Dagens læsestof: ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.

I dag er det pessimisten og tv-produceren Ole ­Juncker, der har taget skønhedseksperten Ole Henriksen under armen og ­besøgt en lang række videnskabsfolk, der skal give ham svaret på, hvordan han på to måneder kan få en hjerne, der er ligeså positiv som Ole Henriksens. Ole Juncker er af natur nemlig slet ikke så positiv og optimistisk som Ole Henriksen - og han vil gerne undersøge hvorfor.

I dette bogudrag får du første del af Ole Junckers bog om sin »rejse« på jagt efter Ole Henriksens hjerne.

• Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
• ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
• 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
• ’Blitz’ af Agnete Friis
• ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
• ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
• 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.

I dag er det pessimisten og tv-produceren Ole ­Juncker, der har taget skønhedseksperten Ole Henriksen under armen og ­besøgt en lang række videnskabsfolk, der skal give ham svaret på, hvordan han på to måneder kan få en hjerne, der er ligeså positiv som Ole Henriksens. Ole Juncker er af natur nemlig slet ikke så positiv og optimistisk som Ole Henriksen - og han vil gerne undersøge hvorfor.

I dette bogudrag får du første del af Ole Junckers bog om sin »rejse« på jagt efter Ole Henriksens hjerne.

Artiklen fortsætter under billedet

KØB BOGEN HER: SÅDAN FÅR DU OLE HENRIKSENS HJERNE

Ole og Ole

Bortset fra mit fornavn har jeg absolut ingen ligheder med Ole Henriksen. Han er lille og vaks, jeg er med mine 206cm stor og også temmelig doven. Han elsker motion og sund kost – jeg elsker sofaen og syndig kost. Men allermest tydeligt så har jeg et typisk dansk pessimistisk syn på tilværelsen. Jeg ser problemer og halvtomme glas, der hvor Ole Henriksen ser udviklende udfordringer og glas, der sprutter over med livgivende vand.

Jeg føler mig ikke direkte deprimeret, men føler heller ikke, at jeg får det optimale ud af livet – jeg er med andre ord misundelig på den berusende livsglæde, som Ole Henriksen udstråler hver eneste dag. Jeg synes hele tiden, jeg bekymrer mig om, hvilke problemer der venter forude, og jeg kan bruge oceaner af tid på at ærgre mig gul og blå over fejl, jeg har begået, eller muligheder, jeg har forpasset.

På mange måder tror jeg, at jeg er, som danskere er flest: pessimist frem for optimist. Men som de fleste drømmer jeg også om at leve et liv fyldt med lykke og om at kunne gørehver dag til en fest, som jeg synes, Ole Henriksen evner at gøre som ingen anden.

Videnskabeligt road trip

Jeg har derfor sat mig for at forsøge at knække gåden bag verdens måske gladeste dansker og forhåbentlig finde opskriften på det lykkelige liv. Som en konsekvens af, at jeg tidligerehar oplevet, at Ole har svært ved at sætte ord på, hvad dergør ham så ekstraordinært glad i låget, har jeg besluttet migfor, at videnskaben må hjælpe mig med at finde svaret. Min ide er derfor at tage Ole Henriksen under armen og opsøge en række eksperter inden for lykkeforskning. Som en anden forsøgsrotte skal han blandt meget andet undersøges fysiskmed hjernescanninger, narkotikaprøver og gentest. Og jeg vil observere ham med hjælp fra bl.a. en adfærdsforsker, der skal vurdere, om det er hans positive måde at møde verden på, der skaber en lykkelavine.

Det er imidlertid ikke kun Ole Henriksen, der skal gennemtestes. Jeg vil også selv lade mig udsætte for de samme videnskabelige prøvelser for at finde frem til, hvad forskellen er på Ole Henriksen og en almindelig dansker som mig. Jeghar nemlig besluttet, at jeg vil kaste mig ud i et eksperiment,som mange nok vil finde vanvittigt: Jeg vil være som Ole Henriksen. Derfor skal videnskaben gøre mig klog på, hvorjeg skal sætte ind for at få en hjerne, der er lige så sprudlendeglad som hans.

Du kan lave din hjerne om

Den store dag var oprundet. Jeg skulle have min hjerne scannet, og det samme skulle Ole Henriksen, så vi kunne få et billede af, hvordan vores hjerner hver især så ud. Min tanke var, at vi med scanningerne i hånden kunne få udpeget forskellene, og at jeg kunne se, hvor jeg særligt skulle sætte ind for at få en hjerne som Ole Henriksens.

