Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Nat i april’ er Caroline Livingstones blottende og intime fortælling om at vokse op side og side med en sindslidelse, at overleve et selvmordsforsøg og om at skulle leve med aldrig at vide hvordan det er ikke at have været på den lukkede.

Du får også et boguddrag fra:

  • 'Bonita Avenue' af Peter Buwalda
  • 'Steven Gerrard. Min historie'
  • 'Britt-Marie var her' af Fredrik Backman
  • 'Victors valg. En mors beretning' af Lone Kristensen og Stig Bo Matthiesen.
  • Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme af Charlotte Mandrup
  • ’I magtens skygge’ af Viveca Sten
  • ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun
  • ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
  • 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
  • ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
  • ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske
  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud
  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
  • ’Blitz’ af Agnete Friis
  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra 'Nat i april' af Caroline Livingstone


Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Nat i april’ er Caroline Livingstones blottende og intime fortælling om at vokse op side og side med en sindslidelse, at overleve et selvmordsforsøg og om at skulle leve med aldrig at vide hvordan det er ikke at have været på den lukkede.



KØB BOGEN HER:'NAT i APRIL' AF CAROLINE LIVINGSTONE

Det faldt mig meget naturligt at blive sindssyg. Jeg tror aldrig rigtig det kunne have været anderledes. Det var en langstrakt organisk proces, hvor intet øjeblik var afgørende og ingen enkelt ændring kunne have ændret udfaldet.

Folk spørger altid hvornår sådan noget begynder. Fra hvornår man vidste det, når man er anderledes på en måde hvor det ikke umiddelbart kan ses. Jeg ved ikke om det overhovedet er begyndt, lige så lidt som jeg ved om det nogensinde stopper. Jeg ved ikke om der var et tidspunkt hvor jeg ikke vidste det, eller om der kommer et tidspunkt hvor jeg helt begynder at tro på det.

Men jeg ved at det føltes som om alt hvad der tidligere havde været fantasi, med ét blev tvunget virkeligt. Det pludselige ryk knækkede noget jeg aldrig helt fandt ud af hvad var, eller hvor sad. Jeg forestiller mig det som en flettet streng, i tre tråde, noget stærkt som stål, noget skrøbeligt som spindelvæv, og et ukendt tredje. Styrken afhænger af skygger og sol og hvordan lyset falder.

Jeg husker de færreste virkelige episoder fra jeg var lille, jeg lever legene, og bor kun i fantasien.

Jeg har navne til de fleste ting omkring mig, det er dem jeg kender bedst, for jeg er mere tryg ved dem end det levende.

Min bedste ven er æbletræet i baghaven. Han hedder Thomas, og vi deler mit saftevand slurk for slurk hver eftermiddag mens jeg læser højt for ham. Jeg kender hver en knast og finder et ansigt i dem alle sammen. Jeg bliver stolt da mine forældre siger, han er flere år ældre end mig, for så føler jeg det er, som om jeg har min egen storebror. Blommetræet kalder jeg Dorthe ligesom min kusine, for det er en lillesøster ligesom hende, pæretræet Tarzan har jeg lidt givet til min lillebror, hækken hedder Mia-Bella, det kalder mine forældre den også, Lille Birk, mor Birk og bare Birk står ved indkørslen, egetræet Fedtmule har ikke grene langt nok nede til at jeg gider lege med ham, den gigantiske Gammelnok er den ældste, Bedstemor Kirsebærtræ i forhaven er den kærligste og hende jeg frygter mest bliver fældet, og troldhasselen Troels er helt min egen, som jeg selv har plantet i mit eget runde bed da han var helt lille.

Som lille gynger jeg. Jeg gynger hver dag. Svinger konstant frem og tilbage, mellem en verden af Astrid Lindgren og et hoved af Kafka.

