»Det var nogle gruopvækkende historier, som har gjort indtryk på alle. Også på mig.« Sådan lyder det fra den tidligere christianit Jacob Ludvigsen.
I 1971 anførte journalisten og debattøren marchen ind på den forladte Bådsmandsstrædes Kaserne og udråbte fristaden Christiania.
Ligesom flere andre blev Jacob Ludvigsen rystet over den hjerteskærende DR-dokumentar ’Christianias børn - Skyggesiden af eventyret’, der blev sendt i begyndelsen af ugen, og som for første gang offentligt løfter sløret for, at opvæksten på Christiania i 70erne og 80erne ikke nødvendigvis var så lyserød, som mange måske forestillede sig.
Opret abonnement på PLUS og læs om hvordan en række kendte christianitter genkender billedet af den barske barndom, som mange børn på Christiania oplevede med omsorgssvigt, junkieforældre og psykisk syge, som DR-dokumentar blotlagde.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
»Det var nogle gruopvækkende historier, som har gjort indtryk på alle. Også på mig.« Sådan lyder det fra den tidligere christianit Jacob Ludvigsen.
I 1971 anførte journalisten og debattøren marchen ind på den forladte Bådsmandsstrædes Kaserne og udråbte fristaden Christiania.
Ligesom flere andre blev Jacob Ludvigsen rystet over den hjerteskærende DR-dokumentar ’Christianias børn - Skyggesiden af eventyret’, der blev sendt i begyndelsen af ugen, og som for første gang offentligt løfter sløret for, at opvæksten på Christiania i 70erne og 80erne ikke nødvendigvis var så lyserød, som mange måske forestillede sig.
Børn efterladt om natten i tomme huse, omsorgssvigt, junkieforældre og psykisk syge, der bl.a. forsøgte at kvæle et af børnene, var bare få af de grufulde oplevelser, som dokumentarens fire nu voksne Christiania-børn kunne berette om. En fortælling, som har været svær at stå frem med, da man på Christiania helst holdt fristadens problemer solidt spærret inde bag det kulørte plankeværk.
Jacob Ludvigsen:
»Inden filmen havde jeg nok sagt, at jeg tror, at Christiania er et sjovt sted for børn, hvor de kan løbe rundt og lege.
Men så idyllisk har det ikke været hele vejen igennem. Det er da trist, og jeg har stor medfølelse med dem, som har stået frem, og jeg respekterer, at de har turdet bryde den mur af tavshed, som der har været om de her ting. Der skal en hel del mod til at træde frem med risiko for at blive kritiseret for at være illoyal over for et fællesskab.«
Drømmene
Idealerne var gode. Man ville lave en selvforsynende fristad, der var baseret på frihed og sammenhold. En hippieby, hvor børn kunne vokse op og altid have voksne omkring sig. Et sted med god plads og grønne områder i kontrast til Københavns grå brokvarterer.
Et sted, hvor der var plads til teater og kulturel mangfoldighed. Og et sted, der var baseret på genbrug og ligeværd.
Men i virkeligheden kom Christiania, der fra politisk side blev stemplet som ’et socialt eksperiment’, til at symbolisere hippiebevægelsen på både godt og ondt.
Vanrøgt
Mens fristaden introducerede københavnerne for ladcykler og kulturel tolerance, fik det lille samfund samtidig også en skyggeside. Druk, hash og hårde stoffer blandet sammen med kriminalitet og senere også rockernes tilstedeværelse, skabte en uheldig cocktail for børn at vokse op i, afslørede dokumentaren.
»Der er så mange børn, der er blevet vanrøgtet, og der er så mange børn, der har haft den frygteligste barndom herude... fordi de er kommet her i dette glorificerede hippiemiljø, og det er en ting, man ligesom har gemt fuldstændig væk,« lød det fra et af de voksne børn i dokumentaren.
Danske Banks cheføkonom Steen Bocian tilbragte de første år af sit liv på Christiania. Og han kan godt genkende den beskrivelse, som dokumentaren gav - ikke fra sin egen opvækst, men fra flere af de børn, han legede med.
»Jeg trivedes rigtig godt med det (at bo på Christiania, red.), men der var nogle af dem, som jeg voksede op med, der havde det svært. Og det skyldtes nok, at der ikke var særlig meget styring på børnene. Hvis man kunne administrere det, så gik det rigtig fornuftigt, men hvis man ikke kunne, så var det svært«, siger han.
