Vejen til en slankere talje er måske at spise masser af tomater.
Det er i hvert fald budskabet fra forskere ved Reading Universitetet i England.
Det kan være de appetitregulerende hormoner, bl.a. ghrelin, som gør tomaterne til så velegnet slankekost. En lavere ghrelin-niveau giver os følelsen af at være fyldt op.
Det kan også være stoffet lycopen, der giver tomaterne den røde farve, der svækker appetitten. Lycopen har i andre forsøg vist sig at modvirke kræft og øge frugtbarheden.
Hurtigt mæt
Tomaterne gør dig hurtigere mæt og har tilsyneladende den virkning, at de modvirker trangen til at spise snacks og andre usunde og fedende ting.
Ny forskning underbygger teorien om, at tomater er rige på kemiske substanser, som regulerer mængden af appetit-hormoner – og dermed hæmmer tendensen til at overspise.
Den nye viden om tomater er forskerne kommet på sporet af i forbindelse med nogle forsøg, som egentlig handlede om berigelse af brød med dele af frugter og grøntsager.
En gruppe normalvægtige kvinder i 18-35 års alderen skulle spise smøreost-sandwiches, hvor man brugte hvidt brød og brød, der var beriget med enten gulerod eller tomat.
Forskerne regnede på forhånd med, at de ekstra fibre fra gulerødderne ville gøre de sandwiches, som var tilsat gulerodsfibre, til de mest mættende. Men det viste sig overraskende, at det var dem, hvor brødet var tilsat tomat, som gav den hurtigste og bedste mæthed.
Resultatet af forskningen er netop blevet fremlagt på en stor ernæringskonference for læger i Frankrig.
- Det var ikke noget kæmpe studie, og vi kan endnu ikke forklare, hvad der er den afgørende substans i tomater, men resultatet er statistisk signifikant (altså ikke kun udslag af tilældighed, red.), siger lederen af studiet, lægen Julie Lovegrove fra Reading Universitetet.
Tomater har i andre forsøg vist sig i særlig grad at modvirke prostatakræft hos mænd. De både sinker sygdommens fremkomst og hæmmer den, når den er diagnosticeret. Andre forsøg peger på, at tomaterne gavner hjertet og modvirker det farlige kolesterol.
Der er meget C-vitamin i tomater.






















