Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.

Om bogen’Hjertet bløder’ er en uhøjtidelig bog for den, der gerne vil forstå Det Arabiske Forår, og hvad der egentlig foregår i Mellemøsten.

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader

Du får også et boguddrag fra:

  • ’Blitz’ af Agnete Friis
  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.

Om bogen’Hjertet bløder’ er en uhøjtidelig bog for den, der gerne vil forstå Det Arabiske Forår, og hvad der egentlig foregår i Mellemøsten.

KØB BOGEN HER: HJERTET BLØDER. ARABISK FORÅR OG OPLØSNING

’Moder Syriens hjerte bløder’

Nord for Syrien ligger Tyrkiet, mod øst Irak, mod sydøst Jordan, mod sydvest Israel og mod vest Libanon. Kun én fredelig nabo synes landet at have – nemlig Middelhavet. Sådan har det altid været i Syriens årtusinder lange historie. Oldtidens store imperier, perserne, grækerne og romerne, forsøgte alle at få fingre i landet, og i middelalderen var steder som Aleppo, Latakia og Homs scener for korsriddernes kampe for at nå frem til Det Hellige Lands hovedstad Jerusalem.

Med sin beliggenhed i den gamle mesopotamiske region er ‘Moder Syrien’ en del af den tidlige civilisations vugge. Dette var fødestedet for den urbane kultur. I det nordøstlige hjørne af Syrien blomstrede et bycentrum, Hamoukar, omkring år 4500 f.Kr. I kraft af sin beliggenhed har Syrien også altid været en korsvej for store civilisationer, og følger man historien tilbage til år 2000 f.Kr., har der blandt beboerne i Syrien været kanaanæerne, fønikiske handlende fra Libanon, syriske aramæere, egyptere, babyloniere, tyrkiske hittitter samt sumerere og assyrere fra Irak.

Syrien har en markant plads i historiebøgerne og er også et udklækningssted for religioner og for eksempel hjemsted for Maaloula, en unik landsby, hvor aramæisk – det sprog, Jesus talte – stadig høres i dag. Der var kristne i Syrien længe før korstogenes tid; efter Palæstina er Syrien et af de vigtigste territorier i kristendommens historie, og den første menighed uden for Palæstina opstod i Syrien. Den dag i dag er 8-10 procent af syrerne kristne.

Syriens hovedstad, Damaskus, blev grundlagt i det tredje årtusinde f.Kr., og der er fundet tegn på beboelse helt tilbage til 8.000-10.000 år f.Kr. Damaskus er den ældste hovedstad i verden. Syrien har desuden fostret storslåede akademikere som Ignatius (kirkefader og den tredje biskop af Antiokia), Theodoret af Kyros (der skrev 300 bind om medicinens kunst), den syrisk-kristne teolog og poet Ibn al-Nafis, den store historiker Abdisho bar Berika, Ismail ibn Kathir, der skrev en oplysende udredning af Koranen, og ikke mindst den ivrige middelalderastronom Ibn al-Shatir, der var forfader til den moderne fysiks teori om planeterne i Solsystemet, som langt senere blev fremsat af den polske astronom Nicolaus Kopernikus.

Kort sagt: Syrien er ikke kun hjertet i den arabiske verden, det er på mange måder hele civilisationens hjerte. I alle hjørner af landet støder man på områdets rige historie og de mange udefrakommende folkeslag, der har sat deres præg i form af smukke bygningsværker og ruiner efter storslåede fæstningsanlæg.

Syrien er tilmed et meget gæstfrit land, som man hurtigt forelsker sig i. Vejret er skønt hele året rundt, man kan stå på ski i bjergene og bade i Middelhavet få timer senere. Maden er fremragende. Det er et land, man har lyst til at vende tilbage til og lære mere om. Politisk har syrerne det – som danskerne – bedst omkring midten. Ekstremisme gider man ikke. Der er noget 1001 nats eventyr over Syrien.

Eller rettere: var.

