Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.
Sapran Hassna fortæller i uddraget herunder om de fire forældreløse søstres første tid i familiepleje på en gård uden for Skælskør hos Gunnar og Lise og sønnerne Morten og Christian.
Lise sad for bordenden og kiggede ufravendt på Randa, mens hun helt køligt fortalte Randa, at det var lige før, hun hellere vil sidde til bords med hundene.
»Du spiser grimmere end et dyr,« sagde hun til Randa og hentydede formentlig til måden, Randa tyggede maden på.
Randa har kaninfortænder. Det er ikke noget, jeg har tænkt over, før hun selv sagde det, men jeg kan godt se, hvad hun mener. Randas tandlæge forsøgte i flere år at få hende til at stoppe med at bruge sut, fordi det ville ødelægge hendes tandstilling. Men hun blev ved, og hendes tænder var blevet så skæve, at det gjorde ondt, når hun tyggede med sine kindtænder. Og så måtte fortænderne gøre det meste af arbejdet.
Randa svarede ikke Lise. Hun vidste godt, at hun ikke skulle sige noget, medmindre hun blev bedt om det.
KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
Du får også et boguddrag fra:
- 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
- ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
- ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
- 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
- ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
- ’Guldalderen’ af Søren Paaske
- 'Sort land' af Ahmad Mahmoud
- 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
- 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
- ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
- ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
- ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
- 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
- ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
- Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
- ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
- 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
- ’Blitz’ af Agnete Friis
- ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
- ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
- 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems
Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.
Sapran Hassna fortæller i uddraget herunder om de fire forældreløse søstres første tid i familiepleje på en gård uden for Skælskør hos Gunnar og Lise og sønnerne Morten og Christian.
KØB BOGEN HER: 'FORBANDEDE BARNDOM' AF SAPRAN HASSNA
Den første gang, Lise kaldte Randa for et dyr, fik jeg et chok. Jeg troede, det var noget, hun sagde i sjov, men hun mente det i ramme alvor.
Lise sad for bordenden og kiggede ufravendt på Randa, mens hun helt køligt fortalte Randa, at det var lige før, hun hellere vil sidde til bords med hundene.
»Du spiser grimmere end et dyr,« sagde hun til Randa og hentydede formentlig til måden, Randa tyggede maden på.
Randa har kaninfortænder. Det er ikke noget, jeg har tænkt over, før hun selv sagde det, men jeg kan godt se, hvad hun mener. Randas tandlæge forsøgte i flere år at få hende til at stoppe med at bruge sut, fordi det ville ødelægge hendes tandstilling. Men hun blev ved, og hendes tænder var blevet så skæve, at det gjorde ondt, når hun tyggede med sine kindtænder. Og så måtte fortænderne gøre det meste af arbejdet.
Randa svarede ikke Lise. Hun vidste godt, at hun ikke skulle sige noget, medmindre hun blev bedt om det.
Jeg kom ret hurtigt til at hade måltiderne hos Gunnar og Lise. Vi sad ved et langbord i køkkenet, og da Morten og Christian begyndte at få kærester, spiste de også med.
Køkkenet var Lises domæne. Der var rent og ryddeligt, opvasken blev taget med det samme, karkluden hang over vandhanens tud, og alt, hvad der mindede om et kulinarisk liv med grydeskeer, krydderier og olier var gemt væk. De hvide vægge var bare, der stod et par enkle potteplanter i de to vindueskarme, og når det blev mørkt, trak Lise de tynde, hvide og småmønstrede gardiner for.
Lise bed negle og spiste næsten aldrig noget. Når hun var alene, sad hun i køkkenet med ansigtet vendt mod haven, og jeg kunne se, hvordan hun pillede ved sine læber og tyggede i sine flossede negle. Der lå altid en cigaret og osede i det runde glasaskebæger, og der lå flager af aske på den gule voksdug.
Lise røg cigaretter, mens vi andre spiste, og der gik mange år, før jeg opdagede, at det, jeg troede var juice, i virkeligheden var hvidvin, som hun skænkede fra en karton, der permanent stod på kanten af køkkenbordet.