Verden jeg kender, er en lille verden. Den består af vejen jeg bor på, dens 2½ bakker og stierne omkring. Mod højre bor en schæferhund hvor hønsene går frit rundt. Mod venstre bor ham de kalder Geden, og en kattedame vi ikke ved om er flyttet eller død eller bare havde ladet haven gro ind i huset.

Minderne sidder på række, adskilt og isoleret, blanke med glimmer og pastelfarver, som glansbilleder i et hæfte med perler af lim i kanterne, en armslængde væk, med motiver jeg ikke kan mærke. De føles fremmede, min erindring har udstødt dem.

Jeg føler først mine minder tilhører mig da jeg bliver sindssyg.

Splinten fra et troldespejl kilet ind i hjernebarken genspejler det første jeg kan genkende som mig selv.

Da vi er nede ved stranden, bygger vi zoologiske haver til vandmænd, søstjerner og krabber – og sneglehuse og sten når vi ikke kan finde mere der er levende.

Jeg kigger ned på den glinsende tang af sorte bobler, levende af lopper og omkranset af sandkant. Jeg kigger op og skimter mod solen, og dér ved jeg det. Uden om den blå kuppel over os er der ingen større end os der kigger. Når legen er slut med tanglopperne, er der endnu en verden uden for nedhulingen i sandet. Vi er Josephine og Caroline, og vi skal hjem og have frugt med råcreme. Der vil være vanilje i. Men når vi er slut, er der intet udenom. Jeg kan kun slappe af når der er noget udenom. Kun blive væk i en bog når jeg stoler på at verden venter, når jeg lukker den. Kun dagdrømme i fritidshjemmet når jeg ved, Josephine kommer med hjem bagefter. Kun lege i svømmehallen om onsdagen når jeg ved, jeg skal til mormor og have fløderand og flæsk bagefter.

Så snart bogen er slut, så snart jeg rives ud af dagdrømmen, eller så snart jeg skal stoppe med at lege, isner det indeni, for jeg mærker alt for voldsomt hvordan jeg nu er tættere på ingenting.

Der er intet beskyttende udenom. Jeg har brug for bogen, dagdrømmen og legen. Derfor bliver jeg i den.

På rulleskøjter i solskin, ned forbi marken med de vilde blomster,

med leddene strakt stive af knæ- og albuebeskyttere i neonfarver og sort. Josephines brødre løber sammen foran os. Jeg kan ikke forstå at de har vænnet sig til ikke at tænke over himlen, om min blå mon er det samme som andres blå. At hele verden ser helt vrangvredet ud fra hendes vinkel i forhold til min, med bare to meters mellemrum.

At der findes en anden verden for hvert sæt øjne andre end mine. At milliarder andre ser alt muligt andet end jeg, og øjne vil blive ved med at se længe efter mine, men jeg vil ikke vide hvad de ser. Jeg sluger et skrig. Det første af mange.

Jeg kører videre ned ad asfalten, men ikke som før. Noget har sat sig inde bag mine bryn. Noget der aldrig forsvinder.

Jeg kigger mig omkring, men ingen så mit slugte skrig. Jeg forstår ikke hvordan noget så stort kan ske for nogen, uden at andre mærker det.

Vi plukker de hvide bær på hækken ude foran skorstensfejerens have; vi ved godt de er giftige, og det er altså ikke fordi vi har tænkt os at spise dem, vi vil bare se på dem, og jeg tager dem med mine fingre og mærker dem i min hånd, og jeg forstår ikke hvorfor jeg pludselig tænker hvorfor den dog er min, den hånd, om den er min. Jeg ser den som jeg ser bærrene den plukker, men de er heller ikke mine. Den plejer at gøre hvad jeg tænker den skal, men ikke nu, er den så stadig min? Den føles så fremmed. Har jeg set den før? Lige nu virker de matte snebær mere som mig. Jeg prøver at stryge håndryggen og sige at jeg kan mærke det, derfor er den min, og jeg bliver ved om hele min krop. Jeg må markere ejerskabet, klappe knæhaserne på plads, albuer, lænden. Jo mere jeg bliver i tvivl, jo mere må det mærkes, niv, ridsen med en negl, et lille slag, jeg må banke kroppen på plads, ellers ved jeg ikke at den er min.