Ole åbnede sin hoveddør præcis så energisk, som han plejer. Han var tydeligvis helt oppe at køre over at skulle prøve noget så nyt og anderledes som en hjernescanning. Iført en dybblå hat med et sindrigt mønster var det, som om han på forhånd prøvede at vise, hvordan hans hjerne tog sig ud under skallen.

I bilen på vej hen til hjernescanningsklinikken fik jeg lejlighed til at spørge Ole om, hvad han egentlig syntes om den her ide med, at jeg ville kopiere ham og få en hjernesom hans. Ole sagde, at han jo ikke kunne andet end føle sig beæret, og prøvede virkelig at lyde, som om det aldrig var faldet ham ind, at det var det mindste underligt, men han trak nok på ordene i sit svar til, at det skinnede igennem, at han nok syntes, det var lidt underligt alligevel.

Det var endelig blevet tid til at møde neuropsykologen John B. Arden på den klinik, der skulle stå for hjernescanningen.John var i strålende humør, men han kunne ikke følge med Ole Henriksen, der ved dette første møde med John B. Ardenstraks sagde: »Sikke en flot fyr. Hvor er jeg glad for at møde dig. Du ser fantastisk ud. Smukke øjne.« Det fik Johntil at grine flatteret og overrumplet på én og samme tid.

Nu hvor jeg havde John lige foran mig, ville jeg have ham til at bekræfte det, jeg havde svært ved at tro på, mens jeg kunne se ham direkte ind i hans smukke øjne: »Kan man virkelig lave sin hjerne om? Kan jeg få en hjerne præcis som Ole Henriksens?«

»Ikke præcis som hans, men du kan bestemt få en god hjerne. Der er ingen tvivl om, at man kan ændre sin hjerne ved at opføre sig anderledes. Ved at opføre sig på en meget mere positiv måde. Man kan gøre det til en god vane, men man skal øve sig igen og igen,« fortalte John B. Arden og fortsatte med at dele ud af sin viden: »Hjernen er ikke fastlåst, som man troede før i tiden. Den er faktisk ret plastisk og er løbende blevet omprogrammeret af dine oplevelser gennem dit liv. Du har måske hørt al den her populære snak om, at gener bestemmer din adfærd, og måske været bekymret for, at du ikke kan ændre det. Gener dikterer dine tanker, dine følelser og din adfærd. Men du kan faktisk slå dine gener til eller fra ved at ændre din adfærd, og dit miljø. Og igen, når du ændrer din adfærd og dit miljø, ændrer du din hjerne.«

Når John B. Arden og andre videnskabsfolk taler om neuroplasticitet – altså, at hjernen er plastisk, forstår jeg det som, at den er modellerbar og kan laves om. Man kan forklare det på den måde, at hvis et signal gentagne gange bevæger sig fra en hjernecelle til en anden hjernecelle, så bliver forbindelsen stærkere og stærkere, og så kan man sige, at hjernens motorvejbliver bredere og bredere. Hvis nu den forbindelse er en dårlig vane, f.eks. at skælde ud, og man vil ændre denne, så bliver man nødt til at få en ny god vane og gentage den igen og igen. På den måde kan den nye forbindelse blive stærkere end den gamle, dårlige vane, som så langsomt visner bort.

»Det handler egentlig om at omprogrammere din hjerne. Og det kan vi sagtens gøre,« lovede John B. Arden, inden vi gik ind til psykiateren og hjerneeksperten dr. Stubbeman, der havde noget meget avanceret udstyr, der skulle lave en præcis scanning af min og Oles hjerne. Andre scanningsklinikker, jeg havde været i kontakt med, ville bare sætte 19 elektroder på vores hoveder og måle løs, men dr. Stubbemanbrugte hele 64 elektroder.

Vi blev iført en badehættelignende tingest, hvor de 64 elektroder sad på. Mens vi fik sprøjtet en form for gele ind ved hver elektrode, der skulle sikre, at elektroden kunne måle hjernens energi, fik vi forklaret, at vi skulle have foretageten såkaldt EEG-måling. EEG er en forkortelse for elektroencefalografi. EEG-elektroderne registrerer de elektriske impulser, som opstår i hjernebarken. Signalerne forstærkes og filtreres i EEG-apparatet.

