Antallet af jobopslag på nettet har ikke været højere siden 2008, og beskæftigelsen er også på vej op.

Selv om vi stadig er et godt stykke fra den jobfest, som prægede årene inden finanskrisen, er der tydelige tegn på, at arbejdsmarkedet er på vej ind i et opsving.

Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Antallet af jobopslag på nettet rundede således 30.560 i sidste måned, og det er første gang siden oktober 2008, at der kan tælles så mange tilbud til jobsøgende danskere.

Samtidig er beskæftigelsen på vej op – mens ledigheden går den modsatte vej.

Siden begyndelsen af 2013 er beskæftigelsen steget med omkring 40.000 fuldtidsstillinger.

Det er alt sammen tendenser, der peger i retning af et jobmarked i klar bedring, vurderer eksperter, som BT har talt med.

Log ind på BT PLUS og læs om hvordan det aktuelle jobmarked ser ud for danskerne i øjeblikket. Derudover får du en uddybende guide, som giver dig tre veje til drømme-jobbet.

Det får du i denne PLUS-pakke:

  • Artikel om vækst: Flere jobtilbud til danskerne
  • GUIDE: 3 veje til drømmejobbet (Den traditionelle vej, Den moderne vej, Den kreative vej)

 

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Antallet af jobopslag på nettet har ikke været højere siden 2008, og beskæftigelsen er også på vej op.

Selv om vi stadig er et godt stykke fra den jobfest, som prægede årene inden finanskrisen, er der tydelige tegn på, at arbejdsmarkedet er på vej ind i et opsving.

Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Antallet af jobopslag på nettet rundede således 30.560 i sidste måned, og det er første gang siden oktober 2008, at der kan tælles så mange tilbud til jobsøgende danskere.

Samtidig er beskæftigelsen på vej op – mens ledigheden går den modsatte vej.

It-firmaet Nodes modtog et kæmpestort gækkebrev, hvor ansøgeren blandt andet havde skrevet sit navn med binære koder – et talsystem, som virksomheden bruger til programmering.
It-firmaet Nodes modtog et kæmpestort gækkebrev, hvor ansøgeren blandt andet havde skrevet sit navn med binære koder – et talsystem, som virksomheden bruger til programmering.
Vis mere

Siden begyndelsen af 2013 er beskæftigelsen steget med omkring 40.000 fuldtidsstillinger.

Det er alt sammen tendenser, der peger i retning af et jobmarked i klar bedring, vurderer eksperter, som BT har talt med.

Tore Stramer, der er chefanalytiker hos Nykredit, kalder det en meget positiv nyhed set med danske øjne:

»Det er et udtryk for, at de danske virksomheder oplever, at der er en stigende efterspørgsel på de varer, de producerer – og at de har en forventning om, at der vil komme yderligere vækst i den kommende tid. Dermed er de helt fortrøstningsfulde over for at ansætte nogle flere mennesker i deres virksomheder,« siger Tore Stramer, der påpeger, at der især har været vækst inden for servicefagene og byggeriet.

En god indikator

Han understreger også, at danskerne har skruet op for privatforbruget.

»Vi så jo en pæn fremgang i dankortomsætningen for oktober, som betyder, at vi køber mere, end vi gjorde tidligere. Der skal nogle flere hænder til at producere og levere serviceydelser rundt omkring i landet,« siger Tore Stramer.

Med hjælp fra en ven indspillede Frederik Joen Nielsen ’jobsangen’, som blev lagt på YouTube. I sangen spiller han klaver og synger om sine kvalifikationer.  »Hvorfor sidder jeg her ved mit klaver. Når jeg sku’ ha’ været der i dit hovedkvarter.«
Med hjælp fra en ven indspillede Frederik Joen Nielsen ’jobsangen’, som blev lagt på YouTube. I sangen spiller han klaver og synger om sine kvalifikationer.  »Hvorfor sidder jeg her ved mit klaver. Når jeg sku’ ha’ været der i dit hovedkvarter.«
Vis mere

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen bekræfter, at stigningen i antallet af jobopslag på nettet er en god indikator for fremgangen på arbejdsmarkedet.

