Alle kæmper forgæves mod naturens gang. Selv i en topmoderne zoologisk have kan ingen forhindre, at en unge dør sekunder efter, den er kommet til verden. Men naturen vil også, at livet går videre.
BT fulgte med, da hunelefanten Surin i begyndelsen af 2014 befrugtes for at få en lille ny. En Jumbo nummer 13.
Læs her mere om elefanternes liv og, hvordan babyelefanterne bliver til i Zoo. Få din første måneds PLUS-abonnement gratis HER
Alle kæmper forgæves mod naturens gang. Selv i en topmoderne zoologisk have kan ingen forhindre, at en unge dør sekunder efter, den er kommet til verden. Men naturen vil også, at livet går videre. BT fulgte med, da hunelefanten Surin i begyndelsen af 2014 skulle befrugtes for at få en lille ny. En Jumbo nummer 13.
En gang hver anden måned bliver en pakke på et par kilo sendt til England. Pakken rummer rundt regnet 32 håndfulde lort. En håndfuld om ugen i to måneder fra Win Thida, Jula, Kungrao og Surin - hunelefanterne i Zoologisk Have i København.
Pakkens modtager vil analysere hver håndfuld fra de fire elefanter for at måle deres hormonbalance og sjusse sig frem til, hvornår de er i brunst. Det er den videnskabelige metode.
En anden og mere sikker metode står hanelefanten Chieng Mai for. Han stikker snablen ind ved hunnens urinveje, hvor hun udskiller hormoner, tager snablen ud og smager lidt på den. Hvis hun har ægløsning, kan han smage det og vil forsøge at parre sig med hende.
Det er ikke nemt at bugsere to tonstunge kroppe sammen, så de falder i hak. Og når det endelig lykkes, varer det fra 20 sekunder til et par minutter. Højst. Så har han gjort sit for at befrugte hende. Om det er nok, ved man først om et halvt års tid.
Zoologisk Have i København har netop for første gang nogensinde ført ' Zoos konge', den 54-årige hanelefant Chieng Mai, sammen med flokken af hunner. Afføringsprøverne afslørede, af damernes brunst er på vej. Og Chieng Mai er i 'must', som det kaldes, når hanelefanters testosteronniveau eksploderer, og alt i ham dirrer for at komme til at parre sig.
Testosteronet får hanelefanter til at blive aggressive, men Chieng Mai er heldigvis kun i blid must lige nu og er derfor til at holde ud at være i nærheden af. Kirtler på hans kindben, mellem øret og øjet, lækker sekret, og han småpisser hele tiden, så hans bagben er våde. Når en hanelefant har været i must længe, ser hans bagben nogle gange helt koboltblå ud.
Hvis han bliver aggressiv, bliver han og hunnerne skilt ad igen. Ude i naturen kan de stikke af fra hidsige hanner, der vil stange med stødtænderne eller støde ind i dem med deres store hoved. Men her i elefantanlægget er de mindre hunner chanceløse, hvis Chieng Mai får et raserianfald. Derfor skrider dyrepasserne ind, hvis han begynder at hidse sig op.
Det kan man se på øjnene. De bliver stirrende og onde.
Men dyrepasserne kender også den gamle så godt, at de kan mærke det på ham. De har derfor aldrig måttet katastrofe-adskille dyrene.
Chieng Mai er heller ikke den type, der går amok. Det har han slet ikke temperament til. Han er et
roligt gemyt.
Zoos ældste dyr
Chieng Mai kom til Frederiksberg fra Thailand i 1962, da han var tre år gammel. Indtil for nylig var der en ugle i haven, der var lige så gammel som ham, men den døde, og nu er hanelefanten zoos ældste dyr.
Han er far til alle de unger, der er blevet født i Zoologisk Have siden 1970. Og den europæiske avlskoordinator har vurderet, at han gerne må blive far til endnu flere. Faktisk vil Zoologisk Have forsøge at avle på ham, indtil han ikke kan mere. Der er stadig 10 gode år i ham. Mindst.
De zoologiske haver i Europa bytter dyr med hinanden, så der kan avles sunde dyr, og man undgår indavl. Det hele styres af en avlskoordinator, der vurderer dyrenes gener og rådgiver om, hvilke dyr der bør yngle med hinanden. Og Chieng Mai og hunnerne på Frederiksberg er perfekte match. Han skal bare slå sig løs.
Forhåbentlig giver det unger, der, når hunnerne engang er kønsmodne, kan parres med havens anden hanelefant, Tonsak. Og dermed vil elefantbestanden i den gamle have være sikret mange år frem.
Mød hele zoos elefantflok her:
Hunnerne har kun ægløsning i et halvt døgns tid, så Chieng Mai har travlt. Lige nu er det den 15-årige Surin, der har hans opmærksomhed.
Surin er den yngste af hunnerne og nederst i flokkens hierarki. Hun fødte sin første unge i august.
Fødslen var ventet med spænding. Unge nummer 17 siden den gamle dyrehaves oprettelse i 1859. Og Chieng Mai ville blive far til Jumbo nummer 13.
