Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

En roman om kærlighed, bikarbonat og nye begyndelser. Om at sparke til bolden, når den ligger der, om værdien af at blive set og om en kvinde, som har ventet hele sit liv på at begynde at leve.

Du får også et boguddrag fra:

  • 'Victors valg. En mors beretning' af Lone Kristensen og Stig Bo Matthiesen.
  • Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme af Charlotte Mandrup
  • ’I magtens skygge’ af Viveca Sten
  • ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun
  • ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
  • 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
  • ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
  • ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske
  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud
  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
  • ’Blitz’ af Agnete Friis
  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra 'Britt-Marie var her' af Fredrik Backman.

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

En roman om kærlighed, bikarbonat og nye begyndelser. Om at sparke til bolden, når den ligger der, om værdien af at blive set og om en kvinde, som har ventet hele sit liv på at begynde at leve.

KØB BOGEN HER: 'BRITT-MARIE VAR HER' AF FREDRIK BACKMAN

Britt-Marie snubler over dørtærsklen. Som om ikke kun indbyggerne i Borg prøver at afvise hende, men også byen selv. Hun står på kørestolsrampen, der fører op til pizzeriaets dør. Krummer tæerne, så foden bliver som en lille knyttet næve i skoen, for at kvæle smerten. En traktor kører forbi ude på vejen i den ene retning, en lastbil i den anden. Derefter ligger vejen øde hen.

Britt-Marie har aldrig været i så lille en by, kun kørt gennem dem i bilen med Kent ved siden af. Kent foragtede dem altid, de små byer. “Skide kontanthjælpslejre. Det er derfor, vi har verdens højeste skatter – de burde ikke kalde de steder for landsbyer, de burde kalde dem for bistandsbyer!” plejede han at udbryde med en selvfed klukken, som var det første gang, han sagde det.

Hvis ikke Britt-Marie omgående grinede med, puffede Kent til hende med albuen og brølede: “Er du med? Bistandsbyer!” Som om det var det, der var problemet.

Britt-Marie genvinder balancen og holder hårdere om sin håndtaske, da hun træder ned fra kørestolsrampen og ud på den store grusplads. Hun går hurtigt, som om hun bliver forfulgt af en eller anden. En-eller-anden triller efter, som om det er hende.

Vega tager fodbolden og stormer hen mod en flok andre børn, der alle har jeans med flænger på lårene. Efter et par skridt standser hun, skæver til Britt-Marie og mumler:

“Sorry, at du fik bolden i hovedet. Vi sigtede ikke på dig.”

Derefter vrisser hun surt til En-eller anden: “Men vi KUNNE godt have ramt, hvis vi havde sigtet!”

Hun vender sig om og skyder bolden forbi drengene ind i et plankeværk mellem fritidshjemmet og pizzeriaet. En af drengene tager imod den og skyder den ind i samme plankeværk en gang til. Først da går det op for Britt-Marie, hvorfor det dunker sådan i Borg.

En af drengene sigter helt tydeligt på plankeværket, men formår i stedet at skyde bolden direkte tilbage mod Britt-Marie, hvilket vinklen taget i betragtning er en nærmest enestående præstation af en ikke-præstation at være.

Bolden triller langsomt hen mod Britt-Marie. Børnene ser ud, som om de venter på, at hun skal sparke den tilbage. Britt-Marie flytter sig, som om bolden havde prøvet at spytte på hende.

Bolden triller forbi. Vega kommer løbende.

“Hvorfor sparkede du ikke til den?” spørger hun uforstående.

“Hvorfor i alverden skulle jeg dog sparke til den?” spørger Britt-Marie.

De nidstirrer hinanden i åbenlyst gensidig overbevisning om, at den anden er skingrende skør. Vega sparker bolden tilbage til drengene og løber væk. Britt-Marie børster støv af sin kjole. En-eller-anden tager en slurk vodka.

“Pisunger, hva’? Pisdårlige til fodbold. Kan ikke ramme vand fra, hva’ det hedder? En båd! Du ved? Men ingen steder at spille, vel? Pislort. Kommune nedlægge fodboldbane. Sælge jord, vil bygge ejerlejligheder. Så finanskrise og det pis, du ved, og nu: ingen ejerlejligheder, ingen fodboldbane.

“Kent siger, at finanskrisen er forbi,” informerer Britt-Marie hende elskværdigt om.

En-eller-anden fnyser.

“Ham Kent måske have, hva’ det hedder? Hoved i røv, hva’?”

Britt-Marie ved ikke, om hun bliver mest fornærmet over ikke at vide, hvad det betyder, eller over, hvad hun tror, det betyder.

“Det ved Kent nu nok mere om end Dem. Han er entreprenør, ser De. Ualmindelig succesrig. Gør forretninger med Tyskland,” påpeger hun.

