Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Amanda Berry (f. 1986) forsvandt den 21. april 2003, dagen før sin 17-års fødselsdag, på vej hjem fra sit fritidsarbejde på den lokale Burger King. Siden flugten i 2013 har Amanda Berry viet sin tid til at fortælle sin historie, til kampen for andre savnede børns sag – og ikke mindst til sin datter, Jocelyn, som hun fødte i fangenskab i Ariel Castros hus i 2006.

Du får også et boguddrag fra:

  • 'Sommeren 1960' af Hans Mortensen
  • ’Hormonel harmoni’ af Caroline Fibæk og Stine Fürst
  • 'Bundfald' af Mikael Lindholm og Lisbeth Zorning
  • 'Nat i april' af Caroline Livingstone
  • 'Bonita Avenue' af Peter Buwalda
  • 'Steven Gerrard. Min historie'
  • 'Britt-Marie var her' af Fredrik Backman
  • 'Victors valg. En mors beretning' af Lone Kristensen og Stig Bo Matthiesen.
  • Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme af Charlotte Mandrup
  • ’I magtens skygge’ af Viveca Sten
  • ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun
  • ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
  • 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
  • ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
  • ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske
  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud
  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
  • ’Blitz’ af Agnete Friis
  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra


Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Amanda Berry (f. 1986) forsvandt den 21. april 2003, dagen før sin 17-års fødselsdag, på vej hjem fra sit fritidsarbejde på den lokale Burger King. Siden flugten i 2013 har Amanda Berry viet sin tid til at fortælle sin historie, til kampen for andre savnede børns sag – og ikke mindst til sin datter, Jocelyn, som hun fødte i fangenskab i Ariel Castros hus i 2006.


KØB BOGEN HER: 'HÅB' AF AMANDA BERRY OG GINA DEJESUS

Jeg har ti minutters gang til arbejde. Forbi et par huse, derefter til højre ad West 110th Street, og derfra kan jeg se lyskurven på hjørnet af Lorain Avenue, hvor Burger King ligger.
Jeg går over den lange bro, der fører over I-90, og ser bilerne drøne forbi. Med mennesker, der skal steder hen. En dag tager jeg et bedre sted hen. Jeg vil ikke leve som min mor og altid bekymre mig om, hvordan jeg skal få betalt regningerne. Hun har været ansat hos Kmart, på en tankstation, i delikatesseafdelingen i Finast og selv på den Burger King, hvor jeg arbejder nu. Fordi hun gik tidligt ud af skolen, har hun ikke kunnet få noget bedre. Når jeg er færdig med college, vil jeg tjene så mange penge, at jeg kan købe mit eget hus. Så kan min mor bo hos mig, og så bliver hendes liv måske lidt bedre.

Jeg går over Westown Square, hvor vi køber næsten alle vores ting: mad hos Tops, film hos Blockbuster, tøj i Fashion Bug. Beth har fundet fine ting til pigerne i genbrugsbutikken Value World.
På slaget fire er jeg på arbejde. Gud, den lugt. Pomfritter og burgere. Madolie. Den er ikke til at få vasket ud af tøjet. Jeg har det, som om den er trængt ind i min hud.
Jeg lægger min sweater og min pung ude bagved, hvor chefen, Roy Castro, står. I dag skal jeg sidde bag kassen ved drive in-ruden og tage imod ordrer og betaling.
Roy gør kassen klar og jeg kommer over til min plads. Min veninde Jennifer arbejder ved kassen ved hoveddisken, og jeg får øje på Teddy. Jeg sender ham et ondt blik.
Jeg tager hovedtelefonen med mikrofonen på.
»Velkommen til Burger King. Hvad skulle det være?«
Tilbage i trædemøllen.



