Foghs tidligere livvagt Frank Martinsen blev slidt psykisk ned af konstant stress og pres i PET. Hans sidste mission gav ham et traume for livet. I dag bor han på et herberg.
Opret abonnement på PLUS og læs historien om Frank Martinsens liv som livvagt for den tidligere statsminisster Anders Fogh Rasmussen, og hvordan det førte til en personlig deroute og ar på sjælen.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Han gik to skridt bag Anders Fogh i fire år. Beskyttede Bill Clinton og Jacques Chirac, ryddede Ungdomshuset og døgn-overvågede den eneste danske Guantanamo-fange. Han levede på adrenalin og alkohol, men mistede til sidst sin familie i jagten på næste sus. Da han vendte hjem fra sin sidste mission, havde han fået nok.
Frank Martinsen har udlevet de drengedrømme, som for størstedelen af alle mænd bliver ved drømmene. Højspændte aktioner og hemmelige opgaver, som taget ud en James Bond-film. Men i dag er han så ødelagt af at have haft ansvaret for andres liv, at han ikke er i stand til at tage vare på sit eget.
»Jeg havde været helt oppe at køre i årevis, og til sidst knækkede jeg bare. Jeg kunne ikke klare stresset og presset mere. Jeg skulle bare have fred. Det har jeg her. På den måde er det rart at være hjemløs. Det er dejligt uforpligtende,« siger Frank Martinsen.
Han halvt ligger, halvt sidder på en briks og kigger ud ad vinduet fra sit værelse på Kollegiet Gl. Køge Landevej, der er et herberg for mænd i Valby. Foran ham står et bord med to stole og i forlængelse af dem en skillevæg, hvor han har sit tøj og en pose med meget af det udstyr, han engang brugte. Maske, dragt, »men ingen våben«, forsikrer han. I entréen til de 16 m2 er der et tekøkken, men bad og toilet deles de om på gangen. På den måde minder stedet om et rigtigt kollegium, bortset fra at det her ikke er et krav, at man er under uddannelse og på SU, men mand, over 25 år og hjemløs.
Frank Martinsen er alle tre ting, men han matcher ikke det stereotype billede af en hjemløs. Han er pænt klædt i sorte jeans og lilla T-shirt, håret er studset og kinderne glatbarberede.
Som barn regnede han ikke med, at han skulle opleve det, han har i dag, men han forventede heller ikke, at han en dag skulle sidde og kigge ud ad vinduet på et herberg.
Han begynder som en rod i Kalundborg i 60erne, men trækkes om på den rigtige side af loven og ind i militæret. Han falder for disciplinen og fællesskabet, søger ind på Politiskolen, og i 1992 er han blandt de syv, der bliver udtaget til politiets eliteenhed Aktionsstyrken (AKS).
Han er med i den undercovergruppe, som følger rockerne under den store rockerkrig i 90erne, og han er også med blandt de sortklædte betjente, der 1. marts 2007 rydder Ungdomshuset på Jagtvej 69.
»Vi var helt oppe at køre. Man kommer ind i fællesskabet med gutter, klapper hinanden og siger, at den ene er bedre end den anden. Det er et fællesskab, hvor man respekterer hinanden og er afhængige af hinanden. Hvis man går ind i et rum som her, skyder døren op, så skal man fandeme vide, hvor man har hinanden.«
Han løfter sin venstre arm og en rødlig tatovering kommer til syne på overarmens inderside. Pile pegende i alle verdenshjørner med et sværd igennem. »Vi kan komme fra luften, fra nord, syd, øst og vest og kan om nødvendigt bruge våben. Det sidder her, fordi vi ikke render og praler med det, og fordi det sidder tættest på hjertet,« siger han og lægger armen ind over brystet.
»Jeg elskede det broderskab, jeg blev en del af.«
Det er det, han lever for i ti år - fra 1992 til 2002.
»Jeg var mere sammen med familien AKS, end jeg var sammen med min egen familie. Min ekskone sagde på et tidspunkt: Dine børn kalder dig Frank i stedet for far.«
Han begraver ansigtet i hænderne og kvæler en kort hulken. Ordet ’familie’ trigger stadig noget i ham. Det var den pris, han til slut betalte for sine eventyr.
’Man bliver som en maskine’
Når personsøgeren, som man havde før mobiltelefonerne, bipper under familiemiddagene, løber han ud, venter, til en politibil for fuld udrykning samler ham op og kører ham til et aftalt mødested for næste aktion. Sjældent kan han fortælle sin daværende kone, hvad han skal.
»Man var bare klar til arbejde. Man blev som en maskine - det var det syge i det.«
Engang spurgte en psykolog i tjenesten, om han ville være i stand til dræbe. »Ja,« svarede han prompte.
