Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.
Hvad var det, jeg skulle købe. Jeg mærker efter i lommen og finder et stykke blåt papir med min skrift: Æg. Mælk? Chokolade. Jeg tager en lille plade Dairy Milk-chokolade og lægger den ned i kurven, så jeg har i det mindste én af tingene fra listen. Men jeg kan ikke stille ferskenerne tilbage nu, Reg ville bare grine ad mig. Jeg betaler for posen med dåser og klonker tilbage hen ad vejen med dem. Det går langsomt, fordi posen er tung, og det gør ondt i min skulder og på bagsiden af knæene. Jeg kan huske, hvordan husene plejede at flyve forbi, når jeg kom gående – nærmest i løb – på vej hjem eller ud. Når jeg kom tilbage, spurgte min mor altid, hvad jeg havde set, om den og den nabo var ude, hvad jeg mente om en eller andens nye havemur. Jeg havde aldrig lagt mærke til noget, alting var faret så hurtigt forbi. Nu har jeg masser af tid til at kigge på det hele, men ingen at fortælle, hvad jeg har set.
KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
Du får også et boguddrag fra:
- 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
- ’Blitz’ af Agnete Friis
- ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
- ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
- 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems
Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.
KØB BOGEN HER: ELIZABETH ER FORSVUNDET
Nogle gange, når jeg sorterer eller rydder ud i mine ting og jeg finder billeder fra min ungdom, er det nærmest et chok at se, at alting er i sort-hvid. Jeg tror ligefrem mit barnebarn, Katy, tror at vi rent faktisk var grå i huden, med mat hår, og altid stod og poserede i et landskab fuldt af skygger. Men jeg husker byen, som om den næsten var så lysende, at den skar i øjnene, dengang jeg var barn. Jeg husker den høje, blå himmel og de mørke graner set op mod den, byens murstenshuses dybe, røde farve og det orange tæppe af grannåle under vores fødder. Nu om dage – selvom jeg er sikker på, at himlen stadig er blå en gang imellem, og de fleste af husene stadig står der, og træerne stadig smider deres nåle – nu om dage virker farverne ligesom falmede, som om det er mig, der bor inde i et gammelt fotografi.
Da jeg kommer hjem, er der et vækkeur, der ringer. Jeg stiller det af og til for at minde mig selv om aftaler. Jeg stiller posen fra mig inden for hoveddøren og slukker for uret. Jeg kan ikke komme i tanker om, hvad det kan være denne gang; jeg kan ikke se noget, der kan fortælle mig det. Måske venter jeg besøg.
»Var ejendomsmægleren forbi?« kalder Helen. Hendes stemme blander sig med den knasende lyd af hendes nøgle i hoveddøren.
»Han ville være her klokken tolv, kom han?«
»Det ved jeg ikke,« siger jeg. »Hvad er klokken nu?«
Hun svarer ikke. Jeg kan høre hende rode rundt ude i entreen.
»Mor!« siger hun. »Hvor kommer alle de dåser fra? Hvor mange ferskener i skiver kan du for helvede have brug for?«
Jeg siger til hende, at jeg ikke ved hvor mange. Jeg siger til hende, at det må være Carla, der har købt dem. Jeg siger, at jeg har været hjemme hele dagen, hvorefter jeg kigger hen på uret og undrer mig over, hvordan det er lykkedes mig at slæbe mig igennem den. Helen kommer ind i stuen, hendes ånde lugter af frisk, kølig luft, og med et er jeg barn igen, og min søster presser sit kolde ansigt ned mod min kind et øjeblik, og hendes afkølede ånde står let ind over mig, mens hun fortæller mig om Pavillonen og dansen og soldaterne. Sukey var altid kold, når hun kom hjem efter at have været ude at danse, selv om sommeren.
Helen er også tit kold, fordi hun bruger så meget tid på at grave rundt ude i folks haver.
Hun holder en plasticpose op. »Hvorfor skulle Carla lade dåserne stå ude i entreen?« Hun sænker ikke stemmen, selvom vi befinder os i samme rum, og holder posen højt op i luften.
»Du må holde op med selv at gå ud og handle. Jeg har jo sagt, at jeg kan købe alle de ting, du mangler. Jeg kommer jo hver eneste dag.«
Jeg er sikker på, at jeg ikke ser hende så tit, men jeg har ikke tænkt mig at begynde at modsige hende. Hendes arm falder ned langs siden, og jeg ser posen svinge frem og tilbage, indtil den stopper ind mod hendes ben.