Forrevet og delt samfund

I dag er Syrien svundet fra at være et arnested for oplysning og civilisation til at være et forrevet og delt samfund. Den nu fem år lange borgerkrig, den politiske turbulens og splittelsen mellem landets indbyggere har forvandlet landet til et sårbart bytte for ekstremisters territoriale og ideologiske invasion. Fjender har smadret landets mosaik af minoriteter med grusomheder udført mod de kristne syrere, kidnapninger af kristne assyrere i det nordøstlige Syrien, nedrivning af den syriske kulturarv, bombning af kirker og monumenter og ødelæggelse af historiske steder. For nylig har Islamisk Stat blandt andet skamferet en kirke, der var Syriens mindesmærke for det armenske folkedrab.

Man anslår, at op mod 90 procent af kulturarven er bombet væk eller solgt til højestbydende. Tanken om de kulturskatte, der er gået til under borgerkrigen, smerter alle, der kender bare en smule til Syrien. Aleppo, der er på UNESCO’s verdensarvsliste, ligger i dag fuldstændig smadret hen, efter at Assads styrker introducerede de upræcise tøndebomber som et middel til igen at vinde kontrollen over storbyen. Det siger noget om diktatorens uindskrænkede magtvilje, at han hellere ser Syrien i ruiner end regeret af andre.

Borgerkrigen skubber Syrien hen imod en mørk afgrund af umenneskeliggørelse, undertrykkelse, analfabetisme og usynlighed. Diktatur og religiøs ekstremisme har berøvet landet dets jordiske og moderlige funktioner som fertilitet, liv, mangfoldighed og generøsitet. I dag er halvdelen af Syriens indbyggere fordrevet fra deres hjem og på flugt, i eller væk fra Syrien.

’Syriens flygtninge’

Der bor – eller rettere boede – 21 millioner mennesker i Syrien. Omkring halvdelen af dem har i løbet af de seneste år været nødt til at flygte fra deres hjem – over elleve millioner syrere er i øjeblikket på flugt, af disse er over seks millioner flygtninge i deres eget land – såkaldte internt fordrevne. Folk, der vælger at blive i deres eget land på trods af krigen. Hvis ikke det internationale samfund sørger for at skabe sikre zoner i Syrien, hvor de kan være i fred – antallet af civile dræbte varierer, alt efter hvem der opgør tallene, men 170.000 virker som et konservativt estimat; omkring 200.000 er forsvundet og 500.000 er sårede – vil disse flygtninge begynde at søge uden for landets grænser.

Min onkel er en af mange medlemmer af min familie, som er flygtning i Syrien. Han fortalte mig, at han og hans familie har måttet skifte adresse fem gange i løbet af de seneste to år. Der er ganske enkelt ikke et eneste sted i Syrien, hvor man kan leve i fred, for kampene flytter sig hele tiden. Der findes nu en generation af syriske børn, som ikke har gået i skole i tre år, fordi de er nødt til at flytte hele tiden, og fordi forældrene er bange for at sende børnene væk fra hjemmet. Lærerne tør heller ikke møde op i skolen af frygt for at blive fanget midt i urolighederne.

En pige reddes ud af ruiner efter et bombeangreb i april.
En pige reddes ud af ruiner efter et bombeangreb i april. Foto: Scanpix
Vis mere

Det er faktisk temmelig beundringsværdigt, at hele seks millioner mennesker overhovedet forsøger at overleve i en krigszone.

Alligevel brokker det internationale samfund sig over de mange flygtninge, der kommer til Vesten. I Danmark hører man dem, der mener, at de flygtninge, som kommer hertil, ikke er dem, der har mest brug for hjælp. De samme stemmer taler om personer, som ikke er rigtige flygtninge, men blot udnytter situationen. De hvisker om store integrationsproblemer og sikkerhedstruende islamister.

Nogen vil givetvis kalde mig inhabil i denne sag, fordi jeg har familie i Syrien, men jeg er ikke naiv. Jeg ved godt, at der også findes snydere og snyltere blandt flygtninge. Jeg har selv tolket for flygtninge i 1980’erne og 90’erne og har mødt flere, som udgav sig ud for at være flygtninge uden at være det. I dag ved jeg, at der kommer nordafrikanere, shiitiske libanesere og Assad-tilhængere til Danmark, som udgiver sig for at være syriske flygtninge. Jeg ved også fra folk i miljøet, at erklærede Assad-tilhængere faktisk er blevet givet asyl – for eksempel en mand, som uden at blinke har lagt et stort billede af Assad op på sin Facebook-væg.

