Det er nu 10 år siden, at den 18-årige Ghazala Khan blev likvideret af sin egen bror.

Klokken var 15.06, da Akthar Abbas 23. september 2005 løftede sit våben og rettede det mod lillesøsteren. Så trykkede han af. Seks gange. I en pøl af blod sank hun sammen foran Slagelse Station på Sjælland.

Det var Danmarks blot andet æresdrab. Begået af broderen, orkestreret af faderen og udført med hjælp fra en samlet familie, der ville dræbe den unge, forelskede Ghazala Khan, som ikke ville gøre, som faderen dikterede.

»De agerede som en kynisk dødspatrulje,« som sagens anklager efterfølgende sagde i Østre Landsret.

Log ind på BT PLUS og læse hele historien om æresdrabet der rystede Danmark.

Det får du i denne PLUS-pakke:

  • Artikel: Ghazala Khan blev likvideret af sin egen bror
  • De blev dømt: Overblik over de familiemedlemmer og bekendte som blev kendt skyldige
  • Artikel: ’Min bror, hvad er det, du gør?
  • De fem centrale kilder:
    • Øjenvidnet: Bo Sørensen
    • Flytningechefen: Peter Vinther
    • Efterforskeren: Arne Ellegaard
    • Forsvaren: Manfred W. Petersen
    • Anklageren: Jeanette Vincent Andersen

 


Det er nu 10 år siden, at den 18-årige Ghazala Khan blev likvideret af sin egen bror

Klokken var 15.06, da Akthar Abbas 23. september 2005 løftede sit våben og rettede det mod lillesøsteren. Så trykkede han af. Seks gange. I en pøl af blod sank hun sammen foran Slagelse Station på Sjælland.

Det var Danmarks blot andet æresdrab. Begået af broderen, orkestreret af faderen og udført med hjælp fra en samlet familie, der ville dræbe den unge, forelskede Ghazala Khan, som ikke ville gøre, som faderen dikterede.

»De agerede som en kynisk dødspatrulje,« som sagens anklager efterfølgende sagde i Østre Landsret.

Drabet på den 18-årige Ghazala Khan sendte chokbølger igennem Danmark, men æresrelaterede konflikter er fortsat dagligdag i Danmark, viser tal fra Lokk (Landsforeningen af kvindekrisecentre, red.).

Fra 2009 til 2014 oplevede Lokk således en stigning i antallet af henvendelser om æresrelaterede konflikter. I 2009 modtog Lokk 440 henvendelser. I 2014 var antallet 1.183 henvendelser. Og ifølge Anita Johnson, leder af RED-safehouse, et bosted et sted i Danmark, hvor unge på flugt fra æres-forbrydelser kan søge tilflugt, er »det ikke et problem, der nogensinde forsvinder«.

»Tværtimod ser vi mere og mere af det. Ikke fordi problematikken vokser, men fordi de unge har fundet ud af, at de kan blive hjulpet,« siger Anita Johnson.

Kan det ske i dag?

»Jeg tør ikke sige nej, for selvfølgelig kan det ske. Men der er en anden opmærksomhed på det, og jeg tror også, der sidder nogle mennesker ude i miljøerne, som husker, at der var ni mennesker, der blev straffet i Ghazala-sagen, så det er nok ikke smaddergenialt at planlægge et mord. I stedet tror jeg, at der måske foregår ting, som vi endnu ikke har fået øje på,« siger Anita Johnson.

Syv familiemedlemmer og to bekendte blev kendt skyldige i manddrab og forsøg på manddrab. I dag er flere af dem ude og nogle af dem udvist af Danmark for bestandigt.

 

De blev dømt

Alle blev kendt skyldige i manddrab på Ghazala Khan og forsøg på manddrab på manden Emal Khan.

Ghulam Abbas, 67, far
Kom til Danmark fra Pakistan i 70erne. Drev vognmandsvirksomhed og levede med sin familie i et parcelhus på Amager. Beskrevet som dygtig forretningsmand og succesfuld indvandrer, men lader sine børn vokse op i Pakistan. Nægtede kendskab til drabet.
Dom: Idømt livstid. Blev ved Højesteret idømt udvisning for bestandigt. Afsoner stadig.

