Dagens sommerbog: 'Bonita Avenue' - Familiesaga om familien Sigerius der tilsyneladende lever det perfekte liv

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Bonita Avenue er et stort familiedrama, der spænder over 20 år og tre kontinenter – en voldsom, medrivende og uforudsigelig læseoplevelse af det hollandske svar på Jonathan Franzen.

Du får også et boguddrag fra:

• 'Steven Gerrard. Min historie'
• 'Britt-Marie var her' af Fredrik Backman
• 'Victors valg. En mors beretning' af Lone Kristensen og Stig Bo Matthiesen.
• Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme af Charlotte Mandrup
• ’I magtens skygge’ af Viveca Sten
• ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun
• ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
• 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
• ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
• ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
• 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
• ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
• ’Guldalderen’ af Søren Paaske
• 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud
• 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
• 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
• ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
• ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
• ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
• 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
• ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
• Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
• ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
• 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
• ’Blitz’ af Agnete Friis
• ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
• ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
• 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra 'Bonita Avenue' af Peter Buwalda.

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Bonita Avenue er et stort familiedrama, der spænder over 20 år og tre kontinenter – en voldsom, medrivende og uforudsigelig læseoplevelse af det hollandske svar på Jonathan Franzen.

KØB BOGEN HER: 'BONITA AVENUE' AF PETER BUWALDA

Da Aaron en søndag eftermiddag i 1996 lod sig overtale af Joni Sigerius til at tage med ud til hendes forældres renoverede nedlagte landbrug for at blive præsenteret officielt, gav hendes far ham et håndtryk så kraftigt, at det gjorde ondt. »Det var dig, der tog det billede,« sagde manden. Eller var det et spørgsmål?

Siem Sigerius var en tætbygget, mørkt behåret mand med et par ører, som det var umuligt at holde øjnene fra; de var misdannede, de så friturestegte ud, og fordi Aaron havde dyrket judo, vidste han, at det var blomkålsører. Sådan blev de, når ærmer af groftvævet bomuld skrabede imod dem, og når øret igen og igen blev mast mellem hårde kroppe og ru måtter, blod og pus hobede sig op mellem brusken og den babybløde hud. Hvis man ikke gjorde noget ved det, fik man hårde fortykkelser og buler for altid. På Aarons eget hoved sad der to helt almindelige, ubeskadigede ferskenører; blomkålsører var forbeholdt mestrene, monomane mandfolk, der aften efter aften kurede rundt på tatamien. Man skulle gøre sig fortjent til sådan et blomkålsøre, der sad mange mandeår i sådan et. Der var ingen tvivl om, at Jonis far bar dem som hæderstegn, som bevis på hårdt arbejde og mandighed. Når Aaron under turneringer før i tiden kom til at stå over for sådan et øremærket dyr, blev han grebet af angst; for ham var et blomkålsøre i horisonten dårligt nyt, han var en uduelig konkurrence-judoka. For at skjule sin forbløffelse svarede han: »Jeg tager billeder hele tiden.«

Sigerius’ ører bevægede sig et kort øjeblik. Hans kortklippede, krusede hår lå filtagtigt på hans flade, brede hoved. Selv om han gik i jakkesæt eller fløjlsbukser og poloskjorter fra Ralph Lauren, arbejdsgiverens uniform, den vellykkede mands påklædning, ville man baseret på de ører og den bøffelagtige krop ikke antage ham for en, der ledede et universitet; ligesom man nok også ville have svært ved at forestille sig, at han gik for at være Hollands største matematiker siden Luitzen Brouwer. En mand med hans fysik forventede man at se på en byggeplads eller om natten på motorvejen i en selvlysende vest med en tjærespreder foran sig. »Du ved udmærket, hvilket billede jeg mener,« sagde han.

Joni, Jonis søster Janis, Sigerius’ kone Tineke, alle i den store stue vidste, hvilket billede Sigerius mente. Det drejede sig om et billede, der cirka et år forinden var blevet trykt i stort format i det blad, der udkom på Tubantia University, det lille universitet med campus i skovene mellem Hengelo og Enschede, hvor Sigerius var rector magnificus. På billedet stod han på bredden af Amsterdam-Rhinkanalen kun iført slips, skrævende med de bare fødder i mudret, nedtrådt græs og med kønsdelene tydeligt synlige under den svagt hvælvede halvtreds-plus-mave. Billedet fandt i de følgende dage vej til næsten alle landsdækkende dagblade, fra NRC til De Telegraaf og til sidst endda til Bild og et dagblad i Grækenland.

