Ny biografi fortæller historien om Stalins datter, som aldrig fik vristet sig ud af faderens skygge.
Hun var Sovjetunionens svar på Shirley Temple, en glad og sorgløs lille pige, der sad på hans skød og blev kaldt ’min lille sommerfugl’. Hun var hans eneste datter og yndlingsbarn.
Og hun elskede ham. Forgudede ham. Uden at ane, at han udenfor hjemmets tykke og trygge vægge var i fuld gang med at opbygge sit eftermæle som en af verdenshistoriens mest brutale diktatorer med 60 mio. mord på samvittigheden.
»Du kan ikke fortryde din skæbne,« sagde hun sidenhen ifølge en ny biografi.
Hun var Stalins datter, Svetlana Allilujeva. Barn af en tyrannisk mand, hvis skygge hun aldrig formåede at vriste sig ud af.
Opret abonnement på BT PLUS - første måned er gratis - og læs hele historien om ømhed og kærlighed, frygt og fortielser, hemmeligheder og løgne.
Ny biografi fortæller historien om Stalins datter, som aldrig fik vristet sig ud af faderens skygge.
Hun var Sovjetunionens svar på Shirley Temple, en glad og sorgløs lille pige, der sad på hans skød og blev kaldt ’min lille sommerfugl’. Hun var hans eneste datter og yndlingsbarn.
Og hun elskede ham. Forgudede ham. Uden at ane, at han udenfor hjemmets tykke og trygge vægge var i fuld gang med at opbygge sit eftermæle som en af verdenshistoriens mest brutale diktatorer med 60 mio. mord på samvittigheden.
»Du kan ikke fortryde din skæbne,« sagde hun sidenhen ifølge en ny biografi.
Hun var Stalins datter, Svetlana Allilujeva. Barn af en tyrannisk mand, hvis skygge hun aldrig formåede at vriste sig ud af.
Historien om Stalins datter er historien om både ømhed og kærlighed, frygt og fortielser, hemmeligheder og løgne. Om en mor, der begik selvmord, da datteren var seksethalvt år gammel, om en elsket bror, der blev myrdet i en af nazisternes fangelejre, om familiemedlemmer, der forsvandt som dug for solen under de politiske udrensninger, om en kæreste, der blev sendt i arbejdslejr i Sibirien. Alle sammen skelsættende og traumatiske begivenheder, der alle havde én ting som fællesnævner. Hendes far Josef Stalin.
»Skællene faldt fra min øjne, og jeg kunne ikke længere påstå blindhed,« siger Svetlana Allilujeva i bogen om dét øjeblik i 1947, hvor boblen bristede for hende, hvor hun for første gang så sin far som dét, han var.
Et beskyttet liv
Inden da havde Svetlana Allilujeva levet et beskyttet liv bag Kremls mure, hvor hun kom til verden ni år efter den russiske revolution, og havde sin uskyld i behold, da hun seks år gammel løb frygtløst omkring i den herskabelige lejlighed. Lige så yndig som hun var, lige så fuld af spilopper var hun også. ’Solskinsårene’ har hun kaldt dem.
Men alt var ikke kun solskin og leg. I en meget ung alder måtte den lille Svetlana lære at manøvrere i det til tider farefulde farvand, som spændingerne mellem hendes forældre skabte. Hun lærte tidligt at blive bølgebryderen, der midt i forældrenes skænderier kastede sine barnearme omkring faderens bestøvlede ben. Den virkede hver gang. Raseriet i hans sind opløstes, og det oprørte hav blev blikstille.
»Hun var den eneste, som kunne blødgøre ham,« som en nær veninde til Svetlanas mor siger.
Lige så meget som hun elskede og forgudede sin far, lige så stor var hendes kærlighed til moderen Nadja, som dog ikke gav ved dørene i samme udstrækning som far Stalin. Hun var hård og kontant, sandsynligvis som følge af, at hendes boble forlængst var bristet, at hun kun alt for godt vidste, hvem og hvad hendes mand var.
Skød sig i hjertet
Måske var det derfor, at hun den 7. november 1932 gav sin datter en række formaninger. Understregede vigtigheden af, at ’skjule sine hemmeligheder bag den lille firkant over hjertet’.
Det blev de sidste ord, Nadja Allilujeva sagde til sin datter.
Natten mellem 8. og 9. november tog hun sin lille Mauser-pistol op fra skuffen, og skød sig i hjertet. Selvmordet blev en statshemmelighed. Nadjas datter - og resten af verden - fik at vide, at hun var død af bughindebetændelse. Af frygt for Stalin og følgerne turde ingen fortælle den lille pige sandheden. Hun fik den først ti år senere.
En kærlig far
Svetlana Allilujeva var alt for lille til overhovedet at kunne forstå døden og kapere tabet af sin mor. Alligevel gnavede sorgen og savnet sig ind i hendes krop og sjæl, og efterlod en endnu større og stærkere hunger efter faderens kærlighed. Og hun fik den.
På samme måde som Stalin i højere og højere grad levede op til sit navn - ’stålnæven’ - udenfor murene, levede han også op til sine forpligtelser som kærlig far hjemme hos sin ’lille sommerfugl’, hvor far og datter udviklede adskillige lege sammen. En af dem var, at hun var værtinden, han hendes sekretær, som hun havde lov til at beordre til stort set hvad som helst. Og i deres brevveksling underskrev han sig ’Fra værtinde Svetankas (hendes kælenavn, red.) ynkværdige sekretær, den fattige bonde J. Stalin’.
»Det er de år, som gav mig erindringen om, at han elskede mig og prøvede at være en far for mig og opdrage mig så godt, han formåede,« siger Svetlana Allilujeva i bogen om årene efter moderens død og før Anden Verdenskrig brød ud.
I 1967 - 14 år efter faderens død - chokerede hun verden ved at hoppe af til USA og forsage alle faderens gerninger. Men hans tunge skygge kom hun aldrig ud af. Hun døde af kræft i 2011, 85 år gammel.
’Stalins datter’ af Rosemary Sullivan er udkommet på Informations Forlag
Dét har Svetlana sagt om sin far
»Hvor end jeg rejser hen i verden, vil jeg altid være en politisk fange af min fars navn.«
»Selv i dag formår russerne ikke at føle sorg og anger over Stalins forbrydelser. Det lover ikke godt for fremtiden.«
»Hvis bare jeg kunne have råbt: ’det er løgn’. Men det kunne jeg ikke. Jeg havde lyst til at skrige og løbe min vej fra alt og alle.«
»Min far vidste, hvad han gjorde. Han var hverken sindssyg eller ført på afveje. Med gustent overlæg cementerede han sin magt.«
