Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Med usvigelig træfsikkerhed har Viveca Sten skrevet en knugende spændende pageturner med makkerparret Thomas Andreasson og Nora Linde i centrum på den lille hyggelige ø Sandhamn.

Du får også et boguddrag fra:

  • ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun
  • ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
  • 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
  • ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
  • ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske
  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud
  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
  • ’Blitz’ af Agnete Friis
  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ’I magtens skygge’ af Viveca Sten


Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Med usvigelig træfsikkerhed har Viveca Sten skrevet en knugende spændende pageturner med makkerparret Thomas Andreasson og Nora Linde i centrum på den lille hyggelige ø Sandhamn.

KØB BOGEN HER: 'I MAGTENS SKYGGE' AF VIVECA STEN

Kapitel 1

Maria Svedin ventede i den rummelige forstue, mens Celia Jonsson hjalp Oliver med at få jakken på, der hørte til den mørkeblå skoleuniform.

Maria skiftede uroligt vægten over på den anden fod. Skulle hun hente Olivers skoletaske, der stadig stod inde på værelset? Det var svært at vide, hvad Celia havde forestillet sig.

Celia knappede den øverste skinnende knap på Olivers jakke og strøg en mørk hårlok væk med hånden, inden hun rettede sig op.

»Maria,« sagde hun på sit gebrokne svensk. »Kan du køre Oliver til skole, jeg har meget at lave i dag? Du kan tage Carstens bil, han gik til arbejdet.«

Spørgsmålet overraskede Maria. Celia plejede altid selv at køre sønnen om morgenen, men hun havde sorte rande under øjnene, munden var knebet hårdt i, og hun var tydeligvis anspændt.

I går aftes havde Maria hørt højlydte stemmer. Selvom lejligheden var stor, og hendes værelse lå langt fra familiens soveværelse, havde hun ikke kunnet undgå at høre de ophidsede ord, der trængte gennem væggene. Det havde lydt, som om de skændtes om et sommerhus, Carstens planer om et fritidshus i Sverige.

»Maria?« sagde Celia igen. Maria nikkede og gik ud i lejlighedens entré. Elevatoren kørte direkte op til familiens lejlighed. Hun trykkede adskillige gange på knappen for at vise Celia, at hun var i sving. Hun var helst sluppet for at køre Oliver, for det var stadig svært at finde ud af at køre i venstre side i London, og rundkørslerne gjorde hende nervøs.

Celia lagde ikke mærke til hendes tøven. Eller også var hun ligeglad.

»Hvis du kører bilen op fra parkeringskælderen, kommer jeg ned med Oliver om et par minutter,« fortsatte Celia. »Jeg må lige hente hans nye vanter.«

Det hedder »skal lige hente«, ikke »må lige hente«, tænkte Maria,men hun undlod at rette på Celia.

Maria tog sin jakke på og vendte sig mod hoveddøren.

»Hurry up, Oliver,« udbrød Celia. »You mustn’t be late for school. You know what daddy will say.«

Det rumlede ovre ved døren. Elevatoren var kommet op.

»Jeg går derned nu,« sagde Maria.

Lamperne plejede at tænde automatisk, når man trådte ind i parkeringskælderen, men da Maria trådte ud fra elevatoren, skete der ingenting.

Kort efter slukkede lyset bag hendes ryg, da elevatordørene gik i.

Hun vendte sig om for at trykke på knappen, så dørene gik op igen,men elevatoren var allerede kørt sin vej.

Maria trådte et skridt frem og satte foden ned på det grå betongulv, for at lyset skulle tænde, men det blev ved at være mørkt. Var strømmen gået? I givet fald skulle elevatoren jo heller ikke virke. Der måtte være noget galt med systemet, men hun havde ingen anelse om, hvor sikringsskabet sad, eller hvordan i alverden hun skulle finde det i den bælgmørke parkeringskælder.

Carstens bil holdt lige rundt om hjørnet, længst væk i den fjerne række omtrent halvtreds meter derfra. Maria rodede i sin lomme efter telefonen, så hun kunne tænde dens lommelygte,men hendes fingre fik kun fat i en pakke tyggegummi og nogle mønter. Hun måtte have glemt den oppe i lejligheden.

Maria gik baglæns, indtil hun kunne mærke elevatordørene mod skulderbladene, og hun vidste, at hun igen befandt sig på den lille afsats.

Gud ske tak og lov for den lille lysprik, der signalerede, hvor knappen til elevatoren sad. Maria pressede pegefingeren mod den og trykkede hårdt til, som om det kunne få elevatoren til at komme hurtigere tilbage og tage hende med op igen.