»Er det for fanden ikke det, jeg er blevet uddannet til? Det er ikke noget, vi ønsker, men det er den sidste udvej, som vi kalder det,« siger han i dag.
I 2003 bliver han headhuntet til jobbet som livvagt for den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han lægger sin sorte kampuniform, trækker i habit med pistol under jakken og vænner sig til at stille hver morgen i Nærum 07:20, hvor statsministeren kommer ud på minutslaget og altid med en hvid plastikpose med alle sine papirer.
»Jeg kunne godt lide Fogh, vi havde det sgu sjovt sammen. Hvad mange ikke ved, er, at han har humor.«
Han griner. »Det gjorde vi altid med Fogh,« slutter han flere af sine sætninger.
I 2014 udgiver han bogen ’Livvagt’ om årene med Fogh. Dengang Anders Fogh Rasmussen skød en moskusokse på 153 meters afstand på en tur til Grønland og klappede sin livvagt på skulderen med ordene »One shot, one kill«, om de gange Fogh besøgte sin polske ven Marek Stawowy i Aarhus, og dengang kronprinsesse Mary blev lidt for nær ven med en af sine livvagter. Historierne er kulørte, men overtræder næppe nogen tavshedsklausuler.
I virkeligheden er Frank Martinsen udmattet i de år. De lange dage som livvagt tærer på ham. Planlagt afspadsering sløjfes for at blive erstattet af nye vagter, han ser sjældent sin kone og sine børn, og i stedet begynder han at drikke den tiltagende stress væk. Efter fem år tager han øresneglen ud for sidste gang.
»For meget alkohol og for meget stress. Alkoholen brugte jeg til at afstresse - på den forkerte måde. Jeg skulle have ro. Jeg var helt oppe at køre. Mange, som jeg kendte, måtte stoppe, fordi koner og kærester sagde fra. Så måtte man vælge mellem styrken eller konen.«
I hans historie er det ikke ham, men familien, der tager valget.
»De sagde farvel.«
Ordene forsvinder i en strøm af tårer. Den dag i dag har han har svært ved at sætte ord på, hvad der egentlig skete, men faktum er, at han bliver skilt.
»Jeg var for egoistisk. Jeg glemte min familie. Jeg kunne ikke se, hvor langt ude jeg var, mens det stod på. Jeg troede, jeg kunne klare det hele. Jeg sled mig langsomt op.«
Som afskedsgave sender han Anders Fogh en cd-rom med billeder fra de ture, de har været på til Mexico, Nicaragua, Argentina, Brasilien, og statsministeren kvitterer med en håndskreven hilsen: ’Mange tak for cd’en med billeder. Gode minder fra spændende ture. Dit nye job i PET’s afdeling 1 lyder spændende, og jeg ønsker dig alt det bedste i fremtiden’.
I PET’s afdeling 1 skal han sidde på en kontorstol kl. 9-16, men han har »for meget krudt i røven til at sidde og lave terroranalyse ved en computer«. Han opretter eget sikkerhedsfirma, og da han bliver tilbudt job i det private erhvervsliv, slår han til.
Han bliver sikkerhedschef i Saxo Bank med ansvar for 17 mand, der skal passe på bankfirmaet og beskytte Lars Seier Christensen og Kim Fournais, som er potentielle mål for kidnapning og indbrud. Han vil stadig sent glemme dengang, han fragtede en nervøs dansk underdirektør i Saxo Bank - hvis navn han ikke må nævne - rundt i Schweiz, fordi han blev presset for penge.
»Han var skide bange. Der var nogle seriøse trusselserklæringer mod ham, så i ti dage flyttede vi ham fra hotel til hotel. Der var ingen, der kunne finde os.«
Han griner ved tanken.
Skuddene, der fik ham ud over kanten
I 2012 får han et tilbud, han ikke kan sige nej til. Et britisk sikkerhedsfirma, hvis navn han heller ikke må nævne, hyrer ham til at passe på EU-medlemmer i Israel, når de skal ned for at se, hvordan støttekronerne bliver brugt. Det er godt lønnet, men under en opgave i det konfliktfyldte Gaza går det galt. Han og hans kollega kommer under beskydning, og Frank Martinsen gør det, han er uddannet til. Han stiger ud og skyder. Han tror, det var et bagholdsangreb - dem, han rammer, tror han og hans kollega var israelere. Tre palæstinensere mister livet. Den dag i dag er han stadig i tvivl om, hvem der egentlig sender de dræbende kugler af sted, men i bund og grund er det ligegyldigt. Tre mennesker dør.
