Der er en værdig, og der er en ydmygende måde at tage herfra på.

Filminstruktør Pernille Fischer Christensen har oplevet dem begge, da først hendes far og siden hendes mor døde af kræft. Selv gør hun sig umage med livet. For hun er overbevist om, at som man lever, sådan dør man.

Mød Pernille Fischer Christensen, der har haft kræften tæt inde på livet og mistet hele seks nære familiemedlemmer til den frygtelige sygdom. Opret dig som abonnent på BT PLUS og læs hele historien ...

 

 


 

 

 

Hvert år før jul går Pernille Fischer Christensen til lægen og bliver tjekket for kræft. Det er blevet en fast rutine – lige så selvfølgelig som at drikke et glas vand. For i hendes familie kan man ikke tage for givet, at alt er, som det skal være.

Filminstruktøren har de senere år mistet seks nære familiemedlemmer til kræft, heriblandt begge sine forældre. En syvende ligger for døden, mens disse linjer skrives.

- Det har været en epidemi i min familie, som begyndte med min far og siden bare er dundret derudad, fortæller hun og ryster lidt på hovedet af den åbenlyse uretfærdighed.

Filminstruktør Pernille FIsher Christensen har instrueret filmen til Kræftens Bekæmpelses hvervekampagne om at få flere medlemsskaber og valgt at gøre det uden honorar, da kampen mod kræft er meget vigtig for hende. Pernille Fischer-Christensen mistede sin far, som 29 årig og i 2011 mistede hun sin mor. Begge døde af kræft.  Her er hun fotograferet i og omkring Kongens have den 2. juni 2014.
Filminstruktør Pernille FIsher Christensen har instrueret filmen til Kræftens Bekæmpelses hvervekampagne om at få flere medlemsskaber og valgt at gøre det uden honorar, da kampen mod kræft er meget vigtig for hende. Pernille Fischer-Christensen mistede sin far, som 29 årig og i 2011 mistede hun sin mor. Begge døde af kræft.  Her er hun fotograferet i og omkring Kongens have den 2. juni 2014.
Vis mere

Derfor kunne hun heller ikke bare trykke på den automatiske ’nej-har-ikke-tid-knap’, da Kræftens Bekæmpelse for nylig skrev og spurgte, om hun ville instruere en ny kampagnefilm for dem. Faktisk begyndte hun at græde, da hun læste det lille manuskript. Pernille Fischer Christensen har tidligere berørt emnet, der er så følsomt for hende, i en af hendes egne film. ’En Familie’ fra 2011 vandt de internationale filmkritikeres pris på filmfestivalen i Berlin. I filmen spillede Jesper Christensen rollen som den kræftsyge far, der deler visse karaktertræk med hendes egen far.

 

Egentligt havde hun ikke tid. Hun arbejder i øjeblikket på en film om Astrid Lindgren og har senest instrueret ’En du elsker’ med Trine Dyrholm og svenske Mikael Persbrandt, der havde biografpremiere i april. Men kampagnefilmen for Kræftens Bekæmpelse rørte den gamle sorg i hende, så hun besluttede sig for at finde tid til at lave den. Uden betaling. For alle dem, hun selv har mistet til kræft.

Stillede sin egen diagnose

Det begyndte med hendes far. Pernille Fischer Christensen var 29 og klippede sin afgangsfilm på filmskolen. Faderen, der var røntgenlæge, havde hostet længe. Og en dag efter lukketid tog han et røntgenbillede af sig selv og stillede sin egen diagnose.

Faderen, en levemand, et livsstykke, familiens kraftfulde centrum, havde kræft. 53 år gammel.

- Det var en katastrofe i min familie. Nu er jeg nået en alder, hvor det med at miste forældre ikke er nyt, men dengang var jeg 10-15 år for ung. Jeg blev virkelig slået ud. Jeg lå bare på sofaen i klipperummet og kunne ingenting. Poul Nesgaard (daværende rektor for Den Danske Filmskole, red.) prøvede at muntre mig op, men jeg var helt blæst, fortæller Pernille Fischer Christensen.