Amal, Randa og Jasmin og jeg måtte ikke tale sammen under middagen. Hvis en af os begyndte at grine, og det gjorde Amal og jeg tit, blev vi sendt væk fra bordet uden aftensmad.
Vi måtte heller ikke selv øse maden op på vores tallerkner. Når vi kom ud i køkkenet, havde Lise allerede øst en portion op til os, og det var forbudt at få to gange. De andre måtte spise alt det, de ville, men Lise og Gunnar syntes, vi var for tykke, og maden blev derfor nøje afmålt. En halv bøf, to kartofler og en klat sovs.
Randa udviklede en teknik, så hun kunne gemme et stykke kød bagest i munden til senere. Men jeg havde slet ikke så meget kontrol. Jeg var sulten og slugte min mad og håbede, at jeg ikke påkaldte mig Lises opmærksomhed. Og sagde jeg nej til at spise den mad, Lise satte frem, blendede Gunnar den og trykkede på mine kæber, indtil jeg ikke kunne modstå presset. Han tvang det ned i min hals og ventede på, at jeg sank det i store, kvælende mundfulde.
Jeg kunne ikke sig nej. Jeg bestemte ingenting, og der var intet, jeg kunne nægte.
Da vi flyttede ind hos Lise og Gunnar, var vi stadig som en håndfuld små lopper, der udmærket kendte til manerer, men langt fra mestrede dem til perfektion. Vi fik derfor konstant at vide, at vi skulle tage albuerne ned af bordet, at vi ikke måtte smaske, og at vi ikke måtte drikke med mad i munden.
Værst gik det ud over Amal. Lise kunne tvinge hende til at sidde med en bog på hovedet, eller en tyvekrone i armhulen, og hun fik ikke lov til at rejse sig, før hun havde lært at sidde med ret ryg og armene ind til siden. Længe efter at vi andre havde rejst os, kunne Amal sidde med en bog på hovedet og stirre ind i væggen.
Hun var fem år gammel.
Randa var den første, der blev slået, og på en eller anden måde var det en lettelse, da det endelig skete.
Jeg bilder mig ikke ind, at nogen af os havde en forudanelse om, at de ville være onde ved os, men der var omvendt heller ingen af os, der følte, at de var søde eller venlige, da vi så dem første gang på Frederiksholm. Så da Gunnar slog Randa, blev vi bekræftet i, at vores fornemmelser havde været rigtige. De her mennesker ville os ikke noget godt.
Lise elskede blå og grøn, og alle møbler og gardiner var valgt i de nuancer. Gunnars lænestol var derfor også grøn, og her sad han hver morgen og så morgen-tv, mens vi krøb sammen i sofaen bagved ham og forsøgte at følge med i, hvad der skete på skærmen.
En dag rejste Randa sig op og stillede sig over ved siden af Gunnars lænestol. Hun lænede sig ind over ham og sagde med rolig stemme:
»Jeg vil gerne flytte. Jeg har ikke lyst til at bo her mere.«
Gunnar grinede lidt af hende, men sagde ikke noget.
Jeg ved ikke, hvor meget Jasmin opfattede, men Amal og jeg stirrede på Randa med store øjne. Vi var ikke i tvivl om, at hun var i frit fald. Jeg kan tydeligt huske hendes stemme, og mens Amal og jeg var for små til at sætte ord på, hvordan vi havde det, udover at vi havde ondt i maven og savnede vores mor, var hun i stand til at formulere det meget konkret.
Randa blev stående og fortsatte i samme tonefald:
»Jeg synes ikke, at I er venlige. Jeg vil gerne flytte.«
Gunnar lod fortsat som ingenting, men drejede stolen en anelse, så han bedre kunne følge med i udsendelsen.
Randa blev ved.