Tiden går virkelig langsomt. Det ville være lettere, hvis vi havde travlt, men det er mandagen efter påske, og her er dødt. Jeg prøver på at undgå at tale med nogen. Roy har bemærket, at jeg er i dårligt humør, så omkring kvart over syv spørger han om, jeg har lyst til at gå tidligt. Han behøver ikke at spørge to gange. Jeg er bare så klar til at slippe ud herfra.
Jeg tager mine ting og sætter mig ved et bord for at ringe til min kæreste, DJ. Jeg vil høre, om han kommer og henter mig. Han tager den ikke. Jeg ringer op igen, men stadig intet svar. Det ville være skønt at se ham i aften. Vi har kun været sammen i en måned, men jeg kan rigtig godt lide ham. Han holder mig i hånden og åbner dørene for mig. Jeg så ham første gang, da han bestilte mad ved drive-in ruden. Jennifer kender ham, og hun sagde, han var sød. Han blev ved med at komme tilbage, han spurgte efter mig, hvis jeg ikke var der, og til sidst begyndte vi at gå ud sammen.
Lige nu måtte han gerne bare tage telefonen. Hvor er han henne?
Jeg spadserer næsten aldrig hjem. Før det første er der mange flere på gaden om aftenen, og jeg vil ikke have, at nogen ser mig i min Burger King-uniform. Men den vigtigste grund er, at min mor ikke kan lide, at jeg går alene hjem om aftenen. Hun har aldrig lært at køre bil, så hun får Beth til at hente mig.

Men Beth og mor er stadig på arbejde, og jeg skal i hvert fald ikke være med i den her sæbeopera længere end højst nødvendigt. Klokken er halv otte, det er stadig lyst udenfor, og jeg begynder at gå.
På vejen hjem ringer min telefon. Beth siger, hun er på vej fra arbejde nu, og jeg fortæller, at jeg er på vej hjem.
Vi kan godt hente dig. Hvad tid skal jeg samle dig op?«
»Nej, det er lige meget. Jeg er allerede på vej.«
Imens vi begynder at snakke om Teddy, ser jeg en gammel, rødbrun varevogn parkeret på fortovet længere fremme. En fyr er drejet ind i en indkørsel på West 110th, men er ikke kørt helt ind.
Jeg går rundt om forenden for at komme forbi. Jeg snakker stadig i telefon og er ikke særlig opmærksom, men jeg bemærker, at pigen i passagersædet virker bekendt. Jeg er ret sikker på, at vi engang har arbejdet sammen på Burger King. Føreren – det må være hendes far – ser på mig og smiler. Jeg smiler tilbage og fortsætter med at gå.
Et minut senere kører hans bil op på siden af mig, og han ruller vinduet ned. Der kommer ingen andre biler, så han er standset lige midt på gaden.

»Hej, skal jeg give dig et lift hjem?«
Nu kan jeg tydeligt se ham og husker helt klart, at jeg har set ham før, men jeg er ikke sikker på hvor. Jeg er halvvejs hjemme, måske fem minutters gang væk, og har i virkeligheden ikke brug for at blive kørt hjem, men det er pænt af ham at spørge.
Mens jeg stadig snakker med Beth, nikker jeg et ’ja’ til ham og begynder at gå hen imod bilen.
Da han rækker over og åbner døren i passagersiden, ser jeg, at hans datter ikke sidder der længere. Jeg afbryder Beth, mens jeg stiger ind.
»Beth, jeg har lige fået et lift hjem.«
Han begynder at køre, og jeg lægger på.
»Hvor er din datter?« spørger jeg, da det pludselig går op for mig, at jeg sidder alene i en bil sammen med en ældre fyr, jeg ikke rigtig kender.
»Så du arbejder på Burger King?« siger han smilende og venligt uden at svare på mit spørgsmål. Jeg har stadig min uniform med mit Amanda-navneskilt på, så det er let at gætte, hvor jeg arbejder.
Jeg begynder at få en underlig fornemmelse, men han virker flink nok. Hans tøj er ret cool for en mand på hans alder: helt i sort, lige fra T-shirten til hans bukser og støvler, og han lytter til 107.9, hip-hop og R&B.
»Min søn har engang arbejdet der. Kender du ham? Anthony Castro?«
Nå, det er ham! Han er Anthonys far. Anthony er ikke i familie med Roy Castro, manageren, men jeg kender Anthony, og det gør min mor også.
»Åh ja, jeg kender Anthony. Han har engang besøgt mig derhjemme. Han er ven med en af mine venner.«
Jeg fortæller, at jeg også har gået på Wilbur Wright Middle School sammen med hans datter Angie. »Hvordan har hun det?« spørger jeg mere rolig, nu hvor jeg ved, hvem han er.
»Hun har det godt,« siger han. »Hun er hjemme lige nu. Har du ikke lyst til at sige hej til hende?«
»Jo, det er længe siden, jeg har set hende.«
Og hvorfor ikke? Jeg er alligevel ikke i humør til at tage hjem.
Han svinger væk fra vejen hen til vores hus og kører ud på I-90, mens han ivrigt fortæller om sine børn.
»Det er en flot mobil,« siger han og kigger over på den lille blå telefon, jeg har i hånden. Et par af mine venner har mobiltelefoner, og den her har jeg købt brugt for blot et par uger siden af en pige fra mit arbejde.
Vi drejer af motorvejen ved West 25th Street, drejer et par gange mere og kører så ned ad Seymour Avenue.
Jeg kender godt området. Det er kun omkring ti minutters kørsel fra mit hus, og jeg har familie, der bor i nærheden, på Castle and Carlyle. Der bor så mange spansktalende her, at de kalder det »Little Puerto Rico«.
Vi drejer ind ad indkørslen til 2207 Seymour. Det er et hvidt toetagers hus. Bestemt ikke prangende. Han kører om bagved, hvor en stor, bistert udseende hund gør af fuld hals lige ud for den side af bilen, hvor jeg sidder. Det er en af de her Chow Chow-hunde med et kæmpe busket hoved. Hunden er lænket til et træ, men kæden er lang nok til, at den kan nå hen til døren. Jeg er glad for, at jeg sidder inde i bilen.
Han nævner min mobil igen.
»Den er virkelig pæn, lad mig lige se den.«
Jeg rækker ham den.
»Vent, lad mig lige holde hunden, så du kan komme ud,« siger han og tager min mobil med, idet han springer ud af bilen, tager fat i halsbåndet og trækker hunden væk.
»Angie er derinde,« siger han. »Lad os gå ind til hende.«
Vi går hen til bagdøren. Han låser op, og vi træder ind på en lille, lukket veranda fyldt med kasser. Så låser han endnu en dør op, den fører ind i huset.
Jeg følger efter ham.