Steen Bocian flyttede sammen med sin mor fra Christiania, da han var fem år. Derefter boede de i en lejlighed på Burmeistergade - et stenkast fra fristaden.
» Den tid på Christiania var ikke generelt den nemmeste tid for børn, fordi man ikke nødvendigvis tog sig så vanvittigt meget af dem, men jeg har altså ikke selv været udsat for det,« siger cheføkonomen.
Også skuespiller Anne Marie Helger, der har haft ‘et livslangt kærlighedsforhold’ til Christiania, husker, at der var børn, der ikke havde det så fantastisk.
»Jeg så godt, at mange af børnene havde det lidt svært, siger Anne Marie Helger, der dog ikke selv har set DR-dokumentaren, da BT kontakter hende.
»Når jeg nu hører om det (børnenes mistrivsel. red.), så kan jeg sagtens forstå det. At det har været svært at være barn under de forhold,« siger Anne Marie Helger, der kun boede på Christiania en kort stund i 1970’erne.
Flere af de medvirkende i dokumentaren oplevede som små at miste deres forældre på grund af stoffer. Andre var stadig vrede over, at forældrene havde ladet dem vokse op på den måde.
Børnepsykolog John Halse er ikke bleg for at kalde det, som børnene blev udsat for, for omsorgssvigt.
»En god forælder defineres bl.a. ved at kunne tilsidesætte sine egne behov og lade barnets behov komme først. Hvis man går ud og knepper til højre og venstre og lader barnet ligge derhjemme, så tilsidesætter man ikke egne behov,« siger psykologen, der er tidligere formand for Børns Vilkår.
John Halse er dog ikke overrasket over børnenes beretninger, der får de romantiske forestillinger om Christiania til at krakelere.
»Det, som man hørte og så, når man besøgte Christiania (dengang i 70’erne, red.), var en ekstrem selvoptagethed. Det var en selvrealisering af de voksne, og så måtte børnene sejle deres egen sø,« siger psykologen, der mener, at Christiania burde være forbudt område for børn.
Den sociale kontrol
Men hvorfor var der ingen, der gjorde noget, når nu så mange kunne se, at der var børn, der ikke trivedes?
»Det var på grund af den sociale kontrol, der er på Christiania, hvor man siger, at man ingen problemer har. Det blev der jo også sagt i dokumentaren: At det var ligesom en incestfamilie, hvor man ikke snakkede om, hvad der skete inden for murene,« siger John Halse.
Christiania-grundlæggeren Jacob Ludvigsen peger også på den specielle Christiania-kultur som mulig årsag til, at problemerne aldrig blev blotlagt.
»Men derfor kunne man godt sørge for, at børn af misbrugere ikke blev vanrøgtet. Det er da lidt skuffende, at der ikke var nogen, der sagde til de her misbrugsforældre, at nu må I passe ordentligt på jeres børn,« siger han.
Selv om DR-dokumentaren primært omhandlede Christianias skyggesider, så oplevede de fire medvirkende også gode stunder på Christiania. Og det glæder Savage Rose-sangerinden Annisette Koppel, der selv er stor tilhænger af Christiania, hvor hun er kommet meget.
Hun fortæller, at hun aldrig selv har oplevet omsorgssvigtede børn på Christiania.
»Men jeg har kendt rigtige mange dejlige mennesker derude fra og også søde børn, som har haft et rigtig godt liv derude. Jeg tror omsorgssvigt kan ske hvor som helst i vores samfund, fordi forældrene ryger ud i noget, som de ikke kan tåle,« siger sangerinden, der især holder af Christianias frisind.
»Jeg synes, at respekten for hinanden er stor. Det har jeg altid godt kunnet lide. Og så har jeg altid godt kunnet lide, at vi ikke har villet afgive vores menneskekærlighed og kreativitet,« siger hun.
John Halse peger også på, at Christiania bestemt har sine gode sider:
»Der var mange spændende ting, når ellers det fungerede.«
For Christiania-stifteren Jacob Ludvigsen, der de seneste mange år har boet på Bornholm, var DR-dokumentaren en øjenåbner, men han håber, at der stadig vil være en fremtid for fristaden.
»Jeg følger Christiania udefra og bliver ked af det, når noget er dårligt. Den her film har jo chokeret mange, men det kan måske også være en advarsel til Christiania om, at de skal være mere åbne omkring de dårlige sider, der må være derude,« siger Jacob Ludvigsen.
