I morgen begynder retssagen mod bl.a. Flemming Østergaard, der er tiltalt for kurssvindel. Men Flemming Østergaard er ikke bange for at blive dømt.

- Det kan lyde mærkeligt, men jeg glæder mig faktisk til, at vi kommer i gang med retssagen. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at jeg bliver dømt.

Parkens tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard ryster ikke på hånden, selv om han står overfor en langvarig retssag, der i værste fald kan udløse en bøde på over 15 mio. kr. og en ubetinget fængselsstraf på et år eller mere til fodboldklubben F.C. Københavns tidligere førerhan.

Opret abonnement på BT PLUS og læs hele interviewet med Don Ø.


- Det kan lyde mærkeligt, men jeg glæder mig faktisk til, at vi kommer i gang med retssagen. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at jeg bliver dømt.

Parkens tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard ryster ikke på hånden, selv om han står overfor en langvarig retssag, der i værste fald kan udløse en bøde på over 15 mio. kr. og en ubetinget fængselsstraf på et år eller mere til fodboldklubben F.C. Københavns tidligere førerhan.

Når retssagen for omfattende børsmanipulation begynder på mandag i Københavns Byret, har den juridiske opvarmning været i gang i flere år, og selve kampen på lovparagraffer og juridisk grundform i byrettens afdeling på Rådhuspladsen ventes først at blive fløjtet af i det sene forår eller til sommer.

»Det har været et mareridt at gå og vente i over fire år på, at den sag kommer for. Jeg kigger mig i spejlet og siger, at jeg ikke har gjort noget forkert, men det har været været hårdt for mine børn og familien i det hele taget,« siger den 71-årige Don Ø, der fra sagens begyndelse har nægtet sig skyldig.

Træt af at forklare

»Du bliver konfronteret med det hver eneste dag, forstået på den måde at gode venner spørger høfligt til det, og man bliver næsten træt af at forklare det hele tiden. I den situation er det forfriskende at rejse til udlandet, hvor man er fri for dagligt at blive spurgt, hvordan det går,« fortæller Flemming Østergaard til BT over en telefon fra USA, hvor han har opholdt sig i tiden op til retssagens begyndelse.

»Jeg har meget travlt med foredrag og forskellige forretningsområder. I øjeblikket er jeg i USA, men jeg har også arbejdet i bl.a. Dubai, Chennai, Singapore og London, hvor jeg har løst forskellige opgaver.«

»Men alligevel glæder mig til, at retssagen kommer i gang, og jeg er helt sikker på, at det danske retssamfund fungerer. At der så har været nogle overraskelser på vejen, det er en anden ting, som jeg vil komme ind på i den bog, som jeg er ved at skrive. Den udkommer - afhængigt af retssagen - i slutningen af 2015,« fortæller Østergaard.

»Hvis man skal pege på noget glædeligt ved selve sagen, så har det været at konstatere, hvor mange gode og ægte venner jeg har. De støtter omkring det hele på en måde, så man virkelig har lært, at man har venner. Og så er der selvfølgelig også de sædvanlige rygklappere, men dem kendte man jo på forhånd. Ingen nævnt, ingen glemt. Heldigvis har været langt flest af de rigtige venner.«

Dem der kysser røv

»Man vidste jo på forhånd, at nogle i vennekredsen kun var rygklappere. Det har man altid en mistanke om. De fylder meget lidt, og har måske kun udgjort en procentdel. Men der har da været nogle stykker, hvor jeg tænkte: okay, der viste du, at du var et røvhul.«

»Hvordan det konkret har vist sig, det vil jeg have lov til at gemme til min bog. Men det er jo altid sjovt at se, at mange af dem, der har kysset røv og har kysset i lang tid, de var alligevel ikke helt solide i deres væremåde, selv om de stadig kommer og omfavner en,«lyder det fra den tidligere magtfulde bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment.

I anklageskriftet fra Bagmandspolitiet bliver Don Ø fremstillet som en central figur i den omfattende kursmanipulation, som han og en række andre personer og selskaber er tiltalt for. Også den tidligere administrerende direktør i Parken, Jørgen Glistrup, er blandt de tiltalte.

Efter Bagmandspolitiets opfattelse fik Flemming Østergaard en ulovlig fortjeneste på godt 15,5 mio kr. ud af de omstridte handler med Parken-aktier og aktie-optioner i 2007 og 2008, mens Jørgen Glistrup tjente 2,2 mio kr.

Trods det juridiske slagsmål om Parken-aktierne, banker Flemming Østergaards hjerte dog for fodboldklubben F.C. København med uformindsket styrke:

»Jeg ser alle FCKs kampe, når jeg har mulighed for det – såvel ude som på hjemmebane. Der betyder sagen intet. Jeg er inviteret af mange sponsorer og mangler ikke billetter – tværtimod. Bare mens jeg har været herovre i USA, er jeg blevet inviteret af to eller tre sponsorer. Og jeg bliver stadig modtaget rigtig fint rundt omkring af mine kolleger i landets superligaklubber. Jeg får faktisk i dag en flottere modtagelse, end da jeg sad i FCK. Det er fantastisk. Jeg har lige været i Aalborg, hvor der var disket op med det hele. Det har været en ekstremt positiv oplevelse, må jeg sige.«

Nye boller på suppen

Flemming Østergaard blev kort efter sin fratræden som bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment i 2010 udnævnt til æresmedlem i F.C. København, men blev kort efter frataget ærestitlen af de nye ejere.

»Det var da en væmmelig oplevelse, når jeg oven i købet blev overtalt til at blive æresmedlem, som jeg ikke var interesseret i at blive i første omgang. Men det er en gammel historie – der er kommet nye ejere og nye boller på suppen, så det gider jeg ikke at bruge min tid på,« understreger Don Ø.

En tur bag tremmer

Heller ikke risikoen for at kunne blive idømt en velvoksen millionbøde og måske ryge en tur bag tremmer, finder Flemming Østergaard det ulejligheden værd at tænke nærmere over:

»Det kan jeg overhovedet ikke forestille mig. Jeg har ingen som helst tanker om det, for jeg HAR ikke gjort noget som helst forkert. Så enkelt er det. Jeg går heller ikke rundt hver eneste dag og tænker på, at jeg kan få en tagsten i hovedet.«

»Jeg er vred, det må jeg indrømme. Jeg er gal, rigtig gal. Jeg er gal over det system, der gør, at man skal vente i over fire eller snarere seks år med beskyldninger om det ene eller det andet. Det gør mig vred, når man har knoklet som en gal for at få stablet 3.000 arbejdspladser på benene og knokler 20 timer i døgnet. Jeg har også betalt millioner i skat, og så man kan sgu godt blive lidt bitter. Det må jeg indrømme.«

Trods bitterheden har Flemming Østergaard dog på intet tidspunkt overvejet at forlade Danmark:

»Nej, jeg er meget dansk. Jeg kunne have forladt landet og være blevet udenlandsdansker, allerede da jeg havde solgt mit første firma. Men jeg valgte at blive i Danmark med min familie og mine børn, så det har aldrig været aktuelt. Aldrig nogensinde.«