Københavns Hovedbanegård er flygtninge og migranters ventesal, hvor de ligger og sover på fliserne. BT tilbragte en nat på stedet.

Det er torsdag aften. Vi er midt i København på en af landets travleste togstationer – Hovedbanegården med de røde, kolde fliser forneden og de buede træbjælker foroven. Her, hvor danskere næsten altid har travlt, hvor jakkesæt med fikse skuldertasker møder de skæve eksistenser, der flakker rundt på og omkring Hovedbanen.

Disse mennesker har i de seneste måneder fået selskab af andre, der kommer langvejs fra. Siden Europas største flygtninge- og migrantkrise i årtier for alvor ramte Danmark i begyndelsen af september, har Hovedbanegården nemlig fungeret som en transithal, hvor mennesker fra bl.a. Afghanistan, Irak og Syrien har opholdt sig i alt fra få minutter til mange timer...

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs hele den store reportage fra flygtningenes banegård i Kbh K. Mød 28-årige Linediam fra Syrien, 23-årige Rezhwan fra Irak og 23-årige Sayed fra Afghanistan. Hvor godt et indblik har du egentlig i flygtninges situation og hverdag på flugt?


Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Københavns Hovedbanegård er flygtninge og migranters ventesal, hvor de ligger og sover på fliserne. BT tilbragte en nat på stedet.

Hendes hoste og blanke øjne vidner om, at syriske Linediam ikke har været indendørs længe. Hendes to drenge på syv og ni år har sovet det meste af aftenen, mens hun har siddet med sin iPhone i hånden på en bænk på Københavns Hovedbanegård.

En af de frivillige unge på Hovedbanen, der hjælper mennesker som Linediam, Halima Ahmadi, oplyser til BT, at den syriske kvinde har været her i mere end et døgn, og at hun har sovet på en perron med sine to drenge. Billeder fra TV2 bekræfter, at kvinden befandt sig på Hovedbanegården dagen før, vi står her. Kort før midnat træffer den 28-årige kvinde, der dagen før er blevet afvist ved den svenske grænse, sin beslutning. Hun vil med toget til Helsingør. Hun siger, at hun vil til Norge, pakker sine ejendele i sin taske, hanker op i sine drenge og bevæger sig ned på perronen.

Den syriske kvinde Linediam på 28 år tog med sine to drenge toget mod Helsingør. Hun vil til Norge, hvor hendes mand opholder sig.
Den syriske kvinde Linediam på 28 år tog med sine to drenge toget mod Helsingør. Hun vil til Norge, hvor hendes mand opholder sig.
Vis mere

»Min mand er i Norge,« siger kvinden, der har været halvanden måned undervejs efter at være rejst gennem Tyrkiet og Grækenland, hvorfra hun er fortsat op gennem Europa med sine drenge.

»Det er koldt, men vi har fået hjælp. Jeg har ventet så længe,« svarer Linediam, da hun bliver spurgt, hvorfor hun tror, at hun via Helsingborg kan rejse gennem Sverige. Klokken er 00.21, da hun alene med sine børn sætter sig i toget, der bringer hende til Helsingør.

Jakkesæt og skæve eksistenser

Det er torsdag aften. Vi er midt i København på en af landets travleste togstationer – Hovedbanegården med de røde, kolde fliser forneden og de buede træbjælker foroven. Her, hvor danskere næsten altid har travlt, hvor jakkesæt med fikse skuldertasker møder de skæve eksistenser, der flakker rundt på og omkring Hovedbanen.

Disse mennesker har i de seneste måneder fået selskab af andre, der kommer langvejs fra. Siden Europas største flygtninge- og migrantkrise i årtier for alvor ramte Danmark i begyndelsen af september, har Hovedbanegården nemlig fungeret som en transithal, hvor mennesker fra bl.a. Afghanistan, Irak og Syrien har opholdt sig i alt fra få minutter til mange timer.

Flygtninge og migranter venter på at komme videre fra Københavns Hovedbanegård.
Flygtninge og migranter venter på at komme videre fra Københavns Hovedbanegård.
Vis mere

Men syrere som Linediam er ikke dem, vi møder flest af. For selv om verdens øjne er rettet mod det krigshærgede land, er langt hovedparten af de mennesker, som kommer og går denne aften og nat, unge, afghanske mænd i 20erne og 30erne. De fleste er her alene eller sammen med en ven. Nogle har snavs under neglene, andre har haft det samme tøj på i dagevis, mens endnu andre har smuds i ansigterne. Enkelte har faste blikke, andre har mere trætte og fjerne øjne.

Sverige, Tyskland eller politistationen?

Et par mandeben stikker ud under tæppet, der dækker overkroppen og den sovendes hoved. Få meter derfra sidder en gruppe unge, afghanske mænd i rundkreds. De taler sammen. Man fornemmer, at de diskuterer, hvor de skal hen. Sverige, Tyskland eller politistationen få hundrede meter herfra, hvor der kan søges asyl.