»Jeg har en formodning,« indrømmede Aaron, mens han spekulerede på, om Joni havde sladret til sin far, eller om Sigerius ganske enkelt genkendte ham: den lange, skaldede fotograf fra Tubantia Weekly, der under offentlige optrædener svirrede om rektoren som en hestebremse med et spejlreflekskamera. Den sidste mulighed fandt han mest smigrende, ligesom enhver anden på campus ville finde det smigrende at blive bemærket af den karismatiske mand, der nu stod og masede hans hånd til plukfisk.

Siem Sigerius havde siden tiltrædelsen i 1993 været det strålende midtpunkt på Tubantia University, en brændende sol, som otte tusind studerende og hårdtarbejdende akademikere drejede omkring i rolige ellipser, forbløffede, men taknemmelige over, at det netop var deres campus, han opvarmede, og ikke parlamentet, hvor han havde sagt nej til en post som departementschef, eller et af de store amerikanske universiteter, der bejlede til hans gunst. Første gang, Aaron havde set Jonis far, var i fjernsynet adskillige år tidligere, mens han stadig boede hjemme hos sine forældre i Venlo. I august måned efter studentereksamen blev Aaron og hans bror af en eller anden grund fanatiske Sommergæst-seere, og en af disse spændende, lærerige søndag aftener sad der en matematikkyndig judoka over for studieværten Peter van Ingen, eller måske snarere en judokyndig matematiker, i hvert fald en mand, hvis foretrukne tv-underholdning bestod af klip med judostjernen Wim Ruska, rastløs jazz, olympiaden i Tokyo 1964, komikeren André van Duin og dokumentarfilm om primtal og Fermats store sætning. Han huskede et filmklip, hvor en snakkesalig fysiker præsterede at give inkarnerede humanister som ham selv og hans bror fornemmelsen af, at de fattede noget af kvantemekanikken. (»Richard Feynman,« sagde Sigerius senere, »vi havde lige begravet ham.«) Manden selv gned sig over sine skæggede kæber og fortalte om computere, om universet, om Maurits Escher, som om det var totalt spild af tid at tale om noget som helst andet. Det viste sig, at han havde mødt judostjernerne Geesink og Ruska på en judomåtte, men var frem for alt Sommergæst, fordi han havde fået Fieldsmedaljen, en udmærkelse, som van Ingen kaldte matematikkens nobelpris.

Siden da havde Sigerius udviklet sig til en national videnskabsdarling.

Deres rektor satte sig jævnligt, efter en arbejdsdag på campus, til rette i stolen i et nyhedsstudie eller i talkshowet Barend & Van Dorp, programmer hvor han kom med videnskabelige kommentarer til aktuelle emner, gnistrende intelligent og samtidig bemærkelsesværdigt folkelig, han talte aldrig volapyk. Som fotograf på Weekly havde Aaron stået i forreste række, da Sigerius indtog administrationsfløjen, og hvad han så i sit kamera, det så alle: Her var den mand, som Tubantia behøvede.

Blot ved at være sig selv havde Sigerius udfriet deres oversete, blidt slumrende provinsuniversitet af dets forsagthed og mindreværdskompleks. Allerede i sin tiltrædelsestale lovede han at gøre Tubantia til det stærkeste forskningsuniversitet i Holland, en vending, der samme aften blev gengivet i nyhederne på en landsdækkende tv-station. Han var en mediemagnet: Så snart ordet ‘universitet’ blev nævnt et sted, dukkede hans blomkålsører op i billedet, og deres rektor fremsatte på vegne af deres universitet sin mening om de hollandske forskningsinstitutioners konkurrenceevne, om piger og teknik, om internettets fremtid, hvad som helst. Lige så ubesværet tiltrak Sigerius internationale eliteforskere.

Måske var det en skam, at Fieldsmedaljen ikke var en rigtig nobelpris, selvfølgelig var det en skam, alligevel fortryllede hans aura af matematisk genialitet investorer i grundforskning, parlamentsmedlemmer uden forstand på matematik, som uddelte forskningsmidler, telegiganter og chipproducenter, der indrettede deres laboratorier rundt omkring på campus. Og måske endda skoleelever, for også de kendte Sigerius’ skægstubbefjæs fra fjernsynet; glem ikke de dyrebare unge, hvert eneste år måtte de møgunger lokkes til provinshullet i Twente, og hvordan lokker man de børn, hvordan fortryller man dem?

Rottefængeren fra Tubantia med bar røv. Han sagde: »Godt arbejde« og slap Aarons hånd.

