Den kendte Bakkesangerinde Dot Wessman, der er kæreste med DF-profilen Morten Messerschmidt, er stadig gift med sin eksmand.

Kæresteparret Morten Messerschmidt og Dot Wessman har måtte indrette sig utraditionelt pga. Dot Wessmans forretninger. Blandt andet er Dot stadig gift med sin "eks", der også er hendes forretningspartner.

Opret abonnement på BT PLUS og læs alle artikler om sagen og få adgang til hele PLUS-universet. 1. måned er gratis - herefter 29 kr. per måned (ingen binding).

Du får i denne artikelpakke:

  • Dot og Messerschmidts økonomiske nedtur
  • Her er redningen - måske
  • Dot stadig gift med eksmanden
  • Skilsmisse kan være dyr

Kæresteparret Morten Messerschmidt og Dot Wessman har måtte indrette sig utraditionelt pga. Dot Wessmans forretninger.

Bl.a. er Dot Wessman stadig gift med sin eksmand, Tommy Wessman, ligesom Morten Messerschmidt er indsat som direktør i tre selskaber, som knytter sig til Dot Wessmans forlystelsesforretninger på henholdsvis Dyrehavsbakken og det lukkede Damhus Tivoli i Rødovre.

Sammen med sin forretningspartner Tommy Wessman er Dot Wessman nemlig ejer af det nu lukkede Damhus Tivoli i Rødovre, ligesom de via en stribe selskaber står bag flere forlystelser på Dyrehavsbakken nord for København.

Men forretningerne er ikke det eneste, der knytter Tommy og Dot Wessman sammen. Forretningspartnerne kan stadig kalde sig mand og kone, idet de på papiret stadig er gift, selv om de i en årrække reelt har levet hver for sig, og Dot Wessman siden 2007 har dannet par med DF-politikeren Morten Messerschmidt. Altså må Morten Messerschmidt leve med, at hans kæreste er gift med ‘eksmanden’.

Tidligere er det dog blevet beskrevet, at deres fortsatte ægteskab skyldes ‘hensyn til fælles forretning’.

»Det bekræftes, at Tommy og Dot Wessman i juridisk forstand aldrig er skilt. Dette skyldes hensyn til fælles forretning. Tommy og Dot Wessman er registreret ved de offentlige myndigheder - herunder Skat - som ikke samboende. Dette er en alment kendt konstruktion for ægtefæller med større fælles virksomheder, der vælger at leve adskilt,” skrev Messerschmidts rådgiver Kristian Wederkinck Olesen til ugebladet Se og Hør i 2011.

Udover at være gift på papiret, holdes ‘ægteparret’ også sammen af et hus. De har nemlig en villa på den attraktive villavej Emiliekildevej 50 i Klampenborg, hvor også prins Joachim bor.

Villaen er et fælleseje. Den offentlige ejendomsvurdering ligger på 7,2 mio. kr. Parret har optaget lån i ejendommen - senest i 2013, hvor parret lånte 6,16 mio. kr. i villaen, fremgår det af tinglysnings-papirerne.

At eks’erne stadig er gift kan give god mening, fortæller advokat og ekspert i familieret Ulrik Grønborg.

»Hvis en af ægtefællerne har privat gæld, vil kreditorerne kunne drage nytte af en skilsmisse i form af halvdelen af den anden ægtefælles formue. Men så længe de er gift, er den anden ægtefælles formue urørlig for kreditorer, uanset om der er særeje eller fælleseje,« siger han.

‘Ægteparret’ Wessman ser dog ikke passivt til den økonomiske nedtur. Som det fremgår af de foregående sider, så satser Dot og Tommy Wessman på, at Damhus Tivoli-grunden i Rødovre kan blive millioner af kroner værd efter en lokalplansændring, der ventes at blive vedtaget i næste måned.

Allerede i 2011 lavede Dot Wessman og Morten Messerschmidt en manøvre, som en ekspert kalder en ‘omvendt’ konefinte, og som kan ses som en forberedelse på at den fremtidige gevinst bliver så høj som muligt.

Manøvren består i, at der i 2011 blev oprettet et selskab med navnet ApS HEH 1045. Selskabet købte 50 pct. af anparterne i det gældsplagede selskab Damhus Holding ApS, som Dot Wessman og Tommy Wessman står i spidsen for. Selskabet er pengetanken bag Damhus Tivoli. Prisen for anparterne var - fremgår det af regnskaberne - 1 krone.

Morten Messerschmidt blev kort efter oprettelsen indsat som direktør i firmaet. Og ifølge det seneste årsregnskab er Messerschmidt stadig direktør.

Manøvren med at købe halvdelen af holding-selskabet kan vise sig at være et smart økonomisk træk, hvis Morten Messerschmidt også er ejer af virksomheden. Det er dog uklart, hvem der ejer anparterne i ApS HEH 1045.

»Hvis Dot Wessman har været vidende om, at der var udsigt til, at anparterne ville stige i værdi, kan salget til Messerschmidts selskab være sket ud fra et ønske om, at værdistigningen ikke fuldt ud skulle komme hendes personlige kreditorer til gode. Halvdelen af værdistigningen kanaliseres med salget over til Messerschmidts selskab og kan således ikke røres af Dot Wessmans personlige kreditorer,« siger cand. jur. med speciale i skatteret Michael Egholm.

Han tilføjer:

»På den led svarer det til at lave en omvendt ‘konefinte.«

BT har forsøgt at få en kommentar til konstruktionen, men hverken Dot Wessman eller Morten Messerschmidt har ønsket at udtale sig. BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tommy Wessman.