40 fulde mænd og familiefædre hyldede lørdag den 3. september de brune værtshuse med hele 1.000 bajere. For tyvende gang sejlede de fra værtshus til værtshus, som rundt om i landet forsvinder et for et
Normalt er hver eftermiddag en kulturel lussing til de truede brune. Men lige i dag kan værtshusejere føle sig trygge. I dag får de besøg af 40 fuldvoksne tørstige mænd i lilla trøjer med logoer af håndværkerfirmaer. Sponsorer der gerne betaler for en bajer. I dag holder vi arbejderfanen højt.
Hvad får en fuldtidsansat maler og ski-instruktør, en nybagt far med kone til at holde et pubcrawl hvert år. Et pubcrawl, der i år fylder 20 år. Et pubcrawl med 22 værtshuse på ruten. Med minimum en øl og også gerne et shot hvert sted?
»Det er fedt at få en bytur kun med drengene og forbudt for konerne. De kan komme med i byen i weekenderne, men en gang om året er det drengenes tur,« siger maleren, som jeg fanger kort i hjørnet af Mascot Bodega.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele reportagen fra årets pubcrawl med 40 fulde mænd, 1.000 bajere og 22 værtshuse for 20. gang i træk. Tag med rundt på værtshusene - så vildt gik det for sig ...
Det får du:
- Artikel: Forbrudt for konerne
- Interview: Det siger bartenderne
40 fulde mænd og familiefædre hyldede lørdag den 3. september de brune værtshuse med hele 1.000 bajere. For tyvende gang sejlede de fra værtshus til værtshus, som rundt om i landet forsvinder et for et
Aftenens sidste frikadelle er stegt, nattens sidste cigaret er røget, og fyraftenens sidste bajer er drukket. Den gammeldags arbejderkultur er ved at dø ud. Brune værtshuse med sejlende sutter, med opkæftende håndværkere, med sultne sømænd og med forvirrede, fallerede forfattere står historisk og stolt, men godt lakket til rundt om i landet.
Den folkelige arbejderkultur er falmet siden 90erne, siden boligejerne rykkede til byerne, siden boligpriserne røg i vejret, siden caféerne overtog fortovene, og siden andelsboligejerne klagede over fulderikkernes støj og ikke mindst smøgernes røg, der gav en hurtig død til værtshusene og et psykisk stød til det rygende stamklientel.
Normalt er hver eftermiddag en kulturel lussing til de truede brune. Men lige i dag kan værtshusejere føle sig trygge. I dag får de besøg af 40 fuldvoksne tørstige mænd i lilla trøjer med logoer af håndværkerfirmaer. Sponsorer der gerne betaler for en bajer. I dag holder vi arbejderfanen højt.
Forbudt for konerne
Maleren står og svajer med sin sølvhalskæde på et brunslidt bord i Karusellen. Han rocker hovedet frem og tilbage, som var han til heavy metal-koncert med Metallica.
»Og nu hylder vi tømrerfirmaet JK-Byg, for de giver en bajer,« råber han.
Alle mand bryder ud i hæs jubel og sang.
»Trip, trip, trip de nørrebronx. Trip, trip, trip de Nørrebronx,« lyder mandskoret som var vi til fodboldkamp med et af byens hold.
Maleren, hvis borgerlige navn er Frantz Weinrich, er bagmanden til det årlige Trip de Nørrebronx. Kort fortalt et vådt pubcrawl, der føles lige så bakket og forfriskende som et regnvådt truckertrip på de skrå veje gennem Norge. Senere på aftenen føles det som et dansk skybrud af silende øl.
Hvad får en fuldtidsansat maler og ski-instruktør, en nybagt far med kone til at holde et pubcrawl hvert år. Et pubcrawl, der i år fylder 20 år. Et pubcrawl med 22 værtshuse på ruten. Med minimum en øl og også gerne et shot hvert sted?
»Det er fedt at få en bytur kun med drengene og forbudt for konerne. De kan komme med i byen i weekenderne, men en gang om året er det drengenes tur,« siger maleren, som jeg fanger kort i hjørnet af Mascot Bodega.
»Og fordi det kun er en gang om året, sætter man næsen op efter det. Det bliver ikke en kedelig hverdagsting.«
Det er vigtigt for ham, at det er værtshuse og ikke diskoteker. Hvor man kan sidde og snakke med skæve mennesker. Hvor man er lige god, uanset om man går med slips eller i kansasbukser. Og hvor man kan få et pusterum efter arbejde.
Derfor er maleren ked af rygeloven, der siger, at man kun må ryge på steder under 40 m2. For at sikre lovlig rygning har ejerne bygget vægge indenfor, tilstødende lokaler er blevet solgt, og baren er rykket længere ud i lokaet, fortæller maleren. Samtidig er der mindre servering, fordi reglerne for servering af mad er blevet meget skrappere, når det kommer til hygiejne.