Jeg er det første barn i familien i mange år, og jeg vokser op blandt voksne der har meget tid til at lære mig ting og rose mig for dem bagefter. Jeg lærer Halfdans ABC og mine andre børnebøger udenad som helt lille. Min far siger jeg har klæbehjerne. Jeg bliver altid overrasket når nogen bruger et beskrivende ord om mig, og kan aldrig forstå, hvordan de ser det, og at de ser det. Klæbehjerne. Genert. Livlig fantasi.

Jeg tror ikke på jeg har klæbehjerne. Jeg tror bare bøgerne er blevet læst meget mere for mig end for andre børn. Men jeg bliver bange for at afsløre at jeg i virkeligheden ikke er det.

For at glemme hvad han har lært mig. Jeg øver mig hjemme når jeg er alene, på alt hvad jeg lærer.

Min tid opdeles i værelses-tid hvor man øver sig, og verden-tid hvor man viser. Værelses-tiden udvider sig dog, og der går længere og længere, inden ting bliver klar til verden.

Jeg begynder at sige jeg ikke har lavet lektier, selv om jeg altid har, fordi jeg er bange for at skulle sige noget der ikke er rigtigt.

Mine lærere finder dog ud af at mine sider er udfyldte, og tvinger mig til at komme med resultatet. Jeg tæller mig frem mens de andre læser svar op, de er nået til nr. 22, Rune, Mark, Louise, Anette, jeg får nr. 26, så jeg regner og regner og regner, samme regnestykke med samme resultat, igen og igen, indtil det bliver min tur. 76? Lettelsens suk skyller ind over mig ved lærerens bekræftende nik, inden jeg begynder at tælle igen. Næste gang har jeg nummer 45.

Jeg er den hurtigste til at løbe, konkluderes det en dag på legepladsen, så jeg gør det aldrig igen. Jeg er for bange for at nogen skal overhale mig.

Jeg befinder mig oftest i mit eget hoved stirrende tomt ud i luften, pillende ved en hårtot eller skrivende mine tanker i små bogstaver ud i luften når ingen kigger, fordi jeg ikke tør sige dem højt. Hvorfor ... er ... du ... så ... forkert ... Bliv ...bedre .... Hvorfor ... er ... du ... så ... forkert ...“Er du sur?” spørger dem fra klassen og jeg siger altid at jeg tænker, men fortæller aldrig på hvad.

Frygt, fantasi og jeg udgør en uadskillelig trekløver. Hvad der starter som at have usynlige venner og være mørkeræd udvikler sig side om side med mig. Efterhånden som jeg bliver højere, vokser disse træk også, det harmløst uskyldige får tænder, hver tanke et hårdere bid. Legen er ikke kun sjov, den er overlevelse, den er alt, og det er ikke mig der har kontrollen, så jeg kan ikke stoppe igen.

Meningsløsheden er aldrig længere end et blink væk. Jeg har altid vidst at hvis jeg tænkte nok på døden, mørket, intetheden og ikke-eksistens, trækker tanken mig på få sekunder gennem et gab, jeg sluges af skyggen, indtil tunnelen spytter mig ud på badeværelsesgulvet, skrigende ukontrollerbart med sammenkrøllet krop, og en frygtfølelse jeg aldrig siden nærer for noget virkeligt. Tilstanden er så absolut, at jeg ikke kan kommunikere den. Den bliver et sort hul, jeg lærer at bevæge mig uden om uden nogensinde at kigge ned i det, for jeg er så bange for det en dag skal kigge tilbage.

På vej i bilen en aften kører vi ad kildevejen. Josephine og jeg kigger på stjerner. Vi snakker om hvor mange der er, om de altid har siddet sådan, hvem der har bestemt det skal hedde Lille Bjørn. Jeg kigger op gennem sammenknebne øjne på de samme stjerner hun ser, og siger. “Prøv at tænk hvis de hele tiden var så skarpe som når man kniber øjnene sammen.” Josephine forstår det ikke. Det viser sig at jeg er nærsynet.

