Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af, om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Jungstedts 11. Gotlands-krimi i serien om politiinspektør Anders Knutas, kollegaen Karin Jacobsson og journalisten Johan Berg.

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ’Du går ikke alene' af Mari Jungstedt

Du får også et boguddrag fra:

  • ’Bedemandens datter' af Sara Blædel
  • 'Snehvide skal dø' af Nele Neuhaus
  • 'Med rov i rollatoren' af Catharina Ingelman-Sundberg
  • ’Sådan vinder du på oddset’ af Steffen Dam
  • 'Håb' af Amanda Berry og Gina DeJesus
  • 'Sommeren 1960' af Hans Mortensen
  • ’Hormonel harmoni’ af Caroline Fibæk og Stine Fürst
  • 'Bundfald' af Mikael Lindholm og Lisbeth Zorning
  • 'Nat i april' af Caroline Livingstone
  • 'Bonita Avenue' af Peter Buwalda
  • 'Steven Gerrard. Min historie'
  • 'Britt-Marie var her' af Fredrik Backman
  • 'Victors valg. En mors beretning' af Lone Kristensen og Stig Bo Matthiesen.
  • Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme af Charlotte Mandrup
  • ’I magtens skygge’ af Viveca Sten
  • ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun
  • ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
  • 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
  • ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
  • ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske
  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud
  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
  • ’Blitz’ af Agnete Friis
  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af, om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Jungstedts 11. Gotlands-krimi i serien om politiinspektør Anders Knutas, kollegaen Karin Jacobsson og journalisten Johan Berg.

KØB BOGEN HER: 'DU GÅR IKKE ALENE' AF MARI JUNGSTEDT

DAVID FORSS VÅGNEDE brat. Der var noget, som ikke stemte. Han rakte armen ud og førte forsigtigt og famlende sin hånd hen over dynen ved siden af. Annas side af sengen var tom. Rummet henlå i mørke. Han lyttede intenst. Ikke en lyd. Måske var hun på toilettet.

Han så ud i det sorte uden at kunne skelne andet end konturerne af vinduets gardiner. Værelset var mørkere end normalt, og han indså, at det skyldtes, at døren var lukket.

Den plejede altid at stå på vid gab. Anna klagede over, at der ellers blev for indelukket, hun ville have luft ind fra resten af huset. Hun sad formentlig og syede, det plejede hun at gøre, når hun ikke kunne sove. Anna havde haft søvnproblemer i et stykke tid.

Hun var træt om dagen og var begyndt at tage en lur, når hun havde hentet Heidi i børnehaven. Før koncentrerede hun sig om datteren, når hun ikke arbejdede, men nu var hun altid træt.

Måske var hun syg, men ville ikke fortælle det.

Anna talte ikke meget om, hvad hun tænkte og følte, det havde hun aldrig gjort. De havde ikke meget tid sammen. David arbejdede om natten på gummifabrikken, og hun arbejdede som syerske i hjemmet. Som regel sad hun og syede, mens han sov. I bedste fald fik de et par eftermiddagstimer med hinanden, før de spiste middag, og han tog på arbejde.

Tidligere lavede de mad sammen og nåede at få en time i tv-sofaen, når Heidi var lagt i seng, før han skulle på arbejde. Men det var længe siden. Han slog det hen, tænkte, at det ville gå over. At hun ville komme tilbage til ham. Måske var det bare en periode.

David rejste sig og stod ud af sengen. Åbnede forsigtigt døren.

Den gled op mod den mørke gang udenfor. Et svagt lys sås gennem sprækkerne ind til Annas systue, som lå i den fjerneste ende på den anden side af badeværelset og garderoben. Han havde altså gættet rigtigt – hun sad oppe og arbejdede. Gulvet knirkede en smule under hans fødder. Han listede forbi børneværelset, hvor datteren lå og sov. Hendes dør stod på klem, og han hørte en dæmpet vejrtrækning.

Så blev stilheden brudt af de ensformige klokkeslag fra Öja Kirke, der ringede i den stille nat. Tre slag. Han mærkede en svag irritation over, at Anna sad oppe på et så ukristeligt tidspunkt og holdt ham vågen. Nu hvor han faktisk var hjemme og kunne dele seng med hende.

Da han nærmede sig hendes systue, kunne han ikke høre den sædvanlige summen fra symaskinen. I stedet trængte en lavmælt stemme ud fra rummet.

Hvem talte hun i telefon med på denne tid af natten? Han sneg sig hen mod døren og trykkede øret mod den. Stemmen lød barnlig, den var lysere end normalt. Alligevel var det ikke til at tage fejl af, hvem hun talte med – det var tydeligt,
at hun forstillede sig.

Hjertet slog hårdt i brystkassen. Han kunne ikke skelne ordene, der blev sagt på den anden side af døren. Han hørte hende fnise. Hvad fanden handlede det her om?