Anmelderne var begejstrede, da filmen ’En familie’ blev vist ved Berlins Film Festival i 2010. Det samme var instruktør og skuespillerne. En tilfreds instruktør poserede for fotograferne, flankeret af skuespillere – Pilou Asbæk, Lena Maria Christensen og Jesper Christensen.
Anmelderne var begejstrede, da filmen ’En familie’ blev vist ved Berlins Film Festival i 2010. Det samme var instruktør og skuespillerne. En tilfreds instruktør poserede for fotograferne, flankeret af skuespillere – Pilou Asbæk, Lena Maria Christensen og Jesper Christensen. Foto: Michael Gottschalk
Vis mere

Hun har med tiden – og mange tab – fundet ud af, at hun er sådan én, der af en eller anden grund altid kommer op at stå igen, selvom hun er helt nede, hvor man tænker; ’nu kan jeg ikke mere, nu giver jeg op’.

Det tog tid. Men da chokket fortog sig, fulgte en nærmest lykkelig periode. Faderen købte den sportsvogn, han altid havde drømt om. En gammel grøn Morgan. Og båndet mellem far og datter blev stærkere end nogensinde.

- Der er tit fiktive beskrivelser af, hvordan man kan åbne sig sanseligt og få det bedste ud af den sidste tid. Det skete for min far. Sådan oplevede jeg det. Vi fik en helt anderledes kontakt. Jeg havde dybe samtaler med ham, jeg ellers aldrig ville have haft. Nogle af de mest nære øjeblikke, jeg husker med min far, er fra den periode. Det blev en meget positiv og smuk kærlighedsoplevelse at følge ham igennem sygdommen.

'En Soap', blev belønnet med både en Bodil i Danmark og en Sølvbjørn i Berlin.
'En Soap', blev belønnet med både en Bodil i Danmark og en Sølvbjørn i Berlin. Foto: EPA/Wolfgang Kumm
Vis mere

Hver dag, når faderen, var i kemobehandling, cyklede Pernille Fischer Christensen over og holdt ham med selskab. Faderen kom uanmeldt forbi og inviterede på aftenture i sportsvognen. Han begyndte at skrive digte og spurgte ind til datterens filmkunst, som om han pludselig følte et større behov for at kende hende ordentligt.

- Jeg vil ikke sige, at det er en oplevelse, jeg ikke ville være foruden, for jeg ville selvfølgelig gerne have haft flere gode dage med min far. Men det er helt sikkert noget, jeg tænker over – også i forhold til mine egne børn – at man skal plukke de muligheder, der er. ’Det er godt vejr. Vi skal have en is. Nej, to.’ Livet skal leves nu, siger hun.

En ren sorg

Faderen var ’en festabe’ og ’som man lever, sådan dør man’. Han udåndede omgivet af hele sin familie. Det var ’en ren sorg’. Alt det bedste ved ham, stod frisk i erindringen.

Sådan var det ikke med Pernille Fischer Christensens mor. Det var ’så rædselsfuldt, som det overhovedet kunne blive’.

Forældrene var skilt, men stadig tætte. Og mens faderen lå syg, følte moderen sig pludselig også syg. Familien slog det hen som sorg. Men hun fik ret.

Det blev et opslidende forløb over syv år, hvor kræft i hjernen ændrede alt, der var hende. Den stolte selvstændige kvinde, der plejede at kunne alt, mistede grebet om sig selv.

Hvert tjek viste, at mindre og mindre af hjernen fungerede. Som blot 60-årig var hun som en dement. Hun kunne ikke cykle, kunne dårligt gå og nogle gange var hun fuldstændig inde i sig selv. Ukontaktbar og uden logik.

Samtidig huskede hun (for det meste) den enestående omnipotente kvinde, hun havde været, og prøvede krampagtigt at holde fast i resterne af sig selv. Derfor røg hun på asfalten, når hun troede, at hun stadig kunne springe på cykelen som en 28-årig. Og derfor havde hun kun en rå og rådden kødklump i køleskabet, når hun havde inviteret på middag.

