Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.
Efter en opvækst med plejefamilie og børnehjem har Ella vænnet sig til at være en sag i det offentlige. Da kommunen truer med at fjerne hendes 11-årige søn, får hun nok.
KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ’Blitz’ af Agnete Friis
Du får også et boguddrag fra:
- 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems
- ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
- '’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.
Efter en opvækst med plejefamilie og børnehjem har Ella vænnet sig til at være en sag i det offentlige. Da kommunen truer med at fjerne hendes 11-årige søn, får hun nok.
KØB BOGEN HER: BLITZ AF AGNETE FRIIS
Du er sindssyg. Det ved du godt, ikke?«
Rosa så på mig. Hun havde en ikke særlig tryghedsska- bende vane med at forsøge at holde øjenkontakt med mig, når hun sagde noget betydningsfuldt. Også selv om det var hende, der kørte bilen.
»Du slipper ikke væk, uanset hvor fanden du flytter hen. De sender dine papirer videre. Det er sådan, systemet er, og nu hader de dig.«
Jeg så ud ad vinduet og svarede ikke. Ønskede hedt, at Rosa ville holde op med at snakke til mig og i stedet koncentrere sig om at køre. Godt nok var der langt mellem bilerne herude, men alligevel. Der var træer og sten og vejsving, og for en halv time siden havde hun været nødt til at hugge bremserne i, fordi en flok køer passerede vejen med tungt dinglende yvere og vemodige, brune øjne. Junisolen hang varm og glitrende på den blå himmel over os, og Alex var faldet i søvn på bagsædet. Det var stegende varmt. Bilens ventilation var sat ud, da vi passerede Roskilde, så alle fire vinduer var rullet ned, og det lød som et stormvejr, så snart vi kørte mere end halvtreds kilometer i timen.
Rosa tændte en smøg og skævede til mig med det affarvede hår blafrende vildt i vinden.
»Og hvad med alt jeres lort i lejligheden? Hvad gør du med det?«
»Du kan tage det, I kan bruge,« sagde jeg. »Resten må kommunen hygge sig med.«
»I har sgu da ikke noget, som andre gider have.«
Jeg trak på skuldrene. Prøvede at tænke på noget andet. Alt andet. Navnene på verdens hastigt skridende klimabælter, Golfstrømmens indflydelse på varmefordelingen i verdenshavene. Jordens rotationshastighed og placering i solsystemet, corioliskraften, som fik alle strømhvirvler på den nordlige halvkugle til at dreje med uret og mod uret på den sydlige.
»Og hvorfor helvede skal det være Vesterhavet?« fortsatte hun. »Det er vel meget fedt om sommeren, men om vinteren taler vi Udkantsdanmark med stort U. Der vil ikke være andet derude end blæst og stanken af fisk.«
»Jeg kender en derude,« sagde jeg, stak hånden i lommen og mærkede efter. Brevet var der stadig. Et sammenfoldet A5-ark, ternet papir. Sendt fra et plejehjem i Thisted for næsten to år siden. Min farmor var tydeligvis ikke til overflødig pynt og patos.
»Hvem?« gryntede Rosa. »Der er vel ingen, der er dumme nok til at bo derude. Er det ham fyren nede fra Blockbuster? Niels? Har han fået et job med at pushe pornofilm til fiskerne?«
»Schhh.«
Jeg kastede et hurtigt blik om til Alex på bagsædet. Han havde smidt T-shirten og dermed skånet den for et par lange striber rød sodavandsis, som Rosa havde købt på tanken i Thisted. Hun havde også sørget for smøger, kaffe, suppe, pasta, havregryn og konserves og hævet, hvad der i øvrigt stod på hendes konto. 752 kroner for at være helt præcis.
Jeg lukkede øjnene og mærkede de nye dufte strømme igennem mig. De støvede kornmarker, noget syrligt og kryd ret og en blæst, der havde rejst over tusinde kilometer hav. Man kunne endnu ikke lugte havet, men vinden havde fået et strøg af vildskab, og træerne i de lange markskel var spinkle og forkrøblede og lænede sig mod øst.