Perveen Khan, 50, tante
Har fire børn med Walayat Khan. Blev kaldt »lokkeduen«, fordi hun fik Ghazala og Emal Khan til at mødes med hende i Ringsted på gerningsdagen, mens hun løbende holdt familien orienteret. Har boet i Danmark i 22 år, men har intet statsborgerskab, taler ikke dansk.
Dom: Idømt 14 års fængsel. Er udvist af Danmark for bestandigt.

Asghar Ali, ’Store Ali’, 52, farbror
Vokset op i Dillo i Pakistan. Fik opholdstilladelse i Danmark i 1987 og boede i begyndelsen i villaen på Portlandsvej. Blev gift for tredje gang med sin pakistanske kusine og flyttede siden i egen lejlighed. Selvstændig vognmand. Var til stede i Ringsted på drabsdagen og vidste, at faderen havde afsagt dødsdommen.
Dom: Nægtede sig skyldig. Idømt 16 års fængsel. Afsoner stadig.

Ghulam Ahmed, 45, hjælper
Bekendt af Ghazalas bror Akhtar. Vokser op i Pakistan og kommer til Danmark i 1987, men får ikke dansk statsborgerskab. Hans tre børn vokser op i Pakistan. Arbejder som vognmand. Er med i bilen, som sendes til Ringsted på drabsdagen, og vidste, at faderen havde afsagt dødsdommen.
Dom: Idømt 10 års fængsel. Udvist for bestandigt.

Naweed Sharif, 39, bekendt
Bekendt af Ghazalas bror Akhtar Abbas. Født i Danmark, har kun gået i dansk folkeskole og bliver af de andre betragtet som alt for dansk. Blev overtalt til at køre Ghazalas bror til Ringsted på drabsdagen, da den planlagte chauffør falder fra. Hjalp politiet med kortlægning af drabet. Født i Danmark, dansk statsborger.
Dom: Otte års fængsel. Ude i dag.

Akhtar Abbas, 39, storebror
Storebror til Ghazala. Voksede op med sine bedsteforældre i Pakistan. Først i 12-13 års alderen kom han permanent til Danmark. Gik siden ind i vognmandsvirksomheden med sin far. Blev i 1999 gift med sin kusine. Affyrede seks skud mod sin søster og hendes mand. Indrømmer, han skød, men hævder han handlede på eget initiativ.
Dom: Idømt 16 års fængsel. Afsoner stadig.

Asghar Ali, ’Lille Ali’, 41, tantens bror
Bror til Ghazalas tante Perveen Khan. Kom til landet i 2001 og er ikke dansk statsborger. Leverer øl til kiosker i København. Beskrives som brovtende og alkoholiseret. Bliver under retssagen kendt for at have pralet med drabet over for en kioskejer i København. Var med i bilen til Ringsted på drabsdagen.
Dom: Idømt 14 års fængsel. Udvist af Danmark for bestandigt.

Anser Iqbal, 55, hjælper
Bekendt af Ghazalas morbror Walayat. Kom til Danmark i 1975. Er gift med en
pakistansk kvinde fra sin familie og har to børn. Arbejdede som taxachauffør og
fulgtes med »lokkeduen« i toget til »forsoningsmødet« i Ringsted på drabsdagen. Bekræftede som den eneste i retten, at det var efter faderens ordre. Udsat for trusler og hærværk under retssagen.
Dom: Idømt 10 års fængsel. Ude i dag.

Walayat Khan, 55, morbror
Gift med Perveen Khan. Lillebror til Ghazalas mor og beskrevet som Ghazala Khans yndlingsonkel. Kom til Danmark i 1987 og boede i villaen på Portlandsvej, hvor han passede Ghazala, fordi hendes mor var syg. Ansat i Ghulam Abbas’ firma. Var til stede i Ringsted på drabsdagen og vidste, at faderen havde afsagt dødsdommen.
Dom: Idømt 16 års fængsel. Afsoner endnu.

Emal Khan, 37, enkemand
Afghaner med familie i Pakistan. Kom til Danmark i 1998. Arbejder i en restaurant i Københavns Lufthavn. Mødte under en hjemrejse Ghazala Khan, som han nåede at være gift med i to døgn. Vidnede i retten mod sin svigerfamilie.

