I dag er det ét år siden, terroristen Omar El-Hussein tog to menneskeliv og sårede seks under sine terrorhandlinger i København.

»Det lød som fyrværkeri,« da de første kugler faldt ved kulturhuset Krudttønden, fortæller øjenvidnet Peter Bak, men det tog timer, før han fattede, at han havde mistet sin ven og kollega. Før han og andre danskere forstod, at terroren havde ramt Danmark.

Hvad gik der egentlig igennem hovedet på ham og de mennesker, der ufrivilligt eller qua deres job blev involveret i det værste terrorangreb på dansk jord i nyere tid?

BT har bedt øjenvidnet, politiinspektøren, lederen af det jødiske samfund og den daværende justitsminister genfortælle, hvad de oplevede i døgnet, der rystede Danmark 14. februar 2015.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele artiklen.


’Senere, da jeg får at vide, at han er død, føler jeg oprigtigt en lettelse’

Mette Frederiksen, daværende justitsminister (S)

Jeg er på vej hjem fra vinterferie med mine børn, da jeg får at vide, at der er skyderi ved Krudttønden. Toget fra Tyskland er fyldt op med danskere, så der opstår en mærkelig situation, hvor alle følger med på deres telefoner, iPads og computere, men der er selvfølgelig også en helt særlig vej, når man er justitsminister. Så mens jeg bliver briefet som minister, vælter det ud med historier på medierne.

Det første jeg tænker er ‘åh nej’. Og jeg tænker meget hurtigt, at det er terror. Det er umiddelbart efter Paris og angrebet på Charlie Heb-do. Så kommer frygten for, at der er mere på vej, ligesom i Paris, hvor terroristerne gik efter det jødiske samfund.

Jeg spørger også mig selv, om nogen er i gang med at kopiere andres gerninger, men som minister går jeg ret hurtigt ind i et operationelt og praktisk mode. Det handler om, at vi skal være sikre på, at alt kører, som det skal. Derfra ruller hele maskineriet.

Der går ikke lang tid før det for os i regeringen og hos myndighederne står klart, at der er tale om terror, at det ikke er tilfældige skyderier på Østerbro.

I den situation er det specielt at have ansvaret, men det er nærmest maskinelt. Dér lægger man sig selv og sine egne følelser til side. Man tænker heller ikke over, at man sidder midt i et mørkt kapitel i danmarkshistorien. Der er ikke plads til andet end at tænke så klart som muligt og forsøge at holde hovedet koldt.

Så kommer ventetiden. Det er i virkeligheden noget af det værste. Uvisheden og uklarheden om hvad vi står i.

Hvor jeg var, hvem jeg var sammen med og hvordan jeg får tingene at vide, vil jeg ikke ind i. Men der er en lang række operationelle spørgsmål, som vi skal tage stilling til undervejs: Hvad gør vi? Hvad er det rigtige at gøre? Hvor stort er det? Hvor mange gerningsmænd er der? Hvad er det, vi har med at gøre? Er det domino-brikker, der falder?

Da jeg hører om skyderiet ved synagogen, falder verden sammen. Det er skrækscenariet og det, jeg har frygtet. Samtidig slipper han væk. Kommer der så mere?

Senere, da jeg får at vide, at han er død, føler jeg oprigtigt en lettelse. At det får den udgang, som det gør, tager jeg ikke stilling til i situationen. Jeg har fuld tiltro til, det var det rigtige at gøre. Jeg har ingen tvivl. Og for mig er det ikke et stort tab, selv om jeg til hver en tid hellere vil have, at en gerningsmand bliver fanget og stillet for en dommer.

Man kunne godt forvente, at man i løbet af de tidlige morgentimer, efter han er død, ville falde lidt ned, men det sker ikke. For vi ved stadig ikke, hvad vi har med at gøre.

Og først senere går vi ind i den næste fase. Den handler om kommunikation, ofrene, de pårørende og de sårede politibetjente.

