Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

En kringlet og karakterbåret pageturner om hævn, sladder og det, der skjuler sig bag facaden.


KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ’Snehvide skal dø' af Nele Neuhaus

Du får også et boguddrag fra:

  • ’Med rov i rollatoren' af Catharina Ingelman-Sundberg
  • ’Sådan vinder du på oddset’ af Steffen Dam
  • 'Håb' af Amanda Berry og Gina DeJesus
  • 'Sommeren 1960' af Hans Mortensen
  • ’Hormonel harmoni’ af Caroline Fibæk og Stine Fürst
  • 'Bundfald' af Mikael Lindholm og Lisbeth Zorning
  • 'Nat i april' af Caroline Livingstone
  • 'Bonita Avenue' af Peter Buwalda
  • 'Steven Gerrard. Min historie'
  • 'Britt-Marie var her' af Fredrik Backman
  • 'Victors valg. En mors beretning' af Lone Kristensen og Stig Bo Matthiesen.
  • Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme af Charlotte Mandrup
  • ’I magtens skygge’ af Viveca Sten
  • ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun
  • ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
  • 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
  • ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
  • ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske
  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud
  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
  • ’Blitz’ af Agnete Friis
  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

En kringlet og karakterbåret pageturner om hævn, sladder og det, der skjuler sig bag facaden.




KØB BOGEN HER: 'SNEHVIDE' AF NELE NEUHAUS

Han sagde ikke farvel. Det er der ingen, der gør, når de bliver løsladt.

Mange gange, rigtig mange gange i løbet af de seneste ti år havde han forestillet sig den dag, han blev sluppet ud af spjældet. Nu måtte han konstatere, at hans fantasi altid var standset i det øjeblik, hvor han gik igennem porten ud til friheden, som nu pludselig virkede skræmmende. Han havde ingen planer. Ikke længere. Sagsbehandlerne havde ikke behøvet at tude ham ørene fulde om, at verden ikke ligefrem ville lægge sig for hans fødder, og at han måtte indstille sig på en lang række afvisninger og nederlag i en ikke videre lys fremtid. Han kunne godt skyde en hvid pind efter at blive læge, sådan som han havde drømt om efter en studentereksamen med et tårnhøjt gennemsnit. Muligvis kunne han bruge den mekanikeruddannelse, han havde fået i spjældet, til at komme videre. I hvert fald var tiden nu inde til at se sandheden i øjnene.

Da Rockenberg-fængslets grå, takkede jernport faldt skingert og raslende i efter ham, så han hende stå ovre på det modsatte fortov. Selvom hun i de sidste ti år havde været den eneste fra det gamle slæng, som regelmæssigt skrev til ham, var han alligevel overrasket over at se hende her. Faktisk havde han regnet med, at hans far ville komme. Hun lænede sig op ad køleren på en sølvfarvet jeep med en mobil ved øret, mens hun røg en cigaret med hurtige sug. Han gik i stå. Da hun genkendte ham, rettede hun sig op, lagde telefonen ned i frakkelommen og kastede skoddet fra sig. Han tøvede et øjeblik, inden han gik over den brostensbelagte gade med den lille kuffert, der rummede alt, hvad han ejede, og stillede sig foran hende.

»Hej, Tobi,« sagde hun og smilede usikkert. Ti år var lang tid, og så længe var det også siden, de sidst havde set hinanden, for han ville ikke have, at hun besøgte ham.

»Hej, Nadja,« svarede han. Det føltes underligt at kalde hende ved det nye navn. Hun så bedre ud i virkeligheden end på TV. Yngre. De stod ansigt til ansigt, tøvede, så på hinanden. En barsk vind drev de visne blade hen over brostenene. Solen var gemt bag tætte, grå skyer.

Det var koldt.