»Lover du det? Ikke mere at gå ud for at købe mad?«
»Det kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle. Jeg har jo sagt, at det er Carla, som må have købt dem. Og desuden, hvis jeg har lyst til at købe dåseferskener, så gør jeg det.« Sætningen har noget bekendt over sig, hvorfor ved jeg ikke. »Hvis jeg skulle dyrke mandelgræskar,« siger jeg og holder en indkøbsliste hen mod lyset, »hvor ville det så være bedst at plante dem?«
Helen sukker hele vejen ud af stuen, og jeg opdager, at jeg har rejst mig for at følge efter hende. Ude i entreen stopper jeg op: En brølende lyd kommer fra et eller andet sted i nærheden.
Jeg kan ikke gennemskue, hvad det er, jeg kan ikke gennemskue, hvor den kommer fra. Men jeg kan næsten ikke høre den, da jeg først er kommet ud i køkkenet. Alting er meget rent herude: Mine tallerkener står i stativet, selvom jeg ikke tror, det er mig selv, som har stillet dem der, og den kniv og gaffel jeg bedst kan lide at bruge, er vasket op. Da jeg åbner et køkkenskab, flagrer to stykker papir ned på gulvet. Det ene er en opskrift på hvid opbagt sovs og på det andet står Helens navn med et nummer nedenunder. Jeg henter en rulle med sådan noget bånd, der kan klistre, klisterbånd, i skuffen og hænger dem op igen. Måske vil jeg lave opbagt sovs i dag. Efter at jeg har fået mig en kop te.
Jeg tænder for kedlen. Jeg ved godt, hvilket stik det er, fordi en eller anden har sat et klistermærke med ordet KEDEL på den. Jeg tager kopper og mælk frem, og et tebrev fra en krukke mærket TE. Der hænger en seddel henne over vasken. Kaffe er godt for hukommelsen. Den seddel er skrevet med min egen håndskrift. Jeg tager koppen med ind i stuen, stopper op i døråbningen. Der er en rumlende lyd inde i mit hoved. Eller måske kommer den oppe fra førstesalen. Jeg begynder at gå op mod trappeafsatsen, men jeg kan ikke uden at holde i begge gelændere, så jeg træder et skridt tilbage og stiller teen fra mig på hylden i entreen. Jeg kommer jo ned igen med det samme. Soveværelset er fuldt af sol og ganske fredfyldt, bortset fra en snerrende lyd fra et eller andet sted i huset. Jeg lukker døren og sætter mig hen foran mit toiletbord ved vinduet. Små stykker bijouteri ligger spredt rundt om på hæklede mellemlægsservietter og i små porcelænsskåle; jeg går ikke længere med ægte smykker, bortset fra min vielsesring, selvfølgelig. Jeg har aldrig fået den gjort større eller mindre, ikke på over halvtreds år. Patricks matchende ring syntes med tiden at synke dybere og dybere ind i kødet og få knoen til at bule ud; han nægtede at få den skåret af, og den ville ikke af, ligegyldigt hvor meget smør jeg smurte den ind i. Han sagde altid, at det at ringen var vokset sammen med ham på den måde, var et bevis på et stærkt ægteskab. Jeg sagde, at det var et bevis på, at han ikke tog ordentligt vare på sig selv. Patrick sagde, at jeg hellere skulle tage at bekymre mig om min egen ring, når den sad så løst på min slanke finger, men den passede vitterlig helt perfekt, og jeg har aldrig tabt den.
Helen siger, at jeg går og taber mine smykker hele tiden nu, og hun og Katy har taget de fleste af de gode ting til sig selv for at ’passe på dem’. Det gør mig ikke noget. Så længe de bare stadig er i familien, og desuden er der ingen af dem, der er særlig meget værd. Den mest kostbare ting jeg havde, var et lidt underligt guldvedhæng formet som dronning Nefertitis hoved, som Patrick havde med hjem fra Egypten.
Jeg lader et tarveligt plasticarmbånd glide ned over hånden og ser mig i spejlet. Mit eget spejlbillede giver mig altid et chok. Jeg har aldrig rigtig forestillet mig, at jeg ville komme til at se gammel ud, og i hvert fald ikke sådan her. Huden rundt om øjnene og hen over næsen er blevet rynket på en meget uventet måde, der nærmest får mig til at ligne en øgle. Jeg kan næsten ikke huske mit gamle ansigt længere, bortset fra i små glimt. En rundkindet pige foran spejlet, som tager sine curlere ud for første gang, en bleg, ung kvinde i Pleasure Gardens, som står og ser ned i den grønne flod, en træt mor med uredt hår stående halvt med ryggen til et mørkt togvindue, mens hun forsøger at skille sine børn, der er oppe at skændes. Jeg rynker altid brynene i mine erindringer, så det er måske ikke så mærkeligt, at mit ansigt er ligesom stivnet i det udtryk. Min mor havde glat fersken- og flødehud helt frem til sin død, selvom hun havde gode grunde til at være mere rynket end de fleste. Måske havde det noget at gøre med, at hun aldrig gik med makeup; det er i hvert fald det, man plejer at sige om nonner, er det ikke?