»Det tyder på, at vi er kommet ud af krisen, og at der er mulighed for, at vi kan få bedre beskæftigelse, bedre vækst og dermed en jobskabelse. Der bliver taget flere ordrer ind i private virksomheder, hvilket kræver ny bemanding,« siger professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

Han understreger dog, at det er vigtigt, at særligt langtidsledige og ufaglærte danskere bliver opkvalificeret, så de er i stand til at varetage de stillinger, der bliver skabt.

»Den arbejdskraft, der slås job op til, skal også besidde de kvalifikationer, der skal til. Ellers får vi mismatch-problemer. Derfor er det vigtigt, at ledige får den tilstrækkelige videreuddannelse,« siger Henning Jørgensen.

 

Kent Riddersholm Nielsen fandt sneskovlen frem – og skrev sin ansøgning med store bogstaver i sneen foran virksomhedens kontorer. Den alternative jobansøgning blev filmet, og videoen blev hurtigt et kæmpe hit på nettet.
Kent Riddersholm Nielsen fandt sneskovlen frem – og skrev sin ansøgning med store bogstaver i sneen foran virksomhedens kontorer. Den alternative jobansøgning blev filmet, og videoen blev hurtigt et kæmpe hit på nettet.
Vis mere

 

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

GUIDE: 3 VEJE TIL DRØMMEJOBBET

 

1. Den traditionelle vej

 

Lav din research!
Det er vigtigt, at du er grundig med forberedelsen, inden du går i gang med at skrive ansøgningen. Sørg for at læse grundigt op på virksomheden og sæt dig ind i dens forretning og de markeder, den opererer på. Dan dig et indtryk af, hvad de gør godt - og hvad de kunne gøre bedre. Hvis du som jobsøger kan vise, at du kender virksomhedens udfordringer og måske endda har idéer til at løse dem, øger du dine chancer for at gøre et positivt indtryk.

Tal virksomhedens sprog
Husk på, at der er stor forskel på, om du søger job hos et reklamebureau eller i en offentlig virksomhed. Sproget og tonen i din ansøgning må meget gerne passe til formen i stillingsannoncen - hvis den er uformel, bør din ansøgning også være det.

Undgå standardansøgningen
Undgå standardansøgninger. De er ofte lette at gennemskue for arbejdsgiveren, og det kan mindske dine chancer for at komme til samtale, fordi de er upersonlige og ikke reflekterer over arbejdsgiverens specifikke stillingsopslag. Giv ansøgningen dit personlige præg, så den skiller sig lidt ud fra stakken af ansøgninger.

Show it, don’t tell it
Det er det nemmeste i verden at skrive, at du er både fleksibel, ansvarsbevidst og super effektiv. Men det nytter ikke noget, hvis du ikke også viser det med konkrete eksempler. I stedet for at gentage dit cv i ansøgningen, så skriv konkret hvad dine tidligere erfaringer har gjort dig i stand til – nævn gerne en eller to specifikke ting, som du har opnået i dit tidligere job eller under uddannelse.

Brug dit netværk
I stedet for sende ansøgninger i en uendelighed, så få et overblik over dit netværk – og udnyt det. Det kan både være tidligere kolleger og bekendte inden for din faglige kreds, men også venner og familie. Gør det til et mål, at du som minimum skal tale med en, der har forbindelse til en almindelig medarbejder i den virksomhed, hvor du søger job. På den måde kan du få vigtig information om, hvad du skal lægge særligt vægt på i ansøgningen – og måske vil vedkommende også anbefale dig til sin chef.

Find din motivation
Hvis man er bevidst om, hvad man drives af, og hvad man præcis vil, så står ens profil skarpere, når man kommer til samtale – og det er nemmere at ansætte en person, der er bevidst om de forhold. Mange ledige finder en annonce, og så tjekker man, om man kan leve op til de krav, der står. Det er vigtigt at mærke efter, om det fortsat er det, der motiverer.