Han blev stående ubeslutsom i nogle minutter, vidste ikke, hvad han skulle gøre. Skulle han slå døren op og overraske hende?

Eller liste tilbage i seng og lade som ingenting? Han stod ubevægelig i den mørke gang. Hun var hans et og alt, og det vidste hun udmærket. Vreden vældede op i ham. Gik hun bag hans ryg?

Ham, der puklede hårdt på fabrikken for at tjene til føden for at forsørge familien. Ham, der gjorde alt for hende.

Tankerne kørte rundt i hovedet på ham. Samtidig hørte han hele tiden den lavmælte, barnlige stemme på den anden side af døren. Den forvirrede ham.

Han rakte armen ud og trykkede dørhåndtaget ned.

KRIMINALINSPEKTØR ANDERS KNUTAS kørte plæneklipperen rundt på den store, flade grund. Morgenluften føltes frisk og klar, det blæste lidt fra havet. Huset lå afsides, og han slap for at møde mennesker her i sommerhuset i Lickershamn, cirka tredive kilometer nord for Visby.

Han var tidligt oppe, hvilket var usædvanligt for tiden. Det skyldtes formentlig, at han havde glemt at tage en sovepille aftenen før. Efter at han blev ramt af en svær depression noglemåneder tidligere og begyndte at tage antidepressivmedicin, havde han svært ved at sove. For første gang i sit liv spiste han sovepiller.

Medicinen gjorde, at han sov længe om morgenen og højst modvilligt stod ud af sengen.

Depressionen blev udløst af to begivenheder, der indtraf med kortmellemrum. Dels var det skilsmissen fra Line, som han havde været giftmed i over tyve år. Det var hende, som ville forlade ham, og han forstod nok stadig ikke helt hvorfor. Dels havde han været ude for en chokerende oplevelse i bjergene på Gran Canaria tre måneder tidligere, hvor han var vidne til, at en hel familie styrtede i døden i en stejl kløft.

Dobbeltmorderen Vera Petrov havde skudt og dræbt to mænd på Gotland nogle år tidligere, og bagefter lykkedes det hende at flygte med familien til udlandet. Til sidst blev Petrov sporet til den spanske ferieø, og derfor rejste Knutas derned. Men under en dramatisk politijagt i bjergene, som Knutas deltog i, kørte hun af vejen, og både hun og begge hendes børn omkom. Han blev stærkt chokeret. Efterfølgende brød han sammen. Posttraumatisk stress hed det vist.

Først var han nødt til at sygemelde sig på fuld tid, men for nogle uger siden begyndte han så småt at arbejde igen. Han kunne gå til og fra, som han ville, hovedsagen var, at han ikke holdt helt op med at arbejde, sagde lægen.

Noget, der hjalp ham med at komme på fode igen, var, at han havde indledt en romance med sin nærmeste kollega, Karin Jacobsson. Selv om forholdet var lidt skrøbeligt på nuværende tidspunkt. Efter mange års gensidig, men tavs beundring var de begyndt at lade deres følelser komme til udtryk.

Karin havde altid befundet sig i baggrunden. Han så hendes ansigt for sig. De varme, brune øjne, mellemrummet mellem fortænderne. Han længtes efter hende.

SALON JENNY VAR lille og hyggelig med hvidpudsede vægge og træbjælker i loftet. I hjørnet allerbagerst bag en fremspringende væg holdt Eva til med sin manicure. Om morgenen var der stille og tomt, det ville vare endnu nogle timer, før hendes frisørkollega dukkede op. Det kunne mærkes, at højsæsonen var forbi. Efter den hektiske sommer var kundestrømmen aftaget betydeligt.

Gennem den åbne dør mod den lille stump gade udenfor strømmede sollyset ind, og fuglene kvidrede livligt i rosenbuskene, der dækkede facaden.

Salonen havde en rolig beliggenhed, selv om den kun lå et stenkast fra Adelsgatans livlige butiksstrøg.

Katja lagde sine fremstrakte hænder på det bløde håndklæde på bordet under lampen, og Eva gik i gang. De småsnakkede og udvekslede betroelser, mens Eva arbejdede. Katja fortalte om en ny mand, hun havde mødt. Den slags samtaleemner var altid interessante og holdt humøret højt. Vilma legede ubekymret med sine heste. Eva sendte hende et hurtigt blik. Hun var dygtig til at lege selv, den lille. Nu og da forsvandt hun ud i selve salonen, men de kunne høre hende, når hun nynnede med på radioens melodier og småsnakkede med legetøjshestene. Eva lod hende være. Det gjorde det hele nemmere, at hun kunne underholde sig selv.

Katja fortsatte ivrigt med at fortælle alle detaljer omden spændende nye mand, mens Eva lakerede negle. Det var underholdende at lytte til veninden, hun sparede ikke ligefrem på ordene.