Kom nu, for søren.

Hvad var det? En dump lyd fik det til at give et sæt i hende.

Den kom og gik så hurtigt, at hun ikke vidste, om hun virkelig havde hørt noget, men fornemmelsen af en metallisk lyd var der stadig, som omet stykke værktøj var blevet tabt på jorden,måske en skiftenøgle eller en hammer.

Maria vendte sig om og forsøgte at fokusere i mørket. Genkalde sig den lyd, hun lige havde hørt.

Den var kommet fra den anden side af væggen, dér hvor Carstens bil holdt parkeret.

Var der en anden nede i parkeringskælderen?

»Hallo?«

Maria holdt vejret.Mærkede, hvordan det begyndte at hamre i brystet på hende, selvom hun stod helt stille.

»Hallo?« sagde hun igen, denne gang mere dæmpet.

En svag lugt af olie drev forbi så hurtigt, at hun knap bemærkede det.

Hendes øjne begyndte at vænne sig til mørket, og hun kunne skelne former og linjer igen. Dyre bilmærker parkeret i deres båse. Det var ikke svært at gemme sig bag en af dem.

Maria forsøgte at mande sig op, men denne hamren i brystet fik hende til at hive efter vejret. Celia ventede på hende.Hunmåtte og skulle hente den bil, ellers ville Oliver komme for sent i skole.

Hun tog en dyb indånding og knugede hånden hårdt om bilnøglerne.

Der var ikke så langt over til Carstens bil, hun burde kunne famle sig frem til den i mørket. Hendes trøje var blevet fugtig langs kraven under den tykke jakke.

Hun tog beslutsomt et skridt, derpå ét til.

Landroveren stod helt inde bagi, hun var der næsten. Maria knugede endnu hårdere om bilnøglerne og mærkede lettelsen sprede sig i kroppen.

Nu lugtede der af benzin, eller var det bare indbildning?

Maria drejede hovedet og forsøgte at finde ud af, om hun var alene i parkeringskælderen.

»Hallo?« råbte hun endnu en gang, selvom hendes mavefornemmelse sagde hende, at hun skulle være stille og ikke afsløre, at hun var der.

Så hørte hun lyden igen.Noget, der ligesom langsomt faldt til jorden.

Derefter opstod et flammehav, som eksploderede i en sky af ild og røg.

Kapitel 2

Julia slap Noras hånd, da de nåede frem til mødestedet foran Sandhamn Kro. Der stod allerede godt hundrede mennesker og ventede på, at fakkeltoget skulle sætte i gang. Nora kendte de fleste og vinkede til et par naboer, som stod i en klynge og småsludrede.

Det var en smuk aften, men ikke særlig lunt. Kulden fra den usædvanlig lange og forfrosne vinter ville ikke slippe taget. Sneen var begyndt at falde allerede i november, og isen var blevet liggende til midt i april, det var den længste vinter i Stockholm i over hundrede år. Vejret havde været bidende koldt i månedsvis, og vandet omkring broerne var bundfrossent.

Nora så ud af øjenkrogen, at Adam og Simon havde fået fat i hver sin fakkel, som de holdt hævet i luften.

»Sådan en vil jeg også ha’,mor.«

Julia hev i hendes arm, og Nora satte sig på hug. Julias lyse hår var sat op i to små rottehaler, der strittede frem bag ørerne. De blå øjne lyste af forventning.

»Du er for lille til at gå rundt med en brændende fakkel, min skat,« sagde hun, udmærket klar over, hvad der var på vej. »Du bliver nødt til at vente, til du bliver lige så gammel som dine brødre.«

Julia pressede fornærmet læberne sammen til en streg, hvilket fik hende til at minde om Jonas på næsten komisk vis.De havde den samme smalle overlæbe, som næsten forsvandt, når noget ikke gik efter deres hoved. Julias ansigtsudtryk skiftede fra vrede til gråd. Overlæben kom frem igen og begyndte synligt at dirre.

»Jeg vil ha’!« skreg hun og slog til Noras arm.

»Julia!« sagde Nora. »Nu skal du opføre dig ordentligt.«

Adam rakte Nora sin fakkel.

»Du kan ride på mine skuldre, hvis du har lyst, Julia.«

Han løftede Julia op i en håndevending og placerede hende sikkert oppe på sine skuldre. Pludselig lo Julia fornøjet, og katastrofen var afværget.

Adam gik over og begyndte at snakke med nogle venner, mens Julia hang som en lille sæk kartofler hen over hans hoved.