Medier har den seneste tid berettet om overnattende på Hovedbanegården, men denne nat overnatter ingen. Området mellem spor 3/4 og 5/6 er billedet på dét, Danmark er blevet: Et transitland, hvor en del flygtninge og migranter er i tvivl om, hvilken vej de skal.

Når de ankommer med et tog, bliver de taget imod af en gruppe frivillige unge – nogle med rødder Afghanistan, Irak og Marokko – der guider dem videre på deres rejse – hvad enten de er på vej til Sverige eller kommer retur fra Malmø – ligesom de unge skaffer tæpper, varme drikke og mad. Nogle er her i fem minutter og går fra perron til perron, andre slår lejr i timevis, mens de overvejer, hvad de skal. For den videre færd er blevet mere vanskelig, efter at svenskerne 12. november indførte grænsekontrol og satte en stopper for, at man kan rejse igennem landet.

En af de syv frivillige, der er på ‘vagt’, er den 21-årige studerende Halima Ahmadi, som har stået på Hovedbanegården i godt fire måneder. Hun forklarer, at der dagligt kan komme op mod 1.000 mennesker, men antallet er behæftet med usikkerhed, da der ingen registrering sker. Der er heller ikke noget politi eller andre myndigheder til stede – og alle kan derfor frit forlade Hovedbanegården, hvis de ønsker det.

Mange fra Afghanistan


Er det normalt, at der er så mange fra Afghanistan?

»Vi ser rigtig mange fra Afghanistan og Irak, men også fra Syrien. Det er forskelligt fra tog til tog og fra dag til dag. Nogle gange kommer der tog næsten udelukkende med afghanere. Andre gange er det andre nationaliteter,« siger Halima Ahmadi.

Den 23-årige afghaner Sayed var frustreret over, at han ikke kunne komme til Finland, hvor hans fætter bor. I løbet af natten tog han mod Tyskland, for senere at forsøge at komme til Østrig.
Den 23-årige afghaner Sayed var frustreret over, at han ikke kunne komme til Finland, hvor hans fætter bor. I løbet af natten tog han mod Tyskland, for senere at forsøge at komme til Østrig.
Vis mere

Den 23-årige Sayed er en af de afghanske mænd, som venter på at komme videre. Han, der er klædt i sorte jeans og mørkegrøn, ternet jakke, forklarer, at han var på vej til Finland, hvor han har en fætter, men nu kan han ikke komme igennem Sverige, som det ellers var hans plan.

Finland især og Norge til dels synes at være den nye ønskedestination for mange, der venter. De, der vil til Sverige, kan stadig komme ind. Ingen ønsker som udgangspunkt af være i Danmark.

Flygtet fra Taleban

Sayed fortæller, at han, efter at han blev afvist i Malmø, vil til Østrig, hvor hans bror opholder sig. Han er en af de eneste, vi møder, der kan tale engelsk, men hans ordforråd er begrænset, selv om han i flere år har læst business administration på universitet.

»Jeg er flygtet fra Taleban. Alt er kaos i Afghanistan. Det er meget farligt at være der,« siger Sayed, der har købt en billet til Flensborg.

En nyankommet gruppe unge mænd bliver rådgivet af en af de unge frivillige, der guider og hjælper de mange flygtninge og migranter.
En nyankommet gruppe unge mænd bliver rådgivet af en af de unge frivillige, der guider og hjælper de mange flygtninge og migranter.
Vis mere

Derfra skal han videre til München for til sidst at ramme Østrig. Han føler sig uretfærdigt behandlet og henviser til, at syrerne automatisk får asyl, mens afghanere som han risikerer at få afslag:

»Hvorfor gør man forskel på flygtninge fra Syrien, Afghanistan og Irak? Det er diskrimination,« siger han, da vi siger, at mange politikere mener, at der er en grænse for, hvor mange mennesker de skandinaviske lande kan tage imod.

Direkte adspurgt om, hvorfor han ikke søger asyl i Danmark, svarer han:

»Min familie er i Finland og Østrig.«

Et par forbipasserende ældre kvinder har en anden forklaring på, hvorfor Sayed og de andre, der enten står, sidder eller ligger, ikke vil være i Danmark:

»Jeg kan godt forstå, at de ikke vil være her. Det er uværdigt, som vi behandler dem. Det er dybt ulykkeligt, at vi er blevet sådan,« siger 71-årige Ingemerete Schütten.

Kort forinden har den 26-årige højskoleelev Klara Karkov afleveret en jakke til en af de ventende.

Hun forklarer, at hun får det skidt, når hun ser mennesker sådan. Senere stiller en 7-Eleven-ansat en kurv med palæo-mad foran de afghanske mænd.

