De fede er ikke syge - bare for mageligt anlagte. For dovne. Med denne provokerende konklusion har en kendt norsk trænings- og slankeekspert indledt en egentlig fedme-krig.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Fedme er i sig selv ikke en sygdom. En krop, som lagrer overflødige kalorier, er ikke syg, men man kan blive syg af livsstilen, som fører til for meget lagret fedt, sagde Kari Jaquesson, 48, norsk TV2s faste sundhedsekspert, på morgen-tv.

- Man har ikke fedme, man er fed. Det er ikke en virus ­eller infektion, men et spejlbillede af en livsstil, sagde hun for åben skærm ifølge avisen VG.

VIL DU TABE DIG? SÅ BLIV EN DEL AF B.T.S SLANKEKLUB HER

Udtalelserne har sat gang i en voldsom diskussion i Norge. Eksperterne strides. De overvægtige føler sig provokerede eller ­ligefrem stigmatiserede.

Dårlige undskyldninger


Lene Hansson, populær dansk slanke-rådgiver, kendt fra tv og bøger, er meget enig med sin norske kollega.

- Stærkt overvægtige personer undskylder sig tit med, at »det ligger i generne. Men min norske kollega har jo helt ret i, at fedme ikke er en sygdom. Det er bare en dum undskyldning for at lægge ansvaret fra sig. Det handler dybest set om magelighed og dovenskab. Nogen må sige sandheden. Det handler om at tage ansvar for sig selv, siger hun.

Fedme er ikke en sygdom


Martin Kreutzer, ernærings- og motionsforsker ved Københavns Universitet, er meget på linje.

- Kroppens tendens til at lagre fedt er absolut ikke nogen sygdom, men en helt naturlig mekanisme, som i historisk perspektiv har været med til at sikre menneskets overlevelse. De fede klarer lettere en akut krise og mangelsituation end de undervægtige. Så dovenskaben ligger lige for. Det handler derfor for den fede i høj grad om at tage sig sammen. Enten til at reducere vægten ved egen kraft - eller med hjælp fra f.eks. en professionel, siger Martin Kreutzer.

Verdens-sundhedsorganisationen WHO har ellers klart defineret fedme som en kronisk sygdom, ligesom en gruppe engelske forskere netop har fundet i alt 13 gen-mutationer, som kan forklare, hvorfor nogle personer er særligt udsatte for at blive fede.

Man må kæmpe for det gode liv


Den udbredte opfattelse afvises ikke bare af de kendte slankeeksperter, men også af en ny bog, 'Det diagnosticerede liv', der netop er udkommet.

- Der synes længe at have hersket konsensus (bred enighed, red.) blandt sundheds-professionelle om, at fedme er en sygdom. Men det er ikke en indlysende holdbar opfattelse. Ved nærmere eftertanke forekommer den forkert, skriver Verner Møller, professor i motion ved Aarhus Universitet, i debatbogen.

Coach og tidligere jægersoldat B. S. Christiansen, der i en ny tv-serie skal bringe en flok overvægtige unge mænd i bedre form, siger til hjemmesiden Forsvaret.dk:

- Overvægt er kun et symptom på en forkert livsstil. Hvis man vil have et godt liv, må man kæmpe for det.

Kritisabel teori


Den norske motionsekspert Kari Jaquesson præciserer over for avisen VG, at de stærkt overvægtige ikke er alene om at være for magelige eller dovne.

- Det ligger i os alle. Alle pattedyr kan lide at have det behageligt. Giver du en hund masser af mad, spiser den op. Sådan er det også med os - vi bevæger os for lidt i forhold til alle de kalorier, vi får i os, Meget af årsagen er, at tilbuddet er blevet så uendelig meget større. Nu bader vi i croissanter, boller og alverdens chokolader, og så kører vi meget mere i bil end før.

Mange får vaner forbundet med overvægt med sig fra forældrene. Min pointe er, at vi alle kan gøre noget ved det, hvis vi vil, siger hun.

Morten Zacho, idrætsfysiolog og ekstern lektor ved Syddansk Universitet, finder det kritisabelt at tale om dovenskab i forbindelse med fedme.

- Det er en stærkt forenklet måde at se det på. De fede er ikke bare dovne livsnydere. Forskerne river sig jo sig i håret, fordi de stadig ikke kan forklare, hvorfor så mange bliver fede. Det er bevist, at nogle er særligt disponerede for at blive fede, og at de derfor må gøre mere for at efterleve en sund livsstil. Fedme er resultatet af lang række faktorer - gener, miljøfaktorer osv.

Magelighed og dovenskab


Morten Zacho bakkes op af norske Magnus Strømmen, der er i gang med en doktorgrad ved det regionale center for sygelig overvægt ved St. Olavs Hospital i Trondheim.

- Overvægt er i høj grad genetisk bestemt. Fedme er en sygdom. Fedme er en blanding af biologiske, psykosociale og samfundsmæssige årsager, siger Magnus Strømmen til VG.

Lene Hansson:

- Jeg kan ikke afvise, at nogle har særlige grunde til at være magelige. Nogle magter ikke den svære opgave at tabe sig, fordi de måske allerede føler sig syge og svage. F.eks. ­fordi de samtidig har type 2 diabetes. Hvis man har fået gigt i knæet, kan det også være meget sværere at komme op af lænestolen eller at tabe sig ved at lægge kosten om. Ligesom en depression kan fjerne lysten til at komme udenfor og motionere. Men for mange er magelighed eller dovenskab stadig en afgørende faktor. Den må man tage opgøret med.