Han tænder lyset i køkkenet. Det er virkelig rodet. Kunne i den grad trænge til noget oprydning.
Han peger hen mod den lukkede dør til badeværelset.
»Angie er sikkert i bad,« siger han. » Jeg kan vise dig rundt i huset imens.«
»Nå, okay,« siger jeg. »Det er pænt af dig.«
Vi går ind i den lille spisestue, dernæst ind i en dagligstue med paneler i mørkt træ og en sort lædersofa. Der ligger en stor stak gamle telefonbøger, der er familiebilleder over det hele, og så er der de to største stereohøjtalere, jeg nogensinde har set. Jeg er 1,56 høj, og de er i hvert fald 1,30.
»Kom med, så skal jeg vise dig førstesalen,« siger han, allerede halvvejs oppe ad trappen.
Da jeg når op, ser jeg, at der er temmelig mørkt. Der er et par lukkede værelsesdøre, og han peger på en af dem.
»Min bofælle bor derinde,« siger han. »Hun sover.«
Det er underligt, tænker jeg. Måske er han blevet skilt fra Anthonys og Angies mor? Han har vel en boende for at få råd til at betale huslejen.
»Kom og se,« siger han.
Dørhåndtaget mangler, og jeg bøjer mig ned for at kigge ind gennem det store hul, hvor det skulle have siddet. Der ligger en pige og sover derinde, fjernsynet er tændt. Jeg kigger kun et øjeblik, jeg synes, det er lidt underligt at smugkigge ind i nogens værelse.
Vi går ind i et stort soveværelse og videre ind i et mindre. Da jeg vender mig for at gå ud igen, blokerer han pludselig døren.