Meget nærsynet. Jeg har åbenbart hele tiden set anderledes end alle andre, og hvor skulle jeg vide det fra, siger de, det er jo dine egne øjne, siger de. Du har aldrig set ud af andre. Men det er nu imponerende at jeg kunne fungere nok til at ingen opdagede det, men nu forklarer det faktisk en del.

Jeg får et par briller og træder de første overvældende skridt.

Jeg kan ikke lide det.

Jeg var så tryg i min egen lille duggede verden, jeg vil ikke ud. Alle de detaljer og skarpe kanter, og hvordan kan andre orke at se så langt? Synes de dog ikke det er grimt sådan, at ruder er alt for firkantede. Jeg nægter at gå med dem, men de siger jeg skal. Jeg kan jo ikke gå rundt og se dårligere end alle andre, siger de. Jeg får kontaktlinser i stedet. Så kan jeg lade være med at sætte dem i, uden at andre kan se det.

Der står et askefarvet træ ved skolen som vi altid snakker om, mellem den store klatrebåd af blankt træ og den lille bygning der hedder KerneHuset. Træet har knudrede samlinger af kviste på visse grene, og vi spørger altid hvorfor, for som lille vil man gerne vide hvorfor. Jeg tror i starten det er reder til fuglenes unger, indtil nogen siger, det er fordi træet er sygt, men senere får jeg at vide at det bare er sådan nogle træer er.

Jeg finder aldrig ud af hvad der er med det træ, men det er også lige meget, for med tiden vokser man fra hele tiden at ville vide hvorfor.

Jeg ved det allerede ved smilet. Jeg behøver ikke at se det fremkaldte billede for at vide det, alene i poseringen inden blitzen går af, føler jeg det i kinderne. Stående med min lillebror og lillesøster mærker jeg det i muskulaturen. Mit ansigt har ændret sig. Jeg kigger på min lillesøsters kind og tænker hvornår jeg mon tabte det harmonisk naturlige hun

har. Om jeg nogensinde havde så menneskeligt et udtryk og så mistede det, eller først lige er blevet klar over at jeg altid har været så fremmet og forkert bare uden at vide det. Begge dele ville være lige tragisk, men jeg frygter og tror mest på det sidste. En dæmonbaby med deformt hoved, forvrængede træk, klovnemund og kyse, der troede den var et rigtigt barn, og grinede og legede og rystede med ranglen som om den var ligesom de andre, mens folk ikke vidste om de skulle have ondt af kræet, eller om det var tilladt at le fordi den jo trods alt ikke vidste bedre. Men nu ved jeg det. Det naturlige i mig er forhekset, det er et mytisk onde der skal bekæmpes.

Der er en medfødt harmoni i hvordan alle andre er skabt, en gudsgiven skabelon de er formet efter, symmetriske systing der lægger sig perfekt op ad hinanden, forbundet tråd

og lige linjer, hvor jeg er klattet sammen af resterne der var tilbage, en fuldfed medister, proppet med alt der er forkert og forbudt, af indmad og uregelmæssigheder, blod, skidt og betændelse, stoppet op i egen tarm og trykket ud i metermål.

Hver dag bliver en aggressiv, væbnet kamp mod min fysiske form. Jeg angriber mig selv med alt hvad jeg har, en krig af kontrol ført med smerte og sminke.

Den mest forfejlede opfattelse er, at jeg gør det fordi jeg vil se godt ud. For mig er det ikke et middel til at forskønne eller fremhæve, men en maske. Jeg prøver ikke at være pæn.

Jeg ville være tilfreds med at være grim, hvis bare jeg var genkendelig som arten menneske. Sminke bliver en sprællemand jeg bruger til at trække opmærksomhed væk fra mit egentlige ansigt. Når det er nøgent, står min mangel på menneskelige træk pinefuldt frem.

