Jens Nielsen var en berygtet brandstifter og tyv, og som kun 29-årig blev han den sidste dansker, der blev henrettet i fredstid.
’Den lyd, der hørtes, lød som når man slår en våd svamp mod en væg - så hørte man en svagt klingende metallyd. Det var den halvtredje kvarter lange halvrunde æg, der besindigt blev trukket gennem skåret. Hovedet faldt i blikkoppen og trillede derfra videre ned i gruset.’
Disse uhyggeligt detaljerede ord - forfattet af journalist Henrik Cavling den 8. november 1892 - er beskrivelsen af den sidste henrettelse i Danmark i fredstid. Men også beskrivelsen af slutningen på et kun 29 år langt liv.
Hovedet, der faldt ned i blikkoppen og trillede videre ned i gruset, tilhørte Jens Nielsen, som trods sin unge alder var berygtet i hele verden. ’Hans henrettelse vil befri verden for et menneskeuhyre,’ skrev New York Times om det uhyre, som historiker Poul Duedahl nu har skrevet en biografi om. ’Ondskabens øjne’ hedder den meget passende.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele historien om menneskeuhyret Jens Nielsen, som i en alder af 29 blev den sidste dansker, der blev henrettet i fredstid. Hans historie byder på en uhyggelig skæbne - sådan så det ud i et Danmark med dødsstraf, 1892...
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Jens Nielsen var en berygtet brandstifter og tyv, og som kun 29-årig blev han den sidste dansker, der blev henrettet i fredstid.
’Den lyd, der hørtes, lød som når man slår en våd svamp mod en væg - så hørte man en svagt klingende metallyd. Det var den halvtredje kvarter lange halvrunde æg, der besindigt blev trukket gennem skåret. Hovedet faldt i blikkoppen og trillede derfra videre ned i gruset.’
Disse uhyggeligt detaljerede ord - forfattet af journalist Henrik Cavling den 8. november 1892 - er beskrivelsen af den sidste henrettelse i Danmark i fredstid. Men også beskrivelsen af slutningen på et kun 29 år langt liv.
Hovedet, der faldt ned i blikkoppen og trillede videre ned i gruset, tilhørte Jens Nielsen, som trods sin unge alder var berygtet i hele verden. ’Hans henrettelse vil befri verden for et menneskeuhyre,’ skrev New York Times om det uhyre, som historiker Poul Duedahl nu har skrevet en biografi om. ’Ondskabens øjne’ hedder den meget passende.
Jens Nielsens skæbne i livet kom næppe som den store overraskelse for lokalbefolkningen på hans hjemegn ved den vestsjællandske by Jyderup. Knægten var ikke mere end tre år gammel, før snakken begyndte at gå om, at han slægtede sin far - som gik under navnet ’fåretyven’ - lige lovlig meget på, når han på sine små ben strejfede omkring i områdets skove og på markerne og stjal alt, hvad han kunne komme i nærheden af.
Med sin lille, smidige krop og en god portion dristighed var Jens Nielsen faktisk dygtig til at stjæle, og fandt også hurtigt ud af, hvordan han med snilde kunne sno sig udenom straffen. Et talent, Jens Nielsen i sine nedfældede erindringer var helt bevidst om:
»Jeg har altid kunnet frempresse tårer når som helst og over hvad som helst, det skulle være.«
Mens det var nød, der i de tidlige år drev drengens tyvefærd, udviklede det sig snart til en lidenskab, som kun fik mere næring af, at de jævnaldrende drenge beundrede Jens Nielsen for hans veludviklede evner.
Selv om han snart havnede på fattiggården og siden på opdragelsesanstalt, hvor prygl var en del af den daglige kost, fortsatte han sin adfærd.
Hadet voksede
Godt nok var lille Jens Nielsen ikke guds bedste barn, men indeholdt han en snert af godhed, forsvandt den endegyldigt under årene på opdragelsesanstalten, hvor både hans fysiske og psykiske panser og hans had til omverdenen voksede for hvert et slag, der ramte den spinkle drengekrop.
Troen på, at nogen ville ham det godt, fik det endelige knæk, da drømmen om en enkeltbillet til Australien brast.
Han var 15 år gammel, flugt var ikke længere en mulighed, så Jens Nielsen havde sat alt ind på, at han blev en af de drenge, der blev udvalgt til en frisk start ’down under’. For første gang i sit unge liv lagde han tyveriet på hylden og opførte sig eksemplarisk. Men til ingen nytte.
Det var dér, at han tog det hævngerrige og afgørende skridt ind i dét, der skulle blive hans varemærke. Brandstiftelser.
Artiklen fortsætter under billedet
Han satte ild til opdragelsesanstalten. Og så - som han skrev i sine erindringer - ’på ilden med velbehag, naturligvis med det ønske at hele gården ville brænde’.
At han blev dømt for branden, var - i modsætning til opholdet på opdragelsesanstalten - ingen straf. Og da han i 1880, efter to års afsoning i det relativt nyåbnede Vridsløselille Statsfængsel, tilmed fik tilbudt endnu en ’belønning’ i form af en enkeltbillet til frihedens land Amerika, troede Jens Nielsen fast på, at et nyt liv ventede forude.