»Hvad laver du?« spørger jeg ham forskrækket.
»Træk dine bukser ned!«
»Nej!« råber jeg. Jeg går i panik og tror ikke, jeg har hørt rigtigt. »Kør mig hjem! Jeg vil hjem!«
Der ligger en pige på den anden side af gangen, og hans datter er i bad nedenunder, så hvad tænker han på?
For første gang ser jeg direkte på ham. Han er måske i 50’erne, ældre end min mor. Han har krøllet, brunt hår, mørke øjne, vigende hårgrænse og et fipskæg. Han er godt 1,70 høj, firskåren og har en begyndende ølmave. Hvis jeg var gået forbi ham i centret, ville jeg ikke have bemærket ham.
»Træk dine bukser ned!« befaler han igen.
Han er pludselig blevet skræmmende – hans stemme, hans øjne, hans fremtoning – og jeg gør, som han siger. Jeg står grædende med mine jeans om anklerne. Hvorfor så jeg det ikke komme? Hvordan kunne jeg være så dum? Bare fordi jeg kender hans børn, betyder det ikke, at jeg skulle tage med ham hjem.
Han trækker sine bukser ned og begynder at pille ved sig selv. Det er modbydeligt.
Bag ham er der et vindue med blondegardiner. Han kigger ud og siger noget med politi. Jeg kigger ud og ser en politibil parkeret på den anden side af gaden. Politiet er så tæt på! Han siger, at han vil slå, mig hvis jeg råber.
Han skynder sig, og da han er færdig, skifter hans stemme igen, og han lyder atter som den rare fyr, der snakkede med mig i bilen.
»Nu kører jeg dig hjem,« siger han og tilføjer, at jeg godt kan tage mine bukser på igen.
»Ja,« bønfalder jeg. »Vil du ikke nok?«
Jeg begynder at bede til Gud om, at han skal få mig ud herfra.
Vi går hen mod døren, men pludselig standser han.
»Vend dig om, læg dig på sengen, og træk dine bukser ned.«
»Nej! Nej!« skriger jeg. »Hvis du ikke kører mig hjem med det samme, ringer jeg efter politiet!«
Ordene kommer af sig selv, men jeg ved godt, jeg ikke kan ringe efter nogen. Han har stadig min telefon.
»Hjælp! Hjælp mig!«
Kan hans bofælle ikke høre mig? Hvad sker der i det her hus?
Jeg løber ind i det store soveværelse og vil åbne døren ud til gangen, men der er intet dørhåndtag. Jeg får øje på en dør ved siden af og åbner den, men den fører ind i et skab.
Jeg er fanget, jeg græder, da han tager fat i mine arme og slæber mig over til sengen, hvor han trækker bukserne af mig og voldtager mig. Han må veje over tyve kilo mere end mig, og det gør bare så ondt.
Da han er færdig, rejser han sig op og siger: »Jeg kører dig hjem nu, men du skal være stille.«
Jeg er skrækslagen, og jeg ved, han lyver.
»Jeg taper din mund til, så du ikke skriger mere, indtil jeg har fået dig hjem,« siger han, mens han rækker ud efter en rulle grå tape, river et langt stykke af og klistrer det over min mund fra øre til øre.
Han tvinger mine håndled mod hinanden og taper dem sammen og gør det samme med mine ankler. Så tager han et læderbælte frem, og jeg stivner. Vil han slå mig med det? Hænge mig? Jeg ligger helt stille, mens han langsomt binder bæltet rundt om mine ankler, uden på tapen.
Fra skabet henter han en styrthjelm og trækker den ned over mit hoved. Jeg kan se ud gennem visiret, indtil mine tårer gør alting tåget.
»Tag det roligt,« siger han, som om han faktisk forsøger at hjælpe mig. »Jeg gør det kun, så jeg kan bære dig ud i bilen og køre dig hjem.«
Han løfter mig op og kaster mig over skulderen. Mit hoved hænger nede ved hans bagdel, og jeg har ondt over hele kroppen. Han bærer mig ned i stueetagen og derefter ned i kælderen.
Han sætter mig ned på det kolde betongulv med ryggen mod en stolpe. Han finder en tyk, rusten lænke frem; sådan én, man bruger til at slæbe biler væk med, og binder den om min mave og fast til stolpen. Han låser lænken med en hængelås og kommer nøglen i lommen. Vi er ikke på vej ud i varevognen.
Han hiver styrthjelmen af og tænder for et lille sort-hvid fjernsyn, der står på en lille skammel.
»Vær stille. Lad være med at skrige. Og prøv ikke at løbe din vej,« siger han med en underligt rolig stemme, mens han slukker for den eneste pære i rummet og går ovenpå igen.
Jeg kigger mig omkring og ser stakkevis af tøj, kasser med skrammel og støvede hylder fyldt med ragelse. Det lugter af våd jord, som om kælderen ikke har været luftet ud i årevis. Det er virkelig uhyggeligt.
Jeg bliver nødt til at komme op. Med mine sammentapede hænder forsøger jeg at fjerne tapen for munden.
»Hjælp mig! Én eller anden, hjælp mig!« skriger jeg, da jeg får den løsnet. »Hallo, er der nogen, der kan høre mig?«
Jeg bider i tapen omkring mine håndled og begynder at tygge det af, stykke for stykke. Det tager en evighed, men endelig får jeg mine hænder fri og trækker hurtigt bæltet og tapen af mine ankler.
Jeg har knækket nogle negle, og mine fingre bløder. Jeg kæmper for at få kæden af min mave, men den er så stram, at jeg ødelægger min skjorte. Mine jeans er ret kraftige i stoffet, så jeg håber at kunne få lidt mere plads, hvis jeg kan sno mig ud af dem – og ud af kæden. Det kan jeg ikke.
»Er der nogen, der kan hjælpe mig!« skriger jeg igen og igen, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre.
Han kommer helt sikkert tilbage og slår mig ihjel; jeg skal dø, fordi jeg har fået et lift af en far, som viser sig at være bindegal.
Jeg har ingen anelse om, hvad klokken er, men mens jeg har kæmpet med kæden, er der kørt så mange programmer over skærmen, at der må være gået timer. Da jeg endelig falder i søvn op mod stolpen, viser de kriminalserien Cops.

