Der er mange fælder omkring julebordet og ikke mindst til julefrokosterne. Alkohol, ris ala mande, æbleskiver, flæskestegen, fed sovs og meget mere.
Det er faktisk muligt at udskifte mange af de fede og usunde madvarer med sunde alternativer, men du skal passe lidt på, for der er også mange fælder. Sunde fødevarer tæller også med i regnskabet, og en af de fejl, mange af os begår i julen, er, at vi ganske enkelt spiser for meget.
- Vi danskere er specialister i at hygge, hvilket tydelig ses i juleperioden. Når vi hygger, så betyder det også, at der skal være noget ekstra lækkert på bordet, simpelthen fordi at sådan 'gør vi bare' herhjemme.
Hvis du gerne vil spare lidt på kalorierne, men stadig gerne vil deltage i de sociale arrangementer, så er det vigtigt, at du sørger for at have fokus på mængderne. Sørg altid for at holde dig til én portion. På den måde kan du undgå at spise den ekstra portion, som de færreste har brug for, selv om lysten er der, siger B.T. Slanks diætist Anna Munkesø.
En god marcipan er noget af det 'sundeste' slik, du kan spise - men desværre indeholder det også mange kalorier, så du kan ikke bare proppe dig. Marcipan er lavet af mandler og sukker og intet andet. Derfor skal du passe meget på mængden. Marcipan indeholder pr. 100 g ca. 475 kalorier.
Spiser du en femtedel af en pakke med 500 g, har du spist tæt på cirka en tredjedel af de kalorier, som dit daglige behov er, hvis du vil tabe dig, så spis - og nyd - med omtanke.
Kig godt på varedeklarationen
- Marcipan er en fast del af julegodterne på bordet hos de fleste familier, og hvis du endelig skal synde lidt, så er en god marcipan klart et af de bedre valg af søde sager, siger Anna Munkesø.
- Kig også godt på varedeklarationen, når du køber marcipan, og vælg den med flest mandler. Jo flere mandler, jo sundere. Vi kan hele året få både friske figner og tørrede dadler, men der er større tradition for, at vi spiser det i julemåneden.
- Mange tror, at fordi de spiser frugt, så er det meget sundere end slik, men det er også en klassisk fælde, for de tæller også meget hurtigt i regnskabet.
Find inspiration til sundere julemad blandt masser af slankeopskrifter på B.T. SLANK
- For eksempel giver en frisk dadel ca. 40 kalorier. Spiser du 10 af dem, har du allerede spist, hvad der svarer til et sundt og stort måltid til frokost eller middag.
- En anden klassisk fælde er den store skål på bordet med mandariner, appelsiner, blandede nødder og nøddeknækkeren, og så skal der ellers knækkes og hygges. Nødder i alle udgaver gemmer på de sunde fedtstoffer, som er godt at få i små mængder hver eneste dag året rundt. Når du skal knække nødder, så husk at variere med for eksempel en appelsin eller et par klementiner - så kommer det ikke til at tynge for hårdt i kalorieregnskabet.