»Man kan dårligt få en pose flæskesvær,« siger maleren.
Lugter af gammel western
Han har oplevet, at favoritter som Kellerbar, Munkestuen Bodega og Cafe Parken er lukket. Blot få af mange værtshuse, der har gjort valgmulighederne mindre, når ruten skal vælges.
Og det kan ses om eftermiddagen, at gæsterne er blevet færre.
Tag Nørrehus, En ægte saloon, der lugter af en gammel Clint Eastwood-western. Kroen er lige så tom som bajeren foran en af stamgæsterne. Sådan har det været hele dagen. De første fire-fem bodegaer er pinligt tomme.
Den udvikling ærgrer de tilmeldte. De er fra 20erne op til 50 år og kommer hele vejen fra København til Nordjylland. De har dæknavne som Kansas. Herman. Casino. Søster. Og så videre og så videre.
Loco er en ægte Nørrebro-lokal, der ejer cykelforretningen Fri Bikeshop på Griffenfeldsgade. Udviklingen af værtshuset ærgrer ham. Han fortæller, at de stadig drikker fyraftensbajere. Men ofte i værkstedet. Men ellers er det ikke fordi, øllerne fylder specielt meget i hans liv. Og heller ikke i de andres.
Der er Jones, socialpædagog i Brøndby og tidligere fodboldspiller, som går op i at løfte de unge ud af de dårlige miljøer, mange bevæger sig ud i. Casino driver tømrerfirmaet JK Byg. Og så er der brødrene Lock. Den ene er blevet far til tvillinger. Den anden vil opleve en jordomrejse med sin udkårne, inden de slår sig ned med afkom. Der er også en flok, der kommer hvert år fra Greve. Og én er helt fra Nordjylland.
Så skulle man tro, at det her er den hårde kerne, der går til i sprut hver weekend, er svaret nej. Det er pligtopfyldende, søde og imødekommende mennesker, der vil have mandehørm og et afbræk i hverdagen.
»Hvis man vil i byen for at score, tager man på diskotek. Men vi tager på værtshus for at drikke bajere og rafle og ja på grund af mandehørm,« siger murerdrengen, som er med næsten hvert år.
Ombejlet værtshusrute
Den årlige vandhulsrute er så ombejlet, at der er venteliste på grund af et begrænset antal pladser.
En af flere strenge regler på ruten: Maleren har en fløjte i munden, der betyder: »Nu går vi.«
Det er vigtigt, at vi overholder reglerne. Ellers går der snak i den. Ellers splittes folk. Ellers hænger folk i timer på et enkelt værtshus. Og så forsvinder meningen med et pubcrawl.
Så man giver en omgang, i alt små 800 kroner, hvis man kommer for sent. Man skal være der fra begyndelsen. Og det er vigtigt, at man opfører sig ordentligt, så man kan komme tilbage år efter år. Hvis man hænger bag baren, giver man også en omgang.
Og så er der alle de nye. For sjov siger deltagerne: »Fuck de nye«. De nye skal give en omgang.
»Kan Jon, kan Jon, kan Jon, drikke øl,« lyder den gamle traver på Cafe Esrom.
På Cafe Runddelen synger vi karaoke på podiet. Tommy Seebachs fødselsdagssang med en tilfældig kineser.
»Hip hurra, det er min fødselsdag,« lyder det som en hyldest til jubilæet.
Farvel til pølsevogne og værtshuse
På Hvepsereden sidder der to drankere og en stamkunde, jeg falder i snak med.
»For 20 år siden var der godt gang i den. De nye generationer går ikke så meget på beverdinger. Nu er her helt roligt,« siger stamkunden.
Bartenderen og Hvepseredens ejer Kurt Rasmussen fortæller, at håndværkerne engang drak fyraftensbajere hver eftermiddag, men det gør de ikke mere, for »man må ikke drikke på arbejdet længere, og så tager de ikke lige en ekstra på vej hjem.«
Gammeldags brune værtshuse er lukket på stribe rundt om i landet, bekræfter Horesta, som er hovedorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet. De kan ikke bekræfte det nøjagtige antal, fordi der ikke bliver holdt særligt tal på de brune.
Det samme er pølsevognene, begræder værtshusejeren fra Hvepsereden.
»Engang lå der en lige derovre,« siger han.
Engang lå der 400 pølsevogne alene i København og over 700 på landsplan, viser tal fra Tulip Food Company, der også står bag Steff Houlberg og Gøl Pølser, der driver pølsevogne.