»Det er en fattig kommune,« sagde jeg. »Der vil gå lang tid, før de begynder at interessere sig for os. De har ikke råd til det.«
»Og er du sikker på, at det er en god ting? Er du sikker på, at du kan klare det? Du kommer for fanden til at være helt alene. Hvad vil du gøre, hvis du får et nyt anfald? Det var sgu da i gamle dage, folk tog på landet, når de havde dårlige nerver. I dag er det omvendt.«
Jeg kunne mærke, hun gloede på mig, men jeg åbnede ikke øjnene. Svarede ikke. Jeg var nødt til at koncentrere mig om at bevare roen, mens den gamle verden væltede ind over mig. Et billede skubbede sig helt frem for mit indre blik. Eller vel nærmere sådan en gammeldags smalfilm uden lyd, lidt hakkende og med mørke ridser i de rødgule nuancer. Mig selv, min krop med topmave og badebukser og bare fødder. Jeg løber over klitterne, og der er sand og muslingeskaller og små stykker flamingo og krabbekløer og tang og den skarpe, stikkende marehalm, der efterlader røde, kløende streger på fødder og ankler. Min mors stemme gennem den tordnende, vilde blæst. Himlen over mig er hvid og større end hele verden.
Jeg genkendte huset med det samme, selv om det var mindre og mere gråt, end jeg huskede det. Det var et billede, jeg ikke selv havde kunnet hente frem, men nu hvor jeg så stedet, smeltede det sammen med et minde, som måtte have svømmet rundt et sted i den mørkeste del af min bevidsthed. Forårets kraftige regn havde skåret dybe furer i den smalle grusvej, der førte derned, og klitterne havde ædt sig ind gennem det falmede stakit og hybenbuskene omkring huset. Alligevel var alt, som det altid havde været.
Rosa lod Volvoen skrumple ind over den sandede jord og bremsede brat foran den lave hovedtrappe.
»Er du sikker på, det er her?« spurgte hun og så skeptisk på mig. »Gps’en har for længst givet op.«
»Helt sikker,« sagde jeg og åbnede bildøren. Jeg kunne høre havet som en dump buldren et sted bag de grågrønne klitter og genkendte ikke bare huset, men det hele. Himlen og lyset og lugten og lydene.
Alex bevægede sig på bagsædet, endnu ikke helt vågen, og jeg stod ud og gik over til det lillebitte udhus. Døren hang i hængslerne, og malingen var skallet så grundigt af, at der kun stod de rå, sandblæste brædder tilbage. Inde i halvmørket lod jeg hænderne løbe langs væggen, til jeg nåede den lave dukkekommode og kunne åbne den øverste skuffe. Nøglen lå der, som den altid havde gjort. Den var kølig og rusten i min hånd.
»Verdens røvhul,« sagde Rosa og begyndte at hive tasker og sengetøj ud af bagagerummet. »Her har sgu da ikke boet nogen i flere år. Din udlejer har taget røven på dig.«
Jeg kunne se, hvad hun mente.
Stuehuset var lavt og hvidmalet og lignede noget, som helst ville ligge ned, men med vold var tvunget op i lodret position. Tagrenden var kun få centimeter over mit hoved, og dimensionerne var nærmest som på et dukkehus. Lave mure med sprossevinduer og en grundplan, som var mindre end lejligheden i Hvidovre. Gavlen i den ende af huset, som var bygget sammen med en gammel staldlænge, var i bogstaveligste forstand ved at vælte. Nogen havde stivet den hældende mur af udefra med et par tykke bjælker, men murværket gabte alligevel flere steder.
Alex kravlede ud af bilen, blinkede op mod den skarpe sol og så sig nysgerrigt omkring midt i det grågrønne slør af marehalm. Blæsten var varm og tør og lugtede af salt, og det så ud, som om både bil og Alex stod under de drivende skyer i et bølgende, grønt hav. Klitterne hævede sig omkring os, langskæggede og mosgrå med en bund af lilla lyng.
»Hvad er det her for et sted?« Han så på mig.
»Vores nye hus.«
»Det ser sgu ikke særlig nyt ud.« Han drejede en gang rundt om sig selv. »Her er for fanden ingenting.«
»Hold op med at bande.«
Jeg trampede op til den lave dør og satte nøglen i låsen, der var stram og rusten og uvillig, men til sidst gav den sig. Døren bandt også. Jeg var nødt til at sætte en skulder mod for at få den op og bøjede instinktivt nakken på vej ind for ikke at gå på dørkarmen.
»Her lugter grimt. Her lugter af gamle, døde mennesker.« Alex gik forbi mig ind i den smalle gang og holdt sig demonstrativt for næsen. Han havde ret. Lugten var tung af støv og jord og mug og hundrede års stegeos. Der stod et par udtrådte gummistøvler under den tomme knagerække, et par sorte sko i størrelse dværg og en stok.