Nogle uger før Surin fødte, begyndte dyrepasserne at holde øje med hende i døgndrift, selvom fødslen godt kunne lade vente på sig helt til oktober.
Webkameraer overvågede alle den drægtige elefants bevægelser, og for første gang nogensinde kunne elefant-fans følge med hjemmefra. Via en sms-tjeneste fik de endda besked, når vandet gik. Da der var flest, kiggede 20.000 mennesker ind til Surin i elefanthuset fra deres computer.
Så med på skærmen
Klokken 3.15, natten til mandag den 26. august, kom hendes store øjeblik.
Ægteparret Kate og Erik Rasch så med hjemme på skærmen i Hvidovre.
-Vi besøgte elefanterne i mandags og vidste, at det var oppe over. Vores computere har stået tændt, så vi kunne følge med, og da min mand var oppe i nat for at tisse, opdagede han, at der skete noget, fortalte Kate Rasch efterfølgende.
-Klokken lidt over tre føder hun, og det går rigtig stærkt. Flokken er samlet omkring hende, men den lille unge kommer ikke op at stå. De er forsamlet omkring ungen i 50 minutter, inden de går derfra.
Ungen var død.
Det blev en lille hunelefant på 91 kilo. Den døde, da den fyldte lungerne med luft for første gang. Obduktionen viste efterfølgende, at den havde en hjertefejl. Væggen mellem hjertets to forkamre var slet ikke udviklet.
Hele flokken sørgede. De havde alle set frem til den lille ny, for ligesom man siger, at det kræver en landsby at opfostre et barn, så kræver det samme en hel flok elefanter. En elefantfødsel er en kollektiv fødsel, siger man i zoo, for hele flokken deltager og hjælper den nyfødte.
Denne lå stille, og hunelefanterne reagerede stærkt. Surin, Win Thida, Kungrao og Jula brølede højt, svajede fra side til side og skiftedes til at klamre sig til den døde unge med deres snabler.
Ungen fik ikke noget navn. Den blev lagt i et tilstødende bur, så flokken kunne se og røre den med deres snabler og efterhånden begribe, hvad der var sket. At ungen var død og måtte efterlades.
Efter et døgn blev ungen fjernet, så dyrlægerne kunne obducere den, inden den gik i forrådnelse.
Surin var urolig om morgenen, men faldt senere til ro, svømmede en tur og gik så rundt med resten af flokken.
Hun ville stadig have diet sin unge i dag, hvis den havde overlevet. Dermed ville hun heller ikke være i stand til at komme i brunst endnu. Men hendes krop har for længst registreret, at der ikke er nogen unge, der har brug for omsorg og mælk, og hendes hormoner har indrettet sig efter det. Hun skal ind i kampen igen. Sådan er naturens orden. Hun mangler også stadig at levere sit bidrag til fremtidens elefantbestand. Jumbo nummer 13.
Derfor kredser den 38 år ældre hanelefant Chieng Mai om hende igen. Han er blevet lukket ind til hunnerne, så han kan befrugte Surin og Kungrau endnu en gang.
Solid støtte
I naturen strejfer hanelefanter rundt for sig selv, mens flokken består af hunner. Matriarken i Zoologisk Have er den 45-årige Win Thida.
Hun kom til Frederiksberg fra Holland sidste år sammen med sin datter Jula for at være tante-elefant. Hun kan efter alt at dømme ikke selv få børn længere - sådan noget skal holdes ved lige, når man er elefant, ellers gror det hele sammen - men hun er en solid støtte for unge hunelefanter, der får unger. Og haven på Frederiksberg ventede hele to elefantfødsler i 2013.
Kungrao fødte en hanelefant i februar. Den lille Khao Sok er nu ni måneder gammel og trives i bedste velgående. Han render rundt mellem benene på hunnerne, dasker legesygt til snablerne, han kommer forbi, og undersøger alt med sin egen lille, korte snabel.
Ungens strithår og de kluntede bevægelser, der skal imitere de voksnes, får alle havens besøgende til at pege. ' Nåårh, se den lille unge...' Win Thida har til fulde levet op til sin rolle som tante for den lille tumling og støtte for dens mor Kungrao. Surin fik som bekendt ikke brug for tante-hjælp alligevel.
Naturlig nummer to
Der er ingen mobning i flokken, men der er et tydeligt hierarki, og Surin er nederst. Det er ikke fordi, hun er yngst. Det handler mere om, at hun er den forsigtige og tilbageholdende type. Hun er hverken særlig modig, selvsikker eller nysgerrig. Det er ikke hende, der træffer flokkens beslutninger eller løber forrest, når porten bliver åbnet, og de kan komme ud under åben himmel.
Det gør Kungrao derimod. Hun og Surin er jævnaldrende, men Kungrao er meget mere fremme i skoene og derfor en naturlig nummer to i flokken. Da Win Thida f.eks. ankom fra Holland og skulle markere sig som flokkens nye matriark, fandt Kungrao sig ikke i den dominerende adfærd uden lidt modstand.
Surin smuttede og gav sig til at æde i stedet.