»Godt, du er ude igen.« Hun lagde armene om livet på ham og kyssede ham på kinden. »Jeg er glad for at se dig. Seriøst.«

»Jeg er også glad for at se dig.« I samme øjeblik han udtalte den floskel, spurgte han sig selv, om det nu også var sandt. Hans usikre, kejtede følelse havde ikke meget med gensynsglæde at gøre. Hun gav slip på ham, da han ikke lod til også at ville omfavne hende. For længe siden havde de været bedste venner, de boede dør om dør, og hun havde været en fasttømret del af hans liv. Nadja var den søster, han aldrig havde haft. Men nu var alting forandret, ikke kun hendes navn. Den drengede Nathalie, der havde skammet sig over sine fregner, sin tandbøjle og sine små bryster, var blevet forvandlet til Nadja von Bredow, en berømt og eftertragtet skuespiller. Hun havde realiseret sin ambitiøse drøm, lagt landsbyen bag sig og var kravlet helt op på det øverste trin af den sociale rangstige. Selv kunne han ikke engang sætte foden på det nederste trin. Fra og med i dag var han en tidligere straffet, der ganske vist havde siddet tiden ud, men som samfundet ikke ligefrem ventede med længsel.

»Din far kunne ikke få fri i dag.« Uvilkårligt trak hun sig lidt væk og undgik at se på ham, som om hun blev smittet af hans forlegenhed. »Derfor er det mig, der kommer og henter dig.«

»Det var sødt af dig.« Tobias lagde sin kuffert på bagsædet i hendes bil og satte sig ind foran. Det lyse læder havde ingen ridser, bilens inventar lugtede nyt.

»Wow,« sagde han dybt imponeret og så nærmere på instrumentbrættet, der mindede om cockpittet i et fly. »Fed bil.«

Nadja smilede kort, spændte sikkerhedsselen og trykkede på en knap uden først at have sat nøglen i tændingen. Motoren begyndte straks at brumme diskret. Let og elegant fik hun den tunge bil manøvreret ud af parkeringsbåsen. Tobias fik øje på et par vældige kastanjetræer, der stod klos op ad fængselsmuren. Synet af dem gennem vinduet i cellen havde i de sidste ti år været hans eneste kontakt udadtil. Træerne, der viste årstidernes skiften, havde været et håndgribeligt bevis på omverdenens eksistens, hvorimod resten af verden var flydt ud til en diffus tåge bag fængslets mure. Og nu skulle han begive sig ud i tågen igen efter at have afsonet sin straf for mordet på to piger. Ligegyldigt om han ville eller ej.

»Hvor skal jeg køre dig hen? Hjem til mig?« spurgte Nadja, da hun svingede ud på motorvejen. I de seneste breve havde hun flere gange tilbudt ham at bo hos hende i begyndelsen – lejligheden i Frankfurt var stor nok til dem begge. Det lød ganske vist fristende at slippe fri for at vende tilbage til Altenhain og blive konfronteret med fortiden, men alligevel afslog han.

»Måske senere,« sagde han. »Først vil jeg gerne hjem.«

Politiassistent Pia Kirchhoff stod i silende regn på den nedlagte militærflyveplads i Eschborn. Hendes lyse hår var samlet i to korte fletninger, hun havde en baseballkasket på og hænderne dybt begravet i lommerne på sin dunjakke, mens hun med udtryksløst ansigt stod og så på sine kolleger fra Kriminalteknisk Afdeling, som var ved at lægge en presenning over hullet foran hende. I forbindelse med nedrivningen af en faldefærdig hangar havde en gravemaskinfører fundet knogler og kraniet fra et menneske i en af de tomme brændstoftanke og til sin foresattes store ærgrelse tilkaldt politiet. Nu havde arbejdet stået stille i to timer, og Pia måtte lægge øre til et længere møgfald fra en sur formand, hvis multikulturelle nedrivningssjak var blevet stærkt reduceret, efter at politiet dukkede op. Manden tændte sin tredje cigaret inden for et kvarter og trak skuldrene op, som om dét kunne hindre regnen i at løbe inden for kraven på hans jakke. Han bandede uafbrudt imens.

»Vi venter på retsmedicineren. Han skal nok komme.« Pia var ligeglad med, at der helt åbenlyst var illegale arbejdere på byggepladsen, eller at tidsplanen for nedrivningsarbejdet var ved at skride. »Hvorfor river du ikke bare en anden bygning ned?«

»Det kan du sagtens sige,« skumlede manden og pegede hen imod de gravkøer og lastbiler, der holdt og ventede. »De elendige kødben dér er skyld i, at vi bliver voldsomt forsinket, og det koster en formue.«

Pia trak på skuldrene og vendte sig om. En bil skrumplede hen over den revnede beton. Ukrudtet havde ædt sig gennem hver eneste fuge og forvandlet den tidligere jævne start- og landingsbane til en pukkelpist. Efter at flyvepladsen var blevet lukket, havde naturen med al ønskelig tydelighed bevist, at den var i stand til at overvinde enhver menneskeskabt hindring. Pia lod formanden stå og brokke sig og gik hen imod den sølvgrå Mercedes, der var standset ved siden af politiets køretøjer.

