Det handler langt fra kun om træning, når du vil af med de sidste tre kilo. Få ekspertens råd her.

De sidste tre kilo, som mange gerne vil smide er så godt som umulige at få væk. Det skyldes, at kroppen i modsætning til resten af dig gerne vil beholde de sidste par kilo, forklarer personlig træner Anne Bech.

- Kroppen vil i de fleste tilfælde helst beholde de sidste tre kilo. For det er ofte et 'overlevelses-depot', som vi gerne vil af med af forfængelige grunde. I modsætning til hjernen vil kroppen helst beholde topmaven. Den vil nemlig gerne have noget at trække på, hvis der nu skulle komme hungersnød, siger Anne Bech og tilføjer:

- Når du vil tabe de sidste par kilo, handler det lige så meget om hele din livsstil, som det handler om træning og kost.

Der råder hun dig til at have fokus på: søvn, stressniveau, spisetider, stimulanser og intolerancer.

Sov dig slank

Det er vigtigt, at du får din søvn. Men det er ikke lige meget, hvornår du sover.

- Kroppen restituerer bedst mellem klokken 22-24, så hvis du ikke får sovet på det tidspunkt, vil din krop hele tiden være lidt træt, hvilket påvirker din præstationsevne og dit overskud. Det bliver altså sværere at få trænet, og din krop vil have mere lyst til søde sager. Og så skal du sørge for, at der er mørkt om natten (altså indenfor…), for din krops hormoner reagerer på lys. Især leptin kan godt lidt mørke, så hvis du f.eks. tænder lyset, hvis du skal på toilettet om nattet, forstyrrer det produktionen af hormonet. En rigtig dårlig ide, for leptin hjælper på fedtforbrændingen og styrer mæthedsfornemmelsen, siger Anne Bech.

Læs også på ALTfordamerne.dk: Se Chris MacDonalds bedste slanketip

Undgå stress

Når du stresser, producerer kroppen hormonet kortisol, der konstant holder blodsukkeret højt, hvilket i praksis betyder, at du hele tiden har lyst til sødt.

- Det er enormt svært at få styr på hormonerne, når de først er ude af balance. Derfor skal du gøre det, du har allersværest ved: Tage den med ro. Gå tidligt i seng om aftenen, lad være med at arbejde ved computeren en time, inden du skal sove, og prioriter en gang om ugen at gøre noget i stilhed for dig selv: gå i sauna, gå til yoga, få massage eller mediter, lyder Anne Bechs råd.

Få styr på spisetiderne

- Du skal kun spise, når du er sulten. Så glem alt om mellemmåltider eller et stort morgenmåltid, hvis du ikke har brug for mad, siger Anne Bech.

Det er dog vigtigt ikke at springe måltider over, for så kommer din krop i tvivl om, hvornår der kommer mad næste gang og begynder straks at holde på alle fedt- og energidepoter. For de fleste er frokost det bedste tidspunkt at spise hovedmåltidet på, fordi det giver masser af energi til resten af dagen. Om aftenen skal kroppen ikke bruge energi til andet end at komme gennem natten, derfor kan den sagtens klare sig med f.eks. kylling eller fisk og nogle grøntsager.

Læs også på ALTfordamerne.dk: 15 tips, der kickstarter din forbrænding

Mangler du noget?

- Hvis du mangler vitaminer eller mineraler, kan kroppen få stresssymptomer, og du kan endda føle dig sløj og utilpas. F.eks. giver kalcium og magnesium dårlig søvn (som så igen giver stress), og D-vitaminmangel kan gøre dig sløj, svække dit immunforsvar og give vand i kroppen, forklarer Anne Bech.

Drop stimulanserne

Kroppen er programmeret til at kunne lide søde sager, så når den først har smagt det, vil den have mere, og derfor er det så svært at holde sig fra det.

- Men det er ikke kun sukkeret, du skal passe på, det er også sødemiddel som i f.eks. light sodavand. For selv om sødestof ikke er sukker, kan det alligevel påvirke kroppen, som om den har fået sukker, og sætte gang i insulinen, der rydder blodbanen, så du ender med at få lyst til sukker, siger Anne Bech.

Den sidste stimulans, du skal være opmærksom på, er kaffe, hvilket for mange af os næsten er det allersværeste.

- Kaffe gør ikke folk direkte tykke, men det stresser kroppen og kan give vitamin- og mineralmangel, især calcium og magnesium. Det betyder ikke, at du aldrig må drikke kaffe, men prøv at skære det ned til et par gange om ugen, så det bliver en forkælelse i stedet for en nødvendighed, tilføjer hun.

Find din intolerance

Topmave, håndtag og mormorarme kan være et tegn på, at du spiser noget, der stresser kroppen, så den samler fedt og væskedepoter. Det betyder ikke, at du er allergisk over for madvaren, men at din krop ikke er så god til at nedbryde bestemte ting.

Selvom forskningen ikke underbygger det, har Anne Bech erfaring med, at det hjælper at fjerne korn og hvedemel fra kosten. Tag en pause fra det i 14 dage og vurder, om du kan mærke en effekt, lyder anbefalingen fra Anne Bech.