Jeg vågner ved lyden af tunge fodtrin. Jeg spænder i hele kroppen. Han er vendt tilbage. Hvor længe har jeg sovet?
»Jeg sagde til dig, at du ikke skulle forsøge at stikke af,« siger han med en munter stemme, mens han kigger på alle tapestumperne.
Det er bare så mærkeligt, at han taler så venligt til mig. Som om vi er venner, der leger en leg.
»Jeg har købt morgenmad til os,« siger han og viser mig en Burger King-pose. »Men først skal vi ha’ et bad.«
Han åbner hængelåsen, løsner kæden og hjælper mig op. Fordi jeg ikke kunne få mine jeans på igen, har jeg kun skjorte og undertøj på. Han hjælper mig op ad trappen og holder sig tæt bag mig, fører mig ind på badeværelset ved siden af køkkenet og beordrer mig til at tage tøjet af og gå ind under bruseren. Så tager han selv tøjet af og kommer ind til mig, og med en vaskeklud fjerner han alt tapeklistret fra min mund og mine ører.
»Det skal vi lige ha’ fjernet,« siger han sødt, som om han vasker en baby, og så begynder han at vaske mit hår med shampoo.
Jeg får kvalme, da han rører ved mig. Jeg har lyst til at løbe min vej, men jeg er fanget i en fælde.
Jeg er bange for, at han vil overfalde mig igen, men i stedet går han ud af bruseren og finder noget plaster til mine blodige fingre. Han tager tøj på og giver mig et par joggingbukser og en af sine skjorter, så tager han mig med ind i stuen. Vi sidder på sofaen, og han giver mig en kold croissant med skinke og æg.
Han snakker, men jeg er i chok og kan ikke fokusere.
»Så er det tid til at gå ovenpå,« siger han, da jeg er færdig med at spise.
Har jeg noget valg? Jeg følger efter ham op ad trappen og ind i soveværelset, hvor han voldtog mig.
»Læg dig ned, og slap af,« siger han og peger på madrassen. Der er ingen lagner på.
Han lægger sig ved siden af mig, og jeg forbereder mig på, hvad der skal ske, men han virker udmattet, som om han har været oppe hele natten. Der går mindst en time, måske mere. Han ligger helt tæt på mig, han sover, eller lader som om. Jeg er bange for at bevæge mig eller give lyd fra mig. Min mor og Beth må være helt ude af den og skræmte ved tanken om, hvad der kan være sket med mig. Jeg er vildt bange for, hvad der skal ske med mig.
Pludselig åbner han øjnene, rejser sig og siger: »Lad os gå nedenunder.«
Han følger mig tilbage til kælderen, sætter mig op mod stolpen og låser lænken fast om min mave. Jeg græder og græder, men han skruer blot op for lyden på fjernsynet, slukker lyset og går tilbage uden et ord.
Det er så mørkt.
Så kommer jeg i tanke om det: Det er min fødselsdag.