»Det var du godt nok længe om,« sagde hun irriteret til sin eksmand. »Det er din skyld, hvis jeg bliver forkølet.«

Dr. Henning Kirchhoff, souschef på Retsmedicinsk Institut i Frankfurt, lod sig ikke stresse. Stille og roligt tog hans sin engangsdragt på, skiftede fra sine blankpudsede, sorte lædersko til gummistøvler og trak hætten op.

»Jeg havde forelæsning,« svarede han. »Og så var der trafikprop ved messeområdet. Beklager. Hvad har vi så her?«

»Et skelet i en af de gamle jordtanke. Nedrivningsfirmaet fandt det for to timer siden.«

»Ligger det dér, hvor de fandt det?«

»Ja, det tror jeg. De fjernede beton og jord, og så skar de den øverste del af tanken op, for man kan ikke køre den væk i hel tilstand.«

»Godt.« Henning Kirchhoff nikkede, hilste på kriminalteknikerne og kravlede ned i hullet under presenningen, hvor den nederste del af tanken befandt sig. Han var uden tvivl den bedste mand til opgaven, for han var en af de få retsantropologer i Tyskland, der havde menneskets knogler som speciale. Vinden piskede nu regnen næsten vandret hen over det åbne areal. Kulden gik gennem marv og ben. Vandet dryppede fra Pias baseballkasket og ned på hendes næse, og fødderne var som to isklumper. Hun misundte arbejderne fra nedrivningssjakket, der måtte lade arbejde være arbejde, og derfor stod inde i flyhangaren og drak varm kaffe fra termokander. Henning arbejdede omhyggeligt som altid. Når han havde med knogler at gøre, glemte han tiden og de ydre omstændigheder. Han sad på bunden af tanken bøjet over skelettet, mens han undersøgte den ene knogle efter den anden. Pia stak hovedet ind under presenningen og holdt fast i stigen for ikke at falde ned.

»Et helt skelet,« råbte Henning op til hende. »Af en kvinde.«

»Gammel eller ung? Hvor længe har hun ligget der?«

»Det kan jeg ikke sige noget om endnu. Umiddelbart ser der ikke ud til at være nogen vævsrester tilbage, så der er nok tale om et par år.« Henning Kirchhoff rejste sig og kravlede op ad stigen.

Kriminalteknikerne begyndte forsigtigt at indsamle knoglerne og jorden omkring dem. Der ville gå et stykke tid, før skelettet kunne transporteres til Retsmedicinsk Institut, hvor Henning og hans medarbejdere ville undersøge det nærmere. Det skete gang på gang, at menneskeknogler blev fundet i forbindelse med udgravninger, og det var altid vigtigt at fastslå, hvor længe et lig havde ligget på stedet, eftersom voldsforbrydelser med undtagelse af drab blev forældet efter tredive år. Først når skelettets alder og liggetid var fastslået, gav det mening at sammenligne med forsvundne personer. Flyvningerne til og fra basen blev indstillet engang i 1950’erne, og tanken var sandsynligvis ikke blevet fyldt siden da. Skelettet kunne derfor tilhøre en af de kvindelige soldater fra den amerikanske base, der havde ligget lige ved siden af frem til 1991, eller måske var det en af beboerne fra det tidligere asylcenter på den anden side af det rustne trådhegn.

»Vil du med ud at have en kop kaffe?« Henning tog sine briller af og tørrede dem, før han krængede den gennemblødte dragt af. Pia kiggede overrasket på sin eks. Det var absolut ikke hans stil at gå på café i arbejdstiden.

»Er der sket noget?« spurgte hun mistroisk. Han skar en grimasse og sukkede dybt.

»Jeg står i lort til halsen,« indrømmede han. »Og jeg har brug for dit råd.«