Mange mennesker mister motivationen, før de rigtig er kommet i gang med deres vægttab. De giver sig nemlig straks i kast med at motionere for at tabe de overflødige kilo, men træning alene hjælper dig ikke til et vægttab. Faktisk medfører hård træning, at kroppen tager på.
Smid dine ekstra kilo med B.T.'s slankeklub. Læs mere her.
- Når man træner, øger man den belastning, man lægger på kroppen, og man stiller større krav til kroppen og dens funktioner. Resultatet er, at man får større muskler, mere væske i kroppen og øget blodvolumen, og det vejer alt sammen, forklarer personlig træner Morten Veng.
For at udligne den øgede blod-og muskelmasse skal man forbrænde op til et par kilo kropsfedt, før man er tilbage ved udgangspunktet.
Først derefter vil man begynde at se et vægttab med den fortsatte træning , hvis man samtidig er bevidst om, hvad man spiser.
Så spiser man mere
Diætist Anna Munkesø ser ofte, at folk begynder at træne og dermed også føler sig mere sultne:
- Når du konditionstræner ved høj intensivitet og får masser af sved på panden, så tærer du på kroppens begrænsede sukkerdepoter. Og efterhånden som kroppens sukkerdepoter tømmes, kvitterer kroppen med en stærkere sultfornemmelse.
- Derfor spiser man typisk mere efter en hård løbetur eller spinningtime. Kroppens signaler nulstiller dit forbrændingsmæssige udbytte fra træningen, idet du ender med at indtage den samme mængde energi, som du har mistet.
- Belønner du ovenikøbet dig selv yderligere med søde sager, indtager du nemt mange flere kalorier, end du har forbrændt.
100 gram chokolade
- Du skal løbe ca. en time for at forbrænde 100 gram chokolade. Og de fleste kan nemt indtage 100 gram chokolade uden at tænke over konsekvenserne.
- Mange har nemlig en tendens til at overkompensere, fordi de har et urealistisk billede af, hvor meget kroppen forbrænder i forbindelse med motion, forklarer Morten Veng.
Bliver du meget sulten efter træning, bør man satse på lavintens aktivitet som rengøring, havearbejde eller gåture. Disse aktiviteter tærer ikke på samme måde på kulhydratdepoterne og sænker dermed ikke blodsukkeret. Derimod tærer de i højere grad på fedtdepoterne, og du vil derfor tabe dig.
Det er fint at motionere, men hvis ikke man kombinerer træning med sunde madvaner, så kommer man ikke langt, fastslår B. T. Slank's to eksperter.
- En kvinde på 70 kg kan f. eks. nemt tage et kilo på i løbet af en ferie med god mad og kolde drikke. Men hun skal efterfølgende gå 100 km for at forbrænde det ekstra kilo, forklarer Morten Veng.






















