Intet tyder på, at specifikke fødevarer eller motionsformer særligt effektivt rister det farlige fedt mellem mellem de indre organer væk. Det handler først og fremmest om, at forbrænde mere energi, end man indtager, lyder det fra de førende forskere på området.

Mens fem rigtige mænd kæmper med at tabe lidt af ’kagekufferterne’ ved gråsslåning, brændestabling og hækkeklipning uden motoriserede værktøjer, forsøger Petra i tv-programmet ‘Petra elsker sig selv’ at fryse sin mavedelle væk. Mavefedtet fylder lige nu på alle tv-kanaler, og overvægt er blevet et varmt debatemne i medierne. Man påstår, at mængden af selvhjælpsbøger, bootcamps og fitnessmedlemskaber er mere end rigeligt til at komme mavefedtet til livs, alligevel er danskerne kun blevet tungere det senere år. En undersøgelse fra DTU viser, at næsten hveranden dansker er overvægtig, og andelen af svært overvægtige i Norden er steget fra 11 til 13 pct. fra 2011 til 2014. Det er især det farlige fedt, som ligger i bughulen mellem de indre organer, som øger vores risiko for sygdom, forklarer Bente Klarlund, overlæge på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet.

»Fedtet mellem de indre organer bliver invaderet af små immunceller, som laver en betændelse, der via blodbanen sendes ud i kroppen,« siger hun og uddyber, at betændelsen kan bidrage til udvikling af f.eks. hjertekarsygdomme, diabetes og Alzheimers.

Ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv er det derfor vigtigt at skelne mellem det fedt, som ligger inde i bughulen mellem tarmene, og det fedt der ligger i underhuden på lår, bag eller maven, forklarer Bjørn Richelsen, der er professor ved Aarhus Universitet og en af landets førende eksperter inden for ernæring og fedme.

»Det er faktisk ikke dellerne på maven, der er farlige, men det fedt der ligger inde i bughulen. Men der er selvfølgelig en sammenhæng mellem størrelsen af fedtvævet i bughulen og størrelsen af fedtvævet i underhuden på maven,« siger han.

Den gode nyhed er, at det farlige fedt i bughulen faktisk er det, der forsvinder først, når vi taber os, mens fedtet i underhuden forsvinder langsommere. Så et vægttab vil hurtigt øge ens sundhed. Men ligesom de rigtige mænd og Petra også har konstateret, er det lettere sagt end gjort. Der findes tilsyneladende ingen vidundermidler eller hokus-pokus-veje til mindre mavefedt.

»Det er ikke meget, der tyder på at nogle specielle kostformer eller forskellige former for fysisk træning har nogen specifik effekt på fedtet i bughulen ud over virkningen på den generelle energibalance,« siger Bjørn Richelsen.

Hans generelle råd og derfor, at man fokuserer på at spise mindre, bevæge sig mere og i øvrigt passer på ikke at stresse kroppen med f.eks. for lidt søvn.