Men selvom kokain pushes til discountpris, er det danske jetset langtfra blevet for fine til at stikke snuden i det.
- Det er fordi, at det her stof er så sindssygt godt. Kokain kan noget, som ingen andre stoffer kan, forklarer misbrugsekspert Henrik Rindom om det narkotikum, som en fremstående dansk erhvervskvinde er sigtet for at have modtaget 140 gram af.
Prisen er faldet
Da stoffet kom til Danmark, kostede et enkelt gram op mod 2.000 kr. En pris der i dag er faldet til omkring 300 kr. grammet. Kokain har altså mistet sit eksklusive præg, men ifølge Henrik Rindom stortrives kokainen i alle sociale lag ikke mindst i de mere mondæne miljøer.
- Tag en Gucci taske. Den er voldsomt dyr, men den opfylder ikke taskefunktionen bedre end en billig model. Det handler om mærket som et brand. Sådan er det ikke med det hvide pulver. Der er simpelthen ikke noget andet stof, der får dig i så godt humør, gør dig så frisk og får din generthed til at forsvinde. Du føler, at du er verdensmester, som Henrik Rindom beskriver det eftertragtede lykkesus.
Men rusen har en bagside. Henrik Rindom bliver ofte kontaktet af desperate jetsettere, der vil ud af deres kokainmisbrug.
- De er blevet psykisk afhængige, og i værste fald risikerer de at havne i en psykose, siger han.






















