Du har haft tid til at træne lidt ekstra, og du har ikke været så udkørt hver eftermiddag, at du er faldet i sukkerfælden. Men du kan godt få den gode sommerenergi med ind i efteråret, hvis du vil.

Energi og solskin går hånd i hånd for de fleste. I hvert fald har rejsebureauerne igen meldt om en stigning i antallet af de såkaldte aktiv ferier, hvor den ikke bare står på slush ice ved poolen, men sport, hiking og udfordrende oplevelser.

Men når det bliver tidligere og tidligere mørkt – hvordan bevarer man så energien og den gode fysiske form, man nåede at komme i mens tiden var til det?

Med BT PLUS får du:

Fire miniguides med hver sit tema til, hvordan du holder formen efter ferien

- Få træningen ind i hverdagen

- 3 motionsformer, der passer til en travl hverdag

- Energiens trafiklys

- Sådan får du mere energi

BT PLUS anbefaler også:


Af Julie Bach

Energi og solskin går hånd i hånd for de fleste. I hvert fald har rejsebureauerne igen meldt om en stigning i antallet af de såkaldte aktiv ferier, hvor den ikke bare står på slush ice ved poolen, men sport, hiking og udfordrende oplevelser. Men når det bliver tidligere og tidligere mørkt – hvordan bevarer man så energien og den gode fysiske form, man nåede at komme i mens tiden var til det?

Henrik Duer er træningsfysiolog og cand. scient. I idræt fra Københavns Universitet, men måske bedst kendt fra TV3s program ’Ekstremt fed’, hvor han hjælper meget overvægtige danskere med at smide alle de ekstra kilo. Han mener at sommeren er et rigtigt godt tidspunkt at forbedre sin fysiske form på.

- Jeg kommer selv mere i form om sommeren. Og det er jo også der, man har brug for at afprøve nye og sjove ting, man måske kan fortsætte med efter ferien er slut, siger han. Og det gælder om ikke at vente alt for længe, hvis man skal bevare de fremskridt, man har haft mens, solen stod højt på himlen.

- Det kommer selvfølgelig an på, hvor god form du er i, men for de flestes vedkommende, så får formen altså et kæmpedyk, hvis man er inaktiv i to-tre uger. Det tager omkring halvanden måned at komme tilbage på niveau. Og det gælder jo også, hvis man har brugt ferien på at slænge sig ved poolen i stedet for at lave noget. Så kræver det ekstra meget at komme i gang igen, siger han og giver en lille opsang.

- Alt det der med, at man pludselig ikke har tid, når man kommer hjem og har indkøb og skal hente-bringe børn – det synes jeg simpelthen er bullshit. Hvis man for eksempel tager sådan noget som løb, så er det måske tre gange 25 minutter om ugen, man bruger på det. Det kan de fleste godt finde, med mindre du er enlig mor med tre små børn …, siger han.

Få energi gennem balance

Men hvis du skal finde glæden og energien ved træning og bevægelse frem igen, når hverdagens stress melder sig, er det vigtigt at se på hvad der giver dig energi og hvad der dræner dig. Gitte Koldtoft er coach og holder foredrag om, hvordan man får energi ind i hverdagen, og hun mener at man skal passe på med at køre alt for meget på efter ferien.

- Når vi har været på ferie, har vi været i det jeg kalder ’grøn zone’ hele tiden. Det er der, hvor vi kun laver ting, der giver os energi. Og så er der en tendens til, at når man så er tilbage fra ferien, så går vi direkte i rød zone – der er det modsatte. Det svarer lidt til at være fuldstændigt ude af form og så gå ned og træne helt vildt i et fitnesscenter. Det siger sig selv, at den går ikke, siger hun og anbefaler i stedet, at man veksler mellem rød og grøn zone, så der er balance mellem det der stresser os, og det der giver energi.

- For det er ikke nødvendigvis aktiviteten, der stresser os, men netop antallet af dem. Det handler om at trappe langsomt op, siger hun. En anden afgørende faktor er glæden ved netop det, du gerne vil lave, mener Henrik Duer.

- Hvis du nu har lavet et eller andet på din ferie, som du syntes var rigtig sjovt – mange afprøver for eksempel fitnessrummet på hotellet, når de er på ferie. Eller måske er der en basket ball-bane, hvor man tager nogle spil. Og hvis man virkelig syntes det var sjovt, så er det noget, man skal fortsætte med. Man kan ikke køre på viljen alene, så det er vigtigt at der er noget glæde ved den aktivitet, man vælger, siger Henrik Duer. Og hvis glæden er der, så handler det rent praktisk om at få det lagt ind i hverdagen.

- Hvis man har en familie, er det vigtigt at få det clearet ,om du kan komme ud og løbe tre gange om ugen med de andre – især din bedre halvdel. Men det kan jo være, at de vil med, forklarer Henrik Duer og understreger, at der bare er nogle ting, der helt lavpraktisk skal være på plads, når man har en familie. - Det er lidt sværere at nå, når man har børn. Men det kan hjælpe at sætte sig et mål. Om det så er en distance eller at deltage i et løb. Hvis du starter i et fitnesscenter, kan du få lavet et program hos en personlig træner, der kan sætte nogle mål for dig. Men målet kan også være at komme af sted til træning tre gange om ugen. Man kan sætte sit mål uanset hvilket niveau, man er på, siger han.

Gør det til en vane

Men vi kender jo alle sammen det der med, at alle de gode intentioner ikke af sig selv forvandler sig til gode vaner. Og det er heller ikke så nemt endda, forklarer Henrik Duer.

- Der kan gå lang tid før det bliver en god vane, der ligger naturligt i hverdagen. Men hvis det er noget du elsker at lave, når du har tiden til det, så burde du kunne prioritere det. Men hvis der går et par måneder, og du stadig ikke får løbet den tur, så er det nok fordi det er den forkerte aktivitet, du har satset på. Eller også er der noget andet i vejen, mener han men fraråder at man bare giver op.

- Se om du kan finde noget andet, som måske tænder dig mere. Hvis det alene er overskuddet og energien, der mangler i forhold til at komme til at dyrke motion, så foreslår Gitte Koldtoft, at man leger sin egen coach lidt.

- Det kræver at man er vågen og bliver opmærksom på, hvad der dræner og hvad der giver energi – og så at kunne veksle mellem de ting. Det lyder måske lidt banalt, men det er ikke altid så nemt at udføre i praksis. Men husk at der ikke er noget vigtigere end at have god energi: Hvis du mangler energi er alt andet ligegyldigt.