Alt vi 40 drikkende mænd har set, er den stationære Harry’s Place på ydre Nørrebro, som hvert år år serverer sine berømte »Børge« for drengene, en ordentlig slatten satan af en pølse. Og ellers kommer vi forbi ikke mere end tre eller fire rullende pølsevogne i løbet af dagen og aftenen.
Til gengæld er der rækker af kebabsteder. Og pizzeriaer. Drengene spiser over 20 familiepizzaer. De ryger ned på et kvarter. Og så er det atter tid til bajere.
Fredelig og fedt
Danske medier og endda amerikanske som New York Post har ellers i de senere år skrevet om vold, chikane og trusler mod værtshuse og gæster. Særligt trusler fra bander, der forlanger løsepenge. Værtshusejeren Jane fra Cafe Viking blev danmarksberømt i 2012, da hun nægtede at udbetale penge, og her i år 2016 gav Inger Støjberg lidt af et show foran Mucki Bar, da hun skældte nogle drenge ud på offentligt tv. Drengene med anden etnisk baggrund viste sig at være lovlydige borgere under uddannelse.
»Vi har heller ingen problemer længere,« siger indehaveren af Mucki Bar, Birgitte Fischer, der med en øl ligner en stamgæst.
Her henad aftenen er der ved at være godt fyldt på værshusene, og det bekræfter Birgitte Fischer. Førhen kom gæsterne om dagen. Nu kommer de unge om aftenen og natten, siger hun. For at få billige øl. Og på den måde vil værtshusene overleve.
En barmfager flirt
Vi sejler fra vandhul til vandhul. Som ægte sømænd samler vi en kvinde op på Nørre Bodega. En stor, barmfager pige gør os selskab.
»Store patter,« råber en i følget.
Sandsynligvis i håb om god håndværkersex følger den barmfagre med os hele vejen fra ydre til indre Nørrebro og måske helt ind til City. Måske hjem til en. Det kan hukommelsen ikke rigtig rumme.
Til gengæld kan hukommelsen rumme en anekdote. En af deltagerne hedder porno.
Porno fik sit navn, engang de mødte en flok piger til polterabend. Det forholdt sig således, at polterabendpigerne ikke havde bestilt en stripper. Og så var det så heldigt, at Porno engang kom sammen med en stripper, der havde en veninde, som kom sammen med selveste Porno-Lasse. Porno-Lasse, der havde rost Pornos evner til at smide kludene.
»Så jeg havde lært et par trick. Jeg begyndte at strippe foran hende. Så intimt at kun hun kunne se den fulde vare. Der blev hun glad, der blev hun rigtig glad,« griner han.
Øllene holder hårdt. En anonym øldrikker fortæller, at man lærer det med årene. Hvornår man lige skal have vand. Hvornår man lige drikker en halv øl. Og hvordan man siger stop, når man ikke kan længere: Man laver en såkaldt Houdini. Houdini var en tryllekunstner kendt for forsvindingssnumre. Tricket går ud på, at når man har fået nok, går man ubemærket. Pludselig er man ikke længere til stede. Pludselig står jeg ved en pølsevogn på Nørreport Station. Jeg bestiller en hotdog på ægte pølsevognssprog.
»En Karl Stegger i Lædervest!«
Sådan lyder min bestilling, og pølsemanden forstår mit sprog.
Så gerne. Fem minutter efter er jeg i en hyrevogn på vej hjem.
Det siger bartenderne
-
Dorthe Sildeøje, Lille Peter:
Arbejderkulturen er helt vildt ved at dø. Efterhånden som stamkunderne dør, dør værtshusene også. Nu er det de unge, som holder værtshusene kørende for at feste, og det ender med, vi kun behøver have åbent om natten. Og helt ærligt, når man begynder at servere hundredevis af specialøl eller cocktails, så er det jo ikke et rigtigt værtshus længere.
-
Birgitte Fischer, Mucki Bar:
Man må følge udviklingen, og udviklingen er mod de unge. Jeg tror, at ingen ønsker, at værtshusene bliver nedlagt, så vi sørger for at have priser, der er til betale. Og så kommer de unge, fordi det er billigere end at gå på café.
-
Sanne Hansen, Café Viking:
Jeg tror, værtshusene er ved komme op igen. Vi har mellem 150 og 270 øl og billard, så de unge elsker at komme her. Men jeg er også ked af, at mange værtshuse lukker. Reglerne om servering af mad og rygning har ødelagt meget.
-
Kurt Rasmussen, Hvepsereden:
For tyve år siden var her fyldt dagligt. Dengang kunne jeg rent faktisk leve af det. Den nye generation har biler og computer og smartphones, så de kommer ikke forbi og får en fyraftensbajer. Og så må man jo heller ikke drikke på arbejdet længere, og så tager de ikke lige en ekstra på vej hjem.
