Juletiden hænger normalt sammen med søde sager, men du kan planlægge dig til en sundere december og undgå de sædvanlige julekilo.

Hylderne i supermarkederne bugner allerede af juleslik, og så snart kalenderen skifter til december, virker det på en måde mere tilladt at hælde pebernødder og sukkerstænger ned i indkøbskurven.

Men vil du undgå, at badevægten viser lidt flere kilo i det nye år, så er det en god idé at planlægge dine måltider, så du undgår det ekstra julesul.

»Hvis man aftenen inden lige tænker det kommende døgn igennem og planlægger, hvad man vil spise, bliver det meget nemmere at komme igennem dagen på en sund måde,« siger Lærke Mosgaard, der er kostvejleder med speciale i vægttab.

Hun foreslår, at man eksempelvis tager en snackpose med æblestykker, gulerødder og nødder med, hvis man har en lang dag, så man ikke fristes til at købe usunde julegodter.

Og det er netop i hverdagen, at man skal passe på de ekstra kalorier, fortæller Pia Birk, der er kostvejleder i sit firma, BodyConnection.

»Det er svært at ændre på juleaften og julefrokosterne, så derfor skal man kigge på hverdagene. Før spiste man måske snolder fredag aften, men i december bliver det hver dag. Og så skal man have æbleskiver og en ekstra øl, og så løber det hurtigt op,« siger hun.

Men selv om det kan være svært at holde sig fra den saftige medister på julefrokostbordet og i stedet øse op af rødkålssalaten, så kan man faktisk spare lidt op på kaloriefronten og på den måde få mindre dårlig samvittighed.

»Hvis man ved, man skal igennem en dag med mange kalorier, så kan man spise en smoothie til morgenmad med frugt og grønt, spise en salat i stedet for rugbrød til frokost og fylde halvdelen af tallerkenen til aften med grøntsager,« siger Pia Birk.

Lærke Mosgaard anbefaler også, at man starter dagen med mange proteiner, grove kulhydrater og sundt fedtstof, så man ikke går sukkerkold senere på dagen og ender med snuden nede i kagedåsen.

Og netop kagedåsen kan være et lokkende problem i hjemmet. For det er nemt at snuppe en håndfuld et par gange om dagen, uden at opdage at man pludselig har slugt en helt dåse. Der har Pia Birk et trick, som kan forhindre tankeløs spisning.

»Du kan sætte tape rundt om småkagedåsen, for hvis du skal pille tapen af, hver gang du bliver lækkersulten, så dropper du det måske. Chokolade kan også fryses, for inden det tør op, så har du måske mistet lysten.«

Pia Birk fortæller også, at man har tendens til at bage for mange småkager i forhold til, hvor stor familien er - og på den måde ryger der også flere kalorier ind i regnskabet.

Men julesnacks behøver ikke at være usunde. Man kan sagtens lave sunde godter selv, fortæller Lærke Mosgaard, hvis favoritsnack er sunde havregrynskugler, der er lavet på dadler og mandler. Men selv om de er sundere end en pose bridgeblanding, så skal man også holde igen her.

»Man skal huske, at dadler er fyldt med frugtsukker, så det er en form for slik. Men det er meget bedre at forkæle sig selv med den hjemmelavede og sunde udgave,« siger hun.

/ritzau/FOKUS