Det havde måske hjulpet lidt på Surins status, hvis hun havde leveret en unge. Men det lykkedes jo ikke. Modsat Kungrao, der er mor til det lille myr, der render mellem benene på dem.
Den sidste hun, Win Thidas datter Jula, og Surin har et eller andet indbyrdes fnidder. De går tit og skubber til hinanden og løfter snablen for at markere, hvem der bestemmer. Det er altid Surin, der viger tilbage.
Men lige nu er det hende, der har alfahannens udelte opmærksomhed. Chieng Mai har flere gange jaget Jula væk. Hun er ikke i brunst. Han gider hende ikke, uanset hvor mange gange hun bakker hen til ham med løftet hale.
Jula har efterhånden fattet beskeden og holder sig væk.
Chieng Mai og Surin har tilbragt natten sammen, og i går var han på hende fire gange. Mindst én af gangene var fuldbyrdet parring.
De to, hun og han, står nu sammen i et hjørne af den indendørs del af elefantanlægget.
Der skal mange parringer til, før der er ' hul igennem'. Kun 10 elefantunger kommer til verden i alle Europas zoologiske haver om året. Elefantavl er hårdt arbejde.
Zoologer arbejder på at finde en nemmere metode. Kunstig befrugtning. To tyskere er kendt i zoo-kredse for at være dygtige til at tage sædprøver fra hanelefanter. Også dét er et stort arbejde. De bedøver hanelefanten, så han er vågen og står op, men ikke kan gøre dem noget, ifører sig noget, der ligner en rumdragt, kravler op bag elefanten og stikker en lang, handskeklædt hånd op bag i ham.
Langt oppe i hans endetarm, helt oppe under ryggen, ligger hans testikler, som masseres af handskehånden, indtil elefanten afleverer en portion sæd.
Der kommer ikke så meget i forhold til dyrets størrelse. Højst et par deciliter. Det er mindre, end en orne leverer. Måske skyldes det den akavede situation. Det ved man ikke. Man har aldrig kunnet måle en naturligt fremkommet portion.
I København foretrækker man stadig at lade dyrene parre sig på naturlig vis. Men arbejdet med at analysere sæd er vigtigt. Hvis man en dag om nogle år ikke kan få elefanterne til at yngle i fangenskab længere, vil den viden og ekspertise, som de to tyskere indsamler lige nu, være altafgørende for at opretholde elefantbestanden i de zoologiske haver i Europa.
God gammeldags kemi
Indtil da handler det om god gammeldags kemi mellem to elefanter. Chieng Mai og Surin deles om et net med hø, der hænger ned fra oven. Surin, der er noget mindre end den store han, stiller forbenene på en stub, så hun kan få fat i en tot med sin snabel. Det minder på en kluntet måde om en scene fra 'Lady og vagabonden'.
Der lugter krydret af jord, dyr og pis. Da Surin lader vandet, stiller Chieng Mai sig hen bag hende med svajende snabel, som om han opfanger duftnoterne i dampen fra hendes varme urin. Da hun er færdig, stikker han snablen hen og smager lidt på hende. Hun fortrækker ikke en mine.
Den unge hun smager tilsyneladende stadig som om, hun er værd at bruge sin tid på, for han bliver hængende omkring hende. Der går ikke længe, før hans meterlange lem er kommet frem fra bughulen og hænger og dasker lidt planløst under maven på ham.
Men det bliver ved tanken. Pludselig står den gamle hanelefant og slumrer med halvt lukkede øjne.
Måske har det været en lang nat, hvor han fik gjort det, han skulle. Interessen er i hvert fald ikke længere stor nok til, at han gider anstrenge sig for at prøve igen.
Surin gør ikke noget nummer ud af det. Lunter bare hen til de andre. Lille Khao Sok forsøger at bakke op på en træstamme, men opgiver, da bagbenene ikke finder stabilt fodfæste, og forsøger med forbenene først. Det går heller ikke, så han giver sig til at undersøge den med sin lille snabel i stedet.
Hans mor, Kungrao, er den næste, der vil komme i brunst.
Surins øjeblik er ovre for denne gang.
Prøverne fra London
Om et halvt års tid vil prøver fra hendes afføring vise, om det seneste døgns strabadser har båret frugt og gjort hende drægtig. I så fald skal hun bære ungen i ca. 22 måneder. Det er først i den sidste tredjedel af graviditeten, man kan være sikker på, at hun går tiden ud.
Man kan heller ikke se noget på hende før til den tid. Der skal noget til, før en dame i hendes vægtklasse buler synligt ud.
-Jeg vil sådan håbe for hende, at hun kan få en lille ny. Det var vel nok synd for hende, bemærker en ældre dame, der tit besøger elefanterne, og kigger ømt på Surin.
Siden BT besøgte elefanterne, er Chieng Mai blevet gennet ind til sig selv igen efter næsten fire uger hos hunnerne. Kungraos brunst kom og gik, men Chieng Mai parrede sig ikke med hende. Så nu er det op til Surin, og naturens gang, om der skal unger i elefanthuset i 2015.
