Maria bor i Ejstrupholm ved Brande sammen med sin mand Stefan og døtrene Josefine på fire og Emma på otte måneder. Lige nu er hun ved at uddanne sig til sosu-assistent.
Hun har altid været rigtig glad for mad og søde sager, og derfor har hun kæmpet med vægten det meste af sit liv. Efter to børnefødsler er hun imidlertid klar til at ændre livsstil:
- Nu skal det være løgn. Jeg er parat til at kæmpe for at komme ned i vægt, for jeg er sikker på, at jeg får det meget bedre, hvis jeg bliver normalvægtig, siger Maria.
- Det var lidt svært i julen og nytårsaften. Der må jeg indrømme, at jeg tog noget af det usunde, men ellers er jeg godt tilfreds med det nye system, som Weight Watchers har lavet. Man lærer, hvad man skal spise for at blive mæt samtidig med, at man ikke bruger for mange points. På den måde får man også større erfaring i at spise, hvad det er kroppen har godt af, siger Maria.
Maria kan møder stor opbakning fra familie og venner, og hun finder stor motivation ved at gå til møderne hos Weight Watchers.
- Jeg møder stor opbakning hos min familie og hos kolleger og bekendte, og jeg håber at have karakter nok til at komme ned på de 65 kg. Det er min plan at fortsætte i Weight Watschers vedligeholdelsesprogram, for jeg tror, at det for alvor bliver svært, når jeg er kommet ned på ønskevægten, siger Maria.






