Ny identitet
Har fået ny identitet som en del af PETs vidnebeskyttelsesprogram. Opholder sig et ukendt sted i verden.

 

’Min bror, hvad er det, du gør?’

To døgn. Så længe nåede 18-årige Ghazala Khan at være gift med den 27-årige dansk- afghaner Emal Khan, inden hendes egen familie dræbte hende.

Den unge pakistanske pige Ghazala Khan forelskede sig i den næsten 10 år ældre dansk-afghaner Emal Khan om bord på et fly til Pakistan i 2002. I begyndelsen måtte de gøde deres kærlighed via e-mail og telefonsamtaler. Han sad i Danmark, hun i Pakistan, for selv om hendes familie egentlig boede i Danmark, blev hun som ung opdraget i Pakistan.

De mødtes i skjul under ferier i Danmark, inden Ghazala flyttede til Danmark i 2005, hvor de besluttede sig for at gøre alvor af deres kærlighed og gå under jorden sammen. Den 21. september 2005 giftede de sig ved et hemmeligt bryllup i Jylland, men to dage senere lod de sig overtale til et »forsoningsmøde« med Ghazalas tante i Ringsted. Men tanten var blot lokkedue, og hurtigt stod det klart, at hendes familie havde lokket dem i baghold.

Med sin bror i hælene

Parret nåede akkurat at flygte i en taxa til Slagelse, men de nåede ikke toget, før hendes egen bror indhentede dem og skød. »Min bror, hvad er det, du gør?« blev Ghazala Khans sidste ord. Syv familiemedlemmer og to bekendte blev efterfølgende idømt historiske domme. Enkemanden, som overlevede skuddene, blev efterfølgende omfattet af PETs vidnebeskyttelsesprogram og lever i dag et ukendt sted under en ny identitet. BT har talt med fem centrale kilder, der for 10 år siden var tæt på æresdrabet, der rystede Danmark. Læs deres beretninger her.

Øjenvidnet: Bo Sørensen tog det ikoniske billede på banegårdspladsen i Slagelse 23 september 2005.

»Jeg sidder på en bænk foran stationen i Slagelse, da jeg ser en taxa komme ind med en kvinde og en mand. Kort efter kommer en anden mand løbende tværs over parkeringspladsen. Han virker mærkeligt målrettet, og jeg tænker, om det mon er en bankrøver? Da manden er løbet forbi mig, hører jeg pludselig et ordentligt knald bag ved mig. Det lyder som nytårskrudt, men da jeg vender mig om, ser jeg, at manden står og skyder. Jeg tænker kun på, at jeg skal have et signalement af gerningsmanden, fordi det får man alt for sjældent, så jeg tager min telefon, sådan en gammel, skavet Nokia, og tager et billede. Bagefter bliver jeg ramt af et lille fragment fra kuglen, som har ramt muren, og som rammer min trøje, og dér går det op for mig, at det nok ikke er så klogt. Jeg sætter mig ned bag bænken, og da han er færdig med at skyde, løber han forbi bænken, hvor jeg sidder, og der når jeg at tage endnu et billede af ham fra siden.

Magtesløs

Jeg skynder mig over til manden og kvinden, som nu ligger på jorden. Da jeg sidder ved hende, spørger jeg lidt dumt om, hvad der er sket. Hun kigger på mig, og så løber blodet ud ad munden. Da ved jeg, at det er for sent. Jeg kan huske, at jeg føler mig magtesløs, fordi jeg ikke kan gøre andet end at ringe til politiet. Om aftenen er jeg oppe på politistationen i Slagelse for at aflevere billederne, og her taler jeg også med en psykolog. Jeg føler ikke skyld, men tænker, om jeg kunne have handlet anderledes, selv om jeg godt ved, at det var for sent. I dagene efter ser en kammerat mit billede i avisen og spørger, hvem fanden den idiot er, som har taget et billede på det tidspunkt. Men jeg var faktisk ikke bange på noget tidspunkt, for jeg får aldrig øjenkontakt med drabsmanden. Under retssagen bliver jeg nervøs for, hvad tossen egentlig kan finde på? Vil de have hævn? Jeg ville bare have et signalement af ham. At jeg så ender med at tage et billede, hvor han skyder, som bliver det vigtigste bevis i sagen, er svineheldigt.«

Flytningechefen: Peter Vinther var integrationsgruppeleder i Middelfart Kommune.