Den yderste del af storhjernen kaldes hjernebarken. Her findes centre, som styrer bevægelser, tolker sanseindtryk, former tanker og følelser osv. I hjernebarken er der elektrisk aktivitet i forbindelse med, at elektriske nerveimpulser (beskeder) bliver sendt til andre dele af hjernen eller ud af hjernen via nerveceller.

Mens vi lå med lukkede øjne og de mange elektroder på hovedet i noget, der lignede en overdimensioneret tandlægestol, bad dr. Stubbeman os om at gennemgå tre følelsesmæssigefaser, mens hans udstyr målte de elektriske impulser fravores hjerner, og graferne bølgede på skærmene.

Først skulle vi bare ligge og slappe af og ikke tænke på noget specielt. På den måde kunne han få et billede af, hvordan hjernen så ud i hviletilstand, også kaldet en baseline. Jeg syntes, det var ret svært rigtig at hvile med en gelefyldt badehætte på hovedet, desuden gnavede nakkestøtten, og stolen var ikke lang nok, så mine ben hang og dinglede ud over kanten.

Nu var det tid til at tænke på vores lykkeligste øjeblik i to minutter. Jeg prøvede virkelig alt, hvad jeg kunne. Jeg forsøgte at genkalde mig, hvordan det var at blive far første gang, men jeg blev hele tiden forstyrret af tusindvis af andre tanker såsom, gad vide, om det bliver en god scanning, har jeg nu alt på plads i forhold til mine aftaler i morgen, og hvad skaljeg spise til aftensmad? Derfor syntes jeg på ingen måde, at jeg kunne føle den glæde og lykke, jeg følte, da jeg stod medmin datter i armene for første gang. Der var hele tiden nye forstyrrende og bekymrede tanker om alt mellem himmel og jord, der tog fokus fra det lykkelige øjeblik, jeg skulle finde hen til.

Ole Henriksen derimod lå med et saligt smil på læberne og drømte sig langt væk til sin ungdoms tid i Indonesien, hvor han løb hen ad en palmestrand med koralblåt og tropiskvarmt badevand. Langt væk fra Nibe. Smilet blev større og større. Da de to minutter var gået, og Ole blev bedt om at slå øjnene op, var han helt eksalteret: »Ærlig talt, det var fuldstændig amazing. Jeg følte virkelig, jeg var der og kunne mærke lykken bruse gennem min krop. Wauw, det var forbløffende!«

Til sidst skulle vi tænke på vores mest triste øjeblik. Vi havde kun ganske få sekunder til at finde frem til mindet, inden målingen gik i gang. Igen kunne Ole Henriksens indre tanker tydeligt aflæses på hans ansigt. Først begyndte underlæben at bævre, og inden længe begyndte hans ansigt at blive forkrampet, som det havde været hos hypnoterapeuten, da tankerne faldt på Oles ensomme barndom. Denne gang valgte han at tænke tilbage på den telefonopringning,han fik for tre år siden fra sin bror, hvor han fik at vide, at hans far var afgået ved døden. Det imponerede mig, at Ole på et splitsekund var i stand til at finde ned i de følelser og så hurtigt blive følelsesmæssigt berørt. Mod slutningen af de to minutters fokus på det sørgelige minde pressede tårerne sig på hos ham, og han gispede grådkvalt efter vejret.

Dr. Stubbeman måtte række Ole en kleenex. Da Ole slogøjnene op, bemærkede doktoren, at han kunne se, at Ole følte alt meget intenst. Ole var naturligvis glad for sine tårer: »Det føltes så godt. Tårerne skyldes mine tanker om min farsdød, men det føltes godt.« Da vi efter scanningen delte vores erfaringer, havde Ole og jeg mildest talt forskellige oplevelser af, hvordan det havdeværet at dykke ned i sindet.

»For mit vedkommende var det så stor en oplevelse at tænke på noget, der gjorde mig ked af det og var smertefuldt. Jeg gennemlevede den aften, da min bror ringede fra Danmark og fortalte, at min far var død. Jeg så filmen fra den aften for mig, der kørte med min fars liv for mit indre blik hele natten. Jeg græd, og jeg græd hele natten, og det gjorde jeg også derinde. Det hele kom tilbage,« fortalte Ole, og jeg kunne høre, hvordan han blev berørt igen bare ved at fortælle om oplevelsen.