En-eller-anden ser upåvirket ud. Hun peger på børnene med vodkaflasken: “De nedlægge den fodboldklub, da de nedlægge den fodboldbane, hva’? Gode spillere flytte til pisklub i byen.”

Hun nikker op ad vejen mod det, Britt-Marie må antage er “byen”, og dernæst tilbage mod børnene.

“Byen. Tyve kilometer den vej, hva’?

Det her, du ved – børn, der blive tilbage. Som dit, hva’ det hedder? Faxin! Blive taget fra sortiment. Skal være rentabel. Så ham Kent, han måske have røv fuld af hoved, hva’? Finanskrise måske nok forsvinde fra storby, du ved, men kan godt li’ Borg. Nu den bo her, den satan!”

En-eller-andens latter er umulig at skelne fra det efterfølgende hosteanfald. Britt-Marie bider mærke i den tydelige distinktion mellem, hvordan hun taler om “byen” tyve kilometer væk og “storbyen”, som Britt-Marie kommer fra. Forskellige grader af foragt. En-eller-anden tager en slurk så stor, at hun får tårer i øjnene, og fortsætter:

“I Borg alle køre lastbil, du ved. Der ligge, hva’ det hedder? Vognmand her! Men så den pisfinanskrise, du ved. Nu flere folk i Borg end lastbiler og flere lastbiler end job.” Britt-Marie strammer grebet yderligere om sin håndtaske og føler, af ikke nødvendigvis helt indlysende grunde, behov for at forsvare sig.

“Her er rotter,” oplyser hun derfor, ikke spor uvenligt. En-eller-anden hælder distræt endnu en slurk vodka i sig.

“Rotter jo skal bo et sted, hva’?”

Britt-Marie nikker, ikke spor kritisk.

“Rotter er beskidte. De bor i deres eget skidt. Men det bekymrer altså ikke Dem. Det må da være rart for Dem.” En-eller-anden klør sig i øret. Betragter nysgerrigt sin egen fingerspids. Drikker mere vodka. Britt-Marie nikker og tilføjer på alle måder betænksomt:

“Hvis I engagerede jer lidt mere i at holde det rent her i Borg, ville I måske ikke have så meget finanskrise.

” En-eller-anden giver ikke udelt indtryk af at have hørt efter. “Det’ en, hva’ det hedder? Myte! De rotter beskidte. Det’ en myte, hva’? De mus er beskidte, de skide overalt, men de rotter har toilet. Altid skide samme sted, hva’?”

Hun peger på sin egen bagdel og dernæst på jorden, da hun siger “skide”. Britt-Marie prøver at ignorere det. En-eller-anden peger på Britt-Maries bil med flasken.

“Du flytte den bil, hva’? De bare skyde fodbold på den.”

Britt-Marie ryster tålmodigt på hovedet.

“Den kan sandelig ikke flyttes – den eksploderede, da jeg parkerede den.”

En-eller-anden bryder ud i latter. Triller rundt om bilen og kigger på den fodboldformede bule i passagerdøren.

“Åh. Stenslag,” siger hun med et smørret smil.

“Hvad er det?” spørger Britt-Marie, følger modstræbende efter og nidstirrer den fodboldformede bule.

“Stenslag. Når den værksted ringe til den forsikringsselskab, hva’? Så værksted sige: ‘Stenslag’,” siger En-eller-anden med et smørret smil på læben.

Britt-Marie roder rundt efter sin liste i håndtasken.

“Jaså. Må jeg så spørge, hvor jeg finder det nærmeste værksted?”

“Her,” svarer En-eller-anden.

Britt-Marie kniber skeptisk øjnene sammen. Mod En-eller-anden selvfølgelig, ikke mod kørestolen. Britt-Marie er ikke typen, der dømmer folk.

“Reparerer De biler?”

En-eller-anden trækker på skuldrene.

“De nedlægge den bilværksted, hva’? Vi gør, hvad vi kan. Men pis nu på det! Jeg vise fritidshjem, ja?”

Hun rækker kuverten med nøglerne frem. Britt-Marie tager imod den og kigger på En-eller-andens vodkaflaske. Ryster dernæst på hovedet.

“Ellers tak, det går nok. Jeg vil nødig være til ulejlighed.”

“Ingen ulejlighed for mig,” siger En-eller-anden og triller nonchalant en omdrejning frem og en omdrejning tilbage med kørestolen.

Britt-Marie smiler overbærende. “Det var ikke den slags ulejlighed, jeg mente.”

Hun vender sig om i en fart, for at En-eller-anden ikke skal finde på at følge efter, og marcherer hen over parkeringspladsen.

Tager sin bagage og altankasserne ud af bilen og slæber det hen til fritidshjemmet. Låser døren op, træder ind og lukker og låser bag sig. Ikke fordi hun synes dårligt om denne En-eller-anden.

Slet ikke. Britt-Marie er ikke typen, der synes dårligt om andre mennesker.

Men lugten af vodka minder hende om Kent.

