800­-1000 danske soldater i Frikorps Danmark deltog i partisanbekæmpelse, blev vagter i en jødelejr og deltog på anden måde i nazistiske krigsforbrydelser

Det var meget svært for danske politifolk at få tidligere Frikorps Danmark­soldater til at sige noget om folkemordet ved østfronten, da de i 1945 og 1946 sad i tusindvis i de danske fængsler. De ventede på deres dom for at være gået i krigstjeneste på tysk side.

Ingen af dem ønskede at tale. Men nogle sagde trods alt noget - enten i fængslet eller i årene derefter. Blandt andet den nu 89-årige Helmuth Leif Rasmussen.

Opret abonnement på BT PLUS og læs om Frikorps Danmark-soldaterne og deres gerninger under og efter krigen.


800­-1000 danske soldater i Frikorps Danmark deltog i partisanbekæmpelse, blev vagter i en jødelejr og deltog på anden måde i nazistiske krigsforbrydelser

Det var meget svært for danske politifolk at få tidligere Frikorps Danmark­soldater til at sige noget om folkemordet ved østfronten, da de i 1945 og 1946 sad i tusindvis i de danske fængsler. De ventede på deres dom for at være gået i krigstjeneste på tysk side.

De havde ingen interesse i at belaste sig selv yderligere, og de var som SS­-folk bundet af mottoet ’Meine Ehre heisst Treue’ (’Min ære er troskab’). Den indebar bl.a. ubetinget loyalitet over for kammerater og organisationen.

Men nogle sagde trods alt noget – f.eks. den nu 89­-årige Helmuth Leif Rasmussen.

Ifølge historikerne Therkel Strædes og Dennis Larsens bog ’En skole i vold’, der udkom i går, afgav Rasmussen både i 1945 og 1948 forklaringer, hvori han i detaljer beskriver, hvad der foregik i ’jødelejren’ i militærområdet Waldlager Kisslewitschi ved Bobruisk i Hviderusland.

Kun fem år – for mord

Den mand, han vidnede imod, var den 31-årige Karl Johan Gerhard Jørgensen, der ved retten i Gråsten var tiltalt for i vinteren 1942/43 i ’jødelejren’ at have dræbt en jøde.

En anden soldat, der sad fængslet i Fårhuslejren, meldte sig på eget initiativ med en udtalelse om Jørgensen:  ’Han var en uforbederlig pralhals og løgner, og desuden var han meget hård over for jøderne, som han ligefrem var grusom imod. Komparenten (vidnet, red.) har desuden hørt og set, at der ofte blev slået jøder ihjel i lejren,’ lyder politirapporten, der gengives i bogen.

Strafferammen for forbrydelsen var fra fem år til livstid. Og påfaldende nok blev Jørgensen idømt mindstestraffen på fem års fængsel, selv om der var begrundet mistanke om, at han også var skyldig i andre mord.

Chefen fik mindstestraf

Retssagens hovedvidne, Helmuth Leif Rasmussen, blev idømt seks års fængsel af andre grunde, men anklagemyndigheden overvejede tilsyneladende slet ikke at tage hans rolle som SS-­vagt i  ’jødelejren’ med i anklageskriftet.

Kaptajn Kaj Islin Hansen, der var chef for den danske SS-Ersatzgruppe, der deltog i ’jødelejrens bevogtning’, blev på et tidligt tidspunkt idømt automatstraffen som østfrontfrivillig på to års fængsel.

Han havde chefansvar for Karl Johan Gerhard Jørgensen, men oplysningerne om Jørgensens forbrydelser førte ikke til, at sagen mod Islin Hansen blev genoptaget.

Upraktiske oplysninger

Dennis Larsen, den ene af den nye bogs forfattere, mener, at der kan være politiske grunde til, at de danske krigsforbrydelser i Rusland nærmest blev ignoreret.

- ­Man kan forestille sig, at den manglende interesse bl.a. handlede om, at det på trods af samarbejdspolitikken i praksis var lykkedes Danmark at blive anerkendt som allieret i krigen. Der har derfor rimeligvis været en politisk interesse i at undgå at kaste lys på, at danske statsborgere ikke blot havde været frontsoldater i Rusland, men også havde deltaget i folkemord, mener Dennis Larsen.

En anden grund er ifølge forfatterne, at det danske retssystem dengang var nationalistisk. Det indebar, at når forbrydelserne ’bare’ var begået mod ’nogle jøder’, var taksten ikke særlig høj.