»For you,« siger han og slår ud med armene.

Bag disken i butikken forklarer han, at ‘det var en kunde’, som har betalt for maden.

Går forbi med raske skridt

Andre – og langt hovedparten – af dem, der passerer, går med raske skridt forbi uden at skænke nogen et blik. Det virker som om, at det for de fleste er blevet normalt, at der ligger, sidder eller står 20-30-40 – nogle gange flere – flygtninge og migranter på Hovedbanegården.

Venstre-regeringen har i månedsvis forsøgt at bremse tilstrømningen til Danmark. Både i forhold til dem, der søger asyl i Danmark, ved at stramme reglerne, og i EU-regi, hvor medlemslandene trods flere forsøg ikke har formået at finde fælles fodslag.

Venstres integrationsordfører Marcus Knuth siger, at man ‘følger situationen meget nøje’, men konkrete løsninger har han ikke.

»Myndighederne og dansk politi prioriterer at opretholde lov og orden, men fordi Danmark er blevet et transitland, så vil Hovedbanegården være et knudepunkt for mennesker, der er på vej,« siger han.

Men hvorfor er det en frivillig-opgave og ikke en myndighedsopgave at stå på Hovedbanegården?

»Jeg har ikke set det med egne øjne, men det er noget, vores myndigheder er opmærksomme på. Og hvis der sker en mærkbar stigning af folk, som opholder sig på Hovedbanegården i længere tid ad gangen, så antager jeg, at myndighederne tager hånd om det,« siger Marcus Knuth, der selvsagt ikke mener, at danskerne har noget at skamme sig over, når det handler om flygtninge og migranter.

23-årige Rezhwan, en kurdisk iraker, opgav tilsyneladende at komme til Finland via Sverige.
23-årige Rezhwan, en kurdisk iraker, opgav tilsyneladende at komme til Finland via Sverige.
Vis mere

Ved 1.40-tiden møder vi 23-årige Rezhwan. En irakisk kurder, der siger, at han er flygtet fra Islamisk Stat og som sammen med en gruppe på mellem 20 og 30, de fleste er mænd, er ankommet til København. Også han vil til Finland, men har tilsyneladende opgivet at komme igennem Sverige. Han slår ud med armene, ser træt ud, da han siger ‘Tyskland’ på gebrokkent engelsk. Snart er han væk igen. Forsvundet i menneskemylderet og forvirringen, der er opstået.

Det sidste tog mod Jylland

Om lidt kører det sidste tog mod Jylland, hvorfra der er forbindelser til Tyskland. Afgørelsens time er nær for de fleste, der synes at spørge sig selv:

Skal jeg blive? Skal jeg tage af sted? Har jeg billet? Hvad gør de andre? Spørgsmålene er mange og svarene skal falde nu.

Hovedbanegården lukker kort efter at klokken har passeret 2.30. Gruppen, der anslås til at være på mellem 40 og 50 personer, har taget det sidste tog mod Fyn og Jylland ca. 10 minutter forinden. De sætter nu tilsyneladende kursen mod Tyskland. Sayed er en af dem. Han viser os billetten til Flensborg.

»Goodbye,« siger han og vinker.

Tilbage er fire irakiske voksne, to irakiske børn, en syrer og en afghaner, der har besluttet sig for at søge asyl i Danmark, og som derfor føres til Station City på Halmtorvet et par minutters gang herfra. Godt en halv time senere dukker en håndfuld syrere, der ønsker asyl, op ved politistationen. Dermed bliver de en del af en stadig større gruppe. Udlændingestyrelsen har tidligere oplyst til BT, at der i august i snit kom 60 asylansøgere om dagen, i september knap 90 om dagen og i oktober ca. 120 om dagen i snit.

Sayed har sat sig i toget. Han har billet til Flensborg.
Sayed har sat sig i toget. Han har billet til Flensborg.
Vis mere

Ad de næsten mennesketomme Vesterbro-gader går asylansøgerne til politiet på Station City, hvor de skal registreres og senere køres til Sandholmlejren i Nordsjælland. Men da klokken er passeret 3, og de venter foran stationen, kommer en irakisk mand i et dilemma: Han har to koner, den ene har han ved sin side, men han ønsker også at blive familiesammenført med hende, der stadig er i Irak.

Det er uvist, hvad han har forklaret politiet og senere de medarbejdere, der behandler hans sag.

»Hvad han har besluttet, er et godt spørgsmål,« siger Halima Ahmadi.

På Hovedbanegården er de første på vej på arbejde, og de sidste på vej hjem fra byen. Butikkerne åbner, der sælges brød og kaffe, og de friske aviser er sat i standerne. Vi forlader Hovedbanegården kl. 7.25. Endnu er der ingen flygtninge eller migranter at se. Men de kommer senere på dagen.