»Jeg vil gerne tilbage til Mette og Mette. I er ikke særlig søde ved os.«
Pludselig tog han med en lynsnar bevægelse fat i hendes overarm og rykkede hende ned over sit lår og gav hende en endefuld. Han slog hende tre gange hårdt på hendes balder og skubbede hende så ned på gulvet.
Det føltes, som om tiden stod stille, og jeg kunne kun høre en susen for ørerne og Randa, der stak i et skrig. Ingen af os turde rejse os for at trøste Randa, og hun måtte selv samle sig og komme på benene.
Gunnars ansigt afslørede ingenting. Det var umuligt at se på ham, at han lige havde slået en pige på otte år, og i det øjeblik blev jeg endnu mere bange for ham.
Efter den episode udviklede vi hver sin rolle i familien.
Jasmin var den syge. Hun gik i specialskole, hvor hun spillede musik, havde idræt og øvede simple bogstavlege. Jeg så aldrig Gunnar og Lise udfordre og træne med hende derhjemme. Jeg tror, de var flove over hende. Hun blev gemt væk på sit værelse, men forstod ikke altid, at hun ikke måtte komme ud derfra, og en gang imellem lod Lise hende støvsuge i stuen eller ordne små opgaver i køkkenet.
Gunnar slog kun hende et par gange. Hun fik blodfortyndende medicin, og der skulle ikke ret meget til, før hun fik blå mærker, og da Onkel spurgte hende, hvor de stammede fra, sagde hun, at Gunnar havde taget fat i hende. Siden holdt Gunnar mig bekendt op. Til gengæld kunne han godt lide at gøre hende til grin. Når vi sad ved bordet, kunne han pludselig kigge på hende og sige:
»Luk munden, der kommer fluer.«
Jasmin sagde aldrig noget. Hun lukkede bare munden og kiggede ned i tallerknen.
Amal var den lille og søde, og Randa og jeg begyndte hurtigt at kalde hende for Lises kæledægge. Amal blev også straffet, men Lise talte til hende med en anden stemme, og de roste hende, når hun sladrede om noget, Randa og jeg havde gjort. De kunne i det hele taget godt lide at spille hende ud mod os andre.
En dag skulle vi i tivoli i en af de lidt større byer i nærheden af Skælskør, og Amal og jeg sad på bagsædet af den gamle sølvgrå Volvo stationcar. Under passagersædet fik jeg øje på et stykke chokolade. Jeg stirrede på det blanke stykke papir, og under påskud af at jeg skulle binde mit snørebånd, bukkede jeg mig ned, pakkede chokoladen ud med største forsigtighed og puttede det søde chokolade i munden og lod det smelte på tungen.
Men Gunnar havde selvfølgelig hørt lyden af det knitrende papir og råbte om til mig, hvad jeg spiste.
»Ingenting,« svarede jeg.
Jeg vidste, at han vidste, at jeg løj. Men min reaktion var altid, at hvis jeg ikke sagde sandheden, ville han ikke kunne bevise, at han havde ret, og så var straffen måske mildere.
»Du lyver. Åbn munden, så jeg kan se, hvad du har spist.«
Jeg vidste, jeg havde tabt. Der var masser af beviser, og jeg åbnede munden og lod ham se resterne af chokoladen, som sad i tænderne.
Gunnar slog mig ikke, men jeg skulle blive siddende i bilen, mens de andre gik i tivoli. Gennem sideruden kunne jeg se karrusellen med hestene, der kørte rundt og rundt, og jeg kunne høre den summende lyd af mennesker, der morede sig, og musik, der forsvandt og kom igen.
Amal har fortalt mig, at hun græd sig igennem tivolituren. Hun tænkte ikke på andet end sin søster, der sad på bagsædet af bilen, og hun tiggede dem om at få lov til at komme tilbage til mig.
Det måtte hun selvfølgelig ikke. De forsøgte at trøste hende ved at rose hende for at være ked af det.