»Jeg går ud og slår tre mennesker ihjel. Det var for fanden ikke, hvad jeg ønskede. Det ønsker ingen mennesker. Men de skyder, og jeg reagerer ved at skyde. For at redde dem og os. Jeg tænker ikke. Jeg gør bare det, jeg er uddannet til. Så gør du bare de ting. Det lyder helt sygt, når jeg siger det, men jeg blev en maskine. Jeg ved ikke, hvem der skød hvem.«
Tårerne står i det blå øjne, mens han forsøger at stykke fortællingen sammen. Han kan ikke fortælle uden at miste mælet, og det meste må han ikke fortælle af hensyn til den kontrakt, han dengang underskrev med det britiske sikkerhedsfirma. Han valgte den sidste udvej, men han var ikke uddannet i at takle følgerne.
»’Nu har du fået nok, Frank’. Jeg gad ikke krig og alt det lort mere. Jeg ville bare hjem og have fred. Jeg kunne ikke mere. Ramte bare bunden. Bang. I dag har jeg stadig mareridt om det i Gaza. Det er det, der stadig springer op mit hoved,« forklarer han.
Hjemme i Danmark flytter han direkte ind på Veteranhjemmet i København, og de kommende år bevæger han sig ind og ud af forskellige forsorgshjem og herberger, men han lever aldrig decideret på gaden.
»Jeg havde det så skidt. Flere af mine veteranvenner flyttede ud i skoven, og jeg tænkte også på det. Når låget ryger af, har man bare brug for fred.«
Han har også brug for hjælp, men den psykologbistand, han i første omgang bliver lovet, ender med at blive frafaldet.
»Jeg var simpelthen så glad, men så fik jeg besked om, at jeg alligevel ikke kunne få hjælp, fordi den operation, jeg havde været med i, var en civil og ikke en dansk operation. Det var et dunk i hovedet. Ingen fulgte op, og når man er i sådan en situation, som jeg er og har været, så følger man ikke selv op.«
Den traumatiske oplevelse i Gaza lagde sig i bunken over aktioner og stress, som gennem årtier havde presset ham til kanten, men han er aldrig blev udredt hos en læge og har ingen diagnose på posttraumatisk stress.
»Jeg ved godt, hvad jeg har. Den måde jeg reagerer på. Det behøver jeg ikke en læge til at fortælle mig.«
I dag har Frank Martinsen fået bevilget timer hos en idrætspsykolog, hvor han træner og taler med psykolog før og efter træningen.
»Jeg har sgu ikke behov for nogen, der sidder og fortæller mig, hvordan jeg har det. Dem, du kan snakke med, er dem, du har været i krig med.«
Ekskollegerne, som han stadig har kontakt med.
»Det er guld værd.«
Han har det bedst, når han okser tankerne ud eller skriver dem ud af systemet. Som de mareridt, der stadig hjemsøger ham.
»Nogle gange vågner jeg ved, at jeg slår en arm ind i væggen, fordi jeg tror, jeg er ved at blive overfaldet. Jeg har også engang nikket min ekskæreste en skalle i søvne. Hun græd, og jeg græd. Jeg var nødt til at sove på gulvet, fordi jeg var bange for mine reaktioner. Når det sker i dag, sætter jeg mig og skriver. For at få det ud.«
Han vil gerne holde foredrag om sit liv, men mest af alt drømmer han om at få sit eget hjem. Han har skrevet sig op til en lejlighed, men det er ikke let, når han som mange hjemløse har gæld efter sit firma og er registreret i RKI. Han vil gerne tættere på Bagsværd, så han kan være mere sammen med sine fire børn på 14, 18, 25 og 28. Der hænger portrætter af dem på væggene, som hans datter har malet, og der står billeder af hans søn, der har vundet guld i hækkeløb flere gange. Modsat mange, der mister hjem, har Frank Martinsen ikke mistet kontakten til familien. Han har været heldig - eller er bare et rart menneske, som han siger.
Det sidste halvandet år har han levet på herberget i Valby af sin kontanthjælp. »Ja, hvad er de egentlig gået med,« spørger han retorisk.
Han skriver meget, måske en ny bog, læser meget og hænger ud med de andre beboere. Og så søger han efter job, men det skal ikke være for enhver pris.
»Jeg føler ikke længere, at jeg er langt ude. Jo, jeg er ude, for jeg er i Valby, men jeg er på vej op nu, men jeg er ikke klar endnu. Jeg er ikke klar herinde,« siger han og prikker på tindingen.
»Engang tjente jeg 95.000 kr. om måneden, men jeg vil ikke tilbage for de penge. Så hellere nøjes med 20 kr., man kan gå ned og købe en bolle for. Jeg har det, jeg vil have her. Fred. Og ro.«
