Er du på slankekur og tager slankepillen Reductil, så pas på.
Pillerne øger risikoen for, at du får blodpropper og hjerteproblemer, mener Lægemiddelstyrelsen.
- Herhjemme har vi fået indrapporteret 12 tilfælde, hvor folk har fået alvorlige hjerteproblemer, samtidig med at de har taget pillerne, siger Steffen Thirstrup, der er chef på Institut for Rationel Farmakoterapi.
Tidligere problemer
Det er ikke første gang, at der er problemer med lynvejen til en slank krop.
I 2002 blev den danske slankepille Letigen forbudt efter flere uventede dødsfald blandt selv helt unge overvægtige. Sagen åbnede myndighedernes øjne for at, slankepiller kan påvirke andet end vægten.
I 2008 blev slankepillen Acomplia forbudt, efter fem personer, der tog pillerne, begik selvmord. Det viste sig, at pillerne gav alvorlige psykiske bivirkninger.
Samtidig er det almindeligt kendt, at mere end hver tiende, der tager slankemidlet Regenon, risikerer at få depressioner, mens det længe har været kendt, at Reductil kan give forhøjet blodtryk.
7.602 danskere tager pillen
Reductil er det mest populære slankemiddel, du kan få på recept herhjemme. I 2008 tog 7.602 danskere pillerne. Det svarer til, at lidt mere end hveranden dansker, der fik slankepiller på recept, brugte Reductil.
Det er resultaterne af et endnu ikke offentliggjort forsøg, der nu får det europæiske lægemiddelagentur EMEA, som godkender al medicin på det europæiske marked, til at anbefale, at pillerne fjernes fra apotekernes hylder.
I forsøget har 10.000 svært overvægtige over 55 år taget Reductil gennem seks år. Resultatet viste, at testpersonerne fik flere blodpropper end andre.
Det er medicinalfirmaet Abbot, der står bag slankepillerne. Allerede i november måned kom det frem, at undersøgelsen afslørede alvorlige bivirkninger ved slankepillerne. Dengang sagde firmaets kommunikationschef Fionia Loivier til den norske avis VG:
- Patienter med underliggende hjertesygdomme skal ikke tage denne medicin. Det er det, studiet viser. For andre gennemsnitlige, overvægtige patienter er det stadig en vigtig behandlingsmulighed.
Trækker pillen midlertidigt
Ifølge firmaet er Reductil blevet brugt af mere end 30 millioner mennesker i mere end 80 lande.
Men efter de europæiske læger nu har vurderet resultaterne, har firmaet trukket pillerne midlertidigt væk fra det europæiske marked:
- Vi er respektfuldt uenige i udvalgets anbefaling. Ikke desto mindre vil vi handle hurtigt for at følge udvalgets anbefaling, siger Eugene Sun, der er direktør i Abbot.
Firmaet fjerner pillerne fra det europæiske marked, men i USA og Australien kan overvægtige stadig købe Reductil.






