Billedet var taget en søndag eftermiddag i Houten lige efter Varsity, den traditionelle kaproning mellem både fra alle universiteter. Blaauwbroek, chefredaktøren på Weekly, havde forsikret Aaron om, at noget usædvanligt ville ske: Tubantia-båden havde en olympisk singlescullerroer om bord og en roer, som var udtaget til Atlanta med Holland Achtmandskabet.

Alligevel var det bemærkelsesværdigt, at en rektor ofrede sin fridag på at lade sig transportere til Amsterdam-Rhin-kanalen i en turbus fuld af fordrukne studenterforeningsmedlemmer. Under de mindre betydningsfulde dyster iagttog han Sigerius ud af øjenkrogen; manden stod mellem baren og trætribunen i det fugtige græs mellem diget og floden i selskab med et rat pack af professionelle studerende, Siem-sigerne, den klassiske studentertype, som gjorde alt for at monopolisere rektoren. Sigerius så ud til at nyde disse unge menneskers selskab. Han havde suget dem ud af deres barndomshjem i byen, de var kommet sværmende til campus, ivrige efter at få et studenterjob på studiekontoret eller i informationsafdelingen, og de godtede sig over invitationen til Sigerius’ årlige grillfest i haven på hans nedlagte landbrug.

Aaron mærkede et stik af jalousi. Spillede manden komedie, eller var han virkelig i sit es?

Blaauwbroeks mavefornemmelse havde været rigtig: Det blev en historisk søndag eftermiddag for Tubantia: For første gang i denne kapronings hundrede og tolv-årige eksistens var det en firer med styrmand fra Enschede, der vandt. Aaron stod på den vindomsuste tribune, da glæden brød løs omkring ham i en eksplosion af hæse jubelråb og knitrende plasticølglas, og fordi studenterforeningsmedlemmer kun gør det forudsigelige, trak den fanatiske kerne af unge mænd lynhurtigt tøjet af nede ved vandkanten for derefter at svømme splitternøgne ud til båden – i det øjeblik faldt hans blik på rektoren, og hvad denne gjorde, var netop alt andet end forudsigeligt: Sigerius slyngede sit halvfyldte ølbæger fra sig i græsset og forcerede mudderpølen ud til vandkanten – Aaron havde allerede bevæget sig ned fra tribunen, og mens han skruede på linsen, fulgte han rektoren, der med et grin tog sit jakkesæt af, det hele røg af, skjorten, sokkerne, undertøjet – alt med undtagelse af slipset, et roerslips, for selvfølgelig havde han iført sig klubslipset, han var æresmedlem i enhver klub med spiritusbevilling – og lige før han sprintede ud til kanalen for at springe i sammen med drengene, råbte Aaron hans navn, »Sigerius!«, og fotograferede ham på cirka fire meters afstand, i al hans pragt.

Jonis far havde ret, det var godt arbejde, det var et i alle henseender fantastisk billede. Der var tempo i det, manden, der fyldte billedet, stod på fodballerne, svingede armene rundt i luften, og selv om hans overkrop allerede så ud til at være på vej ud i den glinsende stribe vand i baggrunden, kiggede han med råbende mund og rasende øjne lige ind i linsen. Eftermiddagssolen sendte et skarpt projektørlys over den nøgne krop, kompositionen virkede omhyggeligt planlagt: Sigerius’ udstrakte venstrehånd pegede mere eller mindre i retning af robåden på kanalen i det fjerne, som på et stiliseret sportsfoto, det vakte græsk-olympiske mindelser – men det var alt sammen noget fotografævl, det var ganske tydeligt, hvorfor dagbladene skulle og måtte have det billede. Allerede inden Aaron forlod Houten, skændtes han i et kvarter med en PR-pige fra Tubantia University, hans billede skulle absolut til godkendelse i informationsafdelingen, hvilket selvfølgelig ikke skete. Tværtimod blev han den følgende morgen modtaget på redaktionen, som om han var selveste Robert Capa. »Selvfølgelig bringer jeg det foto,« fnyste Blaauwbroek, »det bliver kørt til trykkeriet i et pansret køretøj, og om nødvendigt lægger jeg mig ved siden af det på trykpressen.«

