Fra hovedsædet i Stege på Møn producerer Bisca kager og kiks. De forhøjede afgifter på chokolade- og sukkervarer, fedtafgiftens indførelse og udsigten til den nye udvidede sukkerafgift gør livet surt for virksomheden med ca. 300 ansatte. Økonomidirektør Michael Møller Jensen fortæller:

Det betyder afgifterne:

- Indtil 2010 så det godt ud. Men så vendte det, og det blev værre og værre, da fedtafgiften kom til. Hvert år koster afgifterne os et tocifret millionbeløb. Alene i 2012 har vi fyret 50 mand i produktionen og 20 mand i funktionærstillinger. 70 mand i alt – det er hårdt på mange måder. For virksomheden og selvfølgelig for dem, vi måtte sige farvel til. Alle har fået mere travlt, og der er usikkerhed blandt medarbejderne.

Det er konsekvensen:

- Vi kan ikke sætte priserne højere op. Smertegrænsen er nået. Vi kan arbejde på at komme nogle andre olier i vores produkter, som ikke er så belastede af afgifter.

Derfor er afgifterne tåbelige:

- Jeg køber simpelthen ikke den præmis, at afgifterne er adfærdsregulerende. For alle tal viser, at forbrugerne køber lige så mange kiks og kager nu som før. De køber bare færre hos os og flere fra private products (eksempelvis First Price, red.). Der bliver også sagt, at det vigtigste er, at vi ikke mister danske arbejdspladser lige nu. Men det gør vi jo.