Den danske afdeling af Red Barnet opstod i kølvandet på krigen og fik over 20.000 europæiske børn på ret køl - men ikke alle børn var lige velkomne.
Opret abonnement på BT PLUS og læs historien om, hvordan hjælpeorganisationen Red Barnet startede for 70 år siden og den interne kamp for at hjælpe tyske børn.
’Tak til danskerne,’ står der på det banner, som glade og velnærede franske børn på billedet lader blafre udenpå togvognen. Den vogn, der skal bringe dem hjem til familien efter flere måneders tiltrængt og kærlig pleje i Danmark.
Og der var mange af dem. I alt 4.930 børn fra det sønderbombede Frankrig fik i perioden sommeren 1945 til 1950 omsorg både ind- og udvendig hos danske plejefamilier. Og det var tiltrængt. For ifølge en beskrivelse fra Østfrankrig - som var hårdest ramt - levede beboerne i ’ruiner og kældre uden gas og lys’, ligesom rigtig mange fædre var blevet deporteret til østfronten, mens kvinderne som eneforsørgere imens bukkede under grundet sygdom, overarbejde og manglende ernæring. ’Derfor er i disse byer 2/3 af børnene enten fader- eller moderløse, hvis de ikke er forældreløse,’ som det hed i beskrivelsen.
Derfor kom børnene til Danmark. Takket være hjælpeorganisationen Red Barnet, som i sidste uge kunne fejre 70 års jubilæum i Danmark. 70 år med store humanitære sejre.
Det hele begyndte altså i skyggen af Anden Verdenskrig, hvor elendigheden i hele Europa var knugende. Første Verdenskrig havde været slem, men ødelæggelserne og følgevirkningerne dog intet mod de skader, de nye våben og bomber kunne forårsage.
En gruppe stærke kvinder
Hvor Red Barnet allerede var stiftet i udlandet i 1919, blev der i Danmark først gjort tiltag i efteråret 1944, hvor en departementschef fra Socialministeriet havde besøgt Stockholm for at studere, hvordan svenskerne forberedte sig på den afslutning på krigen, som alle håbede var nært forestående.
Og stærkt inspireret af den svenske afdeling af Red Barnet samlede han en gruppe stærke kvinder i København med henblik på at etablere en efterkrigshjælp i Danmark. Og 14. marts 1945 var den en realitet. Med den humanitære ildsjæl Valborg Hammerich - som sammen med sin mand Kai havde været aktiv i modstandsbevægelsen - i formandsstolen.
Der var hurtigt nok at se til for de dedikerede ansatte og frivillige. Mere end nok, som man eksempelvis kunne læse i en beskrivelse af arbejdsforholdene på hovedkontoret.
’Vi kan nævne, at tre af vore kontordamer for tiden har seneskedehindebetændelse på grund af overanstrengelse i armmusklerne, og at to andre er fraværende på grund af overanstrengelse i øvrigt,’ stod der i beskrivelsen.
Dynger af henvendelser
Ikke alene skulle store dynger af henvendelser om hjælp besvares. Der skulle også samles penge ind. Rigtig mange penge. For allerede en måned efter befrielsen begyndte de første nødlidende børn at ankomme til Danmark fra Europa.
Det var ikke fordi, at danske børn ikke havde behov for hjælp. Men ifølge Red Barnets egen hjemmeside vurderede man, at vi trods alt herhjemme var kommet relativt helskindet gennem krigen, og at organisationens første prioritet derfor måtte være at yde hjælp til børn udenfor landets grænser. Dér hvor sulten og elendigheden var størst. Og her stod Holland forrest i køen.
Alene i 1945 kom 3.549 børn i alderen 6-14 år hertil. Og derefter fulgte de fra de øvrige lande i en lind strøm.
Men selv humanitære hjerter kan have en hård og uforsonlig skal.
Allerede i februar 1946 opstod der nemlig en konflikt i hjælpeorganisationen. På Red Barnets første landsmøde gik Valborg Hammerich på talerstolen. Og så var der ballade.
»Mange vil spørge, hvilke børn skal nu hjælpes – hvad med tyske børn?« indledte hun og fortsatte så: »At sindene her let kan bevæges, er i sin orden og kun rimeligt. Vi står i en international organisation, som har lovet at hjælpe nødstedte børn uanset nationalitet, race og tro. Som det står for os i Arbejdsudvalget i dag, kan vi ikke se, at der er nogen rimelighed for at tage tyske børn til Danmark. Danmark har – om end ufrivilligt – påtaget sig en så stor byrde med hensyn til de tyske flygtninge, at vel intet land kommer til at yde Tyskland mere end vi,« sagde Valborg Hammerich i den tale, der året efter endte med at give hende selv dødsstødet i Red Barnet.
Truede med at gå
Men hun havde opbakning til sine ord. Flere lokalkomiteer bakkede hende op, og i Sønderjylland kom det så vidt, at man her truede med helt at forlade Red Barnet, hvis de tyske børn modtog hjælp. Også hjælpen til både Ungarn og Østrig blev kritiseret, fordi de to lande tilhørte aksemagterne, altså en del af alliancen med Tyskland.
Til sidst måtte næstformand Fritz Lerche mane til besindelse.
»Den tid er inde, da vi må nedkæmpe hadet i vort sind, hvis vi skal have noget håb om, at der skal vokse en ny verden op,« buldrede han fra talerstolen.
Debatten internt i organisationen var dog ophedet helt frem til slutningen af 1948. Og samtidig lå hele problematikken på politikernes bord på Christiansborg. Det var nemlig i sidste ende dem, der skulle udstede de nødvendige tilladelser.
Da der endelig blev åbnet op for transporterne fra Tyskland til Danmark, var det dog kun et mindre antal tyske børn, der kom til landet gennem Red Barnet på grund af regeringens stramme regler.
Modviljen mod at hjælpe de tyske krigsbørn gjaldt dog ikke kun hjælpeorganisationerne. I befolkningen blev der også skelnet mellem, hvem der var en humanitær indsats værd. Og hvem der ikke var.
Ifølge historiker og læge Kirsten Lylloff døde ikke færre end 7.700 østtyske børn i Danmark i efterkrigsårene. Som følge af underernæring.
Men det er en helt anden historie.
I alt fik 21.035 børn fra det sønderbombede Europa ophold i Danmark fra 1945 til 1949 gennem Red Barnet. Og vendte - som de franske børn på billedet - efter tre måneders ophold glade og med sul på kroppen hjem igen.
Så mange børn fik Red Barnet til Danmark
- Holland: Frem til december 1946 kom 6.500 hollandske børn til landet.
- Frankrig: 4.930 franske børn havde tre måneders ophold hos danske plejeforældre frem til 1950.
- Polen: Omkring 2.000 polske børn nød så godt af besøget, at de første 500 vejede to ton mere, da de rejste hjem.
- Ungarn: Svære forhandlinger med myndighederne betød, at kun 1.500 børn kom til Danmark.
- Østrig: I december 1949 rejste de sidste børn hjem. Tallet fra Østrig nåede op på 3.400.
- Italien: På trods af en del kontroverser, kom næsten 2.000 italienske børn hertil.
- Norge og Finland: Også børn fra nabolandene kom til Danmark. Det samlede antal kendes ikke.
