Tusindvis af børn lagde krop til nazisternes eksperimenter under Anden Verdenskrig. Ny bog bringer den grusomme historie frem i lyset igen.
Under et nådesløst neonlys stod glaskrukkerne stablet i reol på reol i kælderrummet. Møjsommeligt og med sirlig skrift var de påsatte etiketter nummererede. Der var tydeligvis system i tingene. Aldersgruppe, køn og vægt stod de sorteret i.
789 glaskrukker stod der på de støvede reoler. De udgjorde – ifølge dr. Heinrich Gross – ’et righoldigt og fuldt anvendeligt anatomisk materiale... den formodentlig største og tillige mest righoldige samling af sin art’. Men ikke på én eneste af dem stod der et navn.
Havde der gjort det, ville der bl.a. have stået: Annemarie 4 år. Erika 4 år. Franz 2 år. Helene 9 år. Ingemar 11 år. Karl Leopold 2 år. Robert 1 år. Willfried 3 år. Navnene på otte ud af knap 800 børn, der under Anden Verdenskrig blev brugt til nazilægernes medicinske forsøg på klinikken Am Spiegelgrund uden for Wien. Og derefter aflivet.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS - første måned er gratis - og læs hele historien om nazisternes grusomme eksperimenter på børn, der kostede tusindevis af liv ...
Under et nådesløst neonlys stod glaskrukkerne stablet i reol på reol i kælderrummet. Møjsommeligt og med sirlig skrift var de påsatte etiketter nummererede. Der var tydeligvis system i tingene. Aldersgruppe, køn og vægt stod de sorteret i.
789 glaskrukker stod der på de støvede reoler. De udgjorde – ifølge dr. Heinrich Gross – ’et righoldigt og fuldt anvendeligt anatomisk materiale... den formodentlig største og tillige mest righoldige samling af sin art’. Men ikke på én eneste af dem stod der et navn.
Havde der gjort det, ville der bl.a. have stået: Annemarie 4 år. Erika 4 år. Franz 2 år. Helene 9 år. Ingemar 11 år. Karl Leopold 2 år. Robert 1 år. Willfried 3 år. Navnene på otte ud af knap 800 børn, der under Anden Verdenskrig blev brugt til nazilægernes medicinske forsøg på klinikken Am Spiegelgrund uden for Wien. Og derefter aflivet.
Det er en ny bog, ’De udvalgte’ af Steve Sem-Sandberg, der har gjort den grufulde historie om forsøgsklinikken aktuel igen.
Selvom den er skrevet som fiktion, bygger dens skræmmende indhold på beretninger fra nogle af de få, der overlevede ’opholdet’ på Am Spiegelgrund, og som aldrig glemmer smerterne. Og skrigene, der konstant skar gennem luften.
Et paradis udefra
Klinikken var en del af den østrigske hovedstads Steinhof hospital, som – set udefra – var et lille stykke paradis. Imposante bygninger omkranset af skyggefulde træer og store grønne områder.
Men inde i 13 af hospitalets 34 pavilloner foregik der fra 1940 og frem til 1945 uhyrlige forbrydelser mod børn som led i nazisternes racehygiejne-program. T4 blev det kaldt.
Ideologien bag Hitlers program var, at det tyske folk skulle renses for fysisk og psykisk handicappede. Og blandt de 30-40 anstalter der indgik i T4-programmet, var altså Am Spiegelgrund, som udover handicappede også indlemmede børn af modstandsfolk og kommunister og problembørn.
Leopoldine Maier var en af de heldige, der slap fra Am Spiegelgrund i live.
Hun var fem år gammel, da hun blev revet bort fra sin mor og transporteret til klinikken uden for Wien. Hvorfor, har hun aldrig fundet ud af, men hun husker, hvordan hun straks efter ankomsten skulle gennem den første test. Dén, der skulle fastslå, om hun var af arisk oprindelse.
Den foregik ved, at hun fik målt sit hoved. Derpå nøje gransket ørerne.
»Tilhørte man den ariske race, havde man ifølge lægerne en fold mellem det ydre øre og kraniet, som jøder åbenbart ikke havde. Jeg var heldig,« hedder det i hendes beretning på den østrigske mindeside gedenkstaettesteinhof.at.
Skulle spise sit opkast
Hun husker afstraffelser. Hvordan hun fem år gammel blev tvunget til et stå på ét ben i en time, når hun havde tisset i sengen. Hvordan hun kun iført en tynd kjortel blev tvunget til at marchere gennem iskoldt mudder. Hvordan straffen for at kaste maden op var at spise den igen. Og igen. Og igen.