Jeg går heller ikke med makeup længere, og jeg har aldrig gået med læbestift, har aldrig brudt mig om fornemmelsen. Pigerne i omstillingen drillede mig med det, og dengang som ung forsøgte jeg mig stadig med det en gang imellem, enten ved at låne en venindes eller med en jeg havde fået i julegave, men jeg kunne aldrig holde ud at have det på i mere end et par minutter. Jeg har en liggende i skuffen, jeg har fået af Helen og Katy, og som jeg tager frem nu, drejer op og smører meget forsigtigt på, mens jeg læner mig frem mod spejlet for ikke at få noget på tænderne. Man ser indimellem den slags gamle damer med pletter på tænderne og sværtede øjenlåg, rouge tværet ud over hele ansigtet og øjenbryn der er trukket alt for kraftigt op. Jeg vil hellere dø end ende sådan. Jeg presser læberne sammen. Pænt og nydeligt, men lidt udflydende i rynkerne, og jeg er ret tørstig nu. Jeg må også se at få lavet mig en kop te.
Jeg lægger læbestiften tilbage i skuffen og lader en lang perlekæde glide ned over hovedet, før jeg rejser mig. Ikke ægte perler, naturligvis. Da jeg åbner døren, kan jeg høre en brølende lyd. Jeg kan ikke gennemskue, hvad det er. Den bliver højere og højere, jo længere jeg kommer ned ad trappen. Jeg stopper op på det nederste trin, men kan ikke se noget. Jeg kigger ind i stuen. Derinde er larmen endnu højere. Jeg gad vide, om det kommer fra mit eget hoved, om der er et eller andet, der er ved at ryste sig løs derinde. Lyden vokser og vibrerer. Hvorefter den stopper.
»Så. Nu har du i hvert fald fået støvsuget.« Helen står i døren ind til spisestuen og ruller støvsugerledningen sammen. Hendes mund glider op i et smil. »Skal du nogen steder?« spørger hun.
»Nej,« siger jeg. »Det tror jeg ikke.«
»Hvorfor har du så taget perler på? Du er jo helt majet ud.«
»Er jeg?« Jeg tager mig til kravebenet. Jeg har en perlekæde på og et eller andet rundt om håndleddet, og jeg kan smage læbestift. Læbestift, med dens ubehagelige voksagtige lugt og en tyk, kvælende konsistens. Jeg kører bagsiden af hånden hen over munden, men det får den bare til at tvære ud og gør fornemmelsen endnu værre, så i stedet begynder jeg at gnide mig i ansigtet, bruger ærmet på min cardigan som vaskeklud, spytter på det og gnubber, som om jeg var både moren og det snavsede barn. Der går et par minutter, før jeg begynder at føle mig ren igen, og jeg opdager, at Helen hele tiden har stået og kigget på mig.
»Giv mig din cardigan,« siger hun. »Jeg må hellere lægge den til vask.« Hun spørger, om jeg har lyst til noget at drikke.
»Åh ja, meget gerne,« siger jeg, krænger ulden af huden og lader mig falde ned i min stol. »Jeg er frygtelig tørstig.«
»Det er ikke så mærkeligt,« siger Helen og vender sig om for at forlade rummet. »Der stod en hel række af kopper med kold te ude på hylden i entreen.«
Jeg siger, at jeg ikke kan forestille mig, hvordan de er havnet der, men jeg tror ikke, hun hører mig, fordi hun allerede er forsvundet ud i køkkenet, og desuden sidder jeg med hovedet sænket, fordi jeg leder efter noget i min taske. Jeg havde da en pakke maltkiks dernede på et tidspunkt. Var det i går? Har jeg måske spist dem? Jeg tager en kam op og min pung og nogle sammenkrøllede papirlommetørklæder. Jeg kan ikke finde nogen kiks, men der ligger en lap papir i et af rummene: Ikke flere dåseferskener. Jeg siger ikke noget om det til Helen. I stedet lægger jeg den under sedlen, hvor der står, hvilken dato det er. Min hjemmehjælper lægger sådan en seddel til mig hver dag. Det er derfor, jeg ved, at det er torsdag i dag. Jeg plejer ellers at besøge min veninde Elizabeth om torsdagen, men vi har tilsyneladende ikke nogen aftale i denne uge. Hun har ikke ringet. Jeg ville have skrevet det ned, hvis hun havde. Jeg ville have lavet en seddel, hvor der stod, hvad hun havde sagt, eller i hvert fald noget af det. Jeg ville have skrevet ned, hvornår jeg skulle besøge hende. Jeg skriver alting ned.