Hun fastholdt hårdnakket, at hun kunne klare sig selv. Og det sendte familien ud på den sværeste balancegang af alle. Den mellem respekt og omsorg.

- Jeg prøvede f.eks. at rydde op i køleskabet, så hun ikke skulle spise fordærvet mad, men det opdagede hun. Det handlede hele tiden om finde ud af, hvor grænsen var, og hvornår man skulle overskride den? Skal jeg være ligeglad med, at hun har en rådden culottesteg i køleskabet eller glemmer at slukke for gassen? Hvad gør jeg? Det var simpelthen så svært. Det blev der grædt over nogle gange, fortæller Pernille Fischer Christensen og uddyber dilemmaerne:

- Hvad vil det sige at svigte nogen? Svigtede jeg hende, hvis jeg rodede i ting, der ikke vedkom mig? Eller hvis jeg lod hende sidde og spise hakkebøffer med mider i? Svigtede jeg, hvis jeg respekterede, at hun ikke ville modtage mad fra det offentlige og som konsekvens kun spiste is?

Pernille Fischer Christensen flyttede sin familie ind ved siden af moderen. I over et år gik hun hver aften over til sin mor med aftensmad, så hun fik noget at spise. Hver gang lod moderen som om, at hun var overrasket og hævdede, at hun ellers lige skulle til at stege sig en krebinet. Der var dage, hvor Pernille Fischer Christensen bare ikke orkede den leg, og sendte sin 10-årige søn over med madkassen.

Svært at svigte

Moderen ville ikke flytte og nægtede at modtage hjemmehjælp, selvom hun flere gange faldt på trappen og lå alene uden at kunne komme op igen.

- Nogle gange kom jeg over, og så lå hun i sengen, forslået, uden hår og med hudafskrabninger i hele ansigtet og sagde: ’Gå. Bare gå.’ Hun gik vild og vidste ikke, hvor hun var. Helt som en 90-årig dement. Hun begyndte også at stjæle is i butikkerne, og der lå bøder fra politiet gemt rundt omkring. Det var rent kaos. Kommunen bad mig sørge for at afbryde gassen hos min mor, men jeg forklarede, at hvis jeg slukkede for gassen, slukkede jeg for min mors hjem. Så de måtte hjælpe mig med at få hende et andet sted hen. Men min mor sagde bare ’jeg bliver her, jeg kan sagtens klare mig’. Der var mange af den slags konflikter, som var svære at stå med som nærmeste pårørende. Det var hæsligt, siger Pernille Fischer Christensen.

Da det lykkedes at få moderen på et plejehjem, gik der kun to-tre måneder. Datteren vågede over hende i dagevis, og en nat sov moderen ind. Pernille Fischer Christensen tænker, at hendes stolte mor skulle dø alene – det var for intimt for hende at dø omgivet af mennesker.

Pernille Fischer Christensen blev ringet op og cyklede hen til plejehjemmet. Da hun så sin mor, fyldtes hun med lettelse.

- Det var en meget stor lettelse, der handlede om, at hun ikke led mere. At ydmygelsen, det havde været at være syg på den måde, var ovre. Og så skete der noget interessant med hendes ansigt. Jeg udbrød til min moster, der også var der: ’Gud, nu er hun der igen, min mor’. Sygdommen havde fået hendes ansigt til at trække sig sammen i ængstelse og fortvivlelse. Men som hun lå der, frisk i døden, var hun der igen. Alt det forkrampede forsvar var væk. Og hun fik en smuk afsked, synes jeg.

Angsten for sygdom

Mange, også BTs journalist, har spurgt, om man ikke bliver paranoid og ser symptomer alle vegne, når kræft tager så mange af dem, man holder af. Men Pernille Fischer Christensen kan ikke finde frygten i sig selv.