Selvom jeg ikke var meget for det, måtte jeg tøvende indrømme over for Ole, at jeg ikke havde været ude på den samme mentale rejse. Under det sørgelige minde havde jeg forsøgt at tænke på den nat, min mor døde af kræft, da jeg var 14 år. Der er ingen tvivl om, at det er mit sørgeligste minde, men jeg blev hverken helt eller halvt ked af det under scanningen. Igen var det, som om der kom bølger af andre tanker og forstyrrede mit forsøg på at finde frem tilfølelserne fra dengang.

Deprimerende hjerneresultater

Efter nogle dage havde dr. Stubbeman brugt timevis på at analysere de mange data, han havde fået fra scanningen, og kunne nu endelig præsentere resultatet for os på sin store computerskærm. Ole måtte lige starte med at give den komplimenter: »Jeg er vild med skærmen. Det er en fantastisk skærm!«

Dr. Stubbeman indledte sin analyse og startede med Ole Henriksen. Det var tydeligt, at Ole Henriksen havde mere aktivitet i den venstre end i den højre pandelap, når han tænkte på det positive minde, og det svarede perfekt til den forskning, Richard Davidson har lavet, der viser, at positive mennesker har mere aktivitet i den venstre side, og at negative personer har mere aktivitet i den højre. Selv når Ole Henriksen var i hviletilstand, var der lidt mere aktivitet i den venstre side, som om han bærer rundt på et positivt minde hele tiden. Nu var det endelig bekræftet og bevist videnskabeligt,at Ole Henriksen er en særdeles positiv person.

Et andet scanningsbillede viste, hvordan Oles hjerne så ud, når han tænkte på det sørgeligste minde, og det var næsten endnu mere fascinerende. Scanningen viste, hvordan næsten al hjerneaktiviteten var i hippocampus, som er centeret for erindring. Populært sagt er Ole altså i stand til at koncentrere al sin energi i at dykke ned i erindringerne og sætte resten af hjernen i dvale imens. Resultatet var et udtryk for, at han virkelig er i stand til at visualisere sine minder og lukke alt andet ude.

Dr. Stubbeman var også imponeret: »Det ser ud til, at du har en naturlig evne til at fokusere dine tanker, hvor du vil have dem. Og der lader ikke til at være meget mellem dig og virkeligheden. Det er en fantastisk egenskab, for du oplever alting meget intenst.«

Stubbemans tonefald gik fra begejstret til lettere bekymret og nærmest undskyldende, da han kaldte mine scanninger frem på skærmen. Som forskningen ville have ventet det, viste scanningen, at jeg havde mere aktivitet i den højre pandelap, som jo er der, pessimistiske mennesker ofte har mest aktivitet. Fra at have set på Ole Henriksens hjernebilleder i hovedsageligt blå og grønlige nuancer, som indikerede, at Ole ikke brugte unødvendig meget energi, kom vi til mine, der så ildrøde ud over store dele af hjernen. Dette indikerede, at jeg brugte meget energi i mange forskellige dele af hjernen. Det lignede en hjerne på randen til at koge over, og det var ret chokerende at se. Det illustrerede ret godt, hvordan jeg tit følte det, som om der drønede tusinde stressede tanker rundt i hovedet på mig med bekymringer om alt mellem himmel og jord.

Det kræver meget mere energi at være trist end at være glad, var Stubbemans kommentar, og han mumlede så et eller andet om, at en markør for depression også lyste op på min scanning, mens den slet ikke var til at se på Ole Henriksens scanning. Jeg måtte derfor spørge ham, om de forskellige resultater tydede på, at jeg kunne være deprimeret. Svaret var ret klart: Hans tolkning af resultaterne tydede på, at jeg gik rundt i en moderat depressiv tilstand. Havdejeg været patient på hans klinik, ville han have anbefalet behandlingfor depression. Med den nedslående nyhed forlod jeg lamslået og endnu mere trist klinikken dog med Ole Henriksen, som er den bedste ven, man kan have ved sin side i sådan en situation.

Ole var fyldt med opmuntrende ord: »Jeg synes ikke på nogenmåde, du skal være deprimeret på grund af resultatet. Se det hellere som en spændende udfordring. Der er ingen tvivl om, at du kan ændre 100 procent på det her. Jeg har altid sagt mind over matter. Det er imponerende, hvad man kan gøre med sit hoved. Vær ikke fortvivlet, min ven. Dette er blot begyndelsen på noget nyt og spændende.’

Jeg måtte stole på, at Ole havde ret, og jeg må også indrømme, at lige så deprimerende det var at se de flammerøde hjernescanninger, lige så nærende var det for min motivationfor at få ændret på det.