Derefter dukkede den nøgne rektor op overalt, i forstørrelse over baren i roklubkantinen, på en lokal debatklubs T-shirts, som plakat for en stor sommerfest på campus. Aaron så ham på wc-døre på kollegier. Og om det nu var tilfældigt eller ej, så var Sigerius oftere og oftere genstand for vilde spekulationer i studenterklubberne på Oude Markt, til fester på campuskollegierne. Rektoren skulle være rejst gennem Sovjetunionen og Kina til Japan sammen med Ruska og have slået russiske spisesteder til pindebrænde undervejs; han skulle efter sit store matematiske gennembrud have fået elektrochok på et amerikansk galehus; der skulle være børn fra et tidligere ægteskab, som var vokset op for lud og koldt vand. Man skulle bare se lidt nøjere på det billede, så smeltede al tvivl af papiret og ned i skødet på én. Det stod lysende klart, at alt det, som Sigerius’ ører repræsenterede, simpelthen fortsatte under de nydelige jakkesæt – for det meste kedsommeligt mørkeblå, somme tider lysegrå eller nålestribede – og intensiveredes, det legeme, der så upassende blev afsløret, så chokerende sejt og senet ud, hårdt, unedbrydeligt, ‘tørt’ for nu at bruge sportsterminologi. Man blev nødt til at danne sig en mening om det legeme såvel som om de tydeligt synlige tatoveringer på venstre bryst: Over Sigerius’ hjerte prangede to japanske skrifttegn i billigt, mørkeblåt sømandsblæk – tegnene for ‘judo’, vidste Aaron. Disse brændemærker gav anledning til bestyrtelse, ikke blot var tatoveringer temmelig sjældne i 1995, de var decideret ordinære. Samtidig stemte de fuldkommen overens med Sigerius’ kropslighed, abemanden, som under møder i samarbejdsudvalget gerne sad og balancerede på de bageste stoleben, indtil han var nødt til at gribe fat i bordkanten, som i kaffepauserne rullede med skuldrene for at løsne dem som en anden trapezkunstner, mens han så sig omkring, som om han havde lyst til at give sine forhandlingspartnere en gang tæv, inden mødet blev genoptaget – det var dystre nøglehuller, hvorigennem campus opfangede glimt af en anden, en kasseret Sigerius, en bølle, et muskelbundt, der havde indledt sin drømmekarriere med to europæiske judotitler, en kamphane, for hvem olympiaden i München burde have været hans livs højdepunkt.

I interviews kunne de læse, at deres rektor i 1972, ligesom Ruska, havde været et medaljehåb, men at skæbnen slog til knap en måned før Legene: Sigerius var gået over Utrechtse Biltstraat for at købe en cremebolle, og med forventningen om den bløde cremesmag i munden blev han kørt ned af en scooter, der trak sin metalfodstøtte hen over hans underben: knas, slut på en elitesportskarriere. Hvad ingen journalist, ingen studerende, ingen forsker nogen sinde fik nok af, var teorien om, at havde det ikke været for den aldrig fortærede cremebolle, ville det virkelige mirakel i Sigerius’ løbebane aldrig have fundet sted. Miraklet i Antonius Matthaeuslaan, sådan kaldte han det selv efter den gade i Utrecht, hvor han i otte måneder med benet i gips til lysken havde været sengeliggende i en lille kvistlejlighed. I løbet af den mørke vinter efter Legene i 1972 fandt Jonis far, knækket og kvæstet, et lille fejlplaceret opgavehæfte fra den hollandske matematikolympiade i en kasse med gamle ugeblade – et hæfte fyldt med usædvanligt svære opgaver til usædvanligt talentfulde gymnasieelever – og begyndte af bar kedsomhed at kradse regnestykker ned i margen med en blyant. Næste morgen var han færdig.

Hvad der præcis skete i det døgn, hvilke døre der åbnede sig i Sigerius’ traumatiserede atlethjerne, kan man kun gisne om, men fakta var, at han i løbet af tre år tog eksamen med udmærkelse fra matematisk og naturvidenskabeligt fakultet i Utrecht, skrev en alarmerende brillant doktorafhandling og i begyndelsen af firserne rejste til Berkeley i Californien med sin familie. Og dér ydermere steg til olympiske højder. Inden for the knot theory, en gren inden for matematikken, der forsøger at forstå, hvor mange forskellige måder et stykke reb kan bindes på – kortere og enklere kan hans matematiske arbejde ikke beskrives – fremtvang denne Ramanujan fra Utrecht et gennembrud, som han i 1986 fik tildelt Fieldsmedaljen for på International Mathematical Union, en kongres, der fandt sted hvert fjerde år.

Alt dette fór gennem Aarons hoved, da han genkendte kvinden overfor. På trods af hendes metamorfose vidste han straks, hvem hun var. På sædet skråt over for ham, ved siden af en pige i en eller anden butikskædes teglrøde uniform, sad Jonis mor. Et stroboskopisk hvidt lys af rædsel blændede ham.