»Hvor er det flot, at du tænker mere på din søster end på dig selv. Det er meget modent af dig, og det kunne dine søstre lære noget af.«
Gunnar og Lise vidste, at vi elskede slik, og for at gøre Amal glad købte de en kæmpe slikkepind til hende. Mint og lakrids pakket ind i knitrende gennemsigtigt papir med en rød sløjfe i toppen.
Jeg så slikkepinden, allerede da de kom tilbage mod bilen. Amal holdt den i hånden, og jeg hadede hende for at have fået den. Jeg hadede hende for, at de bedre kunne lide hende end mig, og jeg havde lyst til at kvæle hende. Det var lige meget, at Amal ikke så spor glad ud, og at slikkepinden hele vejen hjem lå i hendes skød. Tårerne brændte i mine øjne, og jeg hadede hende for, at hun ikke gav den til mig eller i det mindste pakkede den ud og lod mig slikke på den og nyde den skarpe smag af lakrids.
For nylig spurgte Amal, hvad det værste var, hun havde gjort ved mig i hele vores liv. Jeg svarede uden at tøve, at det var, at hun ikke havde villet dele den slikkepind med mig. Det var, at hun i månedsvis bagefter kun allernådigst lod mig smage. Selv da den blev allermest blød og ulækker af at have været pakket ud og ind tusind gange, gav hun sig ikke.
Jeg kunne hverken glemme eller forstå, hvorfor hun ikke ville dele den med sin søster, som havde tilbragt flere timer i en varm bil, mens hun selv sad i en karrusel og spiste softice med krymmel.
Amal blev ked af det, og det gik op for mig, at hun i alle de år havde haft det forfærdeligt med at være den, der fik slikkepinden. Hun hadede ikke at kunne give den til mig som en slags trøst for, at jeg ikke måtte komme med i tivoli.
Men det kunne hun ikke. Hun var syv år gammel, og da Lise rakte hende slikkepinden, holdt hun fast i den hvide pind og kiggede Amal ind i øjnene, mens hun sagde:
»Husk nu, at det er din slikkepind. Du må ikke dele den med dine søstre.«
Randa og jeg blev familiens sorte får. Randa fordi hun var krigerisk og gjorde oprør, jeg fordi jeg var for ihærdig.
Jeg ville så gerne have, at de kunne lide mig, og jeg prøvede derfor at smile og være sød, og jeg forsøgte hele tiden at lure, hvordan jeg kunne gøre dem tilpas. Men det kunne jeg ikke. De brød sig simpelthen ikke om mig. Jeg lærte aldrig at forstå, hvad det var, de ikke kunne lide, og da jeg ikke forstod spillets regler, kunne jeg ikke gøre noget for at komme ind i varmen. Jeg vidste ikke, om det var min stemme, mit hår eller min brune farve, som jeg desperat forsøgte at vaske af, eller om jeg havde sagt noget dumt eller gjort noget forkert. Det eneste, jeg vidste med sikkerhed, var, at hvis jeg trådte ved siden af, ville jeg blive straffet.
Den første gang, jeg blev slået, skulle jeg have klippet negle af Lise. Jeg hadede, når det var hende, der gjorde det. Vi fik aldrig lov til at gøre det selv, og jeg håbede altid, at det var Gunnar, der hentede neglesaksen på badeværelset søndag aften.
Badeværelset på Basnæsvej var et de rum, jeg holdt mest af. Det var gammelt, men der var varme i gulvet, og foran det lille badekar lå der en lyserød frottémåtte. Når Gunnar klippede mine negle, stod jeg på den lille skammel og kunne se mig i spejlet over håndvasken, hvor tandkruset med alle tandbørsterne stod linet op på en lille glashylde.
Men denne aften var det Lise.
Jeg havde nattøj på og stod med bare fødder mellem hendes ben. Hun holdt stramt om fingrene på min højre hånd, og neglestumperne faldt ned i toiletkummen. Hun pressede mine lår mod toilettet, så jeg følte, jeg fik overbalance, og jeg snoede mig for at komme fri. Det gjorde ondt, fordi Lise altid klippede neglene så tæt ved neglekanten, at det så ud, som om jeg bed negle, og jeg var sikker på, at det ville begynde at bløde.