Som med et spøgelse afslører spejlet den sande form, og de få glimt jeg nødsager mig til at kaste i det, er fuldstændig strategisk planlagt. Når jeg overraskes af en uventet refleksion, reagerer som om jeg bliver blændet, som om jeg er brændt, som om det er lys og lava på samme tid, og jeg forsøger at holde min gråd på indersiden til jeg er hjemme og i fred kan fortrænge at jeg findes. Min mor forstår ikke hvad der sker, hvordan jeg på nanosekunder en eftermiddag i Illum pludselig kun vil hjem og ikke se eller ses. Folk beroliger hende med at det er normalt at have det sådan når man er en pige på 14 år.

Jeg fantaserer for mig selv om at skrælle mit ansigt som en jordskok. Det er en lindrende tanke jeg ofte dvæler ved. At føre en grøntsagsskræller hen over huden, skære det fladt af og rundt, lade næse, pande og hage falde ned i køkkenvasken, til jeg står tilbage med en kuglerund kødfarvet marmorkugle med mystiske marmoreringer og neutral geometrisk bare for at frisættes fra forventningen om at dette skulle være et ansigt.

Jeg græder på en måde ingen af os forstår. Hverken mig eller min mor. Det er som om en ukendt ventil er utæt, og jeg gennemroder mit kranium for at finde lækken, men rør for rør synes alt at fungere, og jeg finder aldrig sprækken, der uudtømmeligt fortsætter med at fosse.

Min mor siger det er sundt at græde. At det har en grund.

At det er vigtigt, og jeg vil have det bedre når jeg får det ud.

Jeg prøver at græde mig tør, men det her kildeudspring er permanent. Jeg har to muligheder, som jeg ser det. Jeg kan fortsætte med at græde ud i det uendelige, eller jeg kan få mig selv til at stoppe. Jeg tager en beslutning. Jeg græder ikke igen.

Hvis jeg stadig er noget af mig selv, ville det være klodset. Jeg er et meget klodset barn. Det ved jeg, for det siger alle om mig. Klæbehjerne. Genert. Livlig fantasi. Klodset. Jeg skader mig selv hver dag. Jeg står med høvlen i sløjd og lader brættet skride under mine fingre, så høvlen skræller ind i min finger.

Jeg klipper filt i håndarbejde og fører saksen i et skarpt snit ind i det bløde kød mellem tommel og pegefinger. Jeg rækker ud efter en gryde i hjemkundskab og sætter det nederste af min underarm mod den varme kogeplade der syder af varme mod blottet kød.

Lægen desinficerer, renser og syer mig hver gang, siger med samme dybe stemme fra samme saglige stemmebånd, der lyder lidt som bark hvis bark kunne lyde, at den slags uheld jo er hvad der sker når man er klodset, at det bare er en overfladisk skramme, at den vil hele af sig selv med tiden, og så slutter han altid med at sætte plaster på såret med et smil.

Jeg ender med at komme til skolepsykolog, der spørger mig om ting, og jeg svarer så pænt og pleasende jeg kan.

Det føles som om hun fisker med sine spørgsmål og jeg ikke kender svarene. Det hun hæfter sig mest ved, er at jeg

har en biologisk far jeg ikke ser. Om jeg savner ham, om jeg tænker på ham, om jeg føler mig forladt. Jeg tror det er her jeg skal nikke, så det gør jeg, selvom jeg kun har mødt ham en weekend da jeg var 11 og ikke rigtig tror man så kan savne, og at jeg jo altid har haft min far derhjemme, så jeg føler mig ikke særlig forladt. Vi snakker kun om den biologiske far til vores samtale.

“Det er lidt sejt han er amerikaner, hva’? Ligesom isen.”

smiler hun til sidst, og da jeg følges ud, klapper hun mig på skulderen, som man klapper et plaster på plads, og siger hun også godt gad hedde Livingstone.