Katja var snakkesalig, men hun var også god til at lytte. Eva fortalte om problemerne med eksmanden Krister, der var vrangvillig over for næsten alt, der havde med samarbejdet om Vilma at gøre, forsmået og krænket som han var over, at de ikke havde fælles forældremyndighed. Og selvfølgelig kunne det virke uretfærdigt, det forstod Eva godt. I begyndelsen var hun overbevist om, at det var bedst for Vilma kun at bo hjemme hos hende, nu var hun helt ærlig ikke lige så sikker. Hendes eget liv ville have været en del nemmere, hvis han havde taget halvdelen af ansvaret. Men det var for sent at tænke på nu.

Pludselig gik det op for Eva, at hun ikke havde hørt Vilma et stykke tid.

»Vilma!,« råbte hun ud mod salonen.

Men ingen svarede.

»Vilma, kom her!« Hun kunne høre usikkerheden i sin stemme.

Det var sikkert ingenting, men hun brød sig ikke om, når datteren ikke svarede.

»Vilma! Kom, når mor kalder!«

Stadig ikke en lyd.

»Undskyld et øjeblik,« sagde hun til veninden.

»Jeg er nødt til at se, hvad Vilma laver.«

Hun ventede ikke på svar, men rejste sig bare og gik ud i salonen.

Blikket gled hurtigt hen over den eneste frisørstol, læderlænestolene ved glasbordet i hjørnet og endevæggen med tapetet med Manhattans skyline.

»Vilma!« råbte hun.

Men der var ingen Vilma. Hun åbnede toiletdøren. Tomt. På den anden side af salonen lå rummet med massagebænken. Dér var hun heller ikke. Døren ud mod gaden stod åben, Eva løb hen til den og kiggede ud.

»Har du fundet hende?«

Eva vendte sig om mod Katja, der også havde rejst sig og var kommet ud i salonen. Eva rystede på hovedet og lagde mærke til, at veninden havde fået en dyb, bekymret rynke i panden. Hun gned hånden mod brystet, mens hun ængsteligt så sig omkring.

Blikket for over græsplænen og den gamle trætrappe op til Kajsartornet.

Hun småløb rundt uden for salonen, mens hun spejdede til begge sider hen ad den mennesketomme gade.

»Vilma!«

Stemmen svigtede hende. Hun sank en klump og mærkede en trykken for brystet.

»Vilma!«

Så vendte hun sig atter mod veninden, der stod i døråbningen.

»Er hun ikke derinde?«

Katja så rundt for at forsikre sig om, at Eva virkelig havde gennemsøgt hele salonen. Hun vendte sig mod Eva, der stod rådvild ude på gaden.

»Tror du, hun har gemt sig?,« spurgte Katja.

»Nej, det tror jeg ikke. Det ville ikke ligne hende.«

Eva løb ind i salonen igen og begyndte at rykke rundt på møblerne, kiggede bag sofaen, bag gardinerne.

»Bare hun ikke har fået et af sine anfald.«

Til sidst blev hun stående midt i salonen med armene hængende ned langs siderne.

»Jeg fatter ikke, hvor hun kan være,« sagde Eva med rystende stemme.

»Hun var her lige før.«

»Tag det roligt,« sagde veninden trøstende og klappede hende på armen.

»Hun er sikkert ikke langt væk.«

De to kvinder gennemsøgte systematisk hver en krog uden at finde barnet. Eva mærkede maven knuge sig sammen. Hun åbnede bagdøren ud mod gården, samtidig med at hun vendte sig mod Katja. Hun kunne høre frygten i sin egen stemme.

»Vi må lede i gården! Hun kan være gået ned til Adelsgatan. Se først, om hun ikke er på den anden side!«

Det varede ikke længe, før Katja råbte.

»Eva, kom her! Skynd dig!«

Da Eva drejede om hjørnet, sad veninden på hug i græsset. Hun standsede op, mærkede hjertet slå hårdere, trak vejret tungt. Uden at hun selv bemærkede det, tog hun sig til brystet.

Katja vendte sig langsomt om mod hende.

»Kære Gud,« tænkte hun.

Katja holdt to små, hvide sko i hånden. Kære Gud, gør ikke dette mod mig. Hun blev svimmel, det flimrede for øjnene, hun kunne ikke længere mærke sine fingre. Men hun blev stående som frosset til jorden.

»Er det ikke Vilmas?,« spurgte Katja.

Eva snappede efter vejret.

»Kære Gud, lad ikke dette ske for mig,« tænkte hun. »Lad der ikke være sket Vilma noget.«

»Jo,« sagde hun stille og nikkede svagt, mens hendes øjne fyldtes af tårer, og verden rundt om hende blev utydelig.