- Jeg tror ikke, jeg er så neurotisk. Jeg gør mig meget umage med mit liv. Jeg kan se nogle måder, som mine forældre levede på, der måske ikke var så gode. De røg f.eks. som skorstene, og de tog sig heller ikke så meget af, hvis de havde småskavanker og gik ikke til lægen, selvom min far var læge.

Pernille Fischer Christensen prøver at leve sundt. For hende indebærer det både det åbenlyse, god, sund mad og motion, men også at der ikke er for meget rod indeni.

Hun har gået til terapi i årevis for at bearbejde sorgen over forældrenes død. Sådan noget gjorde forældrene ikke, selvom Pernilles mor f.eks. som ung oplevede at miste en kæreste i et biluheld, hvor hun også selv var tæt på at dø. Det søgte hun aldrig hjælp til at bearbejde, selvom det givetvis har været et tungt traume, hun har båret i sig resten af livet.

Syg af sorg

- Jeg tror rigtig meget sygdom handler om, at man kan leve på en måde, hvor man fremkalder sygdom i sin krop eller ikke. Nogle vil sige, at det altsammen er medicinsk, men jeg tror, det er en kombination.

Hun har tænkt meget over, om sorgen over faderen bidrog til moderens sygdomsudvikling.- Man hører jo så mange fortællinger om ægtepar, der bliver syge lige efter hinanden, og jeg har brugt meget tid på at spekulere over, hvordan noget så usandsynligt kunne ske, at begge vores forældre fik den kræftform, selv om min fars begyndte i lungerne. Min mor fik en depression af sorgen, det kan jeg se i dag. Hun gik helt i baglås. Og så blev hun syg. Nyd nuet

Filminstruktøren anstrenger sig for ikke at have løse ender i forhold til andre mennesker. Prøver at lytte og løse tingene hurtigt. Der skal være mentalt rent, så alle kan have det godt. Hun gør sig umage for at være i nuet. Både med yoga og meditation, men også ved at være tilstede. Nærværende. Ikke kun fysisk, selvom det kan være svært, når man hele tiden skal være online, og folk går i panik, hvis man ikke lige svarer.

- Man skal bruge de sprækker af luft, man får. Min søn kører i tog hver morgen og siger; ’Mor, der er ikke nogen, der kigger på hinanden mere, alle kigger ned på en telefon’. Jeg tror, det er enormt vigtigt, at vi også prøver at være mentalt i det rum, vi er i. At vi ikke er så lukkede. Så bliver det også rarere at være i verden. Du opdager ikke et smil, eller hvis der bliver piftet efter dig, når du går med hovedet i en telefon. Man går glip af meget.

Selv trækker hun stikket engang imellem. Tager til familiens gård i Sverige, hvor der ikke er wifi, kun frugttræer og en hakke, og mærker, hvordan hun lander på plads i sig selv.

- Så har jeg det dejligt. En følelse af ro og en væren glad for ingenting. Bare mærke og føle, at der er en mening.

Der er så meget, hun gerne ville have delt med sine forældre, som hun ikke nåede. F.eks. ville hun ønske, at hendes far havde mødt hendes børn. Og at moderen havde set, hvor ’en skøn fyr’ hendes nu 13-årige søn er blevet. Det ville have gjort hende stolt og glad.

Til gengæld nåede forældrene at give hende minder, der er værd at leve efter. Som moderens styrke og faderens evne til at gribe livet. ’Aj, nu skal vi have det sjovt. Ved I, hvad vi gør i aften? Vi kører sgu på Bakken,’ imiterer hun sin far.

- Når nogen siger kræft til mig, så tænker jeg ikke kun sygdom og død, men lige så meget, ’åh, hvor skal jeg huske at leve livet i lyset’. For mig er livet ikke noget, der er hårdt og så bliver endnu værre. For mig er livet helt vildt smukt, og derfor vil vi gerne være i det sammen og have tid sammen. Mere tid end jeg fik med mine forældre. Det ønsker jeg så meget for mine børn, at de får.