Disse plattenslagere og banditter skal vi selvfølgelig være opmærksomme på – og sikre ikke får asyl. Men langt størstedelen af de mennesker, som kommer hertil, har reel brug for beskyttelse. Det er personer, som ikke har haft andet valg, og som har været meget igennem.

Flygtede til Sverige

Da min fætter og hans familie flygtede fra Syrien til Sverige, var det den sidste mulighed, de havde for at bringe sig i sikkerhed. Han er et af de få af mine familiemedlemmer, som er flygtet til udlandet. I flere måneder forsøgte han at finde en måde at blive i Syrien på. Da det blev for farligt, tog han til et af nabolandene, for han ønskede at vende tilbage, så snart det var muligt. Men situationen blev mere og mere uholdbar, og til sidst flygtede han til Sverige.

Forinden var han flygtet med sin familie til Libanon. Her blev de chikaneret af Hizbollah-tilhængere og måtte ikke bevæge sig uden for flygtningelejren. Min fætter, som har en baggrund som en driftig iværksætter, blev utryg og rastløs og flygtede med familien til Libyen. Her arbejdede han i olieindustrien, indtil militserne begyndte at hærge Libyen. Da situationen blev uholdbar, flygtede familien til Egypten. I Egypten prøvede han at åbne en bilvask, og det ville være gået godt, hvis ikke politiet konstant havde krævet beskyttelsespenge.

Da præsident Abdel al-Sisi kom til magten, kunne mange syriske flygtninge ikke få forlænget deres opholdstilladelse, og nu var min fætters eneste mulighed at tage sin familie med på en bådtur over Middelhavet med livet som indsats. Den tur var nærmest lige så traumatiserende som de oplevelser, de var blevet udsat for under borgerkrigen. Målet var herefter at komme til Sverige, og min fætter og hans familie klarede turen, men kun fordi de brugte hver en mønt, de havde, på de menneskesmuglere, som hele tiden krævede flere og flere penge.

Før borgerkrigen i Syrien havde min fætter drevet flere autoværksteder, og det gik fint. Han kunne lægge lidt fra hver måned til sine børns uddannelse. Da krigen brød ud, var han nødt til at sælge sin forretning og sit hus, men han havde lidt kapital. Det var de penge, der reddede familien.

Selv om jeg er inhabil, så tillader jeg mig at spørge, om min fætter og hans familie er mindre værdige til at modtage asyl end andre flygtninge, fordi de har haft råd til at betale for rejsen?

Kan man bebrejde ham eller enhver anden, som står i hans situation, at de vil gøre alt for at bringe deres familie i sikkerhed?

De, der har råd til at flygte, er ikke nødvendigvis rige. Har man held til at sælge sit hus og sine ejendele, så står man selvfølgelig med penge på lommen – men man har også solgt et helt livs arbejde. Denne ‘flygtningekapital’ ender oftest hos menneskesmuglere, som udnytter disse tragiske skæbner.

Jeg mener, at man i stedet for at bruge energi på at spekulere i baggrunden for, at en flygtning har råd til at flygte, bør stoppe vanviddet i Syrien og sørge for, at flygtningelejrene i nabolandene fungerer og er tålelige. Men at hjælpe nabolandene er mest noget, vi taler om. I virkeligheden svigter vi de meget fattige naboer til Syrien. Hver fjerde libaneser er i dag en syrisk flygtning. Og den næststørste by i Jordan, efter hovedstaden Amman, er den syriske flygtningelejr al-Zaatari.

Vant til kompromisser

Syriske flygtninge er anderledes end de flygtningegrupper, der er kommet til Danmark og volder store integrationsproblemer: somaliere og palæstinensere fra Libanon. Mange af de syrere, der kommer til Danmark for tiden, havde ingen ambitioner om at emmigrere, og de er ofte veluddannede, for i Syrien har man altid prioriteret uddannelse højt. Desuden minder syrere om danskere på et ganske særligt punkt: Syrere bryder sig ikke om ekstremisme. Syrien er et sammensat samfund med mindst 26 trossamfund – og derfor har man gennem tiderne været nødt til at indgå mange kompromiser. Flygtninge er ikke bare flygtninge, man kan ikke automatisk sammenligne syrerne med dem, vi har taget imod tidligere. Måske kan syrerne bedst sammenlignes med de iranske flygtninge, som faktisk klarer sig ganske godt i Danmark.