ET ÅR EFTER

Jeg har fået en helt anden alvor i og omkring mig selv efter at have været en del af det forløb. Der var noget af vores uskyld, der forsvandt i de timer. Der er en reel terrortrussel mod Danmark, og der er folk, som bor her, som ikke vil os det godt. Samtidig er der billeder fra dagene, som aldrig kommer til at forsvinde. Begravelserne og ofrenes enorme sorg er noget, der stadig er helt uforståeligt. Hvorfor skulle de to mænds liv ende dér? Og på hospitalet, hvor jeg så betjentenes skudsår, der blev forskellen mellem liv og død meget konkret.

Om den efterfølgende kritik af politiet har jeg det sådan, at vi danskere nogle gange er meget kloge på noget, som vi ikke kunne være kloge på i situationen. Og noget af kritikken var også over stregen. Men jeg føler også, at jeg som justitsminister efterfølgende tog fat om de problemer, der var.

Fortalt til Uffe Jørgensen Odde

Politiinspektør Jørgen Skov. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Politiinspektør Jørgen Skov. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

’De danser limbo under vores afspærringer’

Jørgen Skov, ledende politiinspektør i Københavns Politi.

Jeg har været ude at handle med min hustru og er netop kommet hjem, da de ringer fra Politigården. Meldingen går på, at der er skudt ved Lars Vilks-arrangementet, at vores egne folk er ramt og at en mand ligger såret på fortovet. Min første tanke går på de menneskelige konsekvenser. På de fem kilometer ind ad Gammel Kongevej til Politigården forsøger jeg at danne mig et overblik. Er det drab? Er det terror? Jeg ringer til vagtchefen og sikrer mig, at alt håndteres som terror.

Stemningen er hektisk herinde. Vi trækker folk ud af deres weekendplaner, Aktionsstyrken kommer ind, og vi opretter vores kommandocentral - KSN – og trækker sagen væk fra den almindelige vagtcentral. Vi efterlyser bilen, som gerningsmanden frarøver en kvinde på Østerbro, men vi får intet ind. »Kom nu, nogen må da have set den bil?« Man bliver let utålmodig. Vi går længere ud og advarer ved grænser, i lufthavne og får sågar standset et fly i Holland. Da vi endelig er klar til at sende signalementet ud til vores folk, opstår et irritationsmoment. Vi er nødt til at bede vores folk komme ind og hente fotokopier af de fotos, vi har sikret af gerningsmanden, fordi der ikke er smartphones i alle biler. »Kom nu, det er 2015. Det kan ikke passe.« Men det gør det. Minutterne går, og det konstante spørgsmål i bevidstheden er: »Slår han til igen, og hvor sker det?«

Ved midnatstid kører jeg ud til vores folk på Teglholmen, og kort efter ringer min telefon. Det bekræfter min værste frygt. »Hvor?« spørger jeg. »Ved synagogen.« Pokkers. Nu har vi gjort så meget, og så lykkedes det ham alligevel. Mens jeg kører tilbage til kommandocentralen, tænker jeg på vagtmanden og de kolleger, som jeg hører er ramt.

Mange mennesker er i byen den aften, og de aner intet om, hvad der er sket. De danser limbo under vores afspærringer. Det er helt surrealistisk. Vi overvejer, om vi skal tømme byen helt, men problemet er, at vi ikke aner, hvor gerningsmanden er.

Ud på morgenen er jeg hjemme for at få et bad og rent tøj på. Det hele kører som en film i mit hoved. Har vi afsøgt alle muligheder? Igen ringer telefonen. »Det er overstået. Han blev skudt af aktionsstyrken.« Ja, den ene gerningsmand, tænker jeg. Jeg føler ingen lettelse. Hvem siger, han handlede alene?

Det er forbandet, da den første netavis om søndagen skriver, at det er Omar. Nu kan vi ikke længere stole på de mennesker, vi afhører. Har de læst på nettet, at det var Omar? Eller ved de, det var Omar?