Nora så på sit ældste og yngste barn og blev varm om hjertet og fik blanke øjne.

Elskede børn. Elskede Julia.

Tænk, at hun også havde fået en datter, at hun var blevet mor til tre børn.

Jonas kom hen til hende og afbrød hendes tankerække.

»De er søde sammen,« sagde han og nikkede overmod Adamog Julia.

Nora lænede sig ind mod ham.

»Han virker så voksen indimellem,« sagde hun.

Adam var snart færdig med 2. g.Den surmulende teenager var blevet en betænksom ung mand.

»Det viser, at der er håb, selv for Simon,« tilføjede hun.

»Det ville jo ikke være så tosset.«

Var Jonas virkelig så træt af Simon? Det lignede ham ikke,men Simon trak unægtelig på alles tålmodighed. Den glade lille dreng havde uden varsel forvandlet sig til en skumlende trettenårig, som sad foran tv’et det meste af tiden.

Hen over vinteren havde Nora forsøgt at afbøde den treårige Julias trodsalder og Simons surmuleri. Ingen af dem havde været nemme, og af og til havde hun spurgt sig selv, om hun var for gammel til at orke store og små børn på én gang.

»Mon ikke snart vi sætter i gang?« sagde Jonas og så over på formanden for Sandhamns Venner, som arrangerede festlighederne på øen.

Hun stod med en megafon i hånden og så ud, som om hun var ved at gøre sig klar.

Da Jonas vendte hovedet, strejfede hans hår kraven. Det var stadig brunt uden grå stænk. Det er kun mig, der er nødt til at farve mit hår, tænkte Nora og blev endnu en gang mindet om aldersforskellen mellem dem. I år ville Jonas fylde niogtredive, og hun seksogfyrre.

Hun kastede et blik op mod Den Brandske Villa, der lå blot nogle hundrede meter derfra som et fyrtårn på toppen af Kvarnberget.

De havde ladet nogle lamper være tændt, da de gik hjemmefra, og i det tiltagende mørke lyste et varmt skær fra et vindue i stueetagen.

»Kan du ikke gå i forvejen?« sagde Nora. »Jeg skal lige have fat i Simon og høre, hvor han har tænkt sig at gå hen.«

Det var et godt stykke tid siden, hun havde set Simon. Før aftensmaden havde han med beslutsom mine bedyret, at han ville have nye tider at komme hjem på: midnat i hverdagen og klokken et i weekenden.

Nora havde været ved at få det i den gale hals. Midnat var alt for sent for en trettenårig, og klokken et kunne der under ingen omstændigheder være tale om. Men Simon havde brummet tvært, da han så hendes reaktion.

Alle hans venner måtte være ude så sent, og hvorfor skulle han være den eneste, der måtte gå tidligt hjem?

Nora forsøgte at få øje på sin søn i skæret fra det hensygnende bål i strandkanten. Det eneste, der var tilbage af det, var en bunke gløder samt nogle få forkølede grene, som strittede ud mod hende.

Hun kunne ikke se Simon nogen steder, men lidt derfra stod Eva Lenander. Hun var mor til Fabian, som var Simons bedste ven på øen. Eva ventede tålmodigt på, at familiens sorte puddel, Marco, skulle gøre sig færdig ovre ved skovbrynet. Hun holdt en plasticpose i hånden.

»Har du set drengene?« råbte Nora og gik hen til hende.

Eva rystede på hovedet.

»Jeg tror, de allerede er smuttet. Men Fabian sagde, at de ville gå over til Richardsons.«

Nora kendte godt familien, de havde også en søn på Simons alder og boede neden for den lille kirke, nogle få minutter fra Den Brandske Villa.

»Okay da,« sagde hun. »Så ved jeg i det mindste, hvor han er.«

Hun sukkede lavmælt og strøg håret, der var blæst ned i panden, væk.

»Det havde ikke gjort noget, hvis Simon havde sagt det, inden han stak af.”

Eva lo, så smilehullet på hendes venstre kind blev til en dyb fold.

»Som om Fabian havde sagt noget som helst, hvis ikke jeg havde fået fat i ham, lige da de var ved at smutte. Det er ikke til at få to sammenhængende, fornuftige ord ud af de unger for tiden, det eneste, de byder ind med, er en sur mumlen.«

Nora mærkede, at hun smilede. Det var skønt at høre, at hun ikke var den eneste mor, som syntes, at hendes teenager var lidt af en mundfuld.

»Har du for resten hørt de seneste nyheder?« sagde Eva forventningsfuldt.