Hun tager mobiltelefonen op igen. Pigen på Arbejdsformidlingen svarer, ikke videre begejstret.

“Jeg må bede dig om at kontakte en skadedyrsbekæmper - der er en rotte her,” informerer Britt-Marie hende prompte om.

“Jamen, søde Britt-Marie, jeg har jo prøvet at forklare di…” begynder pigen lidt i et tonefald som en, der nu har lagt panden mod kanten af sit skrivebord.

“Du sagde, at jeg skulle ringe, hvis jeg havde spørgsmål om jobbet. Det her er et spørgsmål angående jobbet. Det er ikke hygiejnisk at have rotter på arbejdet!” fastslår Britt-Marie.

“Okay, okay, okay – jeg skal se, hvad jeg kan gøre,” mumler pigen lidt i et tonefald som en, der slår kanten af sin telefon langsomt ind mod tindingen.

Britt-Marie lægger på. Ser sig omkring. Det dunker i ydermuren, og der er rottespor i støvet på gulvet. Britt-Marie gør derfor det, hun altid gør i de sværeste situationer her i livet:

Hun gør rent. Pudser vinduerne med en klud dyppet i natron og tørrer dem af med avispapir fugtet med eddike. Det bliver næsten lige så godt som med Faxin, men føles ikke lige så godt.

Hun tørrer køkkenbordet af med natron og vand, vasker alle gulvene, blander dernæst natron og citronsaft for at rengøre fliser og vandhaner på badeværelset, hvorefter hun blander natron og tandpasta til at polere håndvasken med. Til sidst strør hun natron ud i sine altankasser, for ellers kommer der snegle.

Altankasserne ser ud til kun at indeholde jord, men blomsterne ligger dernede og venter på foråret. Vinteren kræver, at den, der vander, har tillid til, at det, der ligner det rene ingenting, rummer et stort potentiale. Britt-Marie ved ikke længere, om hun rummer tillid endsige håb. Måske ingen af delene.

Både hun og altankasserne bliver iagttaget med ligegyldighed af fritidshjemmets tapet, der er plastret til med fotografier af folk og fodbolde.

Fodbolde overalt. Hver gang Britt-Marie ser en af dem ud ad øjenkrogen, gnubber hun lidt hårdere med en skuresvamp, men selvfølgelig ikke spor passivt-aggressivt.

Bare omhyggeligt og betænksomt. Hun gør rent, indtil dunkelyden mod muren er holdt op, og børnene og fodbolden udenfor er gået hjem.

Først da solen går ned, finder Britt-Marie ud af, at lamperne indenfor kun virker i køkkenet. Så dér strander hun, på en lille ø af kunstigt lys fra lysstofrør inde på et næsten nedlagt fritidshjem.

Køkkenet er næsten helt fyldt op af et køkkenbord, et køleskab og to trætaburetter. Hun åbner køleskabet, hvis eneste indhold er en pose kaffe. Skælder ud på sig selv for ikke at have pakket noget vaniljeessens. Hvis man blander vaniljeessens med natron, lugter køleskabet frisk.

Hun stiller sig tøvende foran kaffemaskinen. Den ser moderne ud. Hun har ikke lavet kaffe i mange år, eftersom Kent laver ualmindelig god kaffe, og Britt-Marie altid synes, det er bedst at vente på ham. Men denne kaffemaskine har en knap, der lyser op, og det er det sødeste, nogen har gjort mod Britt-Marie længe, så hun prøver at åbne låget, hvor hun antager, at kaffen skal hældes i. Det sidder fast. Knappen giver sig til at blinke arrigt.

Hvilket Britt-Marie bliver dybt fornærmet over. Hun rykker frustreret i låget, så dens blinken tager til, hvorefter hun rykker endnu mere frustreret i låget, indtil hele maskinen vælter.

Låget går løs, og et søle af kaffegrums og vand sprøjter ud over Britt-Maries jakke.

Det siges, at folk forandrer sig, når de rejser væk – det er derfor, Britt-Marie altid har hadet at rejse. Hun vil nødig have forandring. Så i bagklogskabens lys må hun jo nok formode, at det skyldes rejseriet, at hun nu fuldstændig mister besindelsen, som hun ikke har gjort det, siden Kent gik ind på parketgulvet med golfsko på i begyndelsen af deres ægteskab.

Hun flår gulvmoppen til sig og hamrer rasende og af alle kræfter skaftet ned i kaffemaskinen. Den blinker. Noget knitrer. Den holder op med at blinke. Britt-Marie slår gulvmoppens skaft ned i den igen og igen, indtil hendes arme dirrer, og øjnene ikke længere kan skelne konturerne af køkkenbordet. Så henter hun stakåndet et lommetørklæde i sin taske. Slukker loftslampen i køkkenet. Sætter sig på en af de to trætaburetter i mørket og græder ned i lommetørklædet.