Vi bør lære af de fejl, vi har begået, og integrere syrerne ordentligt fra starten. Jeg bryder mig bestemt ikke om at give asyl til nogen som helst, der er islamister eller få år senere bliver islamister, men sandsynligheden for, at det er eller bliver tilfældet med de syriske flygtninge, er mindre end med andre flygtningegrupper. Jeg har selvfølgelig også læst om syriske flygtninge, som er utaknemmelige og brokker sig over maden og boligforholdene i Danmark. Jeg har også hørt om en enkelt, der giftede sig i Danmark, selv om han allerede var gift i Syrien. Men sådan nogle tåber skal ikke styre vores holdninger til flygtninge.

Hjem igen bagefter

Jeg har ikke noget problem med, at folk ikke får permanent opholdstilladelse med det samme. Den oprindelige betydning af begrebet asyl er jo netop, at det er en midlertidig foranstaltning. Jeg vil hellere tage imod mange midlertidige flygtninge end få permanente. Og det skal flygtningene have at vide, fra den dag de står i Danmark: At opholdet er midlertidigt, at de en dag skal vende hjem til Syrien, når der er fred og ro i de byer, de flygtede fra, og at tilladelsen inddrages med øjeblikkelig virkning, hvis det viser sig, at de har ‘løjet’ sig ind i landet med forkerte oplysninger.

Velmenende danskere vil givetvis indvende, at når de om nogle år er integreret, og deres børn går i skole eller er i gang med en uddannelse, så kan man ikke blot sende dem ud af landet igen. Men jeg kan ikke se problemet, hvis folk kender præmisserne fra begyndelsen. Det gælder jo også for danskere, der bliver udstationeret i udlandet – uden sammenligning i øvrigt. De og deres børn ved, at de en dag skal vende hjem til Danmark, ligesom professionelle fodboldspillere på ‘forskerkontrakter’ i Danmark også skal rejse en dag. En dag er det slut – og så skal man hjem.

Selv om flygtninge kun får midlertidig opholdstilladelse, kan man dog udmærket begynde at integrere fra dag ét. At integrere er ensbetydende med at få folk til at fungere hertillands. Danmark skal naturligvis ikke stå med vidt åbne døre, men vi kommer heller ikke udenom at tage vores del af de mange flygtninge, som virkelig har brug for hjælp.

Syrien er efter flere år med krig sat fuldstændigt i stå. Folk dør af sult. Og så skulle man tro, at det hele ikke kan blive meget værre. Men det bliver det.

Der er tre forfærdelige problemer, som man stort set ikke taler om herhjemme. For det første bliver teenagepiger i eksplosivt stigende omfang giftet bort til rige ‘golfier’. Disse rige mænd udnytter desperationen og nøden i nabolandenes syriske flygtningelejre til at købe unge piger helt ned til 13-års alderen, som de gifter sig med. Pigerne slipper ud af Syrien eller af flygtningelejrene, men hvilket liv er det, der venter dem? For det andet er mange af de syriske flygtninge, som nu befinder sig i lejrene i grænseområderne til Syrien, kvinder. Disse kvinders eneste mulighed for at overleve er via prostitution.

Sidst men ikke mindst hører man i stigende grad om unge mænd, der sælger deres organer for at sikre familiens overlevelse i den kommende vinter. Især i Libanon, der allerede inden krigen i Syrien havde en omfattende sortbørshandel med organer, er situationen nu så desperat for de syriske flygtninge, at markedet er ved at være mættet. De unge er tvunget til at falbyde deres organer, og ofte bliver de narret til at tro, at en fjernet nyre er et mindre indgreb. Efter en sådan operation skal patienten jævnligt til tjek i flere år derefter, men de unge syrere, der sælger en nyre, bliver hverken tilset eller får udleveret smertestillende midler – i stedet må mange lide en smertefuld død forårsaget af efterfølgende komplikationer og ubehandlede infektioner.