Forskel på forbydelserne

’Forbrydelser begået på dansk jord og imod danskere gjaldt politisk, retsligt og moralsk som mere graverende end tilsvarende forbrydelser begået i udlandet og/eller imod udenlandske statsborgere,’ skriver Stræde og Larsen.

De danske frivillige, der i stor stil blev meddelagtige i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, var dem, der gjorde tjeneste i det SS­

-Ersatzkompanie (’erstatningskompagni’), der var stationeret i Waldlager.

Dennis Larsen skønner, at det drejer sig om i alt 800-1.000 danskere ud af de mere end 6.000, der meldte sig til krigstjeneste på tysk side.
­

Der er danskere, der har fået medaljer for deltagelse i partisanbekæmpelse, og der findes billeder af mishandlinger i lejrene, der er fundet i tidligere frikorpsfolks personlige samlinger, påpeger han.

Langt de fleste af de frivillige i Frikorps Danmark undgik at blive en del af masseudryddelsen af jøder og russiske partisaner.

- Men samlet set er det et rent tilfælde, at frikorpset som helhed ikke blev deltager i folkemordet. Det skyldtes den militære udvikling, understreger Dennis Larsen.
­

Den styrke, der ankom til den såkaldte Demjansk­kedel syd for Leningrad i maj 1942, kæmpede i et egentligt frontområde, hvor der ikke foregik partisanbekæmpelse og jødeaktioner.

Bandebekæmpelse

Til gengæld var de godt 600 frikorpsfolk, der i november 1942 blev sendt til Bobruisk for at gennemgå deres rekrutuddannelse, øremærket til at deltage i ’bandebekæmpelse’, som tyskerne kaldte det.

Det skal være sket bag fronten i sektoren mellem Minsk og Dünaburg (Daugavpils). Danskerne skal have udført aktionerne sammen med 1. SS­-Brigade under kommando af SS-Obergruppenführer Erich von dem Bach­ Zelewski, den berygtede chef for de nazistiske mordkommandoer i østfrontens bagland.

- Men så blev de omdirigeret til frontafsnittet Nevel­Velikije Luki på grund af et pludseligt sovjetisk angreb, siger Dennis Larsen.

Klapjagt på civile

I Hviderusland opererede store partisanstyrker med baser i områdets store skove. SS-styrkerne bekæmpede dem skånselsløst.

Et eksempel på udryddelseskrigen er en storaktion under kodenavnet Bamberg. Den fandt sted i marts 1942 – altså før danskernes ankomst.
’Unternehmen Bamberg foregik i området omkring Bobruisk og blev model for partisanbekæmpelsen. Her optrådte værnemagtens styrker i fællesskab med SS­ og politistyrkerne og udenlandske hjælpetropper.

Tropperne lagde en ring omkring et større område og trak derefter nettet stadig tættere sammen ved at bevæge sig i koncentriske cirkler ind mod det valgte centrum, mens Luftwaffe bombede partisanernes støttepunkter,’ skriver forfatterne.

To af militærenhederne i aktionen rapporterede om tilsammen 5.423 dræbte fjender. Selv havde de tilsammen 10 dræbte og 11 sårede.
’Partisanbekæmpelsens ofre var tilsyneladende mest ubevæbnede civile,’ hedder det i ’En skole i vold’.

Usonede forbrydelser

Historikerne lægger ikke skjul på, at de har skrevet deres bog ud fra en indignation, men de erkender, at det er for sent at gøre noget ved den ’graverende danske undladelsessynd’.


’Forbrydelserne vil forblive usonede. Det mindste, vi kan gøre, er at trække de østfrontfrivilliges virkelige rolle frem i lyset, så godt, det nu lader sig gøre. Det skylder vi ofrene for forbrydelserne, men også os selv som danskere, der i alle årene har ladet os trække rundt ved næsen af de østfrontfrivilliges forskønnende og yderst selektive fortællinger,’ lyder det i ’En skole i vold’.

Dennis Larsen foreslår, at myndighederne foretager en opfølgning over for Helmuth Leif Rasmussen.

- ­Det er vigtigt at understrege, at vi hverken er jurister eller politifolk, og at der derfor er ting, vi ikke er kompetente til at vurdere, men man kan godt stille spørgsmålet, om ikke en ordentlig politiafhøring kunne afdække mere om, hvad der foregik i lejren – og om, hvad danskerne var med til, siger han til BT.