn.
På en nedlagt murstensfabrik kaldet Junglen i den serbiske by Subotica, 25 kilometer fra grænsen til Ungarn, opholder flere hundrede flygtninge og migranter sig, mens de venter på at menneskesmuglere skal bringe dem over grænsen. Det er hovedsageligt folk fra Syrien, Irak, Afghanistan og Pakistan man møder her. Stemningen er trykket og der er dagligt voldelige overfald og tyverier. Mobiltelefonen er en flygtnings bedste ven. Her er det googlemaps der viser grænseovergange mellem Serbien og Ungarn.
Vis mere

’Skyd eller flygt’

Ved hovedvejen ankommer i de sene eftermiddagstimer fire taxaer fra stationen. Ud af bilerne stiger en ny gruppe unge mænd.

Den 20-årige Maher er iført blå- og hvidternet skjorte og blå cowboybukser. Han er en af de få, vi møder, der siger, at han er fra Syrien. Han og de 15-20 nyankomne vil også til Tyskland. Maher flygtede ud af Syrien, fordi hæren ville have ham til at gå i krig:

»Enten skyder du, eller også flygter du,« siger han, der har været undervejs siden 6. august - altså i næsten en måned.

Hvorfor bruger du smuglere?

»Det gør alle. Det er man nødt til,« siger han, der er rejst gennem Tyrkiet, Grækenland og Makedonien.

Nu er han i Serbien, på vej mod Ungarn, der er det næste land, han skal igennem, når han at forklare, inden han bliver prikket på skulderen af sin bror. Så bliver han tavs. En time senere er han væk og kommer ikke tilbage. Måske er han nu i Tyskland.

Mørket falder på i ’Junglen’. Rundt om trækker de unge mænd sig ud i grupper, hvor de holder sig for sig selv. Ingen har lyst til at være i dette umenneskelige hul. Men de er nødt til at vente.

Omid, en 20-årig ung mand fra Afghanistan, sidder på den forladte murstenfabriks 1. sal og kigger tavst ud over stedet, hvor han indtil videre har været i to dage.
Omid, en 20-årig ung mand fra Afghanistan, sidder på den forladte murstenfabriks 1. sal og kigger tavst ud over stedet, hvor han indtil videre har været i to dage.
Vis mere