Søg uopfordret
Mange virksomheder slår slet ikke deres ledige job op, fordi de har travlt med at passe virksomhedens daglige drift, og måske spørger de deres nuværende medarbejdere, om de kender nogen. Derfor kan det være en rigtig god idé at søge uopfordret. I en uopfordret ansøgning skal du foretage endnu mere research for at finde ud af, hvad virksomheden efterspørger, da du ikke kan læse det gennem et jobopslag. Et godt sted at begynde er ved at tage udgangspunkt i de jobannoncer, som virksomheden tidligere har slået op.

Søg internt
Hvis du allerede er i job, men bare søger nye udfordringer, så glem ikke muligheden for at søge de skjulte job i din egen virksomhed. Gå til den relevante chef og gør opmærksom på, at du er klar til nye og måske større udfordringer. De fleste vil betragte det som positivt, at deres ansatte viser ambitioner, og du behøver jo ikke at afsløre det, hvis du er dødtræt af dit nuværende job.

Overvej rekrutteringsbureauer
Det er også en mulighed at bruge et rekrutteringsbureau, som hjælper virksomheder med at finde medarbejdere. Find ud af, hvilke rekrutteringsfirmaer, der specialiserer sig i den branche, du gerne vil ind i, og ring så til dem og hør, om du må sende dit cv.

Brug afslag konstruktivt
Når du går efter de spændende og udfordrende job, som mange andre også er interesserede i, så er der sandsynlighed for, at du vil få en række afslag. Men dem skal du ikke se som noget negativt – faktisk kan et nej hjælpe dig til at finde ud af, hvad du kan gøre bedre i næste omgang. Sørg for at finde ud af, hvorfor du ikke fik jobbet. Med en god feedback kan du styrke din performance allerede til næste jobsøgning.


Kilder: Jobindex.dk, Ofir, Dahl og Kjærgaard, Aarhus Universitet.

 

2. Den moderne vej

 

Udnyt de sociale medier. Med Facebook, Twitter og LinkedIn har du fået endnu bedre redskaber til at skærpe din profil udadtil – og udnytte dit netværk. Thomas Bigum, ekspert i sociale medier, giver gode råd.

Se din profil med arbejdsgiverens øjne
»Sociale medier er et vigtigt supplement til jobsøgningen, fordi det er dit personlige brand, der toner frem. Din kommende arbejdsgiver tjekker din Facebook-profil, og derfor bør du spørge dig selv, hvordan din Facebook-profil ser ud, når andre kigger.«

En lukket profil kan give minus-point
»Hvis du har en lukket profil, og du bliver baggrundstjekket, så nytter det ikke at skrive i din ansøgning, at du til hverdag er passioneret og brænder for at udtrykke dig skriftligt.«

Brug din profil til at vise, hvem du er
»Hvis du skriver i din jobansøgning, at du er en aktiv pige, er det så det billede, der kommer frem, når jeg tjekker din Facebook-profil? Åbn op for dine sociale medier og skru op for det, der stiller dig i et godt lys. Hvis du viser, at du eksempelvis lige har gennemført kvindeløbet, så signalerer du netop, at du er aktiv.«

For mange drukbilleder er no-go
»Det er en dum idé at have hele profilen fyldt med druk- og festbilleder. Det er fint nok, at du viser, at du har været til en koncert i weekenden, hvor du står med en fadøl i hånden, men sørg for, at der er noget modvægt – f.eks. billeder fra et seminar eller en konference.«

Brug dit netværk – men undlad at virke desperat
»Jeg er modstander af, at man skriver åbent på sin profil, at man leder efter job. Jeg tror, at mange undervurderer, hvor desperat man lyder – det svarer til at vade ind på dansegulvet kl. 23 og råbe ’hvad så, damer, er der nogen, der vil med hjem’. Det er en bedre idé at tage kontakt til folk enkeltvis i en besked.«

 

 

3. Den kreative vej

 

Ofte kan det betale sig at tænke ud af boksen og gøre noget helt anderledes. Her er tre eksempler på danskere, der har søgt job på fantasifuld vis

Indspillede en jobsang.
Da Frederik Joen Nielsen blev færdiguddannet som cand. merc. i økonomisk markedsføring for et par år siden, gik han en længere periode som arbejdsløs i møde. Ansøgningerne førte ikke rigtig til noget, så han bestemte sig for at prøve noget helt utraditionelt. Med hjælp fra en ven indspillede Frederik Joen Nielsen ’jobsangen’, som blev lagt på YouTube. I sangen spiller han klaver og synger om sine kvalifikationer.