Peter Vinther tog som den eneste myndighed Ghazala Khans frygt alvorligt. »Min kollega bemærker, at der en dag står et ungt, rådvildt par og spørger om hjælp. De kommer ind på mit kontor, og vi taler i næsten en time. De havde en aura omkring sig, de var synligt forelskede, men de havde tydeligt ikke situationen under kontrol. De har intet sted at bo, ingen penge, og jeg husker, at jeg henter te og nogle småkager, som er blevet tilovers fra et møde, jeg netop har været til. De fortæller, at de er efterstræbt af hendes familie og er bange for at være på Sjælland, fordi hele hendes familie er taxachauffører og holder øje med dem.

Fremskynder brylluppet

De har spurgt om hjælp hos politiet derovre, og også i Fredericia, og de har sågar spurgt, om de må overnatte i en kirke. Jeg fornemmer straks, at situationen er ekstra alvorlig. Jeg har arbejdet på asylcentre i mange år, og jeg fik billeder i hovedet af, hvordan man kaster syre i hovedet på kvinder, man blot mistænker for at være utro. De vil gerne giftes så hurtigt som muligt, så hendes forældre måske alligevel vil acceptere deres forhold. Selv om der egentlig er ventetid, får jeg fremskyndet et bryllup. Inden seancen køber jeg en billig buket blomster på et torvemarked, så hun i det mindste får en brudebuket. Den koster vist en 50er, men de bliver rørende glade. Undervejs kan jeg huske, at deres telefoner ringer konstant, og jeg opfordrer dem til at slukke dem. De taler om at mødes med familien for at få tilgivelse, men jeg siger, jeg synes, at de skal vente. Egentlig kan jeg ikke stille meget op, fordi de ikke er bosat i kommunen, men jeg giver Ghazala en liste med krisecentre, som politiet faktisk finder på hende, da hun er død. Da jeg læser på tekst-tv, at et ungt par var blevet skudt på banegården i Slagelse, ved jeg bare, at det er dem. Jeg bliver fuldstændig paralyseret, og min kollega, som også har mødt dem, går ud og kaster op.«

Efterforskeren: Arne Ellegaard var efterforskningsleder på Rejseholdet.

»Drabet sker en fredag. Jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg har hentet mine børn, som spørger: Far, skal du derover? Først søndag tilkalder de Rejseholdet. Alt er kaos. Når de andre går hjem, sidder jeg og læser rapporter. Jeg tænker konstant på sagen og sover ikke meget de første tre uger. Udadtil er der ingen frustrationer, men internt er der et kæmpepres – vi er bange for at lave den mindste fodfejl, som gør, at de må gå fri. Gudskelov overlever Emal (Ghazala Khans mand, red.), og han bliver nøglen til alt det forud for drabet. Emal har ingen familie i Danmark, men alligevel dukker nogen op på hospitalet og foregiver at være familiemedlem. Der er åbenbart et arbejde, man ikke mener, man fik gjort færdig dér på banegården. Så forstår vi ligesom, hvilke kræfter vi er oppe imod. Hurtigt tegner der sig et billede af hele netværket, men kunsten er at få beviser for det.

Ekstra svær

Faderen er ekstra svær at binde op på sagen. Jeg kan huske, da vi træder ind hos ham på Portlandsvej på Amager, at det er som at træde ind i Pakistan og skrue tiden 10 år tilbage. I virkeligheden bliver det meget sigende for de værdier, vi er nødt til at sætte os ind i for overhovedet at kunne fatte, hvorfor de handlede, som de gjorde. En efter en hiver vi så familiemedlemmerne ind.