Der ligger små sedler spredt ud over hele huset, i bunker og på alle overflader. Nedkradsede indkøbslister og opskrifter, telefonnumre og aftaler, sedler hvor der står ting på, som allerede har fundet sted. Min papirhukommelse. Det er meningen, at det skal forhindre mig i at glemme ting. Men min datter siger, at jeg går og forlægger sedlerne. Det har jeg også skrevet ned et sted. Men – hvis Elizabeth havde ringet, ville jeg have en seddel, hvor det stod. Jeg kan ikke have mistet alle sedlerne. Jeg skriver alting ned igen og igen. De kan ikke alle sammen være faldet ned fra bordet og fra køkkenskabet og fra spejlet. Og hvorfor går jeg rundt med en lap papir stukket op i ærmet med ordene: Ikke et ord fra Elizabeth. Der står en gammel dato på den ene side. Jeg har en frygtelig fornemmelse af, at der måske kan være sket hende noget. Alt er muligt. Der var noget i nyhederne i går, tror jeg. Om en gammel dame. Noget ubehageligt. Og nu er Elizabeth forsvundet. Hvad nu hvis hun er blevet overfaldet og de har troet, at hun var død og har ladet hende ligge sådan? Eller hvis hun er faldet og ikke kan komme til telefonen? Jeg forestiller mig hende på gulvet i stuen, ude af stand til at rejse sig, mens hun stadig håber på et mirakel.
»Måske har du talt med hende og kan bare ikke huske det, mor. Tror du ikke, at det måske kan være sådan, det er?« Helen rækker mig en kop te. Jeg havde glemt, at hun var her.
Hun bukker sig ned for at kysse mig på hovedet. Jeg kan mærke hendes læber igennem det tynde hår, som står let op fra issen. Hun lugter af en eller anden krydderurt. Rosmarin, tror jeg. Hun har måske været ude at plante nogle. Den skulle være god for hukommelsen.
»Altså, du havde jo faktisk også glemt, at vi var ude sammen i lørdags, ikke?«
Jeg lader koppen balancere på armlænet, holder fast på den med den ene hånd. Jeg ser ikke op, da min datter træder et stykke tilbage. Hun har sikkert ret. Jeg har ingen erindring om lørdag, men jeg har heller ingen erindring om ikke at kunne huske det. Tanken får mig til at trække vejret skarpt ind. Den slags tomme huller er bekymrende. Mere end bekymrende. Hvorfor kan jeg ikke huske tilbage til i lørdags? Jeg mærker den velkendte fornemmelse af hjertet, der springer et slag over, en skylle af forlegenhed op igennem kroppen, angst. Sidste lørdag. Kan jeg overhovedet huske dagen i går?
»Så måske har du talt med Elizabeth.«
Jeg nikker og tager et nip af teen, er allerede ved at tabe tråden i samtalen. »Du har nok ret.« Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, jeg giver hende ret i, men jeg kan godt lide fornemmelsen af at lade mig glide ud i tomheden efter et anspændt forsøg på at huske noget. Helen smiler. Er det en anelse triumferende?
»Godt så. Jeg må også hellere se at komme videre.«
Helen er altid på vej videre. Jeg ser efter hende ud igennem stuevinduet, da hun sætter sig ind i bilen og kører bort. Jeg husker ikke nogensinde at se hende ankomme. Måske skulle jeg tage at skrive det ned. Men disse små stumper papir på bordet ved siden af min stol, dette system til bedre at kunne huske, er ikke ufejlbarligt. Mange af sedlerne er gamle, ikke længere relevante, og jeg kommer også til at blande dem sammen. Og selv de nye af dem synes ikke engang altid at indeholde de rette informationer. Der er en her, hvor bogstaverne stadig er friske og skinnende: Har ikke hørt fra Elizabeth. Jeg lader fingrene glide hen over ordene, så de tværer en smule ud. Er det mon rigtigt? Jeg må have skrevet det lige for et øjeblik siden. Jeg kan helt bestemt ikke huske, at jeg skulle have hørt fra hende for nylig. Jeg rækker ud efter telefonen. Knap fire er Elizabeth. Den ringer og ringer. Jeg skriver en ny seddel.