Vi håber, at det er samme gerningsmand, der står bag, men der går dage, inden vi er helt sikre på, at der ikke er flere. De dage sover jeg kun få timer. Når vi har sendt vores folk hjem, arbejder jeg og de andre ledere videre. Jeg er kun fysisk til stede, når jeg endelig er hjemme. Kollegerne arbejder 12 timer i streg - efter ti dage får de én fridag. Det stod på i mange uger. Ingen ser deres familie nok i den tid.

ET ÅR EFTER

Sagen fylder mere end 60 ringbind og har ikke sluppet min bevidsthed siden. Vi var forberedt på en som Omar, men overraskelsen lå i, at han angreb, hvor der i forvejen var politi. Vores folk skal i dag være mentalt forberedt på, at der kan blive skudt efter dem på helt almindelige bevogtningsopgaver. Det er meget udansk. Når vi bygger vores ekspedition på Hovedbanegården, skal vi tænke i skudsikkert glas. Det har vi aldrig gjort før. Det skræmmer mig ikke, men det ærgrer mig, at vi er nået derud.

Øjenvidnet Peter Bak. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Øjenvidnet Peter Bak. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

’Jeg tror sgu, jeg ved, hvem han er. Jeg tror, det er min ven’

Peter Bak, filmfotograf fra København.

»Er du også her?« Jeg anede ikke, at Finn også skulle med til debatmødet med Lars Vilks. Vi krammer hinanden og bekræfter hinanden i, at det er godt at se hinanden.

Jeg sidder inde i salen, da det først skud falder bag mig. Det lyder som fyrværkeri. Jeg har dækket arrangementer med Yahya Hassan, og der er altid en vældig ballade, så jeg gætter på, at det er uvorne knægte, som fyrer kanonslag af. Pludselig råber en stemme, at vi skal lægge os ned på gulvet. Min første tanke er, at nu bliver mine bukser beskidte. Siden har jeg hørt andre sige, at de troede, de skulle dø, men den tanke havde jeg aldrig. Jeg bevæger mig i stedet mod bagudgangen, og flere følger efter. Jeg har fået at vide, at det er mig, der låser bagdøren op, men det kan jeg ikke huske.

Den første jeg får øje på uden for døren, er gerningsmanden. Han har en lilla jakke på og en lang, sort tingest i hånden, og han løber væk fra stedet. Pludselig vender han sig om og kigger på mig, og i næste sekund dukker jeg mig bag en bil. Kort efter hører jeg en sige: »Please take me away from here«. Det er Inna Sjevtjenko, leder af feministgruppen Femen, som stod på talerstolen, da skuddene faldt. Jeg tager fat i hende, og så løber vi væk fra stedet i zigzag. Det har jeg set på film, man skal gøre. Jeg er ikke bange, men jeg kan mærke på min puls, at jeg er oppe at køre. Kort efter beslutter jeg mig for, at jeg vil tilbage og dokumentere, hvad der sker. Jeg har filmet i mange kaotiske situationer, så jeg begynder pr. refleks at organisere oppe i mit hoved. Jeg tager min iPhone frem, og gennem kameraet ser jeg skudhullerne i glasfacaden, og jeg ser en person, der ligger på jorden. Jeg ser en fyr tage sin trøje af og lægge den under personens hoved, men jeg genkender ikke manden. Bagefter kan jeg høre mig selv sige på min film: »Jeg tror sgu, jeg ved, hvem han er. Jeg tror, det er min ven.« Men jeg holder hele tiden tvivlen foran mig. Jeg ringer til Finn, og jeg sender en sms. »Finn, ring lige tilbage.« Først under politiafhøringen fortæller jeg, at jeg tror, det er Finn, og dér går det op for mig, at jeg er sikker. Tanken er forfærdelig. Jeg prøver at bilde mig ind, at han måske ikke er død, men jeg ved godt, den er helt gal.

Først klokken 23 kommer jeg hjem til mig selv. Jeg får tilbudt krisehjælp, og en del af det er at genfortælle, hvad der skete. Så det gør jeg. Igen. Og igen.