Men dét, som hun helt frem til sin død i 2013 huskede allerbedst, var en lyd. Den helt særlige lyd, der opstod i dét øjeblik, hvor en kanyle på tykkelse med en strikkepind blev hamret ind mellem hendes ribben.
»Jeg led af tuberkulose, og de punkterede mine lunger uden bedøvelse med denne tykke kanyle. Den lyd kan stadig give mig mareridt.«
Som hun på mindesiden selv udtrykker det, var hun heldig. For hun overlevede. Hvilket mange af børnene, der havnede i bygning 17, ikke gjorde.
Forsøg uden bedøvelse
Det var i dén, at de værste og mest smertefulde forsøg foregik, herunder sklerose-research, der krævede røntgen-fotografering af børnenes hjerner. En proces, der foregik uden bedøvelse og i bogen ’De udvalgte’ beskrives sådan her:
»Så følger lumbalpunkturen med den lange nål, der stikkes ind i rygraden i den nederste del af lænderyggen, hvorefter rygmarvsvæsken langsomt trækkes ud. På barnet blegner huden og bliver derefter blå.... dernæst bliver huden lige så hurtigt rød, og øjnene svulmer hvide af skræk, når smerten stikker tusind skarpe knive gennem hovedet...
Maveindholdet sprøjter bare lige ud af munden på det (barnet, red.), det forsøger at skrige, men skriget kvæles af mavevæsken, som fortsætter med at strømme ud af halsen. Så ligger organerne blottede inde i kroppen som små, hårde sten, der skraber mod hinanden, og luften pumpes ind i rygmarvskanalen og stiger op til hjernen, som nu er berøvet sit beskyttende væskelag. Og lyset bliver hvidt, som om nogen har ætset virkeligheden bort fra verden.«
Derudover blev børnene pumpet med smitsomme sygdomme og udsat for forsøg med vacciner af Am Spiegelgrunds medicinske ledere, neurologerne Ernst Illing og tidligere nævnte Heinrich Gross.
Sendt til dødsbygningen
Disse eksperimenter foregik i pavillon 17. Og når de to læger var færdige med børnene, blev de sendt over i pavillon 15. Dødsbygningen, hvor de efter kort tid døde som følge af såvel fejlernæring som de smitsomme sygdomme, de var blevet påført.
Og når døden var indtruffet, blev de parteret. Hjerner, kirtler og rygmarv konserveret i store glaskrukker.
’4j’ kunne der stå på krukken. Fire-årig dreng. Diagnose: idiot.
Børnenes forældre modtog et kortfattet brev fra Am Spiegelgrunds personale. ’Vi beklager at måtte meddele Dem,’ begyndte det, og fortsatte så ’at Deres søn pådrog sig en kraftig lungebetændelse, som vi desværre ikke var i stand til at kurere’.
»Disse minder fra barndommen forkrøbler én. Du kan dække dine sår og ar, men de er der stadig for altid. Dem og så frygten vil altid sidde i en,« som Leopoldine Maier erkender på tidligere nævnte mindeside.
Kom aldrig i fængsel
De 800 glaskrukker med Annemarie, Erika, Franz, Helene, Ingemar, Karl Leopold, Robert, Willfried og alle de andre børn blev efter krigens ophør stående i kælderen under Am Spiegelgrund. Ingen rørte dem. Ingen stillede spørgsmål. De var dr. Heinrich Gross’ private samling, som han efter krigen fortsatte med at bruge i sin research af mentale sygdomme.
Selvom han i 1950 blev stillet for en domstol i Østrig og blev idømt to års fængsel for manddrab, afsonede han aldrig straffen.
Alois Kaufmann var talsmand for den gruppe af overlevende ofre for eksperimenterne på Am Spiegelgrund, der mange årtier senere forsøgte at få sagen genoptaget, og dr. Heinrich Gross holdt ansvarlig for mordene på de 800 børn.
»Spurgte han nogensinde børnene om deres skrig, før de blev dræbt? Havde han ondt af den ti dage gamle dreng, hvis mave han sprættede op for at give ham indsprøjtninger? Han var nazist og skulle leve resten af sine dage bag tremmer,« rasede Alois Kaufmann i pressen. Forgæves. Heinrich Gross blev erklæret uegnet til retsforfølgelse.
Først i 2002 fik størstedelen af de 800 børn og deres familier endelig fred. De er i dag stedt til hvile på en mindeplads på Wiens største kirkegaard, Wiener Zentralfriedhof.