Vigtigt vidne

Da vi får ham ind, som kører bilen til Ringsted, åbner ballet. Han hjælper os meget, og vi gør, hvad vi kan for, at han får strafnedsættelse. Dommen er en sejr, men da han får otte år, bliver jeg ærligt talt lidt rystet. Jeg tager faktisk ud for at tale med ham efter dommen, fordi jeg ikke har det godt med det. Man kan jo ikke undgå at engagere sig i de mennesker, man har med at gøre. Jeg tror aldrig, at jeg helt slipper den sag.«

Forsvaren: Manfred W. Petersen var forsvarsadvokat for faderen Ghulam Abbas

»Det er en forfærdelig og vel en af de mest spektakulære sager i nyere tid. Det er fra begyndelsen politiets påstand, at det var en sag om æresdrab med faderen som anstifter og hovedskyldig. Der er ingen tvivl om, at det var hendes bror, der skød hende, men jeg har aldrig ment, at der er ført bevis for, at faderen havde bestilt drabet. Der er forhold, som støtter forklaringen om, at faderen og de andre bare gerne ville have, at hun kom hjem. Blandt andet Ghazalas mands forklaring om, at broderen – før han skød – tog fat i dem og sagde, at hun skulle komme hjem.

Rygter

Og der er et stykke vej fra at ville have hende hjem og så til at dræbe hende. Man kan selvfølgelig undre sig over, hvorfor broderen havde et våben med, men det kan bruges til mange ting, f.eks. til at true med. Men var det planlagt eller en panikhandling, da han skød? En væsentlig del af bevismaterialet er rygter om, hvad Ghazala og andre personer mente, der kunne eller ville ske, hvis hun kom hjem, men sådanne rygter mener jeg ikke, man kan konkludere noget afgørende ud fra. Jeg anser Ghulam Abbas for at være en af de mest besindige og sympatiske klienter, jeg har haft i min mere end 40 år lange karriere som forsvarsadvokat. Og med det kendskab jeg har til ham, anser jeg det for udelukket, at han vil gå så langt. Jeg sætter et stort spørgsmålstegn ved, om han har gjort det, han er dømt for.

Justitsmord

Derfor har sagen også påvirket mig meget. Normalt er det sådan, at når en sag er afsluttet, så lukker man den også mentalt. Men den her sag har jeg tænkt meget på. Jeg kan ikke rigtig lægge den fra mig. Jeg går simpelthen med følelsen af, at der er sket et justitsmord. Når der er en begrundet tvivl, så skal der ske frifindelse. Det mener jeg, at der var i denne sag.«

Anklageren: Jeanette Vincent Andersen var anklager på sagen

»I begyndelsen kan vi dårligt forestille os, at en far har slået en datter ihjel pga. et æresbegreb. Derfor kalder vi faktisk en sociolog og en antropolog ind på Politigården for at blive klogere på begrebet. Det sværeste er at knytte faderen til sagen, fordi han har siddet hele dagen i København, mens de andre er kørt til Ringsted for at udføre drabet. Derfor bliver jeg overrasket, da jeg spørger ham direkte i retten, om hans ære er krænket, og han svarer ’ja’. Det er noget af et atypisk klientel at udspørge, fordi de forklarer i øst, vest, syd og nord og uden at afstemme forklaringer, som man ellers er vant til. F.eks. bliver tanten ved med at hævde, hun er taget alene til Ringsted, selv om vores teleoplysninger viser, at hver gang hun taler med Ghazala, så ringer hun videre til sin mand, som ringer videre til resten af familien.

Gennembrud

Undervejs kæmper jeg bl.a. for at finde ud af, hvordan faderen egentlig fik besked om drabet. En dag, da jeg står i mit brusebad, træder to telefonsamtaler pludselig frem i de her mange, mange excel-ark af teleoplysninger, så jeg farer ind i mine mapper og opdager, at det er to centrale opkald – fra en kiosk i Københavns nordvestkvarter til faderen på Portlandsvej. Til sidst lykkes det os ved hjælp af de her sindssygt mange teleoplysninger at binde det hele sammen, og det viser sig at være en nærmest milititær operation, de har udført – med faderen som midtpunkt. Jeg kan stadig huske domsdagen, da retsformanden i sin belæring siger, at de alle kan dømmes. Det var virkelig en blåstempling af vores arbejde. Bagefter bliver de alle ni kendt skyldige i alle punkter, hvilket er første gang i historien, at andre end gerningsmanden selv bliver dømt. Det er nok den største faglige tilfredsstillelse, jeg har oplevet. Via PET-folk får jeg en sms fra Emal (enkemanden, red.), som siger tak. Det gør indtryk. Bagefter holder jeg 14 dages ferie, hvor jeg er nødt til at male stakit for at beskæftige mig med noget helt andet.«