Men virkeligheden skulle dog hurtigt vise sig at ligge langt fra drømmene, og snart besluttede den 18-årige Jens Nielsen at vende næsen hjemad igen.
Den største brand i London
I første omgang lykkedes det ham at komme til Antwerpen i Belgien, hvor han efter en række tyverier blev udvist på livstid. Så gik turen videre til London, hvor han finpudsede sin brandstifter-ekspertise.
»I det samme kom jeg hænderne i lommen ... og fik derved fat på en æske svovlstikker,« skrev Jens Nielsen i sine erindringer og fortsatte: »Jeg besluttede nemlig at stikke ild på et af pakhusene ... og så under branden og spektaklet, som derved ville opstå, brække ind i huset ...«
Og den mest geniale kringle ved det hele: »Skulle jeg så blive opdaget ... skulle det hedde, at jeg havde taget det for at redde det.«
16.000 m2 bygninger brændte ned i dét, der ifølge de lokale aviser var den største brand i Londons historie.
Artiklen fortsætter under billedet
Da Jens Nielsen en aprilnat i 1881 blev pågrebet af Londons politi, var det dog ikke for den og en række efterfølgende brande, men derimod for et indbrud hos den danske konsul, som havde været så flink at låne ham penge. Det kostede Jens Nielsen et års fængsel, og den 6. maj 1882 begyndte han turen hjem mod Danmark med et stop i Kalmar i Sverige, hvor han var tæt på at myrde en mand for at få fingre i hans penge. Pengene fik han. Og endnu en tur i spjældet. Et år, lød dommen på.
På hver en bid af sin to år lange rejse var Jens Nielsen en tyv. Han udnyttede kynisk de gode såvel som de onde. 20 år gammel var han blevet, da han nåede hjem til Danmark, og snart forfulgte han samme ’succesfulde’ metode som i London. Men en lun sommermorgen i 1883 sluttede ’festen’ for Jens Nielsen. Og for en gangs skyld lagde han - næsten pralende - alle kortene på bordet overfor politiet.
’Fremdeles vedgår han, at han har været anstifter af tre ildebrande i London, af hvilke han betegner den første som en forfærdelig ildebrand’ stod der at læse i afhøringsrapporten.
Overfald på fangevogter
Når en rimelig simpel og gemen tyveknægt fra Danmark kunne lande i spalterne i blandt andet New York Times, skyldtes det, at hans tilståelser nåede den internationale presse, hvor ikke mindst de astronomiske beløb, som skaderne løb op i, trak overskrifter. 1,5 mio. pund, svarende til 27 mio. datidskroner, blev blot en enkelt af brandene i London takseret til.
Tugthusarbejde på livstid lød dommen over den nu 21-årige Jens Nielsen. En dom, der reelt svarede til 16 år, som skulle afsones på Horsens straffeanstalt. Dermed kunne han i princippet allerede som 37-årig kalde sig en fri mand.
Men var det blevet enden på historien, havde der næppe været en historie.
Artiklen fortsætter under billedet
For bag de tykke fængselsmure blev gamle følelser fra tiden på opdragelsesanstalten vakt til live igen. Hadet og hævnlysten overfor de brutale fangevogtere voksede dag for dag og førte - efter utallige sammenstød - til et voldeligt overfald på en af dem.
’Jens Nielsen bør have sit liv forbrudt’, lød dommen fra 1885. Men sådan skulle det ikke gå, for kongen nægtede at underskrive dødsdommen og benådede i stedet Jens Nielsen.
Dommen blev ændret til den oprindelige livstidsstraf, om end den nu skulle afsones under streng bevogtning i enecelle.
Lige siden han var dreng, havde Jens Nielsen været afhængig af at have beundrere. Udsigten til enecelle og dermed intet ’publikum’ fik ifølge forfatter Poul Duedahl Jens Nielsen til at blive ’besat af en drift mod undergang’. Hans eneste ønske var at dø.
Opsat på døden
Igen tyede han til voldelige angreb på sine vogtere, og igen blev han idømt dødsstraf.
’Hans henrettelse vil befri verden for et menneskeuhyre,’ skrev New York Times. Men igen blev dommen omstødt. Og sådan fortsatte det år efter år.
Selvom vindene ude i samfundet var begyndt at blæse i en helt anden retning, og dødsstraffen i praksis var afskaffet, var Jens Nielsen mere opsat på døden end nogensinde. Og den 4. november 1892 lykkedes det endelig. Kongen skrev under på indstillingen fra Højesteret.
Efter et sidste måltid, bestående af hvedebrød, smør, rullepølse og spegepølse, gik Jens Nielsen tidligt om morgenen fire dage senere op ad trappen til skafottet. Rolig og fattet.
Jens Nielsen lagde sig på blokken og gjorde ingen modstand, da skarpretter Theodor Seistrup løsnede kraven omkring hans hals.
»De skulle tage og knappe den øverste brystknap op!«
Det var Jens Nielsens sidste ord.
Den 8. november 1892 kl. 7.15 hørtes en lyd, som når man slår en våd svamp mod en væg og derefter ’en svagt klingende metallyd’.
Verden var befriet for et menneskeuhyre. Danmark havde udført sin sidste henrettelse i fredstid.
