Sognepræst og debattør Kathrine Lilleør glæder sig til at stå på prædikestolen juleaften og dele ud af den juleglæde, hun er fyldt af. Også selv om december for mange ikke kun er viklet ind i gran og godter, men også vemod over den tabte barndomsjul og sorg over dem, der ikke er her længere.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og læs hvad sognepræst og debattør Kathrine Lilleør egentlig mener om julen.
Sognepræst og debattør Kathrine Lilleør glæder sig til at stå på prædikestolen juleaften og dele ud af den juleglæde, hun er fyldt af. Også selv om december for mange ikke kun er viklet ind i gran og godter, men også vemod over den tabte barndomsjul og sorg over dem, der ikke er her længere.
Hvorfor elskede du din barndoms jul?
»Som barn fejrede vi jul på Sylviavej i Valby hos min mormor og morfar. De havde en stor lejlighed med tre stuer, så der var plads til alle deres fem børn med ægtefæller og børnebørn. Min mormor dækkede et langt bord med hvid dug, der strakte sig fra spisestuen næsten ind i stuen med juletræet.
Jeg husker den der lykke af fætre og kusiner og gaver overalt. Og min morfars alvorlige oplæsning af juleevangeliet. Og så var der juletræet til loftet med små fugle, Peters tromme og alle de levende lys. Alle skulle hver især vælge en sang, vi skulle synge rundt om juletræet, hvor vi dannede flere kæder, og det føltes som om, det tog hele mit liv, inden vi kom til gaverne.
Når juletræsdansen var overstået, trak mændene sig tilbage til stuen med de vinrøde møbler og adventskransen, der henlå i dæmpet mørke. Der sad de og røg cigarer i de mørke møbler, mens de kiggede på, at børnene og kvinderne pakkede gaver op, hvinede og snakkede inde omkring juletræet.
Juleaften var så frydefuld, at jeg første gang oplevede, at jeg kunne være så glad, at det gjorde helt ondt at vide, at glæden stopper igen. At der går et år, inden vi igen fejrer jul i mormors stuer. Et lille vemod midt i den store glæde.«
Hvordan er det at skulle være på arbejde juleaften?
»Jeg skal holde børnegudstjeneste klokken 14 og den store julegudstjeneste klokken 16 i Sankt Pauls Kirke. Der bliver altid talt om, at præsterne har meget arbejde i julen, men man kommer hurtigt til at glemme organisterne, kirketjenerne osv. Dem, der tænder lysene, får klokkerne til at ringe og sørger for, at alle har en salmebog. Planen er, at jeg vil forsøge at overtale kirketjeneren til for en gangs skyld at holde fri juleaften i år, og så må min mand og vores børn få lov til at hjælpe vores kirketjenervikarer, inden vi skal hjem til en dejlig julemiddag.«
Den fyldte julekirke
»Selv synes jeg, det er vidunderligt at skulle holde julegudstjeneste. Al træthed bliver blæst ud af mig, når jeg går ind i kirken. Jeg glæder mig altid til julekirkens koncentration og lydhørhed, salmerne og samværet. De mange, der kommer denne ene gang om året, og de, der kommer mange gange om året, er samlet. Kirke betyder fællesskab, og den stuvende fyldte julekirke – der synger, folder hænder og lytter intenst til fortællingen om, at døden ikke er det sidste af alt, at evangeliet er glæde, og at vi sammen tror og håber på noget, der ikke kan bevises videnskabeligt – det er noget helt særligt. En kæmpe folkelig samhørighed. Hvis man ikke kender det, jeg beskriver her, må man tage i kirke juleaften og selv opleve det.«
Hvad kan du ikke lide ved julen?
»Jeg kan ikke lide plastik-julen. Guirlander i plastik, oppustelige julemænd i plastik og pangfarvede engle i plastik. Jeg synes, det er grimt. For mig er julens ydre udtryk gran, adventskranse, silkebånd og levende lys. Så snart der går plastikudsmykning og for mange kulørte lamper i den, synes jeg, julehyggen bliver for anmassende. På samme måde kan de vilde festråb og voldsomt tju-hej fra julefrokosterne, der runger i de nattetomme gader i decemberweekenderne, også virke overfladisk på mig.
Julen har også en bagside. Det flyder med julesorg i december. Det er på mange måder en eftertænksom måned med mange små og store julesorger midt i glæden. Vemodet over dem, der ikke længere er her til at slutte krans om juletræet, den tabte barndomsjul eller måske bare tabet af de juleaftener, der ikke kommer igen, fordi børnene er blevet store. Hver jul skal leve op til fortællingerne om andre jul. Vi fejrer jul på skuldrene af den jul, der var engang, med dem, der var engang. Derfor kan der være noget erindringstungt og kvælende over julen og de traditioner, der absolut bare skal gennemføres.«
Adventskransen
Hvad kan du bare slet ikke undvære til jul?
»Adventskransen. Det er den juletradition, jeg holder mest af. For mig giver den erindringer om min elskelige mormors nænsomme glæde ved kransen. Udefra lignede den alle andre adventskranse med gran og silkebånd, men adventskransen var særlig for min mormor. Nu er min mormor omkring mig, når jeg binder min adventskrans. Den er i gran og buksbom. Der er næsten fire meter til loftet, så den hænger i lange, grønne snore med guldbroderier, som jeg har bestilt hjem fra Thailand. Jeg har skudt røde roser ind i den, den har fire hvide lys, og midt i kransen hænger en fransk julekugle og glitrer, når lysene bliver tændt.
Den er en daglig glæde i december, fordi den symboliserer meget mere end en pæn krans. Den symboliserer kirkens adventstid, hvor det skal forkyndes, at glæden altid venter forude. Min mormor plantede med sin adventskrans fortællingen i mig som barn, og som jeg bliver ældre, har jeg jo opdaget, hvor meget kransen bærer i sig. Dybden i fortællingen trænger ind. Og lige præcis dét er noget af det største, man kan give videre til sine børn - traditioner, der betyder noget større og mere end det, man lige umiddelbart som barn og ung forstår.«
Hvorfor har du skrevet bogen ’Glæd dig’?
»Bogen er skrevet til dem, der ikke lige kan få øje på glæden i mørket og kulden og har svært ved at løsrive blikket fra det, man kan gå og være ked af. Den er skrevet som 24 små historier, der kan læses som en kalenderbog i december, for jeg synes, det er så dejligt i december at have noget at blive opmuntret af. Men i virkeligheden kan den læses hele året, for det handler om at blive bedre til at få øje på glæden.«
Hvordan holder du selv fast i glæden?
»Jeg går i kirke hver søndag. Evangeliet betyder glædeligt budskab, for det, Gud vil, er at glæde os. Det er det, julenat og påskemorgen vil os. Den præst, der ikke hver eneste søndag får det glædelige i evangeliet prædiket frem, har ikke gjort sit arbejde godt nok. Når jeg selv er rigtig ked af det, folder jeg mine hænder, som min mormor har lært mig det, og beder fadervor, hvorefter jeg klager over alt det, jeg har at klage over. Jeg klager helt i bund og græder lidt over, hvor uretfærdigt og rædsomt alt er. Og bagefter takker jeg. Jeg finder alt det, jeg kan takke for. Der er altid mere, end man lige tror.«