Lise råbte til mig, at jeg skulle stå stille, og til sidst kaldte hun på Gunnar. Han gik direkte hen til mig, og uden varsel slog han mig i baghovedet. Gunnar vidste præcis, hvordan han kunne slå, uden at det gav blå mærker. Han bøjede sine fingre og slog os i baghovedet med knoen på sin langfinger, eller han sparkede os bagi med vristen af sin fod. Det gjorde ondt, men det værste var overraskelsesmomentet og ydmygelsen i, at han slog, når man stod med ryggen til.
Vi havde ikke ret meget legetøj, og når vi fik lov til at være sammen, elskede vi at finde på nye lege.
En af de første vintre var der rigtig meget sne i haven, og vi fandt på, at vi ville kælke med Skipper, familiens gamle hund, som var et godmodigt, stort sort og hvidt gadekryds med en hel del af den tyske race Leonberger i generne. Vi lokkede Skipper op på kælken, og han sad lige så fint og tronede, mens vi trak ham rundt i haven. Vi syntes, det var fantastisk at lære en hund at kælke, og den dag i dag har jeg svært ved at forstå, hvorfor det var så ondt.
Men det syntes Lise. Hun sad ved køkkenvinduet og røg cigaretter og holdt øje med os, og da hun så Skipper glide forbi på en blå bobslæde, blev hun rasende. Hun åbnede vinduet og råbte, at vi skulle komme ind med det samme. Hun kaldte os dyremishandlere, og nu skulle vi få samme behandling. Gunnar stillede os op ved siden af hinanden, og da vi havde fået en endefuld, blev vi lagt i seng på hver sit værelse.
Jeg forstod aldrig hvorfor, men Amal, Randa, Jasmin og jeg fik i løbet af de første to år nye værelser flere gange. Jasmin og jeg blev ved med at dele værelse, men Randa og Amal blev ret hurtigt skilt ad, og efter knap et år blev Randa isoleret på et værelse på første sal.
Jeg så Randas værelse én gang. Det lignede mit og var sparsomt møbleret med en smal, brun seng, et lille skrivebord, der stod ved vinduet, og en reol med nogle bøger og lidt legetøj. Der var gråt filt på gulvet, hvidt savsmuldstapet på væggene og brune karme om vinduet og den brune dør. Randa var ikke specielt vild med at læse, og hun sad det meste af tiden foran vinduet og tegnede eller kiggede ud i haven. Hun var alene, og vi måtte ikke gå derop.
Straffen for at have kælket med Skipper var, udover en endefuld, at jeg skulle ligge i en bestemt stilling, og jeg måtte først vende mig, når jeg fik besked på det. Jeg måtte ikke gå på toilettet, jeg måtte ikke læse, og jeg måtte ikke tale med nogen. Jeg skulle ligge i min seng med ansigtet vendt mod væggen, og jeg vidste, at Randa lå på samme måde på sit værelse.
I begyndelsen fik Randa og jeg den samme straf. Men efter den dag fornemmede jeg alligevel, at noget ændrede sig. Når Randa og jeg skulle straffes for noget, vi havde gjort, kom Gunnar først ind på mit værelse og slog mig eller rev mig i håret. Jeg gjorde aldrig modstand eller forsøgte at tale min sag, jeg værgede bare for mig med hænderne og håbede, at jeg kunne styre tårerne, indtil han var gået.
Bagefter kunne jeg høre hans fodtrin på trappen, når han skulle op til Randa. Jeg lå i min seng og lyttede, men hun skreg ikke ligesom mig, og jeg kunne ikke høre, hvad der foregik på hendes værelse. Der var helt stille.
Randa og jeg havde været fælles om gerningen, men jeg lærte efterhånden, at vi fik hver sin straf. Jeg undrede mig over, at Gunnar var længere tid på Randas værelse, end han var på mit, og der gik mange år, før jeg forstod hvorfor.