I vinterens løb var hun blevet klippet korthåret og havde fået striber i, det klædte hende og henledte opmærksomheden på hendes øjne i stedet for de runde kinder.

Nora ransagede sin hukommelse, hvad var hun nu gået glip af? Dette forår havde de dårlig nok været på Sandhamn, eftersom Simon skulle fodboldtræne de fleste weekender.

»De er ved at bygge på Fyrudden,« sagde Eva. »Og du gætter aldrig, hvor meget den nye køber har betalt for grunden.«

Nora var dårligt klar over, at det store strandareal på sydvestkysten af øen havde været til salg.

»Men du ved det, går jeg ud fra?« sagde hun og konstaterede, at hendes nysgerrighed blev vakt, selvom hun egentlig helst ville holde sig for god til at spørge.

Eva holdt begge hænder op og spredte fingrene.

»Gange to,« sagde hun og ventede på Noras reaktion.

»Tyve millioner!« røg det ud af Nora. »Gør du grin med mig? Det er jo sindssygt mange penge.«

»Det har jeg hørt. Fra en såkaldt pålidelig kilde.«

»Hvem er det, der har betalt så mange penge for det?«

»Jeg ved ikke, hvad de hedder, men det er vist nogle udlandssvenskere.«

Det siger sig selv, tænkte Nora.

»De bor i London, hvis jeg ellers har fået ordentlig fat i det. De har øjensynlig været i gang med byggeriet siden sidste efterår, og det er en ordentlig kasse. Den er sikkert heller ikke billig at opføre. Det siges, at den skal stå færdig allerede til sommer.«

Nora kiggede over på de gamle søboder neden for Kvarnberget. De fik hende til at tænke på dengang, øboerne fiskede for at få mad på bordet, og boderne blev brugt til at opbevare net og redskaber. Nu om dage var de fleste af dem indrettet til gæstehuse eller badstuer. En udvikling, der ikke på nogen måde var særegen for Sandhamn, men alligevel gjorde hende nedtrykt.

»Så må fru Sjöberg til sidst være gået bort,« sagde hun.

Det var mange år siden, der havde boet nogen på Fyrudden. Enken, som ejede grunden, havde tilbragt de seneste ti år på et plejehjem, og i mellemtiden havde huset stået og forfaldet. Ida Sjöberg havde næsten nået de hundrede år, før hun sov ind.

»Ja,« sagde Eva. »Jeg tror, hun døde om vinteren for to år siden, for købet gik vist allerede igennem dengang, men jeg har først hørt om det nu. Hun havde jo ikke selv nogen børn, så det er hendes nevøer og niecer, der kan grine hele vejen hen til banken.«

De blev afbrudt af Marcos gøen, han havde snuset færdig og trak i snoren.

Nora kastede et blik på sit armbåndsur.

»Nå, jeg må vist også se at komme hjemad,« sagde hun. »Så Jonas ikke undrer sig over, hvor jeg er blevet af.«

Hun gav sin veninde et hurtigt kram.

»Sov godt. Hvis du skulle møde min søn, kan du jo hilse ham og sige, at han skal være hjemme klokken elleve.«

Mørket var faldet på, og i vest sås blot nogle sidste rosa streger, hvor solen var sunket ned.Det var stjerneklart, og himlen var oversåetmed et fjernt, glitrende skær. Nora begyndte at småfryse, da hun gik langs stranden ad stien, som førte tilbage til Den Brandske Villa.

Så Fyrruden var altså blevet solgt. Det måtte selvfølgelig ske på et eller andet tidspunkt. Grunden var enorm, formodentlig en af de største på øen, og dens beliggenhed på sydsiden var fantastisk. En stor del af stranden hørte til grunden. Den var naturligvis mange penge værd, men beløbet forekom alligevel urimeligt.

Da de gamle ejere levede, havde det ikke været på tale at hegne grunden ind. For dem havde det været en selvfølge at respektere den gamle tradition med fri adgang til alle Sandhamns strande.

Men hvad ville der ske nu?

Mennesker, der var villige til at betale den slags summer, var sjældent lydhøre over for gammel skik og brug, det var blevet tydeligt de senere år, hvor mange af øens gamle huse havde skiftet ejer.

Ville det fortsat være muligt at gå en tur langs stranden og nyde den smukke udsigt? Hvem vidste, hvad de nye købere kunne finde på, når de først var installeret på Sandhamn?

Én ting var sikker, tænkte Nora. Hvis de havde tænkt sig at beskytte deres privatliv med hegn og stakit, ville der blive ballade på øen.