»Hvorfor sidder jeg her ved mit klaver Når jeg sku’ ha’ været der i dit hovedkvarter

At være arbejdsløs er ikke en leg

Jeg vil gerne ha’ et job, så er der nogen der kan bruge en som mig,« lyder det i omkvædet.

Og den skæve idé skulle vise sig at bære frugt. Videoen, der nu har fået over 50.000 hit på YouTube, blev startskuddet til en række jobsamtaler.

»Det var en god måde at skille sig lidt ud på, og der var rigtig meget opmærksomhed i dagene efter. Jeg tror, at jeg blev inviteret til et sted mellem 10 og 15 jobsamtaler og kaffemøder,« fortæller 32-årige Frederik Joen Nielsen til BT.

Kort tid efter fik han job hos organisationen Lederne som CRM-ansvarlig. Det var ikke en direkte konsekvens af jobsangen, men indslaget var oppe at vende til samtalen.

»De syntes, at det var en frisk måde at gøre det på, og at jeg ville passe godt ind i afdelingen.«

Skrev ansøgning i sneen
Da det danske reklamebureau Recommended søgte en PR- og Web-manager, var 33-årige Kent Riddersholm Nielsen interesseret. Men hvorfor sende endnu en jobansøgning, der bare bliver lagt nederst i bunken, tænkte han. Så i stedet for at sætte sig ved computeren, fandt Kent Riddersholm Nielsen sneskovlen frem – og skrev sin ansøgning med kæmpe store bogstaver i sneen foran virksomhedens kontorer. Den alternative jobansøgning blev filmet, og videoen blev hurtigt et kæmpe hit på nettet.

»Det kom sig af, at jeg havde været uden arbejde længe, og jeg tror, at jeg havde sendt omkring 100 ansøgninger. Så jeg havde et behov for at tage kontrol over min jobsituation,« fortæller Kent Riddersholm til BT.

Det kreative påfund førte til, at han blev ringet op af reklamebureauet, der inviterede ham til jobsamtale. De valgte i sidste ende at ansætte en kandidat med mere erfaring, men Kent er alligevel sikker på, at den utraditionelle ansøgning har haft en indirekte effekt.

»I dag arbejder jeg i bureaubranchen, og det var det, jeg gerne ville. Videoen har været en god måde at indlede en samtale, og det har skabt en genkendelighed.«

Sendte gækkebrev med koder
Daniel Bæk, der er ledende partner hos it-firmaet Nodes, er vant til at få mange uopfordrede ansøgninger. Men for et par år siden dukkede der en ansøgning op, som i den grad fangede opmærksomheden. Det var et kæmpestort gækkebrev, hvor ansøgeren blandt andet havde skrevet sit navn med binære koder – et talsystem, som virksomheden bruger til programmering.

»Det er den mest kreative ansøgning, vi nogensinde har fået. Og at han havde skrevet sit navn med binær kode signalerede, at han forstod noget inden for vores område,« siger Daniel Bæk.

Den pågældende ansøger var til jobsamtale efterfølgende, men hans faglige profil matchede ikke helt med virksomhedens behov.
Alligevel mener Daniel Bæk, at det er et rigtig godt eksempel på en kreativ ansøgning:
»Hvis man er kreativ, skal det give mening. Det med bare at lave en ansøgning på lyserødt papir virker ikke. Men det her var trods alt så anderledes og kreativt, at det var interessant at møde personen bag.