Plejeforældre stod i kø for at tage imod franske krigsbørn efter Anden Verdenskrig. For nylig var flere af børnene samlet for at mindes 70 året.
»Rejsen tog tre dage gennem det udbombede Tyskland. Det var sørgeligt at se byerne, som lå i ruiner, og se tyske drenge, som tiggede om mad. Men vi havde intet at give,« fortæller Francois Marchetti.
»Jeg kom fra Paris, hvor jeg sov på en briks i spisestuen i en lille lejlighed til en smuk gård, hvor jeg havde mit eget værelse i et stort hus med dyr, åer og skov omkring mig. Et lille paradis. Det var en befrielse,« fortsætter han.
Lille Francois Marchetti blev ellers jublende glad, da han af sin plejefar på Thorbøllegaard Peder Madsen blev mødt med et ’har du haft en god rejse min dreng?’, på klingende fransk. Desværre - skulle det vise sig - den eneste sætning familien Madsen kunne på fransk...
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs meget mere om Francois og andre franske krigsbørn Danmark og Red Barnet reddede efter Anden Verdenskrig.
Det får du:
- Artikel: Da Danmark reddede børnene
- Artikel om Red Barnet: Venner for livet
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Plejeforældre stod i kø for at tage imod franske krigsbørn efter Anden Verdenskrig. For nylig var flere af børnene samlet for at mindes 70 året.
»Jeg er meget taknemmelig overfor Danmark. Det er mit andet land.«
Sådan siger Francois Marchetti, som har været fyldt med den følelse i 70 ud af de 79 år, han har levet. Følelsen af taknemmelighed over at blive taget imod med åbne arme, da han havde allermest brug for det.
For mens Frankrig umiddelbart efter Anden Verdenskrig lå i ruiner og havde store problemer med at brødføde sig selv, havde Danmark rigdom og kærlighed nok til at favne tusindevis af krigsbørn fra Europa, ikke mindst børn fra netop Francois Marchettis fødeland, Frankrig.
At den er og var dybfølt, emmede Danmarkshuset i Paris af, da de for nylig lagde lokaler til en markering af 70-året for krigens afslutning, hvor gribende beretninger blev fortalt af flere af de børn, som oplevede danskernes hjælp på egen krop.
Francois Marchettis krop var kun ni år gammel. Den var svagelig. Ikke kun som følge af krigens underernæring, men også en stærk astma og polio i det højre ben. Og nu var han på vej gennem det krigshærgede Europa, på vej til Danmark.
»Rejsen tog tre dage gennem det udbombede Tyskland. Det var sørgeligt at se byerne, som lå i ruiner, og se tyske drenge, som tiggede om mad. Men vi havde intet at give,« fortæller Francois Marchetti.
Til gengæld fremstod Danmark som et paradisisk madkammer fra dét øjeblik, toget trillede ind over den danske grænse, og børnene blev fodret med et måltid, hvis lige de ikke havde set længe. Og idyllen blev ikke mindre, da en ni-årig Francois Marchetti rejste videre til sin endestation på Fyn.
»En helt fantastisk gård, en typisk fynsk gård med stråtag og det hele,« mindes han.
»Jeg kom fra Paris, hvor jeg sov på en briks i spisestuen i en lille lejlighed til en smuk gård, hvor jeg havde mit eget værelse i et stort hus med dyr, åer og skov omkring mig. Et lille paradis. Det var en befrielse,« siger Francois Marchetti.
Slap billigt
Det var hjælpeorganisationen Red Barnet, som stod bag dét, de betragter som en af deres store humanitære sejre. For selv om Danmark også havde sine sår at slikke ovenpå krigen, var vi, i modsætning til den nød og elendighed der gennemsyrede landene i det centrale Europa, sluppet billigt. Og derfor havde vi pligt til at hjælpe.
Især Frankrig var hårdt ramt. Ifølge den tids beskrivelser fra Østfrankrig levede beboerne i ’ruiner og kældre uden gas og lys’, og fordi mændene var sendt i krig, kæmpede kvinderne for at overleve som eneforsørgere.
4.930 franske børn blev i årene 1945 til 1950 sendt i pleje i Danmark.
»Jeg kunne mærke, at der var overflod. Vi fik kager tre gange om ugen,« husker Francois Marchetti.
Det var en lang og glad sommer for det franske krigsbarn, som boltrede sig i den landlige natur udenfor Langeskov og væltede sig i jævnaldrende venner, for hvem sprogbarrieren ikke eksisterede.
Lille Francois Marchetti blev ellers jublende glad, da han af sin plejefar på Thorbøllegaard Peder Madsen blev mødt med et ’har du haft en god rejse min dreng?’, på klingende fransk. Desværre - skulle det vise sig - den eneste sætning familien Madsen kunne på fransk.
Men ligesom med de danske venner er alt alligevel gået op i en højere og smukkere enhed for det franske krigsbarn.
For helt frem til han var 20 år gammel, var Francois Marchetti jævnligt sommergæst på Thorbøllegaard. Hver gang rejste han hjem til Frankrig med et lille stik i hjertet.
»Jeg savnede Danmark. Og i 1965 besluttede jeg at bosætte mig permanent her sammen med min kone.«
I dag er han 79 og er gået på pension efter et langt liv som lektor i fransk ved Københavns Universitet.
--- OOO --- OOO --- OOO ---
VENNER FOR LIVET
Det var barnlig kærlighed ved første blik, da lille Lise mødte den jævnalderende Annie på Silkeborg banegård i sommeren 1945.
Syvethalvt år var de begge. Den ene dansk. Den anden fransk.
»Hun var en meget smuk pige med sort hår, fint klippet à la Jeanne d’Arch. Hun havde vidunderlige brune øjne. Men var også bleg og tynd,« husker Lise.
Balle om det franske krigsbarn, som hendes familie den sommer åbnede favnen for.
»Mine forældre elskede Frankrig, som de havde besøgt mange gange før krigen. De ville gøre noget til gengæld, ville hjælpe børn, som havde brug for omsorg.«
Og det havde Annie Vial, som kom fra en fattig familie i Paris’ omegn. Hun fik masser af omsorg, takket være ikke mindst Lise Balle, som hun delte værelse og tøse-fnidder med.
Hviskede og tiskede
De to piger hviskede og tiskede til langt ud på natten, og alt, hvad der var Lises, var også Annies.
Det er 70 år siden. Og selv om håret i dag er mere gråsprængt end sort, har de to bevaret deres venskab og ses jævnligt. For ingen af dem glemmer den sommer.
»Jeg kan ikke sige nok tak til danskerne, som åbnede deres hjem under dette mørke kapitel i vores historie. Jeg vil aldrig glemme Danmark, hvor jeg tilbragte en af mine bedste ferier,« siger Annie Vial.
Det danske hjælpearbejde blandt Europas børn er beskrevet i bogen »Reddet af dansk mad og omsorg« skrevet af journalist Aase Nørrung.
Udgivet på Forlaget Ydun. www.forlagetydun.dk