I tiden efter er jeg stille. Både på Facebook og sammen med andre. Jeg spiser heller ikke ret meget. Jeg taler en del med Finns familie, og jeg tænker meget over, hvorfor jeg ikke falder ned i et sort hul. Jeg føler nærmest skyld over, at det ikke er sket.

ET ÅR SENERE

I dag gider jeg ikke være bange for at gå i Brugsen eller ned i Metroen. Jeg vil ikke lade mig tryne af det usle menneske og hans idiotiske gerning. Jeg kommer aldrig til at forstå ham. Omar har sikkert haft et utal af velmenende pædagoger gennem sit korte liv, men de har ikke forstået hinanden. Der er stadig alt for stor berøringsangst ved at tale om de her farlige elementer i vores samfund og indrømme, at vi ikke er gearet til at opspore dem. Vi producerer stadig nye Omar’er - det er min frygt.

’Jeg føler ingen vrede. Kun sorg'

Bent Lexner, tidligere overrabbiner for  Det Mosaiske Troessamfund.

Jeg vågner, da telefonen ringer ved 01-tiden. I den anden ende bliver der sagt: ‘Der er skudt ved synagogen. Du må komme ud til os’, og så får jeg en adresse i Rødovre. Det er det sted, vi efter planen skal mødes, hvis der opstår en krisesituation i den jødiske menighed. Dér ved jeg, at det er alvorligt. Ude på gaden ser jeg betjente på næsten ethvert gadehjørne. København er som belejret. I bilen ringer telefonen igen. »Det er Dan, der er skudt. Han er død.« På det tidspunkt er mine følelser sat ud af spil. Jeg har en opgave, og den skal jeg løse. Siden er jeg ofte blevet berørt, når jeg har talt om, hvad der egentlig skete den nat.

I Rødovre bliver jeg dirigeret videre til Bellahøj Politistation , hvor jeg beder om at komme med ud at underrette Dans forældre. Først synes betjentene, det er noget underligt noget, men mange timer senere takker de mig.

Jeg har kendt Dan, siden han blev født. Selvfølgelig skal jeg med, siger jeg. Desuden er det en del af vores interne beredskab, at rabbineren eller en anden tager med ud. Vi har frygtet den her dag, siden synagogen blev bombet i 1985, og siden har vi haft vores eget kriseberedskab med sikkerhedsfolk og psykologer. Nu har vi for alvor brug for det.

Ude ved Dans forældre banker vi på ruderne, men de vågner ikke, så i stedet sætter vi kurs mod Dans søster, men heller ikke hun lukker op. »Hvad om vi ringer til hende?« foreslår jeg. Det viser sig, at hun sidder hos sine forældre. De er vågnet og er urolige over, at Dan ikke er kommet hjem med deres bil. Så er det, hun spørger: »Er der sket noget?« »Ja,« svarer jeg. »Er han død?« vil hun vide. »Ja.« Jeg kan ikke lyve for hende.

Nu kan det ikke gå hurtigt nok med at komme tilbage til forældrene. Vi kører med blå blink og en fart, jeg aldrig har prøvet før. Den køretur glemmer jeg aldrig.

Som rabbiner er man vant til at gå fra vielse til begravelse, men det gør det ikke lettere at fortælle en mand, at han har mistet sin eneste søn. De reagerer fra vrede til tårer. Fjernsynet forbliver slukket, og de næste mange timer er min opgave blot at lytte. Jeg vil ikke forlade dem, før vi har fået en psykolog ud. Først klokken 7.30 siger jeg farvel.

I de følgende dage laver jeg aftaler oveni hinanden, og det ligner mig slet ikke. Jeg er mere mærket af det, end jeg vil vide af, men jeg føler ingen vrede. Kun sorg.

ET ÅR SENERE

Jeg er ikke et menneske, der bruger min tid på bebrejdelse. Jeg har en religionstro, som gør, at jeg ser jeg en mening med, at Dan stod, hvor han stod. Det er hans fortjeneste, at gerningsmanden ikke kom ind i synagogen, og at det ikke gik meget værre. Ingen troede jo, det her kunne ske - bortset fra det jødiske samfund. »Er I ikke paranoide,« spurgte man os. »Jo, men er det ikke bedre end at blive slået ihjel?« I dag bilder jeg mig ind, at vi er blevet klogere. At vi har indset, at vores samfund indeholder reelle trusler mod vores demokrati. I hverdagen tænker jeg ikke over terror. Jeg passerer otte betjente, hver gang jeg skal i synagogen, men det gør mig ikke ked af det. Det gør mig glad at vide, de passer på os.

Terrorsagen - fra første skud til retssag

14. februar

15:33 De første skud affyres mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København, hvor der er debatmøde med den svensk Muhammed-tegner Lars Vilks. Filminstruktøren Finn Nørgaard dør, og fire betjente såres.

Lars Vilks , også kendt som den svenske Muhammed tegner, besøger Danmark under et stort sikkerhedsopbud. Lars Vilks var fulgt tæt af P.E.T og politiet her til aften.
Lars Vilks , også kendt som den svenske Muhammed tegner, besøger Danmark under et stort sikkerhedsopbud. Lars Vilks var fulgt tæt af P.E.T og politiet her til aften.
Vis mere

17:07 En mørk VW Polo, som Omar El-Hussein menes at være flygtet i, efterlyses. Den findes senere efterladt på Borgervænget 25 på Østerbro i København. Politiet oplyser, at Omar El-Hussein ankom til Krudttønden i taxa.

19:30 PET bekræfter, at man betragter angrebet som et terrorangreb.

15. februar

00:40 Der affyres skud ved den jødiske synagoge i Krystalgade i København. Den 37-årige vagtmand Dan Uzan mister livet, og to betjente såres af skud. Omar El-Hussein flygter fra stedet.

05:25 Betjente fra Politiets Aktionsstyrke råber Omar El-Hussein an på Svanevej i Københavns Nordvest-kvarter. Han svarer igen med skud fra to pistoler og dræbes, da politiet besvarer ilden.

Den 22-årige Omar El-Hussein, der stod bag terrorhandlingerne. Privatfoto
Den 22-årige Omar El-Hussein, der stod bag terrorhandlingerne. Privatfoto
Vis mere

16. februar

Politiet anholder to af Omar El-Husseins formodede hjælpere på 19 og 22 år. De sigtes for at have bortskaffet våben og for at have skaffet Omar El-Hussein et skjulested efter Krudttønden-attentatet. Samme dag oplyser Kriminalforsorgen, at man advarede PET om Omar El-Hussein.

19. februar

Regeringen kommer med sit terrorudspil med 12 forslag og en pose på 970 millioner til at skærpe sikkerheden.

Blomster ved den jødiske Synagoge i Krystalgade, København onsdag d. 18. februar 2015, på det sted hvor Dan Uzan blev skuddræbt, da han stod vagt ved en jødisk konfirmation lørdag aften d. 14. februar.
Blomster ved den jødiske Synagoge i Krystalgade, København onsdag d. 18. februar 2015, på det sted hvor Dan Uzan blev skuddræbt, da han stod vagt ved en jødisk konfirmation lørdag aften d. 14. februar.
Vis mere

20. februar

Omar El-Hussein begraves på den muslimske gravplads i Brøndby. Samme dag oplyser Københavns Politi, at der er fundet dna-spor af Omar El-Hussein ved Krudttønden.

27. februar

En 18-årig mand med nære relationer til Omar El-Hussein anholdes og sigtes for at have forsynet ham med en skudsikker vest og mindst en kniv. Han løslades 21. januar.

19. marts

En 30-årig mand anholdes og sigtes for at have skaffet tøj af vejen under angrebet. Dagen efter anholdes en femte »hjælper«, en 25-årig mand, som sigtes for at have skaffet våben væk og et skjulested til Omar El-Hussein.

14. april

Redegørelse fra Kriminalforsorgen viser, at Omar El-Hussein blev radikaliseret under sine ophold i fængslerne.

3. februar

Omar El Husseins fire hjælpere tiltales for terrorisme. De nægter sig alle skyldige. Retssagen begynder 10. marts.