Nazisterne skilte mor og datter. Nu har de fundet hinanden igen. Men skammen lever endnu

Kære mor. Jeg hedder Margot Bachmann og jeg er din datter.

Sådan lyder indledningen i det brev, som den 70-årige Margot Bachmann tidligere i år sendte til en adresse i Italien. Til den kvinde, hun netop havde fundet ud af var hendes mor.

Da Margot Bachmann 25. oktober 1944 kom til verden i Heidelberg, Tyskland, var hun nemlig ikke mange dage gammel, før nazisterne rev hende ud af moderens favn.

Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien om Margot Bachmann og hendes mor.


Kære mor. Jeg hedder Margot Bachmann og jeg er din datter.

Sådan lyder indledningen i det brev, som den 70-årige Margot Bachmann tidligere i år sendte til en adresse i Italien. Til den kvinde, hun netop havde fundet ud af var hendes mor.

Da Margot Bachmann 25. oktober 1944 kom til verden i Heidelberg, Tyskland, var hun nemlig ikke mange dage gammel, før nazisterne rev hende ud af moderens favn.

Allerede som lille pige, fik hun at vide, at hun var adopteret. At hendes biologiske mor var italiensk, at ingen vidste, hvor hun var. Og det var lukket land at forsøge at lede efter hende. Den melding affandt Margot Bachmann sig med, selvom hun i tankerne ofte spekulerede over, hvor hendes mor var og ikke mindst, hvorfor hun havde forladt sin nyfødte datter.

Løftet gik i graven

For flere år siden mistede hun sin adoptivmor og sidste år gik også hendes adoptivfar bort. Og med dem forsvandt også det løfte, hun for mange årtier siden havde givet. Om aldrig at lede efter sin biologiske mor.

Gennem organisationen International Tracing Service og Italiensk Røde Kors blev en eftersøgning sat i værk. Og hendes mor blev faktisk fundet. I live. 91 år gammel. Bosiddende i den samme lille landsby, som hun var vokset op i.

Og derfor sendte Margot Bachmann et brev.

’Hele mit liv har jeg spurgt min familie ud om dig uden nogensinde at få et svar. Jeg vil så gerne møde dig, så jeg kan give dig et stort kram igen. Jeg er ovenud lykkelig over endelig at få lejlighed til at lære dig at kende,’ skriver hun videre i brevet.

Til engelske The Telegraph fortæller Margot Bachmann, hvordan hun aldrig tidligere havde turdet bryde løftet overfor adoptivforældrene. Og at hendes håb kun havde rakt til at indsamle tilstrækkeligt med informationer om sin rigtige mor til, at der kunne komme lidt kød og blod på de billeder, hun havde haft i sit hoved.

»Jeg havde aldrig drømt om, at jeg ville få fysisk kontakt. At jeg kunne holde om hende,« siger hun til The Telegraph.

I den forgangne weekend holdt de så om hinanden. De græd. Grinede. Skålede i mousserende vin. Græd igen.

Genforeningen af mor og datter efter 70 år er en gribende historie. Men også en historie fyldt med så stor en skam, at end ikke de mange år har kunnet udviske den.

Tyskertøs

Margot Bachmanns mor fandt både arbejde og kærlighed i Heidelberg. Men frugten af kærligheden blev taget fra hende. Arkivfoto: Scanpix
Margot Bachmanns mor fandt både arbejde og kærlighed i Heidelberg. Men frugten af kærligheden blev taget fra hende. Arkivfoto: Scanpix
Vis mere

Det er dén skam, der er grunden til, at genforeningen ikke er foreviget på et fotografi. At Margot Bachmanns mor for enhver pris ønsker at være anonym.

»Man forstår hende godt. I denne by har ingen glemt krigen,« som byens borgmester udtrykker det.

Margot Bachmanns mor var nemlig en af de forhadte tyskertøser, som overalt i Europa betalte en høj pris efter krigen.

Mens Anden Verdenskrig rasede, traf Margot Bachmanns mor den beslutning, der kom til at koste hende dyrt. Hun drog fra den lille norditalienske landsby til Heidelberg for at arbejde i en af tyskernes fabrikker. Og forelskede sig i en tysk soldat.

Kærligheden var gengældt, og snart bar den frugt. Og 25. oktober 1944 kom Margot Bachmann til verden.

Der findes et foto af den lykkelige lille familie. Af Margot Bachmann i sin mors arme, med store øjne, der ser lige ind i kameraet, af hendes smilende mor, af hendes stolte far. Men lykken varede ikke længe.

Hvorfor, kender ingen tilsyneladende det præcise svar på. Men nazisterne greb ind, fjernede den lille pige fra sin mor, som blev sendt hjem til Italien. Hvor hun i 70 år levede med en smertelig tro på, at hendes barn var dødt. Af sygdom eller som uskyldigt offer for bombardementerne i krigens slutning.

Bedsteforældre adopterede

Margot Bachmann blev født i krigens skygge 25. oktober 1944 i Heidelberg, som barn af en tysk soldat og en italiensk kvinde – en såkaldt tyskertøs. Kun få dage gammel blev hun revet ud af sin mors hænder, og først nu, hvor adoptivforældrene er døde, 70 år efter, har hun skabt kontakt til sin rigtige mor. Arkivfoto: AFP
Margot Bachmann blev født i krigens skygge 25. oktober 1944 i Heidelberg, som barn af en tysk soldat og en italiensk kvinde – en såkaldt tyskertøs. Kun få dage gammel blev hun revet ud af sin mors hænder, og først nu, hvor adoptivforældrene er døde, 70 år efter, har hun skabt kontakt til sin rigtige mor. Arkivfoto: AFP
Vis mere

Sandheden var dog, at det lille pigebarn blev bortadopteret. Til den tyske soldats forældre. Som lod den lille pige vide, at hun aldrig måtte opsøge sin biologiske mor. Og hun holdt sit løfte.

I 70 år var der blot 750 km mellem dem. Men de vidste det ikke.

Nu er de genforenet. Men historien er langtfra slut. For det mørke kapitel om krigens forbudte kærlighed mangler stadig at blive belyst. Og tilgivet.

Eller som en af de lokale i den norditalienske landsby udtrykker det:

»Jeg husker hetzen, husker hvordan frihedskæmperne klippede alt håret af enhver pige, der bare havde danset eller spist en middag med tyskerne. Og de stakkels piger forstod jo ingenting!«