Jeg gik længere ind i den smalle entré, der adskilte stuehuset fra den gamle stald. Der var småblomstret tapet på væggene, men ellers var der ikke gjort meget stads ud af rummet. Gulvet var grå cement, ujævnt og iskoldt trods solskinnet udenfor. Til venstre var et uisoleret spisekammer med hylder fra gulv til loft og et utal af støvede glas og krukker. Syltede asier og henkogte pærer stod stadig på hylderne og lignede et naturhistorisk museums dyrefostre i sprit. Der lugtede på én gang syrligt og sødt.
Til højre kom man igennem et smalt grovkøkken, som bestod af en stor vask med en hane til koldt vand og et ridset arbejdsbord. Der var intet varmt vand. Heller ikke i selve køkkenet, hvor der ikke var vand overhovedet. Det, man skulle bruge til opvasken, måtte man hente på badeværelset, som lå på den anden side af køkkenet og var i turkise fliser med badekar og håndvask. En indtørret strimmel fluepapir hang stadig over det fedtede komfur.
Jeg trak brevet op af lommen og studerede den høje, kantede skrift. Der var anvisninger på, hvordan jeg tændte for det varme vand på badeværelset, og hvor el-installationerne sad. Det hele virkede, stod der. Hun havde en mand til at kigge forbi en gang imellem.
I alle husets andre rum – også i køkkenet – lå der tyndslidte, grå væg-til-væg-tæpper med store, fedtede plamager. Selv her var sandet trængt ind, og det knasede under sålerne i den tynde luv. Der var en stue ved siden af køkkenet og et værelse, som jeg måske kunne fikse lidt op til Alex. To af ruderne i sprossevinduet var baldret, men så længe det var sommer, kunne det klares med pap og affaldssække. Jeg var kreativ med den slags. Efter ti år på bistand vidste jeg, at man kunne bygge mageløse ting med gaffatape og grej fra papcontaineren. Lige nu havde jeg svært ved at forestille mig, at vi stadig var her til vinter.
»Heroppe!«
Alex var løbet i forvejen op ad trappen til førstesalen. At dømme efter den rytmiske lyd af syngende, knagende fjedre havde han fundet en rigtig seng at hoppe i, og Rosa fulgte mig modvilligt op ad trappen. Der var to små værelser med skråvægge, samme blomstrede tapet som i entréen og skunkrum ud til det uisolerede tag. Der lå bjerge af gamle blade proppet ind mellem taget og de mørnede gipsplader. Familiejournalen og Anders And. Jeg fik et uvelkomment og højst upassende glimt af mig selv som 6-årig, liggende på en madras i et af de varmeflimrende, støvede værelser, mens jeg masturberede hidsigt med en pude klemt fast mellem benene. Den gamle havde sagt, jeg skulle sove til middag, men jeg var for stor til den slags og havde min egen måde at slå tiden ihjel på.
»Er der virkelig nogen, som har boet her?« sagde Alex og sprang ned fra den aldrende seng. »Det er jo ikke et rigtigt hus.«
»Definér rigtigt hus,« sagde jeg. »Der er vægge og tag og døre og vinduer, hvad mere vil du have?«
Han så pludselig ulykkelig ud, stod med armene hængende slapt ned langs siden. Han havde ikke sagt ret meget på turen over, men havde skiftevis sovet og stirret ud ad vinduet med et blik, som fik mig til at ønske, jeg kunne sætte et glas mod hans hjerneskal og høre hans tanker. Ligesom mig og Lone gjorde det på Bakkegården, da vi var 13 og gerne ville vide, om der var nogen, der bollede på værelset ved siden af.
»Du vænner dig til det,« sagde jeg og forsøgte at lægge lidt spejderoptimisme i tonen. »En ny skole, nye venner ... Og prøv at tænke på naturen...«
»Her er ikke en skid,« sagde han, gik ned ad trappen og forsvandt ind på badeværelset, hvor han smækkede døren så hårdt, at man mærkede rystelsen i gulvet. Da jeg kom ned igen, kunne jeg høre vandhanens fossen gennem den lukkede dør. Han vaskede hænder, og selv om døren var lukket, vidste jeg præcis, hvordan det så ud. Den slanke drengeskikkelse stod bøjet over håndvasken, en smule rundrygget og med det tjavsede pandehår hængende ned i øjnene. Når han var færdig, ville han finde sin tandbørste frem. OCD, sagde børnepsykologen. Der var meget galt med mig og Alex.
Jeg tømte elkogeren for støv og døde fluer, skyllede nogle tallerkener af ude i grovkøkkenet og lavede pulverkaffe til Rosa og mig og pulversuppe til Alex. Kopperne lugtede af mug og opvaskemiddel, selv om jeg havde skyllet dem grundigt, og det føltes som at drikke kaffe ved plasticbordet i et legehus, hvor edderkopper og regn havde haft frit spil.
»Du har fået en fan,« sagde Rosa og nikkede mod vinduet. Henne ved hjørnet af garagen stod en sammensunken, mager skikkelse og stirrede ind ad vinduet. Han så skrøbelig ud. Issen var bar og de små bevægelser rystende og usikre. Da han så, vi kiggede på ham, begyndte han brat at gå ned ad grusvejen med sin stok svingende i hånden.
»Creepy,« sagde Rosa. »I kan stadig nå at komme med tilbage.«
Hun var varm og ekstra rødmosset efter at have båret vores sengetøj op på førstesalen. »Det er fint,« sagde jeg.
»Vi klarer os.«
Hun rystede på hovedet, rejste sig op og begyndte at samle smøger, lighter og telefon sammen. Hun så træt ud, men hun havde selvfølgelig heller ikke nået at få sine pilleglas med. Det var ikke ubetydelige ofre, hun havde bragt i dag. Vi gik sammen tilbage til bilen gennem det bølgende græs.
»Ja, der er vel også gode ting,« sagde Rosa og kneb øjnene sammen. »Der er garanteret ikke en eneste perker i byen.«
Hun havde en ting med indvandrere. Kvinderne fyldte for meget i vaskekælderen og var pisse arrogante. Især dem med tørklæde.
»De siger, jeg er en gammel, fordrukken luder,« plejede hun at snerre. »De siger det ikke med ord, for så ville jeg jo kunne svare igen. De siger det til mig med deres skide tørklæder. De siger, de er bedre og finere end mig. Mændene er en flok dovne mandschauvinister, og børnene er skeløjede hele bundtet. Indavl. Fætre og kusiner. Og så skal vi betale for deres handicap.«
Hun valgte i den sammenhæng at overse, at hun personligt ikke betalte noget til nogen, og at Alex teknisk set var af blandet etnisk herkomst. Søn af kongeperkeren og forsvindingsmesteren Amir. Nu ser du ham, nu ser du ham ikke. Rosa var ligeglad. Med sin sædvanligt sikre inkonsekvens havde hun elsket Alex fra første sekund og var fortsat med lidenskabeligt at hade alle de andre mere rigtige perkere. Hun brød sig heller ikke om socialdemokrater og folk fra kommunen.
»Du kan jo ringe...« sagde hun og rodede efter noget i sin lomme. En ekstra tyver. »Fortælle os lidt om, hvordan I har det.«
»Selvfølgelig ... tak.«
Hun trak på skuldrene, mumlede et eller andet og smæk- kede døren til bagagerummet. Der var ikke så meget mere at sige. Jeg fulgte Volvoen med øjnene, mens den forsvandt ad den støvede grusvej.
Så trak jeg igen brevet fra min farmor op af lommen og gloede på det. Hun var gammel nu. Mindst 90, hvis jeg regnede rigtigt, men jeg følte mig overbevist om, at nogen ville have givet mig besked, hvis hun var død i mellemtiden. ‘Jeg ved, du har haft det svært på grund af det, der skete dengang, men det er på tide, du vender tilbage. At leve uden sin fortid er som at svømme på land, besværligt og meningsløst...’
Jeg krøllede brevet sammen og stod længe og så ud over klitterne for at få geografien på plads. Byen og havnen lå nord for huset, og et sted midtvejs lå det, der havde været mine forældres hus. Jeg kunne se den røde tagryg og skorstenen rage op over sanddyngerne, og jeg vidste, at man kunne tilbagelægge afstanden på mindre end fem minutter, hvis man løb gennem klitterne i stedet for at følge vejen.
Jeg vidste mere, end jeg havde været klar over for bare to dage siden, og jeg brød mig ikke om det. Engang for længe siden havde jeg besluttet mig for kun at bevæge mig fremad i tiden, og det havde jeg holdt fast i indtil nu. Det havde været en god beslutning, og jeg burde ikke være her. Jeg læste de sidste linjer igen.
‘At leve uden sin fortid er som at svømme på land, besværligt og meningsløst...’
Hun holdt